Vi måtte først og fremmest finde ud af hvad vi gjorde med kvinden. Inden vi brændte bilerne, tømte vi dem for den udrustning vi selv kunne bruge. Vores to nye venner fik et par gode rygsække, og det udstyr der var nødvendigt, for vi kunne overleve her ude i junglen. Også våben med tilhørende ammunition tog vi. I officerens bil var kvindens udrustning, den havde vi også med, så det var meget vi måtte slæbe på for hendes skyld.
   Hun var hollænder og sygeplejerske. Udsendt af en humanitær organisation. Men hvordan hun var havnet her ude var en gåde. Vi kunne bare vente til hun blev så meget klar i hovedet, så jeg kunne tale med hende. Hendes snitsår var dybe, men ikke livsfarlige. Det tog mig ti minutter at sy dem. Det var ikke så kønt som en læge ville have gjort det, men det var effektivt, havde stoppet blodet. De slag hun havde fået havde gjort hende groggy, givet hende ophovnede læber og hævelser i hovedet ,hvor hun var blevet ramt. Hun hed Susanne Hollander. Det kunne jeg læse i hendes pas.
   Vi holdt hvil. Jeg og to af mine folk havde sikret bagude. Der var ikke nogen der fulgte efter os. De havde nok problemer med at få forbindelse hjem til deres enhed, hvis de ikke ville gå hjem. Det blev de nu nødt til alligevel, da vi også havde ødelagt deres radio. Vi var flere timer væk nu, det ville være besværligt for dem at følge os, så jeg var rolig ved situationen.
   Kvinden var ved at komme til hægterne, jeg besluttede mig for at tale med hende. Hun var rasende på mig, fordi vi havde taget hende med. Hun var sammen med den officer, der var blevet dræbt af Vietcon soldaterne. Det var hendes mand, sagde hun. Havde vi begået en fejl?..
   Vi holdt rådslagning, vel vidende hun måske forstod hvad vi talte om. Vi besluttede hun ville blive fulgt tilbage, hvis det var det hun ville. Jeg meddelte hende min beslutning, men sagde også der ikke var noget at komme tilbage til, hendes mand var død. Hun ville kun få problemer med de lokale beboere. Hun havde været sammen med Vietcon og Nordvietnameserne, de var ikke vellidt her ude i junglen. Men det var hendes eget valg. Hun ville ikke tilbage, efter at have tænkt sig om.

Vi fortsatte et par timer, og slog lejr ved et lille vandløb. Alle vaskede sig på skift, da det var vigtigt at sikre vores lejr. To mand på vagt ad gangen. Jeg deltog i vagterne, det var en vane jeg havde tillagt mig, det skabte respekt blandt mine soldater.
   Natten forløb roligt, vi var tidligt oppe. Susanne insisterede på hun selv ville gå, så vi nøjedes med at tage hendes udrustning. Hun ville vide hvor vi var, og hvor vi var på vej hen. Det ville vi ikke oplyse hende om. Af sikkerhedsgrunde sagde vi, det var sandt.
   "Hvis vi falder i et baghold," sagde hun, "så ved jeg ikke hvor jeg er, kan ikke søge tilbage hvor jeg kan få hjælp."
   "Pjat," svarede jeg hende, "hvem siger du ville være den eneste der overlevede?.. Drømmerier. Du må følge med eller gå hvor du vil. Det er dit valg. Vælger du at blive hos os, er det vores love der gælder. Er det forstået?"
   Hun så vredt på mig og svarede:
   "Javel, hr. General!"
   Mine indfødte kammerater grinede, de kunne godt se hun var en strid banan, den kvinde. Vi fortsatte mod syd, på grænsen mellem Vietnam og Cambodja. Det var besværligt at komme frem. Vi var i et område hvor der ikke var så mange fjendtlige soldater, vi kunne slappe en lille smule af.
   Flere gange blev vi overfløjet af Amerikanske jagere, jeg havde kontakt til flere af dem. De kunne meddele mig at Vietnam, med Saigon var faldet. Der var endnu hangarskibe i bugten uden for Saigon, men de vidste ikke hvornår de sejlede. De ville give besked til mit hovedkvarter, at jeg stadig ventede på et svar på mine opkald.
   Vi så os om efter et egnet sted til en landingsbane, vi fandt en mulighed i en lysning i skoven, for foden af et bjergområde. Der var en del blæst som kunne gøre en afhentning af mig besværlig. Men det var det bedste sted, formentlig i miles omkreds. Vi gik i gang med at gøre landingsbanen klar, arbejdet skred frem som forventet, vi var færdige på tre timer.

