Iskvinden
   Efter tre uger i Rheas barndomshjem, var vi nu på vej nordover. Rhea var glad for hun havde holdt en ceremoni, hvor hendes hellige Ånder havde forligt sig med mig, havde ladet mig i ro. Ikke én eneste gang siden, havde jeg haft de forfærdelige mareridt, der ellers havde været så almindelige.
   Voldsomme og ubehagelige mareridt, hvor jeg hver gang havde mistet den kvinde, jeg af hjertet elskede, samtidig med jeg var sunket i det dybe og mørke intet. Nu sov jeg trygt hele natten, og var udhvilet hver morgen.
   Rhea havde takket sine Ånder for de lod mig i fred, og havde fortalt mig, om de ritualer hun brugte, som en del af sin hverdag.
   Leende havde hun sagt til mig, at ville jeg have hende, leve med hende på hendes folks præmisser, måtte jeg også lære at kunne omgås de Åndelige kræfter, der var en del af hendes liv og hverdag som Indianer. En del af den kultur som hendes stamme nu prøvede at genoplive, i det moderne samfund, og tilpasse til den tid vi levede i.
   Vi var glade sammen, havde det dejligt, og mente begge at livet var herligt. Vores nøjsomme tilværelse, gav os et livsindhold ingen andre kunne sætte sig ind i.
   Efter en dejlig frokost, et lille hvil til vores små heste, gik vi videre.
   Gik, er så meget sagt, vi skiftedes til at ride, da den ene hest kun blev brugt som pakhest. Det gav en frihed til at jage, og en mulighed for at rekognoscere efter den nemmeste vej at komme frem.
   Vi brugte stier i skoven, eller dyreveksler, og i bjergene de naturlige passager der var sikre.
   Vi vidste det var mange år siden, der havde været mennesker hvor vi gik.
   Vi brugte ikke kompas, men solen og Rheas intuition til at finde den nemmeste vej frem. Et liv i ødemarken havde lært ikke mindst Rhea, at stole på sig selv, og de tanker hun gjorde sig, om det terræn vi bevægede os igennem.
   Rhea lærte mig hele tiden noget nyt, om det folk hun tilhørte, om det at være i naturen, at overleve på dens betingelser.
   Århundrede gamle traditioner havde lært hendes folk at overleve. Nu lærte hun mig det, på hendes måde. Kærligt satte hun mig ind i sit liv med Ånderne, livet i naturen, som hun følte vi var en del af.

Landskabet blev mere åbent, efterhånden som vi kom længere mod nord. Enkelte snedækkede skråninger der lå mod nord eller i skygge, var en behagelig afveksling. Det gav os mulighed for at pjatte, at lege som børn, kaste sne efter hinanden. Vi havde det rart sammen.
   Rhea red på den lille hest, havde været lidt i forvejen for at finde den nemmeste passage, af et højdedrag med masser af lave træer og enkelte fossende elve, der brusede voldsomt af smeltevand. De kunne være farlige at forcere, og vi var altid forsigtige.
   Nu var hun tilbage, og red lidt foran mig.
   Den lille pakhest var rolig og venlig, og havde ikke besvær med at komme frem.

Jeg gik og nynnede en gammel guldgraversang, da Rhea pludselig stoppede op, rakte en hånd i vejret, og tyssede på mig.
   Hun sad af hesten, gik lidt til siden og satte sig på hug. Med begge hænder dækkede hun for ansigtet. Hun koncentrerede sig voldsomt, kunne jeg se på den måde, hun vuggede med sin krop.
   "Rhea? Hvad sker der? Er du dårlig?" Hendes ene hånd viste mig den lyse håndflade, jeg skulle tie.
   Hun rejste sig op, så ud over sletten, og begyndte at messe. Hendes fødder bevægede sig som når hun dansede, sproget var hendes stammes sprog, og i ansigtet var hendes øjne mørke, dybt koncentrerede.
   Hun bevægede armene, svajede frem og tilbage med kroppen, for endelig at stå helt stille. Begge arme blev rakt i vejret, hun mumlede ord jeg aldrig havde hørt, og satte sig så ned igen, med begge hænder for ansigtet.
   Længe sad hun sådan, jeg turde ikke forstyrre hende, af frygt for hvad der så ville ske. Jeg vidste instinktivt, at hun nu havde kontakt til Åndeverdenen, men ikke hvad der var sket, eller hvorfor.
   Efter en stund rejste hun sig, så på mig og sagde roligt:
   "John, Iskvinden har brug for min hjælp. Det er alvorligt. Kom, jeg vil forklare dig hvad det er jeg mener."
   Jeg gik hen til hende, sammen satte vi os ned på en lille klippeafsats.

