Forårsstormene var begyndt. Jeg var ofte på havnen, havde et godt forhold til fiskerne. Jeg havde flere gange været ude for at hente både hjem, der på den ene eller anden måde var kommet i vanskeligheder. Det kunne være alt fra motorstop, til de var sprunget læk. De var glade for jeg havde et fartøj, der kunne klare den megen sø der var om foråret og efteråret. Min båd var et ombygget fartøj fra den amerikanske sørednings tjeneste, der havde klaret de opgaver den hidtil havde været brugt til.
   Det var en sådan forårsstorm der var over os nu. Den var kommet meget pludselig, meteorologerne havde ikke varslet særlig meget vind. Ingen var forberedte på den storm der nu hærgede området. Pludselige storme, med megen vind var vi vant til, men de døde som regel ud efter to til tre timer. De var ikke farlige, de fleste både var særdeles sødygtige. Men denne storm var anderledes, meget kraftigere, havde nu varet det meste af et døgn.
   Vi manglede tre både. Radioen var tændt på alle bådene i havnen. Der var ikke nogen der kunne få forbindelse med dem. Fiskerne var urolige. Hvis de havde søgt til en anden havn, eller i læ af en af øerne, hvad de ofte gjorde i sådan et vejr, ville vi for længst have hørt fra dem. Der var tavst på radioen.
   Jeg havde spurgt på sørednings tjenesten, de havde ikke hørt noget. Vindstødene var nu oppe på orkan styrke, alle var urolige for de fiskere der var derude. Der var mange øer i nærheden, men at radioen ikke svarede var et dårligt varsel.
   En af mine venner, Andreas, kom hen til mig. Han fiskede med sin far.
   "Jacos. Det er Tina, Birka og Lexa der er derude. Vi har ikke hørt fra dem siden i går. Deres radioer kan være i stykker, men det lyder for mærkeligt til det kan være sandt. Kan du gå ud og lede efter dem, hvis jeg kan få at vide hvor de fiskede?"
   "Ja, men jeg må have to andre med, jeg kan ikke klare det alene hvis jeg skal have dem på slæb.
   "Jeg finder ud af noget," sagde Andreas.
   En time senere kom han hen til mig hvor jeg boede. Susanne var hjemme. Jeg havde talt med hende, jeg ville gå ud og lede efter dem.
   "Goddag, Andreas," sagde hun. "Hvad nyt?"
   "Dårligt nyt, Susanne. Jacos! Jeg har aftalt med Johannes og Pavlos, vi tre tager med dig, hvis du stadig vil hjælpe os?"
   Susanne spurgte om vi virkelig ville tage af sted i det vejr?
   "Ja. Det kan være deres eneste chance, det er et sødygtigt fartøj vi har Susanne, et tidligere redningsfartøj. Der er ikke ændret ved konstruktionen, kun i kahytterne, det er lige så sødygtigt som da det gjorde tjeneste i sørednings tjenesten."
   Hun så bekymret på os.
   "Jacos. Pas godt på jer selv. Jeg venter ved radioen til i er tilbage."
   Jeg smilede til hende, og sagde det godt kunne tage et par dage, vi ville selvfølgelig holde forbindelsen hjem til dem. Jeg kyssede hende farvel, hun klemte min hånd kærligt, hendes ansigt fortalte mig hun var bekymret og bange.

Nede på havnen sejlede jeg over til det tankanlæg vi benyttede, tankede op til de tre tons der kunne være på skibet. Tankene var fulde. Vi planlagde at afsøge områderne et efter et. Der var fire muligheder, dem ville vi prøve. Vi var klar til at forlade havnen. Jeg havde haft to af dem ombord tidligere, de var nogenlunde fortrolig med min båd og dens udstyr. Jeg havde det sidste nye udstyr ombord, alle odds var på vores side.

Godt ude af havnen fik vi kræfterne fra havet at mærke. Stormen ruskede i alt ombord. Vi havde surret alt det løse, var søklare. Vi delte os i to vagter. Andreas og Johannes på det ene hold, Pavlos og mig på det andet. Vi havde første vagt, de andre gik ned og lagde sig. Det var sent eftermiddag, vi havde cirka to timers sejlads til det første område vi ville afsøge. Vi blev kastet rundt, det var besværligt at holde sig fast. De to styrestole var med sikkerhedsseler, dem sad vi i.
   Det var Pavlos der styrede. Jeg plottede vores kurser ind, slog om til automatpilot. Efter et par minutter måtte vi gå tilbage til manuel styring igen. Søen var alt for uberegnelig, her var det sømandsskab det drejede sig om. Vi fortsatte udefter, det var ikke meget vi talte sammen. Pavlos passede radioen, jeg styrede. Efter et par timers sejlads var vi i det første område. Det var næsten ikke til at se noget for røgvand og det begyndende mørke. Vi håbede radaren kunne se en redningsflåde, hvis det havde været nødvendigt at gå i den.

