Efter at de mere eller mindre tilfældigt mødtes ved kassen i det lokale supermarked, havde Gordon inviteret Jette på kaffe på den lokale Pub. Deres samtale havde drejet sig om Jettes mand, der for snart mange år siden var omkommet i Afrika under en militær aktion.
   Gordon havde ikke været stolt af den samtale, da det gik op for ham, at det var ham der ledede aktionen, og at det var ham der havde dræbt Jettes mand. Gordon var nærmest gået i panik, da sandheden gik op for ham, og Jette havde derfor foreslået, at de gik hjem til ham for at tale sammen.
   Hun havde bedt ham fortælle hvad der var blevet af hendes mand, og under hvilke omstændigheder han var død og efterladt i det fremmede.

Gordon var pludseligt blevet så træt, så magtesløs, og havde følt kulden komme snigende. Den isnende kulde han altid følte, når noget berørte hans inderste sjæl, truede med at ødelægge ham. Han følte, at den verden han hidtil havde været en del af, nu var faldet sammen.
   Den kvinde han altid havde elsket så betingelsesløst, og som havde været en naturlig del af hans hverdag i de sidste mange år, gik nu ved siden af ham, støttede sig til hans arm. Duften fra hendes krop og tøj, fik ham til at mindes deres fordoms kærlighed. Fortvivlelsen fik tag i den ellers så klippefaste soldat. Hele det univers der før havde styret hans færden var nu ikke mere.
   "Jette! Jeg vil gerne sige!"
   "Nej Gordon, vent til vi er hjemme hos dig. Jeg orker ikke at tale om det her på en tilfældig vej, et tilfældigt sted i England. Dertil er situationen for mig for alvorlig, Det håber jeg du forstår." Gordon nikkede næsten ubemærket, følte sig skamfuld.
   Turen til hjemmet, der kun lå nogle minutters gang fra Pup'en, føltes som timer for Gordon. Tankerne var mange. Skulle han sige sandheden? Eller blot fortælle hende, at det var en fejl han havde begået, og som i øvrigt berørte ham dybt? Men hvad forventede hun egentlig af ham?
   Alt føltes uudholdeligt lige nu. Hvad ville hun sige? Tænke? Mange var de muligheder han i sin hurtigt arbejdende hjerne gennemgik som mulige måder, at fortælle sandheden på, og måske var det ikke så vanskeligt at få hende til at forstå, den alvorlige og umulige situation han havde været i.
   Han skottede til Jette. I hendes ansigt var der intet der røbede, hvad hun tænkte. Hendes kropssprog viste ham intet. Selvom læberne var sammenbidte, tolkede han det som en usikkerhed om, hvad hun nu ville få at vide, og ikke som en vrede hun bar på
   Endelig svingede de ind i den lille gade, hvor han boede i et lille rækkehus der kun var beregnet for små familier med ingen eller få børn. Sirlige små velholdte haver der hørte til hver enkelt lejemål, strålede om kap med eftermiddagssolen. Alle lejemål var beboede af pensionister. Ikke nødvendigvis fra militæret, men en blanding af arbejdere, funktionærer og andet godtfolk.
   Gordon åbnede havelågen og bød Jette indenfor. Et svagt smil krusede hendes læber.
   "Tak Gordon". Næppe hørligt, men dog så tydeligt, at Gordon forstod alvoren i hendes stemme.
   Lidt kluntet fik han låst hoveddøren op. Endnu en gang bød han hende velkommen i sin ringe bolig.
   Gordon så ikke på Jette. Dertil var han for bevæget. Han hængte den gamle soldater Cap på knagen, og lod jakken gå samme vej. Galant hjalp han Jette af med hendes overtøj, og bød indenfor i stuen.
   "Vil du have kaffe eller?" Gordon syntes hans stemme klingede hult, helt forkert. Stadig havde deres øjne ikke mødtes. Han turde simpelt hen ikke se på hende, dertil var følelserne for mange og for sårbare.
   -- Morder! Morder"--Igen og igen gjaldede de barske ord i hans hjerne. Ekkoet skræmte ham. Var det sådan hun tænkte? Følte? Var det hvad hun senere ville kalde ham? Hvad han kunne forvente?
   "Gerne en kop The, hvis det ikke er for meget forlangt, Gordon". Deres øjne mødtes. I Jettes øjne så han sorg, smerte og fortvivlelse, men ikke vrede. Han slog øjnene ned, og bad hende sætte sig i sofaen, gøre sig det behageligt. Han mærkede helt tydeligt vægten på sine skuldre fra den sorg hun bar på.
   I køkkenet kunne han slappe af, i de minutter han havde, til The'en var færdig. Tiden gik alt for hurtigt nu.
   Med to krus The i hænderne gik han tilbage til stuen. Jette havde rejst sig, og så på et af flere malerier af kendte Engelske og Nederlandske malere fra omkring 1600-1700 tallet. Kostbare, men en af de få ting Gordon havde tilladt sig af luksus, mens han havde gjort tjeneste i militæret.
   "Smukt billede. Det ville jeg gerne eje", sagde Jette, og smilede til ham. Et smil der var naturligt, det fik Gordon til at slappe lidt mere af.
   "Ja, et billede jeg måtte eje, da det var på auktion for snart mange år siden. Jeg elsker at se på det. Menneskene virker så glade og venlige, en rigtig skovtur som jeg tror man nød at have i gamle dage. Men også en alvor hos tyendet, der giver mig lidt eftertanke om, at man skal behandle folk ordentligt. Godt gammelt Engelsk maleri når kunsten er bedst."
