Et øresønderrivende brag, og et lufttryk så enormt at tordenen ikke havde mage, sendte ham hen ad jorden. Fortumlet kom han på benene og så, at der på jorden omkring ham, lå mange kroppe og vred sig i smerte.
   Høvdingen lå på siden, med indvoldene hængende ud af ryggen gennem et gabende hul.
   Endnu et brag hørte han, og så flere telte og lemlæstede mennesker hvirvle gennem luften.
   De hvide i det blå tøj havde brugt lynets kraft for at udslette dem. I de næste minutter var lejren et virvar af løbende børn, kvinder og krigere, der forvirrede ledte efter deres egne.
   Den gamle Shaman tog i hans skulder, vendte ham om, så på ham. Blodet løb ned af Shamanens tøj, fra de sår han havde fået ved den første lynilds bragen, øjnene var sørgmodige.
   Han sagde bydende, at Sorte Jærv skulle samle de kvinder og børn der var i live, og skynde sig til skovs.
   Bag de hellige klipper mod nordvest, ville de finde venligtsindede frænder, være i sikkerhed. Her kunne han ikke gøre noget, det var kun de mænd der var tilbage, der ville kæmpe mod den overmagt de hvide i det blå tøj havde.
   Hans ansigt var mørkt, fyldt med smerte, da han udtrykte sin tillid til, at Sorte Jærv ville føre de overlevende til bjergene og beskytte dem der.

I mange minutter var der næsten stille, kun de såredes klagen hørtes. Luften dirrede af spænding. Støv blandet med krudtrøg og sort røg fra de brændende telte, drev gennem den ødelagte lejr. Forvirrede krigere, bevæbnede med buer og pile, hastede i forskellige retninger. De kunne ikke se nogen fjende, kun mærke døden omkring sig.
   Flere børn og kvinder var allerede løbet til skovs. Sorte Jærv havde sendt Lille Due og Medicinkvinden efter dem, for at samle dem, og lede dem mod de hellige klipper.
   Nu hørte han de hvides rifler, hørte hvordan hans brødres buer og pile blev nedkæmpet af pistoler, rifler og sabler.
   Han så de blå ride mod, og gennem lejren, hvor de kun efterlod sig døde.
   En sidste gang så han ud over den lejr, der havde været hans hjem, men så nu kun sodsværtede stænger stå tilbage, så de døde kroppes forvredne stillinger, hørte de såredes klagen.
   Han lovede sig selv, at en dag ville han komme tilbage, ville dræbe de hvide, blå mænd, der så modbydeligt havde nedslagtet hans brødre, kvinder og børn.
   Det var en sort dag for Sorte Jærv. En dag han altid ville huske, som dagen hvor han vandt sin elskede, men også dagen hvor hans folk blev slagtet, næsten udslettet, for at gøre plads for den hvide mands hærgen.
   Han vendte sig mod skoven, et forfærdeligt og smertefuldt hyl, kommende dybt fra hans strube, gjaldede ud over dødens lejr. Fortalte alle at hans sjæl ville kæmpe, ville nære den hævn der for altid ville drive ham fremad mod den hvide mand, i det blå tøj, for kun at dræbe ham.

