Den gamle mand stod og skuttede sig på broen der førte over elven. Ofte så han ned i elvens grumsede vand, hvor strømmen langsomt skiftede farverne fra eftermiddagshimlen oven over, som søgte han noget bestemt. Læberne bevægede sig af og til, som talte han med en usynlig person.

Fiskehandlerens kone der ekspederede i fiskebutikken på den anden side af vejen, havde længe undret sig over, at den gamle mand af og til slog ud med armene, som kommenterede han noget til en person der ikke var til stede.
   Barhovedet som han var, undrede det hende også at han ikke frøs i den tiltagende kulde, efterhånden som eftermiddagssolen sank mod horisonten og skyggerne blev længere.
   Skulle hun gå derover, og spørge om der var noget hun kunne hjælpe med?
   Hun genkendte ham ikke som en mand fra egnen, men havde dog set han kom med bussen ved middagstid. Han var stået af bussen ved det stoppested, der var ved siden af forretningen. Derefter havde han sat sig på den offentlige bænk ved elven over for forretningen og spist en medbragt madpakke. Efter den korte frokost havde han sirligt foldet papiret sammen, og lagt det i lommen på den tynde sommerfrakke han havde på. Absolut ikke en beklædning der var passende på denne tid af året. Han var velplejet med et gråt fuldskæg, som han af og til strøg ned mod hagen.
   Det var nu knap tre timer siden, og den gamle mand måtte da fryse noget så gudsjammerligt. Hun fik helt ondt af ham.
   Pludselig gik han målrettet mod enden af broen, forcerede det lave hegn der afspærrede den stejle skrænt mod elven fra fortovet, og tog et skridt ned ad skrænten. Han mistede balancen og rullede ukontrolleret mod elvens vand nogle meter længere nede.
   Med et plask der måtte kunne høres langt væk, havnede han i elvens iskolde vand.
   Fiskehandlerens kone skreg på hjælp, hos både hendes mand og de som måtte kunne høre hendes chokerede, hysteriske råb om hjælp. Snart var adskillige mænd nede ved den gamle mand.
   Stående i vand til livet bjærgede de ham op på det tørre land. Det var meget besværligt at få ham op ad den stejle skrænt.
   I mellemtiden var den lokale læge ankommet, tilkaldt af råbene og skrigene fra de chokerede tilskuere. Lægen boede tre huse fra elven. Han tilså den gamle mand, der var blevet lagt på broen med et tykt tæppe over og under sig.

Den gamle mand mumlede hele tiden uforståeligt.
   Da lægen bøjede sig over ham for bedre at kunne høre, opfattede han ordene:
   "Melanie, Melanie, hjælp hende op i lyset, hun er der nede!" Så besvimede han.
   Alle så forgæves mod det kolde og mørke vand. Men ingen havde set så meget som skyggen af en pige eller kvinde, og navnet Melanie sagde ikke de tilstedeværende noget.
   Ambulancen ankom og tog den gamle mand med til det nærmeste hospital.

Selvfølgelig var beboerne i den lille landsby rystede. Ikke mindst da en af de ældste fortalte, at der for mange år siden var sket et forfærdeligt mord på en lille pige der hed Melanie. Hun var datter af en fattig daglejer og boede i udkanten af landsbyen. Hun var en morgen fundet i elven under broen. Kvalt og skændet på det grusomste. Også den gang havde der været opstandelse i den lille landsby. Men det var nu over tredive år siden, og kun de ældste kunne erindre den uhyggelige forbrydelse. Det havde været et chok for det lille samfund, en begivenhed man helst ikke talte om.