"Iskvinden er vinterens moder. Hun kalder kun når hendes børn lider. Hun kaldte på mig, bad mig gå til Inuit og hjælpe.
   Inuit er det oprindelige folk der lever helt oppe i det kolde nord, som vi er i slægt med gennem Moder Jord. Børn sulter, mange er døde og kvinder græder. Jeg må hjælpe dem, de er kun to dagsrejser fra os.
   John, jeg rider i forvejen. Se op, se efter røg, og tænk på mig. Sæt dig ned som du så mig gøre før, og tænk, føl min sjæl kalde på dig. Lyt, og jeg vil vejlede dig, så du kan finde hen hvor jeg er. Jeg ved du kan, er stærk nok til det."

Jeg var rystet. Hvad var det hun kunne? Vidste? Som jeg ikke havde nogen anelse om? Hvad kunne denne kvinde, der nu var min hustru?
   At hun kunne helbrede, heale, vidste jeg, men at hun kunne tale med andre på lang afstand, havde jeg i min vildeste fantasi ikke tænkt kunne være muligt. Hun havde siddet dybt koncentreret, og havde helt sikkert "talt" med de Ånder hun fortalte om, Iskvinden.
   Hendes øjne var rolige, mørke. Den styrke hun udstrålede, var lammende. Hendes ranke skikkelse var smuk. Hendes øjne mødte mine.
   For første gang var jeg lidt bange, for det blik hun sendte mig. Som om hendes øjne trængte ind i min sjæl, ransagede den og så hvad jeg tænkte. Så smilede hun forsigtigt, blev mildere i blikket, og tog om mig.
   "Ikke nervøs! min elskede mand, jeg føler din uro i dit hjerte, føler du ikke er tryg ved det der nu sker, men jeg har fuld kontrol over det Åndelige.
   John, min elskede mand, jeg er Shaman, og når Iskvinden kalder, er der en grund til det. Stol på dig selv, stol på mig, og stol på vores kærlighed, så vil du forstå hvorfor jeg må af sted."
   Jeg nikkede forvirret, var ikke tryg ved situationen, men kunne forstå at her var det mig, der ikke vidste hvad det Åndelige de havde, det betød.
   At Rhea var Shaman, vidste jeg heller ikke, havde dog mine anelser om, hun var en magtfuld kvinde, der kunne langt mere, end hun havde fortalt mig.
   Hun kyssede mig let, svingede sig op på hesten, og forsvandt i galop op over kanten af bakkerne mod nord.
   Jeg fortsatte fremover, i den retning hun var forsvundet. Efter en halv time var jeg på toppen af bakken, hun var forsvundet over. Herfra kunne jeg se mange kilometer. Jeg spejdede efter Rhea, og så hende endelig langt borte. Hun jog af sted i strakt galop.
   To mindre vandløb havde hun allerede passeret, og var nu på vej over en bakkekam langt borte. Jeg spejdede, ville følge hende med øjnene til hun forsvandt over bakken.
   Jeg mærkede mig konturerne af bakkekammen, for at være sikker på jeg kunne genkende det sted hun var redet over.