Efter et par timer i området, hvor der ikke var noget at finde efter dem, sejlede vi til område nummer to. Her fandt vi vragrester. Jeg kaldte på de to der havde frivagt. Alle var vagtsomme nu. Andreas gik ovenpå til fartøjets fly-bridge, for bedre at kunne se. Vi havde tændt to stærke projektører, afsøgte vandet til alle sider. Vi var alle spændte til bristepunktet, og håbede der ville dukke en redningsflåde op.
   De vragrester vi havde set var tydeligvis fra Tina. Johannes kendte det skib godt, han var helt sikker på vragresterne stammede fra det fartøj. Vi havde ikke rapporteret hjem, men meldte det til sørednings tjenesten. De lovede at sende et fly i luften og hjælpe os. Vi ledte videre.
   "Der!" råbte Andreas.
   Vi kikkede alle i den retning han pegede. Der lå noget i vandet. Langsomt sejlede jeg op på siden af det der viste sig at være et menneske. Vi havde fundet den ene. Det var Gamle Tino, han var død. Det var der ikke nogen tvivl om. Han bar ikke redningsvest, men havde bundet et par røde flydere om livet. Hans døde krop lå en meter under vandoverfladen.
   Vi var nedtrykte, søgte videre. Over radioen rapporterede vi til redningscentralen, vi havde bjærget en død person, men satte ikke navn på. Vi vidste de inde på land fulgte med i hvad vi foretog os. De kaldte os, spurgte hvem den døde var. Jeg svarede det havde vi ikke tid til at kommentere, de måtte ikke forstyrre os, vi havde problemer nok at slås med. Vi ville kalde hvis der var noget vi mente de kunne hjælpe os med.
   Det var måske lidt hårdt, men der kunne hurtigt opstå misforståelser. Den døde lagde vi ned agter. En halv time senere kaldte redningscentralen os. De havde et fly i luften, bad os lytte på deres frekvens. Vi skiftede, et par minutter efter kunne de meddele der var flere i vandet vest for os. Vi fik en kurs og sejlede for fuld kraft derhen.
   Det var et besværligt og meget deprimerende job vi var kommet på. Ingen af dem vi bjergede var i live. Vi var nedtrykte. Flyet dirigerede vi til de andre områder, her var der kun enkelte vragrester at se.
   Vi var fremme efter fire timer. Vi afsøgte området, kunne kun konstatere der ikke var nogen i vandet. Vragresterne var fra Lexa. Vi bjærgede nogle af de stykker der identificerede fartøjet.
   Der var et par småøer sydøst for vores position. Jeg foreslog vi søgte der nede. Den sidste båd havde vi ikke fundet noget fra. Vi klyngede os til det håb, at de var søgt i læ her. Og de ikke havde radioforbindelse mere. Jeg var træt, Andreas og Johannes tog over. Det ville tage os et par timer at nå derned.
   Det var lyst nu. Redningsflyet havde været flere gange på vingerne, men det havde ikke givet flere resultater. De havde nu indstillet flyvningerne. Vi var blevet lovet en helikopter, der kunne tage de døde, så vi ikke skulle sejle rundt med dem. Vejrudsigten sagde den storm ville vare ved i et par døgn endnu.

