Det var den aften, hvor generalforsamlingen skulle finde sted. Anita syntes bare tiden gik for langsomt. Hun havde sendt en e-mail til Johnny, hvor hun fortalte, at det nu var det afgørende møde.
   Hvor hun dog glædede sig til han kom herover. Hun var også lidt spændt på det. Hun kunne godt se på billeder, at han var høj, når hun så billeder hvor han var sammen med andre ragede han op. Hun var jo selv ikke særlig stor. Hun kunne virkelig kalde sig hans lillesøster i mere end en forstand, det ville også passe hvis man delte det, hans lille søster. Hun fnisede lidt.
   Hendes far var gået, det gav noget ro. Han var gået ind til Morten for at forberede mødet med ham. Hun kunne som sædvanlig godt høre stemmerne gennem væggen, men hun gjorde alt for at lukke ordene ude.
   Nu åbnede hendes mor døren og stak hovedet ind.
   "Så er jeg gået til kaffeslabberas," sagde hun, "håber du også må få en god aften trods omstændighederne."
   "I lige måde."
   Johnny svarede hurtigt og ønskede held og lykke. Han skrev også, at hun skulle huske og skrive til ham om afgørelsen, han var spændt.
   Nu var det vel også på tide, at hun måtte se at komme op til Ava og Martin, så Ava kunne komme tids nok afsted. Det blev jo som sædvanlig holdt henne i kulturhuset, da der ikke rigtig var nogen mødelokaler i deres ejendom, Hun rettede lige lidt på sit tøj, det var enkelt med cowboybukser og t-shirt, hun regnede jo med at det kunne blive lidt halvvildt med en dreng i den mellemste skolealder.
   På vej op ad trappen følte hun det som om hendes mave snørede sig ind.
   Hun blev lukket ind af Ava. "I må have en rigtig god aften," sagde hun og krammede dem begge til afsked. Anita ønskede hende held og lykke og løb så hen til Martin og krammede ham.
   Heroppe kunne hun ikke høre formandens stemme. Det var som om det gjorde luften lettere.
   "Tror du vi bliver smidt ud?" sagde Martin, han havde lidt gråd i stemmen. "Hvor skal vi så bo? Sæt vi ikke kan finde et sted."
   "Der er nogen der gør alt for at forhindre det, vi håber det lykkes." Hun gik ud i køkkenet og fandt noget at drikke, som hun tog med ind.
   "Det er noget med Jeanne også kommer," sagde Martin.
   "Hun skal lige gøre en skriftlig opgave færdig."
   "Hendes familie vil de jo også smide ud, ikke?"
   Anita nikkede. "Det bliver ikke uden kamp, de søde mennesker her i ejendommen skal nok gøre alt for at forhindre det."
   Hun satte sig over ved siden af ham og lagde en arm om ham. "Hvis de taber og I må flytte, så gør vi alt for at holde forbindelsen, det er en aftale, jeg skal nok besøge jer i jeres nye bolig."
   Han nikkede, hans øjne var våde. Hun holdt ham tæt ind til sig.
   ---
   Stemningen i salen var spændt, en god andel af beboerne fra alle opgangene var samlet til den ekstraordinære generalforsamling. Jens følte sig som en buestreng. Han sad ved siden af Lena og kunne mærke, at det gjorde hun vist også.
   Morten Hansen stod foran forsamlingen med et martyrisk udtryk i ansigtet. Han havde en gråskægget mand siddende ved siden af sig, som var klædt i jakkesæt. Det var ejendommens administrator. Han var valgt til ordstyrer.
   Jens iagttog Paul Madsen, som fulgte spændt med. Morten Hansen havde prøvet at formene ham adgang, men administratoren havde irettesat ham og sagt, at en slægtning med fuldmagt havde ifølge vedtægterne ret til at være der og stemme på en andelshavers vegne og peget på den relevante paragraf i vedtægterne.
   Ordstyreren konstaterede nu, der var niogtyve husstande repræsenteret og generalforsamlingen derfor var beslutningsdygtig, og så ville han give ordet til formanden.
   "Jeg har altid gjort mit bedste for denne andelsforening," sagde han med en tung stemme. "Men nu bliver jeg angrebet og hånet, ikke på grund af mit arbejde, men på grund af min seksualitet. Det er tydeligt, at jeg bliver offer for homofobi!"
   Der gik en mumlen gennem rummet.