Jeg vågnede, der faldt bomber. Vores lejr blev ramt. Jeg gav ordre til at forlade den øjeblikkeligt. Vi havde i forvejen rekognoceret efter et skjul, hvis uheldet var ude som nu. Vi flygtede derhen, jeg holdt mandtal. Jeg manglede fire af mine mænd, de kunne komme senere, de var formentlig inde i junglen nu, ville støde til os når der var en lejlighed der bød sig.
   Hvor var Susanne?.. Jeg havde set efter hende i lejren, da hun ikke var der regnede jeg med en af de andre, havde bragt hende i sikkerhed. Det var dog ikke tilfældet. Vi blev beskudt i vores skjul af maskingeværild fra flyene. Der var tre, vi havde ikke noget at svare igen med. Vi trykkede os, kunne kun vente på de havde fået nok, kastet deres last, og igen ville flyve hjem. Bomber og maskingeværild varede i femten minutter, så forsvandt de lige så pludseligt som de var kommet.
   Vi gik tilbage for at gøre tabene op. Vi havde mistet tre af folkene. De var døde. En var alvorligt såret, det var tvivlsomt om han ville leve til det blev morgen. Men hvor var min radio og Susanne?.. Vi spredte os og gennemsøgte området i nærheden. Det var Tham der kom med hende. Han smed hende på jorden foran mig. Jeg kunne se på ham der var mord i hans øjne. Han fremviste også min radio, og pegede på mine hovedtelefoner der var om halsen på Susanne. Hun havde tilkaldt de fjendtlige fly, det var der ikke nogen tvivl om.
   Jeg var rasende, vi måtte videre i en fart, så kunne jeg afhøre hende senere når vi var i sikkerhed. Hun blev bundet, jeg gav Tham ordre, det var ham der havde ansvaret for hende. Jeg sagde til hende, at Tham havde den fulde ret til at gøre med hende hvad han ville, hvis hun ikke makkede ret.
   "Af sted," sagde jeg.
   Vi blev tre tilbage, begravede vore faldne og ryddede op i den smadrede lejr. Jeg var rasende på mig selv, for ikke at have forudset den situation. Hvis det råd jeg ville kalde sammen mellem mine mænd, besluttede sig for hun skulle dø, var det en beslutning jeg ville acceptere.

Fire timer senere, og et par timer inde i Cambodja stoppede vi op. Her var mine folk i fuld gang med at etablere en lejr, på en skråning der gav os mulighed for at komme videre, hvis vi skulle blive opdaget og angrebet. Der var ikke nogen tvivl om at Vietnameserne ville gøre alt, for at få bekræftet hvad der var blevet af os. De ville finde vores lejr, og indlede en jagt på os. Vi havde allerede kostet dem flere folk. De ville benytte sig af Vietcon soldaterne, som vi ikke var bange for, men vidste ville være svære at forsvare sig imod. De var ekstremt dygtige i junglen, var lige så farlige for os som granaterne og bomberne havde været. Men de var tavse, næsten usynlige. Satans også. Jeg ville afhøre Susanne, ville ikke lægge fingeren imellem. Men først måtte vi begrave den fjerde af mine mænd, han var død under transporten hertil.

