Tom kikker ud. Han har slået vinduet til side, så han kan stikke næsen ud gennem de kolde ståltremmer og betragte gaden, som befinder sig sådan cirka i hans øjenhøjde.
   Han har skubbet bordet og den lille stol til side, for han har brug for at stå helt op af væggen, for at kunne kikke ud.

Der er nu ikke meget at se så tidligt om morgenen. Ikke et menneske færdes på den beskedne hovedgade, han har udsigt til.
   Næsten da.

En tømrer og hans lille sjak er gået i gang med deres arbejde sådan cirka hundrede meter til højre for Toms vindue. Han kan nogenlunde se, hvad det er de går og rumsterer med lige dér i midten af torvepladsen.

Det er en galge. Den selv samme galge, som han skal ende sit liv i om præcis syv dage.
   Han kan lugte træet, der bliver brugt. Det dufter friskt. Det kan ikke være længe siden brædderne forlod savværket.

Tom tager en dyb indånding. Han elsker duften af frisk træ. Hvem gør ikke det?

Tom tager ikke tid på, hvor længe han står og nyder duften af træ, før hans opmærksomhed bliver afledt af en nøgle, der kører rundt i cellens dør.
   En fyr, der er lidt ældre end Tom selv, træder ind. Han er forholdsvis lille, tæt bygget og har overskæg. Han præsenterer sig som Holstein.
   Han er iført mørkeblå uniform og i hans store bælte hænger en kølle, som sikkert kan knuse kraniet på hvem som helst selv med et lille slag.
   Holstein har også en fløjte hængende i sin uniformsjakke. Den hænger i en tynd kæde fra hans skulderstrop. Takket være den, kan han tilkalde hjælp fra andre vagter, blot ved at løfte sin hånd op i brysthøjde og puste.

Holstein hilser på Tom og præsenterer sig. Hans stemme er tonløs og hans øjne vogter over hver en bevægelse, Tom foretager sig. Han begynder at remse op:

Morgenmad klokken syv.
   Mulighed for gårdtur klokken ti.
   Frokost klokken tolv.
   Aftensmad klokken seks.
   Sengetid klokken ni.

"Der er i øvrigt altid mulighed for besøg. De kan modtage så mange, De har lyst til i de syv dage, De er her. Men gæsterne skal komme en af gangen og med mindst tyve minutters mellemrum. De vil alle blive underkastet visitation på vejen ind og på vejen ud."

Tom nikker og overvejer et øjeblik at smile, men dropper ideen.

"Er der noget, De har behov for?" spørger Holstein og bliver en lille smule opmærksom på andet end Toms bevægelser.
   "Hvad tænker De på?"
   "En bibel? En katekismus? Noget at drikke?"
   "En præst," svarer Tom hurtigt.
   "Han kommer under alle omstændigheder."
   "Jo, men jeg vil gerne have ham nu. Og noget at skrive med. Pen, blæk og papir."
   "Pen, blæk og papir - og en præst. Var der andet?"
   "Papir, men mere end et stykke. Mange sider. Tror De, jeg kan få det?"

Holstein løfter øjenbrynet, som han altid gør, når han vil lave lidt sjov med fangerne, "nu vil De vel ikke skrive en roman? Jeg mener, De har sikkert talent, men kun syv dage til at udføre det i."
   Tom svarer ham ikke. Hans mund er helt lukket, som om han aldrig har lært at snakke.

"Altså, en præst, blæk, pen og en stak papirer," mumler Holstein og forlader cellen.
   "Blæk, pen, papirer og præst. En stak papirer." Tom kan hører ham mumle remsen for sig selv, mens han låser døren og går ned af gangen. "Pen, blæk, præst og en stak papirer..."