   Jørgen rakte hånden op for at få ordet. "Jeg mener, at det er vigtigt, at vi holder os til sagen. Denne generalforsamling handler om foreningens fremtid og de alvorlige anklager, der er blevet fremsat mod bestyrelsen. Det har intet at gøre med nogen form for diskrimination."
   Nu rakte Lisette hånden op. "Der er nogen til stede, der er ekskluderede, har de stemmeret?"
   Administratoren tog ordet igen. "De er andelshavere indtil de er flyttet."
   "Det kan da ikke være rigtigt!"
   "Sådan er reglerne, Lisette, de har ret til at være her i aften og stemme."
   "Lad dem bare være her," sagde Morten, "det er jo alligevel kun et mindretal, der er utilfredse."
   Han skraldgrinede.' Det dunkede i Jens' tindinger.
   "Er vores administrator ude på at hjælpe dem, der har underskrevet indkaldelsen?" råbte Lisette.
   "Jeg er ikke ude på at hjælpe nogen, jeg er bare ude på at holde reglerne, og jeg vil respektere flertallets afgørelse uanset hvad det bliver."
   Jens rejste sig da han fik ordet. "Vi har brug for en bestyrelse, som arbejder for alles bedste, og som ikke misbruger sin magt til personlige fordele. Vi ønsker gennemsigtighed og retfærdighed."
   Morten Hansen skulede mod Jens og Jørgen, men han holdt sig tavs.
   "Det her handler ikke om din seksualitet, Morten," sagde Ellen. "Vi ønsker en ledelse, vi kan stole på, du opnår intet ved at spille martyr."
   "Hvad er egentlig grunden til det mistillidsvotum?" råbte Lisette.
   "Det står i indkaldelsen," sagde administratoren.
   "Så jeg kan altså ikke få en forklaring?"
   "Hvis du skal have ekstra tid til at læse indkaldelsen igen og forstå den, så kan vi godt holde en pause."
   Nu tog Sverre ordet. "Det er da dybt godnat at vi skal bruge vores kostbare fritid på at diskutere eksklusionen, de ekskluderede får jo flere millioner for deres bolig, er det bare fordi de er misundelige på dem, der først flytter til næste år og så får flere penge?"
   "Det drejer sig ikke om penge," sagde Jens, "det drejer sig om ret til en bolig., det forekommer mig, at I kun går op i boligens værdi, fordi I spekulerer i at blive rige når I flytter."
   "Jeg gør det for alle enlige mødre, der bor i ejendommen," næsten skreg Morten Hansen, "så deres børn kan få nogle penge for lejligheden hvis der sker deres mor noget."
   "Den er god med dig," sagde Ellen, "det er en af disse enlige mødre, som du vil smide ud."
   "Man må jo ikke bruge boligen til erhverv," sagde Sverre, "og så har der været tale om nabostøj og vandskade fra Cortez-familien hos Preben, og de er skyld i, at jeg nu sidder med en betinget dom, det kan da ikke være meningen, at man skal se stort på det."
   "Bravo!" råbte Preben.
   Nu var det Paul Madsen, der tog ordet. "Ja tak, Sverre, min far kan høre din højrøstede tæppebankermusik hver dag, ofte sent om aftenen."
   "Du har ikke noget at skulle have sagt!" råbte Lisette.
   "Alle har noget at skulle have sagt her," sagde administratoren, "det er fuldt lovligt også for en, der repræsenterer en anden."
   "Jeg taler for mange beboere i huset," sagde Lisette, "de er rystende bange for hvad der skal ske, hvis bestyrelsen vælter."
   "Burde de mange beboere så ikke komme og stemme i så fald?" sagde Jens.
   "De tør ikke fordi de føler de bliver set ned på," sagde Preben, "I sidder der med jeres fisefornemme holdninger og vil have, at huset skal være en rede for alle mulige, der bare laver uro."
   "Det er jo ikke ligefrem fordi din adfærd i huset er rolig," sagde Ava. "Min søn er ofte bange for at møde dig på trappen."
   "Det er dog satans som I bare sidder og er så sarte," råbte Preben, "I kan jo bare flytte hvis I ikke kan tåle normale mennesker i huset."
   Jimmy havde hidtil forholdt sig tavs, men nu rakte han hånden op. "Ja, jeg ved jo ikke så meget, og jeg er ikke som sådan utilfreds med den siddende bestyrelse, men hvorfor kan vi dog ikke bare holde fred og få det til at glide, Preben, hvad er det du har imod bestyrelsen."