Susanne skulede til mig. Jeg var vred, det var hun vist ikke i tvivl om.
   "Hvorfor tog du min radio og søgte kontakt med Vietnameserne?"
   "I er skyld i min mand blev dræbt, jeg er ærgerlig over de ikke fik ram på flere end de gjorde," sagde hun og så trodsigt på mig.
   "Du er et amerikansk svin, der er kommet her og har udnyttet et fredeligt folk. I tror I kan smadre alt med jeres forbandede bomber og kanoner. Der er tusindvis af civile, der har måttet undgælde for jeres forfejlede krig, der kun er politisk. Jeg er stolt hver gang jeg kan nægte at hjælpe en amerikansk soldat. Jeg har endda hjulpet adskillige med at komme herfra. I er nogle svin, du kan slå mig ihjel hvis du vil, men I vil aldrig vinde denne krig. Saigon er faldet, og I flygter som hunde."
   Hun spyttede mig i ansigtet. Jeg fortrak ikke en mine, men lyttede til hendes svada af anklager.
   "I har ødelagt markerne, dræbt børnene og deres mødre, jo, det er noget i kan være stolte af. Føj for satan," sagde hun og spyttede mig i ansigtet igen.
   Tham rejste sig op og løftede sin arm, men jeg affærdigede ham.
   "Lad hende tale," sagde jeg på deres sprog.
   "Hun har mistet sin mand officeren, det piner hende."
   Han satte sig igen, men hans øjne skød lyn, han var gal.
   "Er du færdig med at spytte på mig?.. Og kan vi fortsætte?.." spurgte jeg. Hun så på mig, der var lede i hendes ansigt. Hendes sår var sprunget op og blødte, men det ænsede hun tilsyneladende ikke. Hun var på sammenbruddets rand. Hun rystede og kastede op.
   "Svin," råbte hun til mig og spyttede igen på mig, så savlet randt ned over hagen på mig. Men denne gang knaldede jeg hende en på siden af hovedet så hun trimlede om.
   "Lad hende ligge," sagde jeg til Tham. Rejste mig op og gik.
   Jeg kaldte folkene sammen. Jeg fortalte hvad hun havde sagt, til min forundring sagde Yin:
   "Jacos, hun har ret i noget af det hun siger. Der er mange civile der er slået ihjel. Ikke alene af jer, men også af vore egne i lavlandet. Der er fejl på begge sider. Jeg er glad for denne krig nu er slut. Den var hæslig, det bliver svært at fortsætte livet uden bitterhed. Vi her i bjergene vil bare være frie, det er vi ikke, men i gav os ikke en bedre tilværelse end vi havde, nu venter der et opgør, som vil koste os sved, blod og tårer. Jeg forstår denne kvinde."
   Jeg spurgte hvad vi skulle gøre med hende, da vi ikke kunne stole på hende mere.
   "Hun er til besvær, men det er jer der afgør hvad der skal ske med hende."
   De talte dæmpet sammen, jeg ville ikke blande mig i deres afgørelse. Yin sagde efter en halv times diskussion:
   "Jacos, vi er enige. Hun er hvid, det er dit problem. Hun har, siger hun, hjulpet mange af vores sårede, det kan vi respektere. Thieu siger han ofte har set hende sammen med officeren der var hendes mand. Hun har altid hjulpet hvor hun kom, var glad for at hjælpe. Børn elsker hun. Vi vil lade hende leve, hvis hun skal dø er det din sag."
   Han så fast på mig, jeg nikkede tavst. Thieu var en af de landsbybeboere der havde sluttet sig til os, efter sammenstødet med Vietcon og de Vietnamesiske soldater.
   Jeg gik tilbage til Susanne der lå og hulkede. Jeg løftede hende op og bar hende ind i det lille telt hvor jeg boede. Her vaskede jeg hende, syede og forbandt hendes sår. Hun så på mig, hendes øjne var vrede, hadske, men hun sagde ikke noget.
   "Susanne," sagde jeg træt. "Er du til at tale fornuftigt med nu?.."
   "Skrid," råbte hun hysterisk, "du stinker af lort dit lede møgsvin."
   Jeg trak på skulderen og så til hendes bånd om håndleddene, de var i orden. Jeg lagde en lykke om hendes fødder også, så var hun pacificeret og kunne sove hvis hun ville. En time senere spiste vi. Jeg gik ind til hende og tilbød hende noget mad, det ville hun ikke vide af, men vandet jeg satte til hendes læber drak hun dog lidt af.