Den lille hest var utålmodig, skubbede let til mig, den ville videre. Jeg smilede. Det var grotesk det hele, virkede så uvirkeligt, at jeg kom til at grine højt.
   "Ja, ja, din lille bandit, du skal nok finde vej for os begge, og er utålmodig efter at komme videre. Har hun også kontrol over dig? ... Så du hvilken hast hun havde? ... Nu er det kun os to, men vi klarer den, det ved jeg, ved fælles hjælp skal det nok gå."
   Jeg rystede på hovedet. Hvad var det for noget, nu talte jeg til hesten, var jeg blevet vanvittig? Det var jeg nok, havde i det mindste en skør kone, der nu red fra mig, fordi hendes Ånder havde sagt det, og fordi denne Iskvinde havde brug for hendes hjælp. Hvem var hun, Iskvinden?
   Jeg rystede på hovedet, og skubbede til hesten.
   "Kom så da, lad os komme videre, så må vi se hvad dagen kan bringe."

Passagen af de to vandløb var ikke noget problem, de var ikke dybe, og formentlig tørlagte om sommeren. Her i den tidlige forsommer var det smeltevand der fossede fra bjergene, og ned i dalene til de svulmende floder, der lavede disse små åer eller elve. Terrænet var stenet med kun ringe vegetation.
   Vi stred os fremad, den lille hest og jeg. Vinden var taget til, og tunge skyer drev mod os fra nord. Regn, tænkte jeg, masser af regn.
   Jeg stoppede op, tog det store regnslag og lagde om oppakning og hest, fæstnede det, og tog min egen vandtætte anorak på.
   Rhea havde syet den til mig, havde gjort den vandtæt med fedt og talg, fra de dyr vi havde skudt i løbet af vinteren, og så et tjærelignende stof hun udvandt i en lille mile, der var dækket af jord, og fyldt op med små brændestykker af et harpiksholdig nåletræ, der var meget lavt voksende, duftede skarpt, og hvis bær smagte som enebær.
   Harpiksen fra det svedende træ i milen var klæbrig, men iblandet fedt og talg, blev den en lind grød, der var til at arbejde med.
   Anorakken var helt vandtæt og behagelig at have på, ikke mindst duftede den godt, på grund af harpiksen.
   Rhea kunne så mange ting, der ikke længere var hverdag blandt hendes eget folk, men som hun havde lært af sine forældre, der igen havde lært det af deres forældre. Vi levede i et moderne samfund, men hos os stod tiden stille. Vi levede med og i naturen, og brugte al den viden, der var bevaret hos hendes folk i de sidste mange århundreder.
   Venlige mennesker, antropologer og studerende af den Indianske kultur, havde for eftertiden bevaret mange af de traditioner, der havde været blandt Indianerne.
   Meget var gået tabt, men ikke mindst min hustru Rhea, havde bidraget til bevarelse af mange af de traditioner og historier, der nu var sikret for eftertiden.
   Rhea havde lært sin datter mange af de ting, hun selv kunne, og selvom Supaya ikke selv praktiserede det, vidste Rhea, at en dag ville hun give sin viden videre til sine børn. Sådan var det brugt i hendes familie gennem århundreder, og sådan ville det fortsætte, det var hun helt sikker på.

En halv time senere fossede regnen ned. Tunge lave skyer dækkede det højdedrag vi skulle op over, og det var koldt som bare pokker. Der var glat og smattet af den megen regn, der hvor vi gik, og både hesten og jeg var forsigtige med, hvor vi satte vore ben.
   Jeg tænkte på, at de heste var noget særligt. Jeg forstod nu, hvorfor det netop var de heste Rhea havde anskaffet til os, hos en gammel Indianer, der havde opdræt af dem til reservaterne her i det kolde nord, hvor de transporterede turister rundt. Hestene var meget rolige og omgængelige, hårdføre, og var sikre på benene, sikre at ride på.
   Jeg gik i mine egne tanker, tænkte på hvor Rhea nu var, og på hvad der havde afstedkommet hendes hast. Hvem var denne Iskvinde? Det måtte være alvorligt siden hun tog sådan på vej.

