Den nøgne mand kendte sit navn, men vidste, at det ikke længere havde nogen betydning.
   Han løb så hurtigt hans ben kunne bære ham gennem labyrinten af mennesketomme gader. De bare fødder i mudderet, efterårsvinden og regnen mod hans sorte, udmagrede krop, hans lem dinglende mellem lårene. Hele tiden kiggede han sig over skulderen for at sikre sig at han ikke blev forfulgt.
   Han drejede om et gadehjørne, gled og faldt i mudderet. Han kom op. En skarp smerte jog gennem hans højre hånd, men han ænsede den ikke. Han fandt en gyde, hvor han kunne skjule sig bag et par stablede tønder. Han gispede af udmattelse efter den korte løbetur og hans ben, som var tynde og afkræftede efter de mange måneders fangeskab rystede under ham. Han kastede et blik ud mod gaden. Der var ingen at se. Han satte sig og krøllede benene op under sig i et forsøg på at få lidt varme. Der var ly her. Bare et øjeblik, tænkte han. Om det var kulden eller frygten kunne han ikke afgøre, men han frøs, så hans arme sitrede og knæene klaprede mod hinanden.
   Et øjeblik syntes han, at han hørte råb mellem vindstødene. Havde de allerede opdaget at han var borte? Han holdt vejret, lyttede og forsøgte at holde sine ben i ro. Men nej, der var intet, kunne vinden som fejede gennem gaderne og regndråberne, som faldt i mudderpytterne. Hvad er det jeg har gjort? tænkte han. Hvor skal jeg tage hen? De finder mig. De slår mig ihjel. Tanken om hvæssede knive mod hans hals, kølleslag, der haglede ned over hans ryg fik ham til at skælve.
   Han vidste ikke hvor han var, men han vidste, at han ikke befandt sig i sin egen verden. Hans egen verden var lys og varm og fuld af mennesker og dyr. I hans egen verden var han fri og havde sine familie, sine venner, sin stamme. Her syntes alt fremmed for ham. De mudrede, mennesketomme gader, de smalle gyder, husene, som tårnede sig op, så høje som træer og syntes at læne sig ind over gaden og belure ham med deres sorte rudeøjne. Kom med hundene, syntes de at hviske. Kom med lænkerne. Kom med rebene.
   Ikke engang himlen over ham var den han kendte. Hans celle havde været under jorden og havde ikke haft et vindue, men på sine korte ture i den lille gård, havde han kunnet se den, nattehimlen, med dens plamager af stjerner, og det var ikke den han kendte. Selv månen, som på hans hjemegn lå fredfyldt ned, stod her oprejst, vagtsom og parat. Dette var deres verden, og det eneste han vidste med sikkerhed var, at de hvide mænd som befolkede den ikke kendte til barmhjertighed.
   Han gned sine hænder i ansigtet og rundt om halsen. Saltet i hans håndflader fik sårene fra lænken han havde haft om halsen til at svide. Han tænkte på sin kone. Sosi havde været med barn, da han blev fanget. Var deres barn mon kommet til verden nu? Det måtte det være, en vinter var gået og nu var en ny på vej. Tanken om hende og barnet fyldte ham med sorg og vemod. Han var blevet fanget sammen med Koku, sin bror. De havde fisket ud fra en lille båd et stykke fra stranden, da et skib, større end han nogensinde havde set, rundede pynten. De havde bjærget deres net og flygtet mod kysten, men hvide mennesker i skinnende rustninger var kommet myldrende mellem mangroverne. De tvang deres ansigter ned i sandet og bandt deres hænder. Da de blev ført om bord havde han set ansigter han kendte, ansigter fra sin landsby, fra nabolandsbyen og ansigter fra andre stammer, nogle venner, andre fjender, men ingen fra sin egen familie.
   En efter en var de han kendte forsvundet. Nogle var døde på rejsen. Koku var død kort inden de nåede denne sidste havn. Han havde været søsyg fra starten og den smule mad de havde fået havde han kastet op og da der ikke var mere i hans mave var galden fulgt efter og den havde løbet frem og tilbage mellem deres kroppe i takt med skibets gyngen i bølgerne. Dernæst havde han fået diarré og også det løb op og ned mellem deres kroppe. Da han døde, lå han i fire dage før de fjernede ham, mens fluerne summede om hans næste og mund og ører og hans åbne, udslukte øjne, mens den sødlige lugt af forrådnelse blandede sig med opkastet, galden, lortet, pisset, sveden, pusset fra deres åbne sår.