Jeg ville længere ind i Cambodjas jungle, og derfra prøve at kontakte vores base, for at bede dem hente mig, eller os. Jeg havde selv belemret mig med Susanne, hun var nu mit problem. Vi fik efter et par uger etableret en landingsbane længere inde i Cambodja, flyet skulle komme næste dag om eftermiddagen. Det var meget små fly vi brugte, det var dygtige piloter der fløj dem. Hvordan han ville komme videre vidste jeg ikke, men jeg håbede han kunne have os begge med.
   Næste dag landede han på det aftalte tidspunkt. Jeg løb derud og talte med ham. Han ville af sted med det samme, det var nu hvis jeg skulle med. Jeg forklarede min situation, han kunne kun tage den ene af os, og havde måske lige brændstof nok med een passager, til at nå sin mellembase, hvor et andet fly ville sørge for den videre transport...
   "Ok," sagde jeg, "så får du hende med, og ingen bagage. Sig derhjemme jeg klarer mig, prøver at holde forbindelsen med dem, men der er ikke meget strøm på radioen, vi får se. Ellers søger jeg mod Thailand, det vil tage tid, men vi får se."
   Jeg hentede Susanne, hun protesterede som en rasende. Jeg smed hende ind i det lille fly og ønskede dem en god tur. Hun spyttede efter mig. Hun var stadig gal på mig.

Min radio var død, jeg kunne ikke skaffe batterier til den. Jeg aftalte med mine venner de skulle gå tilbage til deres familier, og ad åre når der var rigtig fred i landet, ville jeg måske komme og besøge dem. Vi tog afsked, jeg var alene i junglen.

Jeg søgte nordpå igen, ind i Laos. Det var et fredeligere folk, og den korteste vej til Thailand. Det var den vej jeg ville gå. Jeg regnede med det ville tage mig seks måneder, at nå til det grænseområde i Thailand, hvorfra jeg kunne komme videre til den amerikanske ambassade. Jeg var af natur mørkere end de fleste amerikanere, og håbede jeg kunne gemme mig i junglen, så jeg ikke vækkede opsigt. Selvom jeg var mørkere i huden, var det let et se jeg ikke var Laot.
   Der var mange farer jeg skulle tage højde for. Slanger og vilde dyr var det jeg mest frygtede. Dernæst de lokale der stillede spørgsmål. Men jeg vidste det var et venligt folk, så jeg var ikke i tvivl om, jeg ville blive godt modtaget i de små samfund jeg passerede. Det kom også til at holde stik. Jeg blev hjulpet af mange. Jeg havde kun en revolver til at beskytte mig med. Alt andet havde jeg skilt mig af med, i diverse floder og bjergslugter. Radioen havde jeg smadret og smidt i en flod.
   Jeg fortsatte mod den frihed jeg vidste ventede forude. Det var besværligt på mange måder. Regntiden var det værste, den gav mig mange problemer med omveje, og med vådt tøj i flere dage i træk. Vejret var ikke altid det bedste, de mange stop jeg måtte have for at skaffe mad, sinkede mig. Mine klæder var efterhånden i laser, en venlig landsby udstyrede mig med nyt tøj, der til forveksling lignede det de lokale gik i. Flere gange på min vej mod Thailand, kom jeg igennem landsbyer, hvor befolkningen var meget venlige. De spurgte aldrig om hvem jeg var, eller hvor jeg kom fra. Det kunne de se, men der var ikke nogen der underrettede nogen myndighed, om at jeg var en fremmed.
   Det var venlige folk, der ofte tog mig med på deres primitive kærrer, fragtede mig mange kilometer. Vandvejene brugte jeg også, og kom ofte hurtigere frem end jeg havde ventet. Det var jeg glad for. Jeg kunne ikke give dem noget til gengæld, de bad heller ikke om noget. Beskedne var de, og meget hjælpsomme. Måned efter måned gik med at komme videre, den ene dag lignede efterhånden den anden. Jeg var ofte træt, men måtte videre. Trods besværligheder var jeg nærmere og nærmere mit mål: Thailand.