Dagen efter den ældre mand var "gået" i elven, mødtes de lokale beboere i forsamlingshuset. Politiet havde gået fra dør til dør, og bedt alle møde op, som kunne fortælle noget om den ulykkelige hændelse. Men det bragte dem ikke nærmere til et motiv, eller en identitet af den fremmede.
   Hvorfor havde han så beslutsomt forceret hegnet? Og mere eller mindre styrtet sig i elven?
   Alt sammen spørgsmål politiet ikke fik noget svar på.
   I den lokale avis stod der nogle dage senere at læse, at den gamle mand tilsyneladende i sindsforvirring havde forceret afspærringen og var gledet i elven.
   Desværre overlevede han ikke den kolde dukkert. Tre dage senere døde han på det nærliggende hospital af svær lungebetændelse, uden at være kommet til bevidsthed.
   Men hvorfor han tilsyneladende havde taget sit eget liv, forstod efterforskerne af den ulykkelige hændelse ikke. Snart blev sagen om den gamle lagt bort. Der var andre og mere presserende sager der ventede på at blive løst, sager der var vigtigere end en gammel forvirret mand der havde begået selvmord.
   En stålkæde med et skilt der hængte fast i den gamle mands frakkes ærmeknap, undrede dog efterforskerne. Det var et skilt som dem soldater brugte for mange år siden. Skiltet der var delt i to halvdele af en perforeret kant, bar soldaterne om halsen. Et Kadaverskilt, blev det kaldt. Det kunne identificere soldaten hvis han kom til skade, såredes eller faldt. I sidste tilfælde knækkede man den ene halvdel af, og lod den anden halvdel sidde på den døde. Så kunne den døde altid senere identificeres. Men det var der ikke tale om her.
   Skiltet gav ikke anledning til nærmere undersøgelse, det var gammelt og var sagen uvedkommende, ifølge den lokale kriminalbetjent. Sagen blev derfor henlagt som selvmord.


Kriminalbetjenten:
   Peter Kalmar
   Måneder gik, og den pensionerede kriminalpolitibetjent Peter Kalmar ferierede i byen ved elven. Han var passioneret lystfisker, og havde tidligere tilbragt mange efterår ved elven for at fange laks. Tilfældigt så han artiklen om den gamle mand der havde styrtet sig i elven og var druknet. Han blev opmærksom på artiklen, mens han var ved at tænde op i brændeovnen. Den gamle avis nærmest bad om opmærksomhed. Den var faldet fra ham og var havnet på gulvet med netop den artikel vendende opad.
   Politimanden tænkte tilbage på sin første sag som ung og uerfaren kriminalbetjent. En lille pige på fem år var blevet fundet nøgen og skændet i elven, pakket ind i en plasticpose. Han var blevet sat på opgaven sammen med chefen for det flyvende politikorps, Kriminalinspektør Henrikson, der var en trænet gammel rotte med mange sager bag sig.
   "Jamen hov!" Udbrød han overrasket.
   "Det var sgu da netop her ved broen op til byen hun blev fundet, eller?" Han rystede tanken fra sig igen. Det var jo så længe siden, og de havde fundet den rigtige morder, erindrede han. En mand på tredive år, nygift, med en smuk kone og et lille barn på under et år. Manden havde været på vej hjem fra en tur i byen, var en del beruset og var på det formodede gerningstidspunkt set ved broen.
   Og jo, det var da ham der var blevet dømt, selvom han mente sig uskyldig. Men det hævdede alle gerningsmænd per automatik. Sagen havde, på grund af sin bestialske grusomhed, rystet hele Sverige. Dommen kom da også til at lyde på livsvarigt fængsel.
   Inspektør Henrikson kunne igen føje et opklaret mord til sin lange liste af sager der var opklaret på rekordtid, og Peter Kalmar indkasserede megen ros for sin indsats som ny kriminalbetjent.
   På kurser i Amerika som Kalmar havde deltaget i, lærte man politifolk, at det var de første timer efter en forbrydelse der var afgørende for, om en sag blev opklaret. Fik man i den tid et gennembrud, var der en meget stor sandsynlighed for at ugerningen ville blive opklaret. Ak ja, det var en hektisk tid, mindedes den gamle kriminalmand.
   Men nu var Peter Kalmar blevet pensioneret, og i øvrigt havde han ferie fra de hjemlige pligter i lejligheden storbyen.
   Lystfiskeri var årsagen til at han netop nu befandt sig på denne plet jord, hvor der for næsten en menneskealder siden, havde fundet et bestialsk mord sted.
   Han rystede begivenhederne ud af hovedet. Pensioneret for et par år siden, og stadig kunne gamle sager hidse ham op. Kalmar smilede ad sine triste tanker. Nu måtte han tage sig sammen, ikke lade sig gribe af nostalgiske og uhyggelige sager fra fortiden.
   Peter Kalmar sendte atter fluen et godt stykke ud i elven. Langsomt trak han linen til sig. Der var efter mange kast den formiddag endelig et rigtigt hug. Et kraftigt modhug fik fisken til at stejle og rykke voldsomt i linen, men fiskens modstand fik også krogen til at fæstne sig bedre i dens kæbe. Den hoppede ud af vandet, landede med et højt plask og strøg mod strømmen for at søge at frigøre sig for krogen, der sad uhjælpelig fast i dens munddele. Op og ned ad strømmen gik den vilde fight mellem fisken og fiskeren.
   Det ene øjeblik var det fiskeren der havde overtaget, det næste var det lykkedes fisken at stryge rundt om tilfældig vegetation der forhindrede Peter Kalmar i at trække fisken længere mod land. Han var forsigtig. Ikke være for ivrig. Lade fisken trættes og hele tiden lægge optimalt pres på den.
   Igen og igen stod det klart for ham, hvad han havde lært af sin far om det perfekte hug og den perfekte landing af fangsten. Og atter måtte han give Faderen ret i teknikken var vigtig, da han tyve minutter senere landede en femten kilo tung laks på bredden.
   Peter Kalmar glædede sig over fangsten, som han højtideligt fotograferede, målte og vejede. Han konstaterede at der stadig var fiskelus imellem skellene, hvilket indikerede at den for nylig var gået op i elven fra det store hav.