Pludselig stoppede hesten, og rykkede i tøjlen jeg holdt i min højre hånd. Den var urolig. Vrinskede stille, og øjnene var opmærksomt rettet mod noget ude i det usigtbare vejr, som jeg ikke kunne se.
   Jeg stoppede, strøg hesten beroligende over flanken, vendte den, og tog riflen fra det hylster på siden af oppakningen, hvor den altid sad og var skudklar.
   "Rolig lille ven, hvad ser du, som jeg ikke ser? Hvad er der med dig?" Jeg slap hesten, og gik et par skridt frem.
   Så så jeg den. En stor gråbrun bjørn, en Grisli der brummede truende, kun tyve meter fra mig. Bag den krøb en unge sammen.
   Den snerrede ad mig, og skulede til mig. Jeg bakkede forsigtigt, tænkte på hvad Rhea havde fortalt mig om bjørne, og på alt hvad jeg havde lært i skoven som skovhugger.
   Roligt talte jeg til den, og fortsatte min bakken, til jeg stødte ind i hesten. Den havde drejet hovedet, og så på bjørnen.
   Jeg tog tømmen, og fortsatte min retræte langsomt og stille, men med riflen klar til skud.
   Bjørnen brølede pludseligt, og hoppede tre meter frem. Den viste meget truende adfærd. Hesten var nu meget urolig, den vrinskede sagte, og stampede med forbenene i jorden, som for at svare bjørnen, at den ikke ville give sig uden kamp.
   Jeg havde to problemer nu. At berolige hesten, og at trække mig tilbage så betids, at bjørnen fornemmede, jeg ikke ville være en trussel for dens unge.
   Hesten og jeg gik nu raskt tilbage, mens jeg holdt øje med bjørnen, der var stoppet op, og bare gloede og brummede af mig.
   Endnu ti femten meter, så ville vi være i sikkerhed. Jeg pustede, det ville være synd at skyde den, men det kunne blive nødvendigt, hvis den angreb os.
   Endelig mente jeg vi var i sikkerhed, og stoppede mit tilbagetog, vendte mig om, og så at bjørnen var forsvundet.
   Jeg ventede en halv time, og fortsatte så fremover igen. Den måtte være væk nu, hvis ikke, var det kun et spørgsmål om at overleve, det vidste jeg, og så måtte jeg skyde den, aflive den lille unge, og være tilfreds med jeg havde en riffel, selvom det ikke huede mig at skyde så smukt et dyr, der havde mere ret til at være her end jeg.
   Med alle sanser spændte, fortsatte jeg med hesten tæt til mig, for at kunne styre den, hvis bjørnen pludselig dukkede op. Men alt var roligt.
   Efter en time kunne vi begynde nedstigningen til den dal, der lå gemt i tåge og lavt hængende skyer, og som var målet for vores dagsrejse.
   Jeg var glad for det ikke var kommet til konflikt. Selvom jeg havde riflen, var den ikke beregnet til bjørnejagt. Og jeg vidste, jeg ville blive nødt til at skyde flere gange, før jeg kunne være sikker på den ville være død. Jeg var ikke nervøs, det havde mange år i ødemarken og i skovene lært mig, jeg var en god overlever, der var tryg ved den natur jeg bevægede mig i.
   Den lille hest var rolig nu, det tog jeg som tegn på, at bjørnen havde valgt at bringe sig selv og ungen i sikkerhed, i de store skove i dalen.
   Jeg var våd af den silende regn, der trængte ind alle steder, der ikke var dækket af min anorak.
   Jeg tænkte på Rhea, og på hvor hun var nu. Var hun nået til den Iskvinde hun havde talt om? Var der overhovedet nogen Iskvinde, eller var det en måde at udtrykke sig på?
   Jeg vidste, at svaret ville jeg først få, når jeg om et par dage ville være fremme, og se hvad det hele drejede sig om. Lige nu drejede det sig om mig og pakhesten, at finde læ for den silende regn, at få tændt bål, og at få tørret det tøj der var gennemblødt.
   Jeg frøs ikke, dertil bevægede jeg mig fortsat for meget, men når vi nåede ned i dalen, ville der ikke være brug for så mange kræfter, at jeg sikkert ville blive kold, og så måtte jeg se at få det våde tøj af, og noget tørt på.

