Anita gik igennem Assistens. Det var et dejligt fredeligt sted. Hun kunne ikke tage alle de forhørende spørgsmål som blev stillet derhjemme. Hun gik ud tæt ved sin gamle skole, Hans Tavsens Gade Skole. Nu havde nogen af børnene fri, de begyndte at suse ud derfra.
   Hun for sammen, da hun blev torpederet i maven af et barnehoved. Hun trådte to skridt tilbage og bøjede sig lidt, mens hun hev efter vejret. Hun fik sig samlet sammen til at se hvem det var, der ikke kunne se sig for. Det var en dreng med lyst karsehår, han så ud til at være i den nedre skolealder, hans blå øjne så skræmte ud. Hun konstaterede, at hans tøj vist var noget gammelt. Det var heller ikke det store, bukser og t-shirt. Han rystede over hele kroppen. Hun syntes han virkede bekendt.
   "Undskyld," sagde han med en skinger stemme, der ellers var venlig nok.
   "Du havde vist travlt," sagde Anita.
   "Ja, men nu tror jeg, at jeg har rystet dem af mig." Han rystede over hele kroppen.
   "Hvem?"
   "Tre drenge fra min klasse, de vil banke mig."
   "Men dog, er du sikker på at de ikke kommer nu?"
   "Jeg gemte mig i en port og løb så den modsatte vej, da de løb forbi."
   "Du skal ikke finde dig i sådan nogen møgsvin, det skal du sige til din klasselærer. Hvad hedder du?"
   "Martin."
   "Anita her, men hvor bor du?"
   "Griffenfeldsgade."
   "Nej, hvor sjovt, der bor jeg også, vil du gerne have jeg følger dig hjem?"
   "Hvis du vil."
   "Kom, så går vi."
   Anita tog ham i hånden og de gik sammen ned mod den gade, hvor de boede.
   "Arbejder du ikke i supermarkedet?" sagde han.
   "Nå, ja, det var dig, der kaldte mig søster for nogle dage siden."
   "Det var ikke ondt ment."
   "Det er helt i orden, men nu hvor du kender mit navn, så brug det."
   Han nikkede. De nåede nu til deres gade, Anita spurgte hvad nummer han boede i. Det var nummer 14.
   "Tænk, der bor jeg også, på første sal."
   "Jeg bor på fjerde."
   "Har du boet der længe?"
   "Vi er lige flyttet ind for et par måneder siden, mig og min mor."
   "Hun er alene?"
   "Min far stak af, da hun ventede mig, jeg har aldrig set ham, de andre i klassen siger det er fordi han hadede mig."
   "Det skal du ikke tro på."
   De nåede til deres opgang, Anita låste op for gadedøren og gik med Martin op til første sal.
   "Vi møder nok hinanden igen," sagde Martin.
   "Ja, helt sikkert, det er noget tosseri at vi dårligt nok kender nogen i opgangen."
   Anita gik ind og konstaterede, at hendes forældre ikke var nået hjem endnu. Hun gik ind og lagde sig på sin sovesofa, mens hun nynnede en af de sange hun kunne huske fra musiktimerne i skolen. Næste lønningsdag ville hun prøve at finde den sangbog de havde brugt. Et øjeblik lå hun lige og tænkte på Martin. Den gang hun og fætter Bent havde været i hans alder havde han været så sød og sjov, og de havde leget så godt. Hvorfor var han blevet så anderledes? Hun vidste godt at når de kun mødtes i sommerferien, så kunne de forandre sig meget i løbet af året. Det var bare som om det var ekstremt med ham.
   Nu gik døren derude. Så var det hendes far der kom, han ville nok sørge for at lave noget kaffe. Hun gik ud til ham.
   " Nå, har du nydt din fridag?" sagde han.
   "Ja da."
   "Bare det var mig."
   Nu gik døren igen. Så var det den daglige snak med forældrene ved eftermiddagskaffe, som altid havde været ritualet . Nu var det ikke længere hver dag hun var hjemme på denne her tid. Hun hadede at arbejde om aftenen.
   "Altså," begyndte hendes far, "det er jo brasilianere lige over os, der spiller musik, det er for dårligt at vi skal have alle de muhammedanere her i landet."
   Anita var lige ved at sprutte kaffe ud over bordet.
   "Hvad griner du af, tøs?"
   "Brasilien ligger i Sydamerika, far."
