Ulf Hammer rømmede sig. Han havde røget endnu en cigaret inden han gik ud i kontoret, hvor man ifølge den ny rygelov ikke måtte ryge. Han sørgede altid for, at det så ryddeligt ud. Det var en kontrast til rodet, som han havde inde i det rum, hvor han sov og spiste og fik tiden til at gå på bedste måde, ofte med et spil skak på computeren. Mens han sad på kontoret overvandt han sig selv og loggede ind på sin Netbank. Den var overtrukket femtusinde kroner. Sidste måned havde der ikke været dækning på kontoen. Han vidste efterhånden ikke, hvad han skulle gøre, hvis der ikke snart kom en ny sag.
   Dernæst så han på jobannoncer fra detektivbureauer. Det var en for usikker indtægt han havde ved at være selvstændig detektiv, så han håbede der kunne blive en stilling ved et bureau, så han havde en fast indtægt. I går havde der været to stillinger, som han havde ringet og forhørt sig om og skrevet ansøgninger til. I dag var der ikke en eneste. Nu stod den på at surfe på Nettet for at få tiden til at gå.
   Nogen gange tænkte han, at han aldrig skulle have gjort dette her, men da hans dagpengeperiode havde været ved at udløbe, var det fristende at tage kurset som snuser. Der var jobs nok. Han havde en lejlighed, hvor det første rum kunne indrettes som kontor, og det bageste var hans privatbolig. Der var kun ham selv at tage hensyn til. Han havde måttet afgive noget plads, men det kunne han leve med. Heldigvis havde systemet sagt ja til en iværksætterydelse. Det var nu to år siden, og han havde klaret sig fint for denne ydelse og nogle sager omkring utroskab. Det var som regel det de gik til private opdagere med, de mange avancerede opgaver lå hos bureauerne. Nu var iværksætterydelsen udløbet og alt afhang af, om han fik sager.
   Væggene var mørkegrønne, det havde de været siden han flyttede ind ved skilsmissen. Selv om Jagtvej var en trafikeret vej, så var huslejerne lave, det var ikke et attraktivt strøg på grund af de mange biler.
   Han faldt ind på YouTube og spillede lidt videoer med noget, der var populært i hans ungdom.
   Nu lød der trin på trappen. Enten var det en kunde eller en besøgende hos naboen. Der kom sjældent privatbesøg hos ham selv. Nu var der en skygge på den matterede rude, som han havde fået sat på døren, tydeligvis en kvinde, hun flugtede lige med rudens tekst Ulf Hammer, Autoriseret Privatdetektiv, Hun så ud til at være rimelig barmfager, Nu åbnede hun døren. Hun var tydeligt midaldrende.
   "Goddag," sagde Ulf og nikkede. Hans hovedpinepille var ikke begyndt at virke endnu, så det gjorde ondt.
   "Goddag, er du Ulf Hammer?"
   "Ja."
   Hun gav ham hånden og præsenterede sig som Irene Nørgaard, han rejste sig for at være høflig. Hun var ikke særlig høj, han ville gætte på en meter og tres, og også på, at hun var i starten af fyrrene. Hendes hår var halvlangt, det var ikke til at blive klog på, om det var naturligt lyst eller afbleget. Der var begyndt at komme lidt smårynker på det runde ansigt omkring de grå øjne og hendes tøj bar præg af, at hun ikke lige var en, der skiltede med sin velstand, hvis hun var velstående, men hun bar heller ikke præg af forsumpede miljøer. Kjolen var mørk, diskret og fungerede. Han anviste hende en siddeplads.
   "Du er blevet anbefalet til mig af en veninde, du skygger folk, der er under mistanke for utroskab?"
   Han nikkede.
   "Jeg mistænker min mand for at være mig utro."
   "Godt, så må jeg høre nærmere om jer."
   "Ja, tidligere havde vi altid et yderst fortroligt forhold til hinanden, vi har en bedemandsforretning sammen på Amagerbrogade, som vi har haft i mange år, jeg er den, der snakker med kunderne, han står så for det administrative og regnskabsmæssige og arbejder i bagbutikken."