Tilfreds med fangsten begav han sig mod den lejede hytte.
   Sen eftermiddagskaffe og sen aftensmad. Men tidligt i seng for at stå op med solen. En ny og spændende dag skulle så vise om det havde været en enlig svale, og om det kun var et heldigt tilfælde med årets bedste fangst. Og mon ikke også de ville kikke overrasket i politiforeningens pensionistklub, når han viste de flotte billeder han havde taget af laksen?
   Peter Kalmar smilede veltilfreds, da han var kommet til ro. Men han savnede sin hustru Hilda, der var død et par år tidligere. Man vænnede sig sgu aldrig til at være alene, tænkte han vemodigt. Det var også det han havde fortalt til eleverne på politiskolen, da han havde holdt foredrag om det at få en hverdag ved politiet til at hænge sammen med privatlivet. Let havde det ikke været, og dog..... Han lo stille, vendte sig i sengen og lukkede øjnene. Snart sov Den pensionerede kriminalbetjent en velfortjent søvn.


Politilægen:
   Henry Ottoson
   Næste dag var han på plads ved solopgang. Samme sted, med samme spændte forventning til dagen der gryede. Der lå i den tidlige morgenstund en let tåge over engen, hvor elven snoede sig igennem det åbne landskab. Det var råkoldt, men med en god dram i lommen kunne den værste kulde vel holdes fra livet. Han smilede tilfreds.
   Peter Kalmar så til sin store glæde sin gamle ven, politilægen Henry Ottoson, stå længere mod vest og fiske, der hvor skoven begyndte. Også han var inkarneret lystfisker. Ofte mødtes de "tilfældigt" på fisketuren om efteråret.
   Dejligt, så kunne de spise frokost sammen og hygge sig. Mon han som tidligere år også havde lejet det lille skovløberhus?
   Også han var blevet alene, men det var længere siden. Martina, hans afdøde hustru, var omkommet i en frygtelig trafikulykke der også nær havde taget livet af doktoren. Men nu gik det bedre. Politilægen havde fået en god veninde til at hygge om sig. At hun så ikke var; "til at pine fisk med skarpe og frygtelige kroge!" Var en anden sag.
   Henry smilede af hendes antipati imod lystfiskeri, som hun med foragt i stemmen kaldte: "Lystdrab på uskyldige guds skabninger."
   De to lystfiskere vinkede til hinanden, vidste begge at der forude ventede hyggelige stunder. Hygge om aftenen med sort kaffe, en stor cognac og snak om gamle dage ved pejsen.