Jeg var nu kun tre hundrede kilometer fra den Thailandske grænse, det var gået over al forventning. Fem måneder havde jeg været på farten, det var hurtigt syntes jeg. Jeg gjorde holdt i en lille landsby. To dage blev det til, hvor jeg fik nyt tøj. En af beboerne spurgte på vietnamesisk om hvor jeg kom fra. Jeg så på ham og svarede:
   "Jeg er fremmed, taler kun Dao sproget. Forstår du det?"
   Han så på mig, undersøgende og smilte.
   "Jeg er her fra landsbyen, jeg forstår lidt af dit sprog, jeg er ofte ved grænsen for at handle. Er du fra nord eller syd?"
   "Syd. På vej til hovedstaden hvor jeg skal gøre handler med udlændingene. Jeg er halv europæisk. Min far er græker, min mor lokal."
   Jeg gengældte hans smil.
   "God tur fremmede, jeg tager af sted i dag mod syd, for at besøge noget familie."
   Han hilste mig og gik.
   Jeg var urolig. Var han en af dem der ville rapportere videre til myndighederne?.. For min egen sikkerheds skyld meddelte jeg landsbylederen, at jeg desværre blev nødt til at tage af sted. Jeg takkede ham hjertelig for hans gæstfrihed, han smilede til mig, og forærede mig proviant til rejsen samt en kraftig machete. Jeg gik mod nordøst for at sløre mit spor, drejede senere i den retning jeg skulle. Jeg så ikke noget der virkede mistænkeligt, enten havde det været et harmløst spørgsmål, eller også havde jeg rystet dem af.
   Jeg fik mange lift på hovedvejen mod den Thailandske grænse, jeg havde ikke noget pas, jeg måtte krydse den uden der var nogen der så det. Halvtreds kilometer fra grænsen, besøgte jeg endnu en lille landsby. Jeg talte med den ældste, om mine muligheder for at komme over uden at blive set.
   "Det ordner min søn," sagde han og ville arrangere et møde den næste dag. Jeg sov godt i deres gæstehus, og var vågen lidt før daggry.
   Jeg så soldater. De var på vej herhen. En ung mand kom ind til mig, sagde vi skulle af sted nu.
   "Ikke efterlade noget, de er efter dig. Jeg ved ikke hvorfor, de har været i nabobyen, den har sendt en løber herhen for at advare dig."
   Det var pragtfulde mennesker de skovfolk, der åbenbart vidste jeg var på flugt, men ikke for hvad. De spurgte heller ikke, hjalp mig bare.
   Vi smuttede ud i junglen, den kendte han som sin egen bukselomme. Det var en smal sag for ham at komme uden om soldaterne.
   "Jacos! vi følges ad helt til grænsen, det lovede jeg min far."
   Jeg var lettet over den hjælp han tilbød mig. Han kendte mit navn, det undrede mig.
   "Hvad tror du de ville mig?"
   "Det ved jeg ikke, men måske tror de du sælger narkotika, en gang imellem er de strenge, skal vise de overordnede resultater, ofte er de ligeglade."
   "Hvor kender du mit navn fra?"
   Han grinede.
   "Jacos! Vi skovfolk kender de mennesker vi kan stole på. Ikke spørge mere, du har gået langt og er snart hjemme, det med dit navn ved vi bare."

Vi gik hele dagen ad stier jeg knap kunne se, men som han kendte ud og ind. Vi passerede også vilde elefanter i et sumpet område. Men han vidste hvad han gjorde, den unge mand. Han var stedkendt.
   "Her," sagde han da vi kom til et vandløb.
   "Her er grænsen. På den anden side er Thailand. Jeg følger dig over og taler jeg med min fætter, han bor i en lille landsby på den anden side. Han kan sørge for du kommer videre."
   Vi krydsede floden og fandt landsbyen. Det var mørkt for flere timer siden. Han havde en lille lygte med, som han af og til orienterede sig med. Han var kendt i skoven, det var jeg ikke i tvivl om. Der var mange lyde i underskoven, lyde jeg ikke kendte, men da han var rolig, kunne jeg også være det. Endelig nåede vi den landsby hvor hans fætter boede.
   Vi vækkede familien, der stod op og serverede mad for os. Mens vi spiste kom der flere til. Blandt dem der gæstede hytten, var en mand de havde respekt for, behandlede ærbødigt. Han måtte være en betydelig person. Han var høvding eller den ældste, ham satte jeg ind i min situation. Han forsikrede mig, når jeg havde sovet, ville han sørge for jeg kom til en kaserne, den lå fem kilometer fra landsbyen.