Jeg slappede af, lod hesten om at finde den nemmeste vej. Jeg blev dog ved siden af den, og med løs tøjle gik vi i et adstadigt tempo ad usynlige smalle stier ned mod dalen under os. Det var besværligt, men min lille ledsager stod fast på selv glatte klipper. Ofte var det mig, der måtte klamre mig til den, for ikke at falde i det smattede føre.
   Vi nåede ned uskadte, langsomt fladede terrænet ud. Kulden begyndte at genere mig. Var vi ikke snart ved bunden af dalen? Længe havde jeg set mørke skygger af skoven, med spredt vækst.

Igen gik jeg i mine egne tanker, vi stred os fremad mod et læ, jeg ikke vidste hvor var. Så drejede hesten pludselig, og jeg blev opmærksom igen på terrænet omkring mig.
   Store klipper med læ. Jeg smilede, klappede hesten og sagde spontant:
   "Kan jeg ikke finde vej, er det godt at du kan, lille ven."
   Vi stoppede op, jeg så mig omkring, og fortsatte lidt fremad til en stor klippe, der kunne give læ til både hesten og mig. Terrænet skrånede opefter, og et lille Platou helt inde under klippen, ydede læ til os begge.
   Hurtigt fik jeg gjort ild, og snart blussede et bål lystigt. Jeg læssede min udrustning af. Her var godt og rart at være i det tilstundende mørke.
   Jeg slog en kile i en klippespalte, og tøjrede den lille hest til den, så kunne den stå i læ og være tør. Regnen silede stadig ned, men her var læ for den også.
   Brænde, jeg måtte samle brænde til natten, og nyt til at tænde op med i morgen tidlig. Aftensmad skulle jeg og hesten også have, jeg havde nok at gøre, med at indrette den lille lejr.

To timer senere, sad jeg tør og varm og nød mørket. Bålet lyste op, varmede dejligt, og var stort nok til at holde ubudne gæster væk.
   Stegt fugl og et stykke stegt kød var den menu aftensmaden stod på. Hesten havde været på græs, og havde fået lidt hø. Jeg var tilfreds med mig selv, og den lille lejr jeg havde.

Næste morgen hængte der stadig tunge skyer over dalen, men det var trods alt tørvejr.
   Jeg brød lejren ned og fortsatte mod nord øst, i dalens længderetning. Jeg gik raskt til, savnede Rhea, og tænkte på hende hele tiden, Hvordan havde hun tænkt sig, at fortælle mig hvor hun var? Det med røgen var umuligt lige nu, dertil var skylaget for lavt. Og at sætte mig ned ligesom hun havde gjort, at koncentrere mig om hende, fandt jeg ikke nogen grund til endnu. Jeg mente vi stadig var på den rette vej.
   Ved middagstid var vi igen, den lille hest og jeg, på vej op over endnu nogle bakker. Tågen var lettet en smule, men det var stadig de lavthængende skyer der hindrede udsynet. Jeg var på en måde fortrøstningsfuld, stolede på jeg gik i den rigtige retning.
   Endnu en dal dukkede frem efter en mindre bakkekam. Den var bredere og længere end den forrige, og strakte sig så langt øjet det rakte mod nord nordøst. På grund af vejret kunne jeg ikke se hvor den endte. Jeg holdt udkik efter røg, men det var nok for tidligt endnu. To dages march, havde hun sagt til mig.
   Ved middagstid holdt jeg kun et lille hvil, lavede mig en kop te, og spiste af det brød vi havde med, som Rhea havde bagt.
   Mæt og tilfreds fortsatte jeg nordover, gennem et landskab med meget lav bevoksning. Jeg var ikke i tvivl om, jeg var kommet langt mod nord. Ingen skove, kun spredt, lav bevoksning. Hesten drak vand fra de små elve af smeltevand, vi passerede igennem, og spiste af og til lidt græs. Jeg lod mere eller mindre den bestemme tempoet.
   Hen under aften kunne jeg stadig ikke se enden på dalen, og det bestyrkede mig i, at jeg nok var på rette vej.
   Jeg standsede op, slog lejr i læ af nogle små buske og forkrøblede træer. Brænde var der trods alt, og det var nogenlunde tørt. Igen sov jeg trygt med den lille hest stående bundet til et af de små træer.