   Ulf lyttede åbent og spurgte: "Hvor bor I henne?"
   "I Norgesgade, det er ikke længere end at man kan gå hjem fra butikken."
   Ulf nikkede, Irene fortsatte.
   "Han plejer, efter at vi har lukket, at ordne eventuel korrespondance, så går jeg hjem og sørger for aftensmaden."
   Hun kiggede ned og begyndte at trække vejret anstrengt. Ulf tog det som tegn på, at hun var ved at komme til det, som gav hende grund til mistanke.
   "Sidste år havde vi en så god økonomi, at vi kunne ansætte to nye medarbejdere udover vores rustvognschauffør, en ung kvinde Lotte der kunne aflaste med ekspeditionerne og en mand Thorkild, som var midt i trediverne og både kunne ekspedere og hjælpe med det administrative, han var bedre til det med pc end nogen af os. I starten af sidste år besluttede vi, at vi i år skulle rejse en tur, for nu havde vi råd til det. Vi var en tur ved Rivieraen, og vi var begge glade for den tur, følte os lykkelige over at vi var kommet så langt. Pludselig en dag skete det, at min mand ringede til mig og sagde, at han kom senere hjem, der var lige nogle problemer han og Thorkild skulle drøfte. Jeg undrede mig, men jeg har aldrig oplevet, at Jack har løjet for mig, så jeg godtog den."
   Ulf nikkede, han genkendte det fra de sager, han havde haft indtil nu. "Hvor længe er det siden?"
   "En måned siden, og siden da er han flere gange kommet senere hjem, nogen gange endda uden at sige noget. Så har jeg set på den sidste bankudskrift, at han laver kontanthævninger med meget store beløb, jeg kan ikke forstå hvad han bruger dem til. Hvis han bliver ved på den måde, så ødelægger det vores økonomi. Dertil kommer, at Thorkild i forgårs fortalte mig, at han ikke har måttet gå senere hjem den sidste måned."
   "Har du prøvet at konfrontere din mand med det?"
   "Ja, flere gange, men han bliver tavs og indelukket, den sidste uge her er han nærmest blevet aggressiv."
   "Hvad med Lotte?"
   "Hun går når vi lukker butikken, da hun står for ekspedition, men, ja, jeg ved ikke, hun er jo køn og hun kan vel gå tilbage, når jeg er væk."
   "Det er muligt, men jeg vil undersøge det hele. Hvem er jeres chauffør?"
   "Han hedder Carl, en trediveårig mand, han er pålidelig og pligtopfyldende."
   Ulf Hammer noterede tingene ned, fik et billede af hendes mand og et af hver af butikkens medarbejdere. Taksten var tyve tusind kroner plus udlæg, ti tusinde skulle betales forud. Hun betalte via hans Dankort-terminal. Det gav ham en følelse af lettelse, for nu var overtrækket udlignet og der var alligevel nogle penge. Han måtte bare passe på ikke at bruge for mange.
   "Når jeg ved noget med sikkerhed, så hører du fra mig," sagde han, da han havde fået nummeret på hendes mobiltelefon. Hun takkede og forlod kontoret. Ulf gik til den nærmeste grillbar og købte en pitasandwich med falaffel. Mens han spiste den, lagde han en plan om at holde øje med forretningen næste dag og se, hvornår hendes mand forlod den. Det kunne gøres uden udlæg.
   Da han gik tilbage til kontoret sad han lidt og så på billederne af manden og medarbejderne.
   Jack Nørgaard var lysblond med et rødmosset ansigt, der var regelmæssigt i sin form. Han kunne ligne et slags arisk ideal. Selv om alderen havde begyndt at sætte sine første furer var han nok alligevel en type, man ville kalde en flot fyr.
   Lotte var ganske rigtigt som Irene Nørgaard sagde køn. Hun havde langt sort hår og brune øjne, lige en type mange mænd ikke kunne stå for.
   I morgen skulle han starte.