Hurtigt afsøgte Sorte Jærv de nærliggende teltrester for våben og tøj, han samlede hvad han mente, han kunne bære, og skyndte sig til skovs uden at se sig tilbage. Det var let for ham at følge de flygtende kvinder og børns spor.
   Hastigt løb han, vel vidende at i dette virvar af grene og væltede træer, ville den hvide mand ikke kunne komme frem.
   Han jog gennem skoven, og snart var han ved de bagerste af kolonnen af flygtende kvinder og børn.
   Han nikkede til en dreng på tolv år, der fast trykkede en bue med en pil klar til skud, mod sit unge bryst. Øjnene var bange, men også beslutsomme. Sorte Jærv kendte drengen godt, det var Stille Vinds søn, en tapper krigers dreng der her sluttede bagtrop, og som var fast besluttet på at byde fjender trods.
   Drengen så ned, da han passerede ham, men smilede dog, da han igen så efter Sorte Jærv, der hastede af sted for at nå de forreste.
   Endelig var han fremme. Den gamle medicinkvinde førte den lille skare af overlevende fremad mod de frelsende bjerge. Der kunne de gemme sig, der turde soldaterne ikke komme.
   Tre små heste med al den oppakning de kunne bære, var det lykkedes kvinder og børn at laste og føre med sig, i den lille sluttede trop der nu var på hovedkulds flugt. Fire kvinder og tolv børn af forskellig alder, var alt hvad der til nu var blevet reddet fra de blå, hvide.
   Sorte Jærvs hjerte krympede sig, en sorg så stor og dyb rystede hans unge sjæl i dens rødder. Hvorfor lod Ånderne dette ske?
   Hans øjne faldt på en stor dreng, der med et fast blik rettet fremad mod de frelsende bjerge, holdt to små grædende drenge i sine hænder, og trak af sted med dem. Da drengens øjne mødtes med Sorte Jærvs, var det styrke de udstrålede, en styrke der fortalte Sorte Jærv, at en gang med tiden ville denne dreng blive en stor kriger. Drengen var Røde Ørns søn
   Han vidste bare ikke på dette tidspunkt, at den dreng senere ville være en af de krigere, der skulle blive den hvide general Custers banemand. Han ville blive en legende blandt sit folk, for sit mod og sin styrke som frygtløs kriger.
   Som i et syn så han, at drengen ville sidde på en høj, skue ud over det land der altid havde været deres, men nu snart ikke var mere.
   Han så endeløse kolonner af kvinder og børn på vandring, så udmattede krigere vandre med den hvide mands lænker om deres arme, så de blå, hvide, genne dem til områder, hvor de ikke kunne leve frit længere.
   Han rystede synet ud af sit unge hoved, og hans blik mødte den kvinde han elskede. Hun var alvorlig, men rolig og fattet, så på ham med værdighed, stolthed. Han var ikke i tvivl, han skulle føre de overlevende til en anden stamme, hvor de kunne være frie, og blive optaget som ligemænd.
   Den anden stamme boede længere mod nordøst, og hans kvinde, Lille Due, ville være ved hans side, støtte og opmuntre ham på deres vej dertil.
   Sorte Jærv smilede for sig selv, mærkede smilet og varmen der blev sendt til ham fra hans kvinde og vidste, at de nok skulle klare sig. Ånderne ville være med dem på den lange vandring mod nordøst.

I de næste dage, var stemningen i den lille flygtende gruppe meget anspændt men stille. Selv børnene lod til at forstå situationens alvor. Kun de mindste græd af og til, når de savnede deres mor eller far.
   Dygtigt ledede Sorte Jærv den lille gruppe over det kuperede, klippefyldte og træbevoksede land, mod de frelsende bjerge i nord. Kun sporadisk så han på afstand de hvide i det blå tøj prøve at følge dem.
   Men skoven var alt for tæt, til de kunne komme frem. Samtidig skiftede Sorte Jærv konstant retning, så det blev umuligt at følge deres spor.
   Sorte Jærv havde, hver nat de holdt hvil, begivet sig tilbage for at rekognoscere. Han fulgte de hvides spor, og så efter nogle dage til sin lettelse, at de havde opgivet at følge efter de flygtende og overlevende Indianere.
   Enkelte mænd der var hårdt sårede, havde trods deres sår formået at indhente den lille gruppe. Medicinkvinden viste sin dygtighed.
   På interimistiske bårer blev de transporteret videre. Medicinkvinden havde nok at gøre med at bade, rense og forbinde deres sår, og lindre de smerter de havde.
   Alle havde de anerkendt Sorte Jærv som deres midlertidige leder, og lystrede hans mindste vink.
   En morgen, adskillige dage efter deres flugts begyndelse, vækkede Lille Due sin mand, Sorte Jærv. Kvindegruppens ældste ville tale med ham. På hendes ansigt kunne han se, at det var vigtige ting de havde at sige ham.
   Lille Due, havde aldrig før sat sig så ydmygt foran ham som nu. Sorte Jærv blev med det samme bekymret, men vidste godt han ikke skulle spørge sin hustru om grunden. Hun ville ikke svare ham.
   Langsomt rejste han sig fra sit natteleje, trak i sine slidte bukser, og rettede sit strittende hår, for bare at se nogenlunde frisk ud. Der var ikke tid til at friske farverne op på hans unge ansigt og krop.
   Kun de hellige Ånder vidste, han var segnefærdig af træthed. Stammens overlevelse krævede hans lederskab. Strabadserne havde de sidste dage været meget smertefulde, og han haltede lidt, efter de sår han havde fået fra de lynende tordenskrald, der kunne dræbe mennesker.
   Hans elskede Lille Due og Medicinkvinden, havde gjort hvad de kunne for at lindre smerterne og hele hans sår.
   Lige nu var det en pine at gå, men han måtte tage sig sammen, det forventede alle af ham, den midlertidige leder og høvding.
   Beslutsomt og rank gik han ud for at møde rådet af ældstekvinder.