Han åbnede bogen, den var i paperback. Selvom den var slidt, brugt, var der for hver dag han læste i den, noget nyt han kunne bruge i sin tilværelse.
Det første han erindrede at have læst om i bogen, var tryghed. En blid og kærlig stemme, fløjlsbløde hænder der kærligt puslede ham, og et varmt bryst, der gav nærhed og mad.
Kærlige stemmer fra en mand og en kvinde. At ligge imellem dem, mæt og med en tør ble, var det bedste han vidste. Senere var det trygheden i stemmerne han erindrede, fra en far og en mor der altid var til stede, når han havde behov for det.

Skolen, lektierne med deres staveord, regning og de andre fag, var det næste han erindrede at have læst om med glæde.
De unge år, hvor kærligheden tog det første livtag med en partner, var sødmefyldte erindringer. Katastrofen, når partneren, den pige han kaldte for sin elskede, ikke mere ville vide af ham. Eller når det var ham der svigtede fortroligheden, elskovens dybe samhørighed. Mange var de timer, der med helt almindelige ord, kunne tilbringes i selskab med den slidte bog.

Forældrenes stemmer, var med tiden forandret. De var blevet til erfaring. Hvoraf han kunne øse, i påkrævede situationer.
Nu sad han og læste om den kvinde, der i hans unge år, havde erklæret ham sin store kærlighed. Skulle han være glad? Juble?
Den gang valgte han at vente, til der viste sig den rigtige? Og hvad var den rigtige for en størrelse? Han vidste det ikke med sikkerhed. I kærlighedens svære spørgsmål, kom selv den kærlige kvindes stemme, den kvinde han kaldte mor, og den mand han kaldte for sin far, til kort. Her var det hans eget hjerte der talte, og kun det. Det stod at læse i den lasede, men kloge bog.

Børn, ansvar og job, skulle nu gå op i en højere enhed. Partneren og de besværligheder der ville komme senere i livet, skulle tilpasses det liv han ville leve fremover. Her var der ikke plads til fejltagelser.
Afsnittene i bogen var slidte. Af og til var der enkelte, der kunne være næsten umulige at læse. Men med en god tålmodighed, var det muligt at fornemme tiden der havde været, imellem de mange kloge ord. Børnenes konfirmation, deres første svære forelskelse, var også omtalt.

Bryllup og begravelse, var det næste han læste om, følte på sin krop som en del af det liv, der nu havde varet i mange år.
De kærlige arme og den trygge hvisken fra kvinden han kaldte mor, var ikke mere. Livet gik videre, stod der med alt for store bogstaver i bogen. Kun en gammel mand så trist på ham og den familie, han efterhånden var blevet overhoved for. Den gamle, som han kaldte for far, var efterhånden træt af dage. Ville gerne snart sove den evige søvn.
Ville han nu selv kunne leve op til den tillid? Den identitet der var hans? Gennem de mennesker der havde skænket ham livet. Og som lod ansvaret og livet gå videre gennem ham?

Han vidste. At skulle han finde svaret, og det skulle han, måtte han læse igen og igen i den slidte, men kloge bog. Han måtte lære af dens mange erfaringer, på godt og ondt.
Paperback. Primitiv, men med svar på alle livets sværeste spørgsmål.

Igen slog han op på side 1 og læste: Trygge arme, en varm stemme der var kærlig...

Det stod alt sammen at læse i: Livets store Bog.

Om end laset og slidt, var det her livets store spørgsmål var beskrevet, og her de blev besvaret. Bogen var den bedste gave han havde fået i hele sit liv.
En gave han vidste, han en dag selv skulle give videre til sine efterkommere.
Ville de afsnit han selv havde skrevet, gennemlevet, blive læst? Brugt?

Kun tiden kunne fortælle, om han havde kunnet stå mål med kravene i - - - - Livets store Bog.