   "Intet, tværtimod synes jeg den nuværende bestyrelse har gjort det godt."
   Jimmy rynkede panden. "Men det kan jeg ikke forstå, jeg troede du var imod bestyrelsen."
   "Ikke det fjerneste, du må da også kunne have set, at min underskrift ikke var på indkaldelsen."
   Jimmy rystede forvirret på hovedet. "Jeg så ikke lige så godt efter, hvem der havde skrevet under."
   "Er der flere der har noget at sige, eller skal vi skride til afstemning?"
   "Kan vi dog ikke lige få en forklaring på, hvad det mistillidsvotum går ud på?" råbte Lisette.
   "Så skal jeg nok skære det ud i pap," sagde Jens, "for det første mener vi, at den ekskludering I har foretaget, hviler på et løgnagtigt grundlag, for det andet forsømmer i nødvendige reparationer som for eksempel fjernvarmen og for det tredje bruger I jeres position til at få jeres venner ind i huset og desuden har en af jer troet, at hans position gav ham ret til at bryde ind i en lejlighed. Skal det oversættes til et andet sprog?"
   "Vi skulle foretage en undersøgelse i den lejlighed," sagde Sverre, "og nu sidder vores vicevært i fængsel og han siger, at han ikke vil komme tilbage og arbejde her igen."
   "Gudskelov," sagde Ellen, "så kan vi måske få en lovlydig vicevært i stedet for!"
   "Kan jeg ikke få en nærmere forklaring?" råbte Lisette.
   "Det har Jens gjort godt nok nu, det kan vi ikke bruge mere tid på, jeg synes vi skal skride til afstemning," sagde administratorens, "er der nogen der ønsker skriftlig afstemning?"
   Et par stykker rakte hånden op. "Godt, eftersom vedtægterne siger, at det skal være skriftlig afstemning hvis bare en af de tilstedeværende ønsker det, så vil jeg nu omdele nogle papirlapper, hvis I skriver ja, så er det ja til mistillidsvotummet og dermed til, at formanden og de to bestyrelsesmedlemmer skal gå."
   Han delte lapperne ud, og størstedelen skrev med det samme noget på deres lap, kun nogle få sad lige og tænkte lidt. Så blev der samlet ind, og der blev udråbt en kort pause mens stemmerne blev optalt.
   Jens tog sig en slurk vand. Han kunne næsten ikke klare de møder, der forløb på den måde her, men i aften var det særlig voldsomt. Han kunne ikke føle sig rolig før det var overstået. Der blev ikke talt meget i denne pause, stilheden var trykket.
   Der blev kaldt tilbage. Morten Hansen satte sig og smilede sit skæve smil. "Ja, lad os nu se den lykkelige slutning på denne farce."
   "Så kan vi endelig få noget ro i huset," sagde Sverre.
   Administratoren rejste sig og gjorde klar til at sige resultatet. Alles øjne vendte sig spændt imod ham. Med et flertal på enogtyve mod seks og to blanke blev Morten Hansen og hans støtter stemt ud af bestyrelsen. Det skæve smil forsvandt fra Morten Hansens ansigt lige med en gang. Administratoren fortsatte.
   " Så er Marius Hansen som suppleant medlem af bestyrelsen frem til næste ordinære generalforsamling. og vi kan gå til næste punkt, valg af ny bestyrelse, i første omgang ny formand."
   Jens bemærkede, at både Ava og Luiza havde deres mobiler oppe og skrev sms. Det var nok til deres respektive børn. Han fulgte lige selv deres eksempel og skrev en sms til Marianne.
   "Hvad er meningen!" råbte Preben, "Hvorfor er folk her så hadske? Kan I ikke tåle almindelige mennesker fra provinsen!"
   "Preben Jensen, jeg må bede dig om at være stille nu og respektere det næste punkt på dagsordenen."
   "Det her er en farce!"
   "Nogen der melder sig som kandidat?"
   Preben fortsatte. "I skulle sættes på gaden alle sammen! Arrogante københavnersnuder! Sådanne nogle intolerante mennesker skulle vises ud af samfundet!"
   Da Jørgen rakte hånden op, råbte Lisette højt: "Han var ude på at besværliggøre arbejdet, og så vil han være formand."