Næste morgen, tidligt, måtte jeg videre, bare videre for at gense min elskede Rhea. Atter spejdede jeg efter røg fra bål, men så intet. Hvad nu hvis jeg gik i den forkerte retning?
   Jeg kontrollerede kompasset, og kunne kun se at jeg bevægede mig nordpå, det var den retning hun havde sagt til mig, jeg skulle følge.

Jeg gik i mine egne tanker, tænkte på Rhea, og følte mig tryg. Underligt, men jeg var ikke i tvivl om jeg var på rette vej.
   Pludselig hørte jeg et højt råb...
   Aineeee!!!... Aineeee!!..
   Jeg stoppede op, så mig omkring, men kunne ikke få øje på den der råbte.
   Igen lød råbet, og nu så jeg et par arme vinke. Jeg hilste med en arm i vejret på den fremmede, som jeg ikke kunne se tydeligt for tung tåge og regndis, men som helt sikkert ville tale med mig.
   Personen bevægede sig hurtigt i retning mod mig, og vinkede af og til, til mig. Hver gang gengældte jeg hilsenen.
   Da vi endelig mødtes, kunne jeg tydeligt se det var en kvinde, af inuitterne, de nordlige eskimoer som nogen kalder dem.
   Hun talte et flydende engelsk, og fortalte mig at Rhea ventede på mig nogle kilometer herfra. Hun ville føre mig til hende.
   På vejen derhen fortalte hun, at de havde været udsat for et jordskred, havde mistet to mænd, en kvinde og tre børn. At den lille gruppe af nomader hun tilhørte, ikke vidste hvordan de skulle komme videre. Det var en katastrofe for den lille familie.
   To var svært skadede, og skulle have hjælp med det samme, hvis de skulle overleve. Derfor havde de kontaktet Iskvinden, der var deres største og helligste Ånd, og bedt om hjælp.
   Hun fortalte mig, at deres gamle Shaman havde sagt, at en Indianer af Ojibwa stammen var i nærheden, at denne indianer var en dygtig Shaman og medicinkvinde, og ville komme til deres lille lejr. Hun ville være fremme på mindre end to dage, det havde holdt stik.
   Hun hilste mig igen hjerteligt, og fortalte at min kvinde var en dygtig medicinkvinde og Shaman, der allerede havde gjort de to sårede næsten raske. De døde var begravede. Nu ville de sammen lave en ceremoni, og takke deres Iskvinde, og vores Kitchi Manitou for at have hjulpet dem. Hun fortalte mig, at jeg kunne være stolt af min kvinde.

Efter godt en times vandring, hvor hun fortalte mig om sit folk og deres traditioner som nomader, så jeg lejren ligge længere fremme, mod nord. Det var tydeligt at se det store jordskred der havde været, og som havde kostet så mange mennesker livet.
   Rhea red os i møde, hilste mig og sagde jeg var ventet.
   "John! Disse mennesker har lidt et stort tab, vær dem værdig, og bøj dig for den ældre kvinde, som nu er deres leder. Hun er samtidig deres Shaman. Fortæl hende at du ærer deres Ånder, og takker deres Iskvinde for at have kaldt på din kvinde. De vil forstå at du er en af os, selvom din hud er af de hvides." Rhea smilede til mig, kneb mig venskabeligt i armen og hviskede:
   "For min skyld, ikke?" Jeg nikkede tavst.