Andreas vækkede mig. Jeg følte jeg lige var faldet i søvn. Jeg gik op på broen og blev væltet omkuld. Jeg slog mig, fik en flænge over det ene øje. Det blødte, en forbinding standsede blodet. Jeg satte mig i styrestolen, undrede mig over vi manglede Johannes.
   "Han sover," sagde Andreas og skævede til mig.
   "Sover? Så væk ham. Vi har brug for alle de øjne vi har!"
   Jeg var en lille smule sur, det var vel bare det slag jeg havde fået. Det ærgrede mig jeg havde været så klodset.
   "Han er skadet," sagde Andreas. "Måske alvorligt."
   "Hvorfor har i ikke vækket mig?.. Det er mig der er skipper," råbte jeg.
   "Jeg forlanger at vide hvad der sker på mit skib!" Jeg var vred.
   "Susanne sagde vi skulle lade dig sove," sagde Andreas. "Du har været på den i et døgn, hun sagde du skulle have hvile, vi kunne vække dig når vi nåede frem.
   "Susanne? Hvad har hun med det at gøre?"
   "Vi tog kontakt til hende over radioen, for at få hjælp til Johannes. Hun fortalte os hvad, og hvordan vi skulle behandle ham. Han har fået et ordentlig slag i hovedet og er bevidstløs," svarede Andreas.
   "Så må vi i havn med ham omgående. Det er mig der er skipper på denne skude, jeg vil ikke have der er andre der træffer de beslutninger jeg skal træffe, det ved i begge."
   Andreas så på mig og sagde:
   "Susanne sagde vi kunne fortsætte vores eftersøgning, hvis vi holdt øje med Johannes og hans tilstand. Den er stabil nu, der er ikke fare for hans liv, mente Susanne. Du skal kontakte hende når du er vågen, det er du nu. Her!.. Radioen er åben, Susanne lytter og venter på din kommentar."
   Han rakte mig røret demonstrativt. Susanne skældte mig ud. Hun havde hørt mit vredesudbrud, da radioen stod på send. Jeg fik en balle og blev bedt om at tage mig sammen. Hun ville snarest vide hvordan det stod til med Johannes.
   "Ok, jeg vender tilbage snarest."
   "Vi stopper snakken nu!" sagde jeg til min besætning.
   "Vi skal eftersøge vore kammerater, det er vigtigere end at jeg bliver tosset. Det må i undskylde. I har alle handlet rigtigt. Sket er sket, jeg beklager jeg tabte hovedet. Jeg ser til Johannes."
   Jeg var ærgerlig på mig selv fordi jeg havde tabt besindelsen. Det var mig der var skipper, mig der havde ansvaret, men jeg forstod dem godt. De havde gjort det eneste rigtige, kontaktet Susanne, hun var sygeplejerske. Jeg gik nedenunder og så til Johannes.
   Han var ilde tilredt, men ved bevidsthed. Ansigtet var forbundet. Han havde blødt igennem den ene forbinding. Jeg skiftede den og så på skaderne. Umiddelbart kunne jeg ikke se at nogen knogle var brækket, men han havde to grimme flænger i panden og oven på hovedet. Den venstre kind var hævet efter et kraftigt slag.
   "Jacos," stønnede han.
   "Jeg har smerter i det forbandede hoved. Har du ikke en pille?.."
   "Jeg skal se hvad jeg kan gøre," sagde jeg og gik igen op på broen. Jeg var ikke i tvivl om han havde en kraftig hjernerystelse.
   "Hvad sagde Susanne?.. Må han få piller? han har smerter."
   "Ja," svarede Andreas. "Hver anden time, men kun en ad gangen af dem her." Han rakte mig et glas med piller.
   Jeg gik nedenunder og gav han en, og en slurk vand. Han var spændt fast. Jeg kontrollerede endnu en gang hans tilstand, og at han ikke kunne falde ud af køjen, så smilede jeg til ham og sagde:
   "Johannes, du kommer over det, siger Susanne. Du har en kraftig hjernerystelse, hvor den så kan komme fra."
   Han prøvede at grine, det gjorde ondt.
   "Tak," sagde han og lagde hovedet tilbage på puden.
   Det var besværligt for mig at bevæge mig rundt i den rullende båd. Tilbage på broen, spejdede vi alle ind mod klipperne. Der vare ikke noget at se. Vi tog mod den anden ø. Der var en lille naturhavn, jeg ville ikke være der frivilligt nu, dertil var søen for høj. Vi kikkede derind, så det lille fartøj hugge i brodsøerne der konstant brækkede over, på grund af den lave vandstand. Det var Birka der lå og kæmpede imod søerne.