Første nat i et land, jeg vidste var venligsindet overfor mig. Gad vide hvad ambassaden ville sige?.. Det måtte vente. Næste dag kom militæret og hentede mig. En officer og to menige. De var venlige, spurgte om jeg havde våben. Jeg afleverede min pistol til dem, og min kniv. Den machete jeg havde fået i en venlig landsby, forærede jeg den unge mand der havde fulgt mig ind i Thailand. De rodede lidt i min rygsæk for at kontrollere, om jeg havde noget med de ikke kunne acceptere. Derefter kørte vi ind til deres kaserne.
   Jeg blev fremstillet for en officer af høj rang, han afhørte mig om min færden i nabolandene. Officeren ringede til en amerikansk militær enhed nær Bangkok. Her talte jeg med en amerikansk oberst, der lovede at bekræfte min identitet , og den historie jeg havde fortalt om min færden.
   Imens vi ventede bød de mig kaffe, og noget der lignede sandwich. Efter et par timer kørte de mig et par hundrede kilometer til en flyveplads, hvor jeg i helikopter blev transporteret til den amerikanske militærforlægning, der var nær hovedstaden Bangkok. Jeg var træt af alle strabadserne, og hvilede mig under transporten. Jeg faldt i søvn af den monotone lyd fra motoren.

Vi var landet da de vækkede mig af min slummer. Det var en officer fra den amerikanske hær der tog imod mig. Han hilste, sagde jeg var ventet. Det var min gamle chef der nu gjorde tjeneste i hovedkvarteret i Thailand.
   "Hej, og velkommen tilbage fra de døde," sagde han muntert.
   "Vi havde ellers afskrevet dig, da vi ikke hørte noget fra dig...I stedet for selv at komme hjem, sendte du os en tosset hollandsk kvinde."
   Jeg morede mig.
   "Så var jeg et problem mindre," sagde jeg muntert.
   "Ja, Jacos, og vi et stort problem mere."
   Jeg morede mig.
   "Vi skal lige høre hvor du har været, så skal vi have en rapport over alt det der mangler, alt det du havde ansvaret for. Derefter kan du fortælle os hvad vi skulle med det galsindede fruentimmer du sendte os. Civil transport i militære enheder er ulovligt, det ved du godt."
   Han skrupgrinede...
   "Nej, jeg tager gas på dig. Vi ved en hel del om hvor du har været. To gange på din ensomme vej, var du i forbindelse med nogle af vores folk. De kunne ikke give sig til kende, det forstår du vel. Velkommen tilbage. Få hvilet dig resten af dagen, så ser vi på det i morgen. Lige en ting: Du må ikke gå nogen steder, men det ved du vel... Banner!" råbte han, en sergent kom hen til os.
   "Vil du følge major Jacos over til hans kvarter? Jacos, der er mad klokken otte, der er jeg til stede, vi kunne spise sammen, hvad siger du til det? du kan godt nå et bad. Jeg har sørget for uniform og andre fornødenheder på dit kvarter, hvis jeg har overset noget må du sige til.
   "Vi ses," svarede jeg.
   Jeg fulgte efter sergenten over til mit kvarter. Det var dejligt med et bad. Det var det første i flere år. Ikke sådan ment at jeg aldrig blev vasket, men jeg havde kun været i junglen og i bjergene, der var der ingen brusere. Der badede vi i de floder og de vandløb vi kom forbi. Uniformen passede perfekt. Jeg lagde mig på sengen og faldt i søvn.
   Det var Sergent Banner der vækkede mig.
   "Obersten venter," sagde han og morede sig.
   "Du sov tungt, det var svært at vække dig."
   "Det er det altid, når jeg er tryg der hvor jeg er, jeg er klar nu."
   Vi gik over i messen. Her sad min gamle chef og ventede på mig. Maden vi indtog var som jeg kendte den, fra de militære kantiner hjemme i Amerika, vidunderlig og nærende, den smagte godt og var vel tillavet.
   Det var mad jeg ikke var vant til, så jeg var lidt forsigtig. Jeg ville ikke have ondt i maven i løbet af natten. Det var dejligt med en kold øl, jeg følte mig helt glad og civiliseret igen. Det fortalte jeg bossen, vi morede os. Vi sludrede om hvad der var sket, siden de havde trukket sig ud af Vietnam, jeg lyttede. Der var sket meget siden krigen sluttede, nu var det hverdag igen, så skulle det gerne glide for os alle sammen. Vi havde lidt nederlag, men æren mente vi var i behold.