De sidste hundrede meter hen til lejren, var svære for mig. Alle havde blottede hoveder, Jeg så tydeligt, at deres hår var klippet i sorg. Vidste ikke at også disse Inuitter, havde samme traditioner som Indianerne, når de bar sorg.
   "John, vi hjælper med at læsse hesten af og rejse teltet, så kan du gå til det lille telt der henne. Husk nu hvad jeg har bedt dig om." Rhea smilede kærligt til mig, og skubbede mig i den retning hun havde peget.

Da jeg slog teltfligen til side, kunne jeg mærke jeg var nervøs. Mine øjne måtte et øjeblik vænne sig til mørket.
   Efter et par minutter, så jeg tydeligt et lille lys der brændte, og en meget gammel og rynket kvinde sidde på nogle skind. Ved hendes side sad en ung mand, der fulgte mig nysgerrigt med øjnene. Begge var tavse, og havde i stilhed ventet på mine øjne skulle vænne sig til mørket. Jeg bukkede dybt for den gamle kvinde, fremsagde min hilsen, og fik anvist en plads foran hende.

"Jæger John!!" Sagde hun meget langsomt. Hun ligesom smagte på mit navn.
   "Iskvinden takker dig, for din kvindes hjælp til mit folk. Vær stolt af hende. Hun er dig værdig." Så bøjede hun sig frem, og rørte ved mit ansigt, trak mig let i skægget.
   "En mand i sit livs efterår, føler jeg. Tak Ånderne for din kvinde, der er en klog Shaman og en dygtig helbreder." Hun blottede de tandløse gummer, og spyttede på jorden foran sig.
   "Her, Jæger John, modtag dette smykke af hvalrostand, der er en venlig Åndefigur. Bær den med værdighed. Enhver der ser den om din hals, vil vide at de står overfor en mand, med en mægtig skytsånd bag sig.
   Iskvinden vil, så længe du bærer og ærer smykket, beskytte dig mod alt ondt. Gå nu til din kvinde, hun har savnet dig." Audiensen var forbi.
   Jeg takkede for smykket, Åndefiguren, og lovede jeg ville være en værdig bærer af det. Derefter trak jeg mig tilbage mod indgangen til teltet.
   Udenfor ventede Rhea, hun omfavnede mig, og smilede kærligt til mig.
   "Jeg takker, for de ærer dig som min mand, John, det havde de ikke behøvet, da du er af en anden stamme end jeg. Vær stolt af det smykke kvinden gav dig, der er en god og meget mægtig Ånd gemt i det, som helt sikkert vil beskytte dig.
   Den gamle kvinde fortalte mig, at en Tupilak havde vist sig for hende, og derefter havde alle ulykkerne haglet ned over dem." Jeg rynkede panden, så spørgende på Rhea.
   "En tupilak? Hvad er så det? " Rhea smilede.
   "En tupilak er en ond Åndefigur, en ond Ånd der kan sendes af en fjende for at gøre ondt, for at sætte død over ens familie. Men tænk ikke mere på det, nu er alt godt, og Tupilakken er drevet bort af vore gode Ånder, og af vore Totemdyr.
   Jeg skal nok senere forklare dig, hvad der ligger i det jeg siger. Lige nu, skal du bare tage det roligt, det hele er under kontrol nu, og familien skal nok komme videre." Rhea tog mig under armen, sammen gik vi hen til vores eget lille telt.
   En pige kom hen til os, og sagde der var mad om en time, og at vi var inviteret som deres gæster. Rhea takkede, og svarede vi ville komme, når maden var færdig.
   "Kom, John, læg dig med mig, jeg trænger til dine arme, trænger til den tryghed du giver mig." Hun smilede kærligt til mig.

Vi lagde os sammen, der gik kun to minutter, så sov Rhea trygt i mine arme.
   Jeg ved ikke hvorfor, men stille fremsagde jeg en tak til hendes Ånder, for den kvinde de havde givet mig. Langsomt berørte jeg det fine smykke, jeg havde fået af den gamle kvinde, og takkede også den Ånd, de havde sagt var i smykket.
   Med Rhea ved min side, havde livet fået mening.