   "Hvilke kvalifikationer har du til det?" sagde Sverre.
   "Hvilke kvalifikationer havde du til at sidde i bestyrelsen?" sagde Ellen.
   "Nogen modkandidater?" Ingen meldte sig. "Har nogen noget at indvende imod, at Jørgen er ny formand?"
   Kun seks rakte hånden op.
   "Så er Jørgen formand, og så skal vi have valgt to nye medlemmer af bestyrelsen."
   Jens og Lena meldte sig.
   "Nå, så kan I rigtig komme til at styre huset!" råbte Preben.
   "Altså, Preben," sagde administrator, "Hvis du vil sige noget, så ræk hånden op og sig det, når det er din tur, det gælder også visse andre her, især Lisette."
   "Lena, du er ikke egnet til at sidde i en bestyrelse," sagde Preben, "Jeg har oplevet dig i udvalg på arbejdet, og du er jo kun ude på at hjælpe de kværulanter, der er blandt vores studerende og så vil du nu også til at bestemme her!"
   "Nu vil jeg igen indskærpe, at man holder sig til talerækken, men er der andre kandidater til bestyrelsen."
   "Preben, vil du ikke stille op?" sagde Lisette.
   "Okay, jeg prøver at stille op," svarede Preben.
   De skred nu til afstemning og seksogtyve stemte på Jens og Lena, Preben fik tre
   Preben ansigt blev rødt af raseri. Han rejste sig i en hast og råbte ud over forsamlingen: "Det her er et skuespil! I er alle sammen blevet manipuleret af den nye bestyrelse! I aner ikke, hvad I har gjort!"
   Nogle få beboere stirrede på Preben med forundrede blikke, mens andre blot rystede på hovedet. Jørgen bevarede roen og svarede med fast stemme: "Preben, vi har brug for, at foreningen bliver ledet af mennesker, der tænker på fællesskabets bedste, ikke personlige vendettaer."
   "Desuden skal du markere, hvis du vil sige noget," sagde administrator.
   Så var der valg af to suppleanter, Ava og en fra opgang 16, John Nielsen, meldte sig. Ingen modkandidater.
   Jørgen rejste sig. "Så kan vi vist hæve mødet, men jeg vil lige bede de nye bestyrelsesmedlemmer og vores administrator blive tilbage i cirka ti minutter, der er tre sager der haster."
   "Skal vi ikke drøfte eksklusionen?" sagde Sverre.
   "Der står i tilfælde af nej til votummet," sagde administrator, "så det udgår."
   "Vi har til hensigt at annullere eksklusionen," sagde Jørgen, "den hviler på et løgnagtigt grundlag, I der er ekskluderede, vil få en skriftlig bekræftelse så snart som muligt."
   Et glad smil bredte sig på både Avas, Antonios og Luizas ansigter.
   "Men kan en ny bestyrelse bare sådan omgå, hvad en tidligere bestyrelse har vedtaget?" sagde Sverre.
   "Det kan de, bestyrelsen er kun forpligtet på hvad generalforsamlingen har vedtaget," sagde administratoren.
   "Det kan da ikke være meningen, at vi skal sidde og bruge vores kostbare fritid på bestyrelsesarbejdet, og så kan en ny bestyrelse bare gøre det om, som vi vedtager."
   "Beklager, Sverre, men sådan fungerer det altså, hvis du ikke kan tolerere det, så er du uegnet som bestyrelsesmedlem."
   "Nu synes jeg altså du er uforskammet!"
   "Det er utrolig så forhippet du er på den eksklusion," sagde Ellen, "vi kan kun glæde os over, at vi nu bliver fri for et bestyrelsesmedlem, hvis hovedsag er andres ulykke."
   "Så synes jeg også du af hensyn til dine naboer skal skrue ned for din tæppebankermusik," sagde Paul, "og af hensyn til foreningen som helhed skal du respektere denne generalforsamlings afgørelse."
   "Det er dog det mest hadske udfald imod mig, jeg nogen sinde har hørt, og vores administrator er jo åbenbart partisk."
   "Beklager, Sverre, jeg siger bare hvad reglerne er," svarede administratoren "og nu må vi bede dig gå, vi har et lille akut bestyrelsesmøde her."
   Sverre bandede højlydt og gik hen til Preben. Jens holdt øje med dem.