De mødtes om aftenen til fælles spisning hjemme hos Peter Kalmar. Begge var de dygtige til at lave mad. Særlig politilægen havde ry for sine veltillavede middage, hvortil der altid blev serveret udsøgte vine.
   Men i dag var det politimanden der stod for arrangementet.
   Mens han kokkererede, bad han politilægen om at tænde op i den åbne pejs, det var altid så hyggeligt. Senere kunne de så sætte sig ved den åbne ild med en stærk kop kaffe, en god cigar og en cognac. Large, forstås.
   Pludselig sagde Ottoson.
   "Peter! Det var sgu da morsomt. Her ligger en artikel om vores fælles ven, "Tavse Gunnar". Du ved ham der sad inde for det frygtelige mord på den lille pige for en menneskealder siden.
   Jeg ved det er ham der omtales i avisen her, selvom han, da han blev løsladt, skiftede navn. Det er ham der druknede sig på det sted hvor den lille pige blev fundet. Jeg ved det helt bestemt fra doktor Carlsson, den lokale læge her i byen. Han ydede førstehjælp til ham. Men han døde sgu alligevel, uden at være kommet til bevidsthed. Han havde hvisket: Melanie, Melanie, mange gange før han besvimede. Men så svagt at det kun var min ven doktoren, der havde hørt det.
   Og ved du hvad, Peter? Jeg har sgu aldrig troet på det var ham der slog den lille pige ihjel. Har du?"
   Kalmar trak på skulderen.
   "Det er længe siden, skal vi ikke lade dem hvile i fred?...
   Og nej. Jeg tror sgu heller ikke han var den skyldige. Men nu er det for sent at rette op på det. Livet går sin gang."

Begge passede hver sit. Henry tændte op i pejsen og satte sig med den flere uger gamle avis og læste: - På Den ældre mands ærmeknap sad et gammelt skilt med en stålkæde fast. Skiltet var mage til dem soldater gik med for mange år siden. Hvordan det var havnet der, kunne man kun gisne om. Skiltet havde ingen forbindelse til den afdøde, selvom det var fra den tid hvor han måtte have været ung. Politiet har derfor henlagt sagen som et tragisk selvmord. -
   Henry Ottosen så tænksomt ud i luften og mumlede:
   "For pokker da! Det var jo det "Den Tavse" havde gentaget ved alle forhørene! Han havde mødt en soldat på vej hjem fra festen."
   Kunne det tænkes han have noget med sagen at gøre? At det famøse skilt tilhørte ham? Og hvordan pokker kunne et såkaldt kadaverskilt havne i elven? Netop der?

Under middagen luftede Politilægen sine tanker for sin gode ven kriminalmanden. Denne nikkede fraværende. Men da Ottosen hårdnakket hævdede, at han ved undersøgelsen af "Den Tavse" ikke havde fundet så meget som et eneste skrab eller noget andet der kunne pege på ham som gerningsmand, havde Kommissær Henrikson afvist doktorens undersøgelser, som ikke tilstrækkelige til en retsinstans kunne tage dem seriøst.
   De talte videre om "Den Tavses" ophold i fængslet. Hvordan de andre fanger havde tævet ham. Havde stukket det ene øje ud og havde lemlæstet hans venstre arm, så den aldrig kom til at fungere normalt igen.
   Meningerne indenfor murene var klare. En sædelighedsforbryder der skamferede et barn var jaget vildt. Den dømte var i konstant fare for at miste sit liv. Fængselspersonalet var i sådanne sager heller ikke for ivrige, efter at opklare hvem der havde deltaget i afstraffelserne.
   Blandt civilbefolkningen uden for murene var meningerne delte. Nogle syntes han havde fået som fortjent, mens andre ville have de ansvarlige retsforfulgt. Det var vel en retsstat vi levede i?
   "Den Tavse" søgte selv frivilligt i isolation. Selvom det var imod alle love og forordninger, forblev han i den frivillige isolation i mere end tredive år. Så måske var der ikke noget at sige til han aldrig talte til andre mennesker, og at han, da han endelig fik sin frihed, tog sit eget liv. Friheden måtte have været en frygtelig oplevelse.
   Tre gange lykkedes det for "Den Tavse" under sit lange fængselsophold at flygte fra fængslet. Men det var en stakket frist han fik i frihed.
   Ingen ville skjule ham, og det var da også almindelige borgere der angav hvor han forsøgte at gemme sig. Man advarede befolkningen mod selv at foretage sig noget som helst. De skulle tilkalde politiet hvis de så noget. Man kaldte ham desperat og særdeles farlig for andre mennesker. Men det var en løgn som alle lægelige instanser på det bestemteste afviste. Der var absolut intet belæg for en sådan påstand.