   "Hvad så?"
   "Så er de vel snarere katolikker."
   "Jeg er ligeglad med hvad fanden de er, de skal bare ikke komme her og nasse på vores system og forbyde os at spise svinekød."
   "Far, katolikker må godt spise svinekød!"
   "Jeg er fandme ligeglad, de skulle bare blive hjemme i deres ørken!"
   "Deres regnskov!"
   "Du er så klog at du kunne undvære hovedet, hold op med at rette mig hele tiden."
   "Selvfølgelig, far."
   Det ringede på dørklokken, moren rejste sig og gik ud og åbnede. I det fjerne kunne Anita høre hende snakke med en kvinde i døråbningen.
   Moren kom ind. "Der er en dame herude, der vil sige tak til dig, Anita."
   Hun rejste sig, gik ud i entreen, der stod en ikke helt ung, men heller ikke gammel dame med langt rødt hår, hun var i en farvestrålende lang kjole. Anita genkendte hende, det var hende, der havde skændtes med hendes far den nat han råbte af den mørke unge pige.
   "Så du er Anita, jeg er Martins mor, jeg hedder Ava, jeg vil gerne sige dig tak fordi du hjalp min søn hjem."
   "Det var da så lidt."
   "For mig er det meget, de er simpelthen så ondskabsfulde i den klasse."
   "Vil du indenfor og have en kop kaffe?"
   "Jo, tak, da," sagde hun, "jeg skal først hente Martin igen om en time."
   Anita førte hende ind i stuen og forklarede sine forældre sagen.
   "Det er svært for ham at begynde i en ny skole, jeg har ikke kunnet lide det," sagde Ava.
   Hun kom ind og satte sig på en stol Anita anviste hende.
   "Ja," sagde Ava, "jeg ville jo så gerne sige tak til jeres datter, det var sødt af hende at hjælpe."
   Inger nikkede. "Det glæder mig da at høre, men ok, jeg hedder Inger og min mand er Preben, han underviser i ernæring og jeg er sosu-hjælper."
   "Jeg er kunstner, jeg har atelier og galleri længere nede i gaden."
   "Kan man leve af det?" udbrød Preben med en høj stemme, som fik Ava til at fare sammen. Anita var vant til at høre den.
   "Ikke alene, jeg underviser lidt på aftenskolen og maler portrætter på bestilling."
   "Hvorfor fanden har du ikke taget et rigtigt job?" buldrede Preben. Anitas kinder blev varme.
   "Hvad mener du med et rigtigt job?"
   "Men du får måske kulturstøtte som vi skal betale skat til."
   "Preben, lad os nu ikke diskutere politik" sagde Inger.
   "Nej, kulturstøtte har jeg ikke opnået endnu, det får man ikke uden videre," sagde Ava med et smil.
   Ava rømmede sig lidt. "Anita, du arbejder jo i supermarkedet, vi har set dig der nogle gange, når vi har handlet.
   Hun nikkede.
   "Kan du lide det?"
   "Det er ok."
   "Hvor længe har du arbejdet der?"
   "Snart et halvt år."
   "Ja, jeg sørgede jo for, at hun fik et samfundsnyttigt job, da hun var færdig med skolen," sagde Preben, "Jeg har jo lidt forbindelser via mit job på professionshøjskolen."
   Ava rømmede sig. "Ja, det har du vel."
   Anita kunne godt se, at hun ikke følte sig tryg, Hun rejste sig. "Tak for kaffe."
   Hun strøg Anita på kinden. "Og tak for din venlighed."
   Derpå gik hun ud med faste skridt, Anita forsøgte at lade som ingenting.
   "Anita," sagde hendes far, "du skal ikke sådan blande dig med folks forkælede unger, han må klare sig selv hvis de absolut vil bo her i København, hvor folk er sådan, ellers må de flytte til et sted hvor der er ordentlige mennesker."
   "Preben, altså," sagde Inger, "Vi kan da ikke skælde hende ud for at ville hjælpe en lille dreng, der var bange, det er jo kun godt hun er hjælpsom."
   "Forkælede københavnerunger må lære at klare sig selv."
   Anita var lige ved at buse ud med noget om forkælede mænd fra Vejleegnen, men stoppede det. Hun trøstede sig med at have fridag næste dag. På en hverdag, hvor hun så var alene nogle timer.