   "Det glæder mig du er for Morten," sagde han, "jeg var lidt i tvivl, for din datter gik rundt i opgangen for lidt over en uge siden og samlede underskrifter."
   "Hvad gjorde hun?" Preben fløj op fra sin stol. "Du tager ikke pis på mig, vel?"
   "Nej, det ville jeg aldrig gøre i så alvorlig en sag, jeg hørte hun var inde ved mine naboer og prøvede at få overtalt den unge kvinde, der var alene hjemme, til at skrive under, hendes kæreste fortalte mig om det, han er her så i aften."
   Jimmy stod ved siden af og lyttede. "Jeg troede det var dig, der ville styrte bestyrelsen," sagde han, "netop fordi det var din datter der gik rundt og samlede ind, derfor ville jeg have stemt imod det, men nu blev jeg helt forvirret og stemte blankt."
   "Hvorfor ville du stemme imod det, hvis det havde været mig, der stod bag?" sagde Preben mens han måbede.
   "Fordi jeg ikke kan lide din evindelige råben på trappen og skænderier med andre beboere."
   Preben var højrød i hovedet, han stormede gennem lokalet hen til Jens og greb ham i kraven. "Er det dig, der fik hende til det? Svar, dit røvhul!"
   Jens slog Prebens hænder væk med den ene arm. "Hold venligst dine hænder fra mig, ellers stævner jeg dig for truende adfærd."
   "Svar på mit spørgsmål!"
   "Gå så op og tag et koldt bad inden du får for højt blodtryk."
   "Kan jeg ikke få svar på mit spørgsmål!?"
   "Jeg svarer ikke på spørgsmål, der bliver stillet i den tone du bruger, og det vil jeg også bede dig tænke på fremover, hvis du har spørgsmål til bestyrelsen."
   Preben stormede ud af salen, uden at sige et ord til nogen. Udenfor kunne Jens høre Morten Hansen sige, at de bare skulle være rolige, denne nye bestyrelse af rene børn skulle nok komme og bede om hjælp, når de ikke kunne finde ud af det. Alle de andre fremmødte var efterhånden også ude.
   Jens gik op og satte sig på en stol overfor Jørgen, og lidt efter kom Marius og Lena. Marius var midaldrende, men havde sin mørke hårfarve intakt, han var lidt kraftig uden at være fed.
   Lisette stod stadigvæk indenfor døren.
   "Jeg vil bede dig gå," sagde Jørgen.
   "I slipper ikke godt fra det," sagde hun og gik ud.
   Jørgen så alvorlig ud. "Kan I komme til bestyrelsesmøde om to dage oppe hos mig? Vi har en hel del alvorlige sager at behandle."
   De nikkede alle tre. "Godt, der vil vi så også konstituere os og fordele vores opgaver i bestyrelsen, og i morgen får I en dagsorden på mail, men der er lige tre alvorlige sager, hvor jeg skal have jeres officielle samtykke. Det er bare det, og så slutter vi."
   Han tog et papir op. "Først er der dem, der er blevet ekskluderet, og jeg har tænkt med det samme jeg er hjemme hos mig selv i aften, at jeg vil skrive en annullering af disse eksklusioner og sende dem til de ramte husstande omgående, men jeg behøver lige jeres officielle samtykke."
   "Enig," sagde Jens, lettelsen bredte sig i hans krop. De to andre sagde det samme hurtigt efter hinanden, og Jørgen noterede. "I overmorgen udnævner vi en sekretær iblandt os," sagde han mens han skrev. "Jeg er ikke så hurtig til at skrive."
   Da han var færdig med at skrive, så han alvorlig ud. "Den anden hastesag er, at butikschefen i tøjbutikken, der har fået en vandskade, er ved at blive utålmodig og har truet med sagsanlæg, jeg fik hende til at tøve en kende, da jeg fortalte hende om det her mistillidsvotum, men vi må hellere så hurtigt som muligt sætte en reparation i gang for at forhindre en retssag, jeg vil kontakte et håndværkerfirma i morgen. Jeg skal bare høre, om I er enige."
   De nikkede alle tre, og Jørgen noterede ned.
   "Erstatningen fra den husstand, der har skabt vandskaden, snakker vi om i overmorgen, men lige en hastesag mere: vi skal have set på fjernvarmeanlægget, nu er fyringssæsonen godt nok ved at være slut, men vi ved ikke hvor slem skaden er, og vi skulle gerne i gang hurtigst muligt, så det forhåbentlig kan blive i orden inden næste vinter, er I enige?"