Sagen genoptages
   De to venner, kriminalbetjenten Peter Kalmar og politilægen Henry Ottoson, havde held til at overbevise justitsministeriet om, at sagen var moden til en nærmere gennemgang igen. At det ikke ville ændre noget som helst at de så på den igen, vidste alle. Gerningsmanden var død, det var uden betydning for andet end retssikkerheden at sagen blev genoptaget.
   "Lad bare de to gamle "tosser" bruge deres tid på det," grinede kollegerne og rystede overbærende på hovederne.
   I de næste to uger arbejdede de to venner intenst på den lokale politistation med sagen. Der var blevet fremskaffet de gamle dokumenter fra det centrale arkiv i Hovedstaden.
   Også det fundne kadaverskilt blev genstand for efterforskning. Og jo mere de to venner fordybede sig i sagen, jo mere stod det dem klart, at her var der virkelig tale om en lemfældig sagsbehandling tidligere, samt et juridisk svigt af de værste man kunne forestille sig.
   Mange "beviser" havde været rene gætterier. Udokumenterede påstande som "Den Tavses" forsvarer ikke evnede at tilbagevise. Det stod tydeligere og tydeligere klart for de to venner, at nævningene havde dømt ham på et for spinkelt grundlag.
   Begge var de enige om, at det ikke kunne finde sted i dag, med de moderne DNA metoder og al den tekniske bistand man rådede over i sådanne sager. Men et justitsmord var det, det var de ikke i tvivl om.
   Men hvem var så den rigtige morder? Var det mon soldaten, som "Den Tavse" hele tiden havde hævdet måtte vide noget? Men hans eksistens var aldrig blevet efterprøvet eller efterforsket.
   Med justitsministeriets særlige tilladelse afhørte det lokale politi en ældre mand på et plejehjem i nabobyen. Ejeren af det kadaverskilt der var blevet fundet siddende på "Den Tavses" frakkeærme. Man ville vide hvordan det var havnet i elven, og hvor længe det eventuelt havde været der.
   Uden der var lagt et særligt pres på den ældre mand, tilstod han sin ugerning for en menneskealder siden. Var nærmest glad for at lette sin samvittighed.
   "Endelig kan jeg få fred i mit sind! Det var mig der slog den lille pige ihjel. Hun var så smuk og tillidsfuld, fortjente ikke at dø i så ung en alder. Jeg ville bare kæle lidt med hende, ikke gøre hende fortræd! Men det var stemmen i mit hoved der sagde, jeg skulle gøre det!" Sagde han til de politifolk der afhørte ham. Betjentene mente dog ikke han rigtigt fattede sagens alvor, dertil var han for psykisk syg, for gammel, for apatisk i tankegang og opførsel.
   At sagen var alvorlig kunne ses ved, at ministeriet gav ordre til en tilbundsgående undersøgelse og genoptagelse af hele sagskomplekset. Fra den første dag man fandt pigen, og til den gamle mand så tragisk gik i døden ned ad skrænten ved elven. Alle sten i sagen skulle vendes flere gange, så den rigtige sandhed kunne komme for dagen.
   Detaljer om forbrydelsen der aldrig var blevet offentliggjort, og som kun gerningsmanden kunne have kendskab til, underbyggede tilståelsen fra den gamle psykisk syge mand på plejehjemmet. Han fortalte, han måtte have tabt sit kadaverskilt den dag han havde smidt den lille misbrugte og mishandlede pige i elven fra broen...
   Var "Den Tavse" ikke gået i døden på det sted hvor man fandt den lille pige, og havde en simpel ting som et kadaverskilt ikke sat sig fast i hans frakkeærme, var sandheden helt sikkert aldrig kommet for dagen.

De to venner modtog stor anerkendelse for deres arbejde med den gamle sag. De havde hårdnakket holdt fast i, at det skilt der sad fast på "Den Tavses" frakkeærme, helt sikkert kunne lede til den person der havde begået den grufulde forbrydelse.
   Næsten to år efter de første gang havde talt om sagen, var den nu endelig afsluttet. De fik ret, de to gamle pensionister. Politilægen og kriminalbetjenten. Der var en forbindelse.