Anita fik ret, næste dag kom hendes far hjem. Denne dag havde hun sen vagt, så hun var ikke hjemme da han kom, men nu havde hun fri. Der sad han igen på sin sædvanlige plads. Anita håbede, at han havde fået sagt det meste inden hun kom hjem, men han var godt i gang.
   "Du godeste, jeg havde sådan glædet mig til at møde mine to gamle kammerater igen, men de er blevet helt fremmede, jeg anså dem ellers for jordnære mennesker."
   "Mødtes I på jeres sædvanlige stamsted?" spurgte Inger.
   "Ja, den side af sagen var som i gamle dage, men hold kæft, Thomas og hans familie planlægger en tur til London, jeg begriber ikke hvad de vil der, der er jo fodboldbøller, de risikerer at blive overfaldet."
   "Der er da også andet i London end fodboldbøller," sagde Anita.
   "Ja, jeg ved det, the Square, Circus, og så er der noget med Albert, hvad det nu hedder, men det interesserer mig ikke, og jeg kan ikke begribe at nogen vil rejse til et sted, hvor der er bøller."
   Anita sendte sine tanker til den gamle julegave Peter Pan, hun havde hørt, at der var en statue af titelfiguren i en af Londons parker.
   "Men hvad med Kim, din anden kammerat?" sagde Inger.
   "Ham og hans kone har købt sommerhus i Vestjylland, hvad fanden vil de dog der? Det er jo der, hvor de er indremissionske og noget så intolerante, jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget at holde min ferie blandt sådan nogle indskrænkede mørkemænd."
   "Der er vel også andet," sagde Anita.
   "Tak, jeg følger med i avisen og kender noget til verden gennem det, så jeg ved hvor jeg i hvert fald ikke vil sætte mine ben, du har jo indtil nu kun levet i det beskyttede skolemiljø, som er fjernt fra verden, og jeg håber når du har arbejdet noget tid, at du får lært noget mere om verden."
   Beskyttede skolemiljø! Hvor havde hun lyst til at skrige højt.
   "Det er slemt nok, at vi er nødt til at bo her i en by, som er fuld af kriminalitet og snobberi."
   "Men far, hvorfor flyttede vi så herind fra Greve?"
   Hun kunne se, at hendes mor tog fingeren til læberne for at tysse på hende, men det var for sent. Hendes far gav et hop.
   "Hvem har sagt det?"
   "Vores nabo så os, da vi flyttede ind."
   "Har hun sagt det til dig? Har jeg ikke sagt, at vi skal holde os fra de andre beboere her?"
   "Hun er en sød ældre dame, hun gør da ikke nogen skade."
   "Nu har hun gjort den skade, at hun har blandet sig i vores liv! Det er da for galt, at man ikke kan lade dig være alene uden at så mænger du dig straks med de københavnersnuder, og hvordan har du fået at vide hvor vi boede før?"
   "Jeg ved det heller ikke nøjagtigt, kun hvilken forstad."
   "Men hvem har fortalt dig det?"
   Nu brød moren ind. "Da hun havde fået at vide, at vi kom her da hun var i førskolealderen, så kunne der da ikke ske noget ved, at hun fik det at vide også, og rolig, jeg har ikke røbet vores gamle adresse, jeg tror ikke engang jeg kan huske den længere."
   "Jeg har jo sagt, at vi ikke skulle tale om det, og så røber du bare endnu mere, bare fordi en nævenyttig nabo har røbet lidt."
   "Vores nabo vidste jo ikke, at det var en hemmelighed," sagde Anita, "og jeg har også svært ved at forstå hvorfor, der er familier der har flyttet flere gange end os, det er da ikke noget at holde hemmeligt."
   Preben hamrede begge næver i bordet og bandede indtil flere gange.
   "Det skal jeg sørge for, at kællingen derinde får at høre for det i morgen."
   "Nej, Preben, lad nu være," sagde Inger.
   "Jo, du skal tro at hun skal få tørt på."
   "Men hvorfor er det så forfærdeligt?" spurgte Anita.
   "Det skal du ikke spekulere på, du skal koncentrere dig om det arbejde du har nu og blive voksen."
   "Det er du vist ikke blevet endnu," svarede Anita og så, at hendes mor tog hånden for munden.
   "Nu går du ind på dit værelse, uforskammede tøs! Her gør jeg alt for at det skal fungere bedst muligt for os, og så skal man finde sig i sådan nogle frækheder. Gå med dig."
   "Hellere end gerne!" sagde Anita, rejste sig og gik med hurtige skridt ind på sit værelse.
   Hendes hjerte bankede så det kunne mærkes i hendes tindinger og hun faldt ned på sin seng og tog nogle dybe vejrtrækninger. Nu ville hun finde ud af, hvorfor det skulle være hemmeligt, i morgen ville hun udtænke hvordan.
   Hun kunne høre hendes far fortsætte råberiet ude i stuen, men hun gjorde alt for ikke at høre efter det og begyndte så småt at forberede sig på at gå i seng.
   Nu var der en anden stemme, der råbte. Det var så formanden bag den anden væg, som igen var i et skænderi med en beboer. Hun havde lyst til at banke på væggen, men kunne godt se, at det var uklogt. Nu vidste han jo godt, hvem der boede bag hans væg.
   Kunne man mon spore deres gamle adresse i Greve? Hun havde ikke meget energi efter de her sene vagter, men nu ville hun finde ud af noget. Hun satte sig til sin bærbare pc og søgte på Greve. Det var jo lidt af en forstad, men der var da tæt på de grønne områder, der nærmest lignede landlige omgivelser.
