Jeg tog via Makedonien til grænsen mod Albanien, hvor han efter sigende havde forhandlet med de stridende parter, og fået flere udvekslinger af fanger gennemført. Jeg mødte kun skeptiske mennesker.
   De Jugoslaviske myndigheder var ikke meget for at lade mig besøge området, hvor han havde været...
   Tiderne har skiftet. Vi kan ikke garantere for din sikkerhed! Var den besked jeg fik.
   Jeg holdt dog på mit, kontaktede en avis, der mente at vide hvor han havde været.
   Avisen havde haft en reporter på stedet under urolighederne, denne reporter havde ved en enkelt lejlighed mødt Roveren, men ikke talt med ham. Det var der ingen der havde fra medierne. Han var sky, de lokale beskyttede ham, så det var umuligt at komme bare i nærheden af ham.
   Jeg var fortrøstningsfuld, selvom min forbindelse sagde det var mest sandsynligt, jeg ville blive mødt med kulde fra de lokale. De havde dårlige erfaringer med udlændinge, han gav mig ikke mange chancer.
   Jeg fik dog en adresse på en lille landsby i bjergene, tæt ved den Albanske grænse, hvor der havde været mange og hårde kampe, mellem lokale partisaner og regeringsstyrkerne. Det var her han havde haft held til at få udvekslet fanger, de udvekslinger jeg havde hørt om.

Kroen i den lille landsby