   Mange var blevet solgt da de nåede dette land, de han kendte, som endnu ikke var døde, var han blevet skilt fra. Også han selv var blevet solgt - til en høj mand, klædt i sort, med spids hage og grønne øjne, sammen med elleve andre, men i stedet for at arbejde i en mark eller som tjenere eller fiskere eller blive ofret til guderne var de blevet stuvet af vejen. Han forstod det ikke, men der havde de været indespærret. Sommeren var kommet og gået og nu var en vinteren på vej, uden at var blevet lukket ud af deres bur. Hans kone og familie var langt væk, hans bror var død og de få tilbageværende han kendte var blevet solgt til andre. Han var alene.
   Og nu havde selv ånderne forladt ham.
   Han hørte ikke længere deres stemmer, de stemmer som havde rådet og trøstet og opmuntret ham og givet ham styrke på rejsen hertil. Han så ikke længere sine forfædres ansigter komme til sig i sine drømme, de lagde ikke længere deres hænder på hans skuldre. Det var på grund stanken, de smalle gader, stenene, det trange rum han havde levet i vidste han. Ånderne havde brug for træer, planter, åbne vidder, ferskvand de kunne næres ved. De ville ikke bare forlade ham. Hans forfædre ville ikke bare forlade ham.
   Nogle gange havde han tænkt på, hvad der ville ske hvis han døde på dette sted. Hvad der var sket med de som var døde på skibet eller i deres celler. Levede deres ånder videre blandt deres forfædre eller ville de vandre alene rundt i disse trøstesløse gader, hvileløse og fortabte. Ville han?
   Et øjeblik så han sin kones ansigt for sig, deres nyfødte spædbarn ved hendes bryst. Gråden var ved at overmande ham. Han mærkede sit hjerte banke og et øjeblik var det som om hans åndedræt prøvede at tage magten fra ham.
   De finder mig. De slår mig ihjel, tænkte han.
   Men nej.
   Det nyttede ikke noget at gå i panik. Han måtte ud af denne her by så hurtigt så muligt. Den syntes uendelig, men det kunne den ikke være. Det var mørket og frygten som spillede ham et puds. Enhver by havde en grænse og slap han først væk, ud i det fri, ud i vildnisset ville de aldrig kunne finde ham. Der ville der være træer, buske, planter og blomster, søer og bække der rislede. Var der bjerge kunne han søge derop. Der kunne han jage, bygge sig en hytte, leve af bær. Der ville ånderne vente på ham. Der ville de kunne råde ham, mens han samlede sine kræfter.
   Han kom op og stå, kastede et blik ned ad gaden han var kommet ad. Alt åndede fred og ro. Regnen var stilnet af. Skydækket var tyndet ud og månens lys trådte frem som en tåget masse. Et sted langt væk tænkte Sosi måske på ham i dette øjeblik. I det mindste betragter vi den samme måne, tænkte han.
   Han listede af sted langs husmurene ned ad gaden i modsatte retning af hvor han var kommet fra. Han passerede en buegang, hvor et hus krydsede gaden over ham. Han kom til et hjørne, stoppede op og sneg sig til at se rundt om hjørnet. Der, lidt længere nede ad gaden svævede et svagt lys over gaden. Hans blik var skærpet af det uendelige mørke, først i skibets bug, dernæst i kælderen, hvor de havde holdt ham fanget, men der skulle kun lidt til at blænde ham. Han kneb øjnene sammen. En skikkelse var på vej i modsatte retning. Han var klædt i en tung frakke og havde et spyd i den ene hånd og en lampe i den anden. En vagt af en slags. En kriger.