   En tåre randt fra Jettes ene øje. I brøkdele af et sekund så Gordon den smerte, der havde været årsag til tåren. Bestyrtet bød han hende igen at sætte sig, og rakte hende sukkerskålen. Diskret viskede hun tåren bort, men den havde afsløret hendes hjertekval.
   I tavshed drak de The'en. Hver især havde de mere end rigeligt at tænke på. Hendes nærhed, duft, satte igen Gordons hjerte i panik. Så smuk en kvinde hun var. Og så stor en sorg hun bar på, som han var ene om at have påført hende. Gordon blev overvældet, og rystede svagt på hånden. Han spildte lidt The i underskålen, da han satte kruset fra sig.
   "Se på mig Gordon." Sagde Jette stille.
   "Du undgår at se på mig, hvorfor? Da vi var kærester, for mange år siden, sagde du altid, at det var i mine øjne, du kunne læse hvad jeg tænkte, følte. At den kærlighed vi havde til hinanden, var stærk nok til at modstå alt.
   Alligevel gik det galt for os. Min surhed og dine trods, fik os fra hinanden. Vi var så unge og uerfarne begge to, og det kan vi vel godt tilgive os begge nu, ikke?" Det var som om Jettes øjne glødede af den smerte, hun pådrog sig ved at prøve på ikke at græde. Gordon så bare ned i gulvet. Den førhen så prøvede og stolte soldat var sat skakmat, følte en enorm skyld. Det bare gjorde ondt helt ind i hjertet.
   Han tog mod til sig. Så direkte ind i Jettes øjne og sagde:
   "Jette! Undskyld min kejtethed. Men jeg har det ikke godt med det vi nu skal igennem. Tilgiv mig jeg ryster lidt, men jeg beder dig forstå, hvor svært det er for mig at tale om det. Og så med dig, som jeg har tænkt på hver eneste dag siden jeg forlod dig, til fordel en anden dulle, som du kaldte din veninde dengang, efter hun havde svigtet dig, taget mig som kæreste.
   Ikke én dag er gået siden, uden du har været i mine tanker.
   Må jeg fortælle dig nu, hvad der skete på den mission, hvor du mistede din mand, og børnene deres far? Jeg føler jeg har styrken til det nu."
   Jette nikkede. Gordon kunne se hun kæmpede med gråden.
   Stille og dæmpet fortalte Gordon Jette, om den mission han var leder af for mange år siden. Uden at overdramatisere noget, fortalte han nøgternt alt det grusomme, som netop den mission var tynget af. Kampene mod de fremmede lejesoldater, de meningsløse og voldsomme overgreb der havde fundet sted på det hospital, de havde fået til opgave at bringe i sikkerhed, samt de forfærdelige oplevelser alle børn, kvinder og mænd havde været udsat for.
   Han fortalte så afdæmpet som han kunne, om sin næstkommanderende, hendes mand, og den unge nonne han havde skændet. Om deres skudduel og om hvorfor han ikke kunne tage hans lig med hjem.
   Han berettede om det kostbare krucifiks han altid bar, fordi det gav ham en fred i sindet, i forhold til det han havde været udsat for på netop den mission.
   Han fortalte om nonnernes utrolige styrke, til at pleje de syge og sårede, trods de overgreb de selv havde været udsat for. Om sit øgenavn blandt nonnerne: Djævelens yngel, og om de mange tunge skæbner, han og hans folk skulle håndtere.
   Han fortalte Jette om pensioneringen fra det militær, han i en menneskealder havde været en del af, på godt og ondt, og hvad det havde betydet for hans liv lige nu. Tomt og goldt havde det været, uden den Jette han altid havde savnet i sit hjerte.
   I mere end en time lyttede Jette, til hans beretning om sit omflakkende liv. Sommetider græd hun stille. Til andre tider var det som om hun smilede.
   Da Gordon tav, sad de begge længe med deres egne tanker, tavse og alvorlige. Jette så ofte på Gordon, der stadig ikke kunne møde hendes øjne uden at slå blikket ned.
   Også Gordon havde tårer på sine kinder, og det irriterede ham.
   "Tak!" Hviskede Jette sagte, efter de havde siddet tavse i nogen tid.
   "Jeg ved hvad du føler, min ven. Ved hvorfor du handlede som du gjorde, og det takker jeg for, du har fortalt mig om, selvom jeg ikke forstår, hvorfor det var så nødvendigt han skulle blive derude. Jeg føler en byrde er taget fra mine skuldre. Jeg vil ikke fortælle pigerne alt, det forstår de ikke, og at det var dig der tog Deres fars liv, behøver de heller ikke vide noget om." Jette holdt en lille pause, så fortsatte hun:
   "Tror du, at det vil være muligt at finde hans grav? Få ham hjem?"
   "Jeg ved det ikke, Jette, men måske kan det lade sig gøre. Jeg vil gerne hjælpe dig. Trods alt var jeg på stedet, og jeg ved hvor den landsby ligger, hvor tingene skete. Så hvis du vil lade mig hjælpe, vil jeg gerne det."
   Jette nikkede. Igen fremstammede hun et næppe hørligt tak.
   "Kan vi ikke gå en lille tur Gordon? Jeg holder ikke ud at sidde her og tude hele tiden.
   Vil du holde om mig når vi går? Tage mig i hånden? Jeg trænger til lidt trøst, selvom jeg kan se du heller ikke har det for godt. Vil du det?
   Gordon nikkede, fandt deres overtøj frem, og i tusmørket gik de mod den nærliggende skov hånd i hånd.