   De nikkede.
   "Jeg kontakter relevante firmaer i morgen."
   Han noterede ned.
   "Er der eventuelt noget, som I synes haster lige så meget?"
   De rystede på hovedet.
   "Beboerne får en meddelelse om disse beslutninger i morgen fra mig, men det var så alt for i aften," sagde han, "tak for nu, så ses vi i overmorgen hos mig."
   Han rejste sig og gik ud. De tre tilbageværende sad og tænkte lidt.
   "Så endte det lykkeligt," sagde Jens.
   De to andre nikkede. "Men det er ikke slut, vi skal nok vente problemer med de væltede bestyrelsesmedlemmer," sagde Marius.
   "Det har du nok desværre ret i," sagde Lena.
   "Skulle vi lige gå over og få en forfriskning?" sagde Marius, "vi skal jo lære hinanden at kende."
   "Lad os det," sagde Lena.
   "Jeg vil også gerne," sagde Jens, "jeg skal lige ringe og sige det til min kone."
   Han tog mobilen op, ringede til Marianne og fortalte hende, at han lige snakkede lidt med de to andre bestyrelsesmedlemmer. Hun sagde, det var i orden.
   Så gik de alle tre ned i medborgerhusets cafe og købte sig lidt at drikke.
   "Sikke et cirkus," sagde Lena, "men det gik jo som vi håbede."
   "Ja, og nu er der nogen, der bliver jublende glade i aften, når de får en mail fra Jørgen."
   "Det er stensikkert," sagde Marius, "Men hvad laver I egentlig til daglig?"
   "Jeg er tømrer," sagde Jens, "min kone er socialrådgiver."
   "Jeg underviser i ernæring på Professionshøjskolen," sagde Lena, "ja, så jeg er kollega til Preben Jensen, jeg kan godt sige, der er gentagne klager fra de studerende over hans opførsel overfor dem, især hvis de ikke er danskere, og dem har vi nogle stykker af."
   Jens og Marius rystede på hovedet.
   "Jeg er førtidspensionist," sagde Marius, "jeg fik vrøvl med hjertet, men jeg er regnskabsuddannet og har tidligere været med til netop at administrere ejendomme."
   "Så bringer du jo god ekspertise til bestyrelsen," sagde Jens.
   "Ja, jeg skal jo nok lige have repeteret nogle ting, men jeg vil gøre mit bedste, men må jeg spørge, Jens, hvad var det for en idiot, der kom og greb dig i kraven?"
   "Det er Preben Jensen, som Lena nævnede, han bor i portopgangen, han er hoppet helt på eksformanden vogn og ser et stort lys i ham."
   "Det er ham, der råber ud ad vinduet hver gang der er legende børn i gården." sagde Lena.
   Jens bekræftede. "Vores to piger siger, at han ser ud som om han har spist en citron."
   Lena gav et latterhyl og Marius brast i latter. "Som de dog kan sige det, de kære små."
   "Hans datter er gode venner med dem, der blev ekskluderet, så hun hjalp med at samle underskrifter."
   "Nå, det var derfor nogen troede, at Preben Jensen stod bag votummet," sagde Marius "ham den krølhårede var da helt forvirret på grund af det." Nu lo de alle tre. Jens følte en hel befrielse i hele kroppen ved at kunne le.
   Lena var alvorlig igen og gned sin hage. "Er det hende der ofte sidder på en bænk og ser forknyt ud?"
   "Ja, det er hende."
   "Hun er vældig flink til at lege med børnene i gården," sagde Marius. "Det har jeg set et par gange fra mit vindue."
   "Nu sladrede Sverre til hendes far i aften," sagde Jens, "jeg håber ikke hun får for meget vrøvl."
   "Stakkels pige, hun kan jo ikke stemme, når hun er et hjemmeboende barn," sagde Marius.
   "Uha, jeg er lidt bekymret for, hvad hendes far kan finde på nu de har tabt," sagde Jens, han tog sin mobiltelefon op. "Jeg vil lige ringe til en i hendes opgang om at være klar til at gribe ind, hvis det er nødvendigt."
   Han gik udenfor for at ringe og vendte så tilbage til bordet.
   De snakkede lidt videre om løst og fast og besluttede sig så for at gå hjem og sove efter disse dages drama.