   Vi turde ikke sejle derind, kaldte dem over radioen. Intet svar. Jeg skød et grønt signal af, vi kunne se der var en der vinkede. Øen havde kun en lille strand, ingen havn. Der boede ikke nogen på den, det var den for lille til. Der var kun græs og enkelte får om sommeren. Nu var den øde.
   Jeg sejlede så tæt på Birka som jeg kunne og turde. Båden huggede op og ned i de brækkende søer. Vi havde ikke noget problem med at holde os på en ret kurs. Min båd var bygget til ekstremerne. Vores nuværende situation var en af dem. Der var meget strøm i den del af farvandet, det gjorde det endnu sværere at holde os fri af klipperne.
   Birka lå med alt hvad den havde af ankre ude, alligevel drev den mod klipperne. Vi forsøgte flere gange at kaste en line over til dem, hver gang mislykkedes det. Vi var tæt på dem. Der var højst tyve meter imellem os, men det var umuligt at få en line over, dertil var stormen og søerne for kraftige. Jeg var også nervøs for at grundstøde.
   "Andreas," råbte jeg, "slå en volte rundt igen. Når jeg siger nu! skal du slå motorerne på tomgang. Jeg vil forsøge at hoppe i vandet med en line og nå derover. Strømmen er kraftig under klipperne, det er der jeg vil have du skal stoppe og drive med strømmen. Lige før vi når klipperne går du langsomt fremad, parallelt med stranden, ikke hurtigere end det kun er strømmen vi kan holde trit med. Så har jeg en mulighed for at nå over til Birka med en line. I sender en slæbetrosse over til os i linen, og trækker det i kan når jeg vinker. Vi kapper ankrene når i har fat i os."
   "Det er farligt," sagde Andreas.
   "Ja, men det er den eneste chance de har, hvis de ikke skal knuses mod klipperne."
   Han kunne godt se jeg havde ret og sagde:
   "Vi prøver, det kan ikke gå andet end galt."
   Alle vidste nu hvad de skulle gøre. Jeg tog en redningsdragt på, og en ekstra vest. Vi gjorde line og slæbetrosse klar. Andreas svingede rundt. Maskinerne brølede da han lod dem yde deres yderste.
   "Klar?" råbte jeg.
   Han løftede sin arm, koncentrerede sig om søer og klipper, samt strømmen der var det værste. Femten meter var der nu ind til Birka.
   "Nu!" råbte jeg og sprang. Vandet slog imod mig, mit eget fartøj forsvandt i en kæmpe bølgedal. Jeg kunne se Birka, så forsvandt den i de høje bølger. Jeg svømmede som en gal. Da en bølge løftede mig op, lå Birka kun et par meter fra mig. Jeg mærkede noget der slog på mig, derefter blev jeg trukket kraftigt i tøjet. Det var en bådshage. Birkas folk havde fanget mig før jeg drev forbi dem. Strømmen var kraftig, søerne enorme. Vi hev og trak slæbetrossen ombord, kæmpede med søen og de vilde bevægelser båden lavede. Det føltes som timer, men det tog måske to minutter, så gav det et ryk. Jeg så en af de andre give signal til Andreas, nu var trossen fast. Vi huggede ankerlinerne over med knive. Trækket fra min båd var så kraftigt, at vi blev begravet i vand. Søen slog ind over os så jeg troede vi sank. Men det lille fartøj fulgte efter mit. Efter fem minutter var vi en smule i læ af den lille ø. Jeg besluttede at tage alle mand ombord i mit fartøj. Efter en time med utrolige strabadser, var vi alle velbeholdne ombord hos mig, vi var alle lettede over det var lykkedes.
   Sørednings tjenesten sagde vi skulle blive i læ af den lille ø. Der var en helikopter på vej, den ville tage de døde og vores sårede kammerat om bord. Vi ventede. Det tog næsten en time før helikopteren var over os. Det var et dygtigt mandskab der betjente helikopteren. På mindre end et kvarter var alle de døde, og den sårede om bord på helikopteren. De lovede at underrette de pårørende, om hvem der var omkommet.