   Hendes mor havde jo sagt, at de boede i et rækkehus, så det var nok ikke lige centrum hun skulle vente at finde noget.
   Der var flere gader med rækkehuse, så det syntes at være svært lige at finde ud af det. Hun havde jo ikke rigtig nogen oplysninger om, hvordan de så ud.
   Hun opgav at finde ud af den gamle adresse på denne måde og gav sig bare for lidt sjov at finde ud af lidt om Greves historie. Hun fandt via mange omveje ud af, at en præstegård lidt uden for selve byen var der, hvor Nødebo Præstegård foregik. Hun kunne ikke lade være med at grine af den oplysning, men holdt hånden for munden for at de ikke skulle høre det ude i stuen. Den film så de hvert år på Charlie ved juletid. Hun var møgtræt af den, men det var alligevel morsomt at vide hvor den foregik. Det skulle ifølge en af sangene der blev sunget være det bedste sted på jorden.
   Havde hun et sted, som hun kunne kalde det bedste sted på jorden? Det nærmeste var nok hos hendes faster og onkel.
   Det fik hende til at tænke på, at julemåneden jo snart kunne komme. Hun kunne lide juleaften, det var den ene aften om året, hvor hendes far ikke sad og skældte ud over snart det ene og så det andet.
   Men der var lidt tid endnu. Hun sad og brød sit hoved lidt med hvordan hun kunne finde frem til den præcise adresse. Kend dine rødder, sagde man jo. Der var i hvert fald en af hendes rødder, som hun ikke kendte, men det håbede hun at komme til.

Jens var i vaskekælderen, det var jo hans tur. Han var efterhånden ved at være irriteret over, at der kun var to maskiner, der virkede. Bestyrelsen burde gøre noget ved at reparere de tre maskiner, der var i udu. Hvis der kom mange beboere her ned på en gang, ville der være kø. Marianne havde prøvet at sidde i en sådan kø. Formanden ævlede stadig om det altanprojekt i stedet for at få gjort noget ved det her.
   Nu kom der en kvinde ind, som Jens ikke havde set før. Han hilste på hende, og hun hilste igen. Hun var rimelig høj, sådan føltes det i hvert fald. Hun havde mørkblond hår, som hun havde sat i en hestehale og havde et fast blik i de grå øjne. Der var en tydelig bornholmsk dialekt i hendes hilsen.
   "Jeg synes ikke jeg har set dig før, er du ny?"
   "Ja, jeg er lige flyttet ind i nummer 16, jeg bor lige over ham, som er andelsforeningens formand."
   "Jeg hedder Jens og bor i baghuset i stuen."
   "Det er jer, der har to små piger og en hund?"
   "Det stemmer."
   "Jeg hedder Lene, jeg er fraskilt, så jeg bor alene."
   "Var du skrevet på ventelisten?"
   "Ja, og så kom den ned til mig, jeg har været der siden den startede som andelsforening, ja, jeg boede jo i en af forstæderne og syntes det var lidt besværligt at komme på arbejde derfra."
   "Hvor arbejder du da?"
   "På Professionsskolen, jeg er lektor i ernæring."
   "Så har du jo en kollega i huset."
   "Preben Jensen, det er ham du mener, ikke?
   Jens nikkede.
   "Ja, det var så ikke lige ham, der fik mig på listen, det var en af vores tidligere kollegaer, som flyttede idet det blev andelsboligforening."
   "Ham kan jeg så ikke huske, men ok, du bor så ikke i samme opgang som din kollega, men i opgangen ved siden af."
   "Ja, heldigvis." Hun tog hånden for munden. "Sandt at sige, så har jeg ikke meget pænt at sige om ham, og så er det jo, at man ikke skal sige noget."
   Jens var et øjeblik lige ved at brase i latter, men fik det stoppet.
   "Den første tid jeg var ansat derude, troede han, at jeg var svensker og kom med alt muligt om, at jeg ikke skulle drikke mig fuld her, det varede lidt inden jeg fik sagt det klart og tydeligt, at min måde at snakke på skyldes, at jeg er bornholmer."
   "Det kunne jeg godt høre, men hvorfra på Bornholm?"
   "Nexø."
   "Ja, min kone og jeg har jo snakket om at prøve en ferietur til Bornholm, det vil helt sikkert også være et sted vores piger vil kunne lide."
   "Ja, det tror jeg, især Brændegårdshaven."
   "Den har jeg godt hørt om, der er jo også meget smuk natur."
   "Ja, jeg vil jo nok vende tilbage, når jeg er pensioneret, men det er der jo nogle årtier til."
   "Ja, jeg er jo vestjyde, af og til savner jeg da også havet."
   "Du har fået din dialekt slebet noget af."
   "Ja, for nu har jeg været her nogle år."
   De snakkede så lidt frem og tilbage, mens de passede deres vasketøj. Jens kunne ikke få sig selv til at fortælle om deres bekymringer med bestyrelsen. Han ville jo ikke skræmme hende på forhånd. Men nu kom hun selv ind på det.
   "Allerede første dag jeg var rykket ind kom ham formanden op og ringede på, han ville snakke med mig, og han ævlede op og ned ad stolper og vægge om, at det var vigtigt jeg kom til møderne, der var folk i huset der modarbejdede ham."
   "Det undrer mig ikke," sagde Jens, "han kan mærke, at mange er utilfredse og så forsøger han at få tilhængere, når der er nye i huset."
   "Det får han i hvert fald ikke på den måde."
   "Nej, det gør han ikke, men det kan han bare ikke se."
   Da Jens var blevet færdig med tøjet lidt før hende, tog de afsked. Nu så han frem til en hjemmeaften med familien.