   Han gemte sig bag hjørnet. Han trykkede ryggen mod murværket. Det sikreste ville være at fortsætte, søge ud af byen, væk fra denne labyrint. Men med de støvler ville han kunne holde sine fødder tørre. Med den frakke ville han kunne holde varmen inde og regnen ude. Med det spyd ville han kunne jage vildtet og forsvare sig mod fjender. Han sneg sig til endnu et blik rundt om hjørnet. Skikkelsen bevægede sig uanfægtet af sted. Ingen har opdaget at jeg er væk. Han aner ikke uråd.
   Han sneg sig den modsatte vej. Med sine hænder gennemsøgte han mudderet for en sten af passende størrelse. Det var ikke let, men til sidst fandt han en egnet en, lidt mindre end en knytnæve og kantet i formen. Han knugede den i næven og søgte ned gennem en parallel gade, lydløst langs murene, passerede over en åben plads, hvor et spidst stentårn rejste sig mod himlen, og videre ned gennem en smal gyde. Nu måtte han være foran vagten, havde han da ikke skiftet retning. Han sneg sig ned ad en sidegade og da han kiggede om hjørnet så han ganske rigtigt vagten komme gående med sit spyd og sin lampe. Han ville kun få en chance. Fik vagten mulighed for at råbe på hjælp ville det være ude med ham. Beboerne ville være vækket og inden længe ville de være i hælene på ham. Han knugede stenen i næven og trykkede sig op ad muren.
   Kuglen af lys kom nærmere og med den, skyggen som bar den. Nu kunne han se skæret flakke på murene rundt om hjørnet. Han ventede til vagten havde passeret ham før han sprang på ham bagfra. Måneders vrede og afmagt kanaliserede gennem hans arm da han rettede et voldsomt slag mod vagtens hoved.
   Vagten måtte have set ham komme, for han nåede at værge for sig med armen, så stenen nok ramte hans hoved, men ikke så hårdt som tiltænkt. Han vaklede sidelæns, tabte spyddet og lampen, tog sig til hovedet og faldt i mudderet.
   Den sorte mand kastede sig over ham, skulle til at rette endnu et slag mod hans hoved, men vagten fik fat i hans håndled og holdt det fast. Slavens arme var svækkede. Det blødte fra vagtens tinding. Han mumlede nogle uforståelige lyde. Hvis han råber om hjælp er det ude med mig.
   Men det gjorde han ikke.
   Den sorte mand gav et hurtigt ryk i armen, så han fik sit håndled fri. Han slyngede stenen mod mandens ansigt, først mod hans kindben, så mod hans pande. Hans hoved faldt slap ned, hans mund åbnede sig let og hans øjne kiggede på himlen. Slaven slog igen og igen, tog fat med begge hænder om stenen, indtil pandebrasken var trykket ind og øjnene, næse og tænder var blevet til en blodig, deform klump. Han slap stenen, rejste sig og snappede efter vejret, mens et brus af tilfredsstillelse jog gennem hans krop. Han følte trang til at udstøde et brøl, men tog sig i det.
   Han trak liget gennem mudderet ind i en gyde, hvor han flåede knapperne på frakken op, fik kjortlen, bukserne og støvlerne af ham og tog dem på. Støvlerne var for store, men resten passede. I bæltet havde vagten haft en kniv, som han nu spændte om livet.
   Vagten lå kun iklædt lændeklæde på jorden. Synet af den afklædte mand med de lange, stærke lårmuskler, fik hans mave til at snøre sig sammen af sult. Hvornår havde han spist noget, der ikke var grød eller rotter? Han kunne ikke huske det.
   Der er ikke tid. Jeg må væk, tænkte han. Kampen kunne allerede have vækket nogen.
   Han satte i løb ned ad gaden. Denne retning måtte være væk fra kysten mente han. Han måtte ind i landet, ud i vildnisset, hvor ingen andre kom. Han drejede til venstre og der pludselig hørte husene op og landskabet åbnede sig op, et bakket, bølgende landskab, markerne, konturer af træer her og der. Han lukkede øjnene og tog en dyb indånding, mærkede den kølige aftenluft trænge ned i sine lunger, mens regnen faldt på hans ansigt. Han var fri. Han knugede spyddet i sin hånd og gjorde sig klar til at forsvinde ud i natten. Han følte et håb tændes og en styrke, han troede var forsvundet for altid, brede sig i sin krop.
   Agosu, tænkte han. Mit navn er Agosu.