Vi begav os hjemad, langsomt, da vi havde Birka på slæb. Vi måtte sætte en pumpe om bord på hende. Vi kunne kun håbe den ville holde sig flydende til vi nåede i havn. Den nærmeste og mest sikre havn var på Milos. Det var den vi valgte at gå til på grund af det hårde vejr. Alle var trætte og udmattede da vi endelig nåede havnen. Myndighederne ventede os, og overtog den videre bjergning af Birka.
   Den kom op af vandet og på bedding med det samme. Vi aflagde rapport til havnemyndighederne og politiet, vi kunne endelig gå til køjs efter at have talt med dem der hjemme, via en lokal telefon. Vi blev i havnen i yderligere to dage. Alle boede om bord, det var der rigeligt plads til. Stormen var stadig meget kraftig, vi ville ikke løbe en unødig risiko for at komme tidligere hjem. Færgerne lå også inde på grund af vejret.

Endelig hjemme igen. Der var mange på havnen for at tage imod os, men vi var ikke oplagt til at tale med nogen. Der var en trykket stemning. Der var een kvinde i vores lille samfund der var hårdt ramt. Det var Xenia. Hun havde mistet både sin far, bror, og to sønner. Det tab var ikke til at bære. Lægen var hos hende, og Susanne flyttede ind, hun sagde der skulle være nogen til at hjælpe hende når hun brød sammen. Det varede længe inden Susanne kom hjem til mig igen.

Det havde været et hårdt tab for det lille fiskerleje, det ville tage år, inden det hele ville komme så meget på afstand, at man igen kunne tale frit om det. Fiskerne og jeg kom tættere på hinanden, jeg blev efterhånden betragtet som en af deres egne. Susanne var de meget glade for, det undrede mig ikke. Også vi kom tættere på hinanden. Hun forlangte dog de fik sig en rigtig redningsbåd, så hun var fri for hver gang det blæste, at være bange for jeg skulle ud.

Sommeren kom, og med den turisternes daglige besøg. Det gav liv på øen, men også arbejde til lægen og Susanne. Småskader var der nok af, de ydede en god service overfor de uheldige turister. Susanne og jeg havde det bedre og bedre sammen. Der gik længere og længere imellem mine nedture. Susanne mente, det var på tide vi talte om mig igen.
   Vi talte længe sammen, jeg var som altid ærlig over for hende. Hun mente jeg nu var rask, hun behøvede ikke at bruge samtaleterapi længere, for at få mig på rette spor, som hun udtrykte det. Hun var glad og stadig meget forelsket. Det viste hun ikke alene mig, men også alle andre på øen. Der var ikke nogen der var i tvivl om vi havde det godt sammen. Jeg var også glad for at vise hende mine følelser, det gjorde jeg efterhånden uden at tænke over det. Det var et fremskridt, sagde hun.
   Mine bedsteforældre forgudede Susanne, hun var lige så glad for dem som de for hende.

"Susanne, du sagde en gang jeg ikke skulle bryde min lille hjerne med hvor du fik hjælp fra, når du havde det skidt. Det svarede du aldrig på?.."
   Hun smilede til mig.
   "Nej, det sagde jeg ikke. Jeg sagde:.. Din søde lille hjerne. Der er en forskel."
   Hun slog en lille latter op.
   "Jacos," sagde hun og så mig kærligt ind i øjnene.
   "Det gjorde du. I al din elendighed, havde jeg også brug for hjælp. Den gav du mig, ved at vise mig det nyttede noget, det jeg gjorde for dig. Den kærlighed du nærede for mig, hvor kejtet den end var, den hjalp mig. Jeg ved godt du ikke i begyndelsen viste den så meget, men jeg vidste den var der. Jeg kæmpede med de samme problemer som dig. Gennem dig og vores samtaler, fik jeg ved at se din elendighed, sat ord og løsninger på mine egne problemer. Men det ville eller kunne jeg ikke fortælle dig på det tidspunkt.. Jeg tænkte meget på os da du var ude sidst. Kunne du klare den død jeg forventede du ville møde?.. Du havde ikke haft noget med deres død at gøre. Jeg var en lille smule utryg, du var alene med dine tanker og oplevelser. Jeg var bange for du ville se meningsløsheden, når du så døden på havet, og så drage paralleller til dit militære liv.
   Døden på havet er grufuld, spild af liv. Er krigens ofre det også?.. Det var jeg bange for du ville føle, din egen magtesløshed over for den meningsløse død. Den magtesløshed kender jeg selv. Den har mange gange redet mig som en mare. Jeg var bange for dig. Jeg håbede, og vidste vel inderst inde, du var stærk nok til at klare det mareridt det måtte være, at samle døde venner op fra det kolde mørke hav. Jeg var stolt af dig da du kom hjem. Meget stolt. Jeg elsker dig meget," sagde hun, smilede og tog om mig. "Er det forklaring nok?.." Hun så koket op på mig.
   "Ja," hviskede jeg og krammede hende.
   "Jeg vil altid elske dig, Susanne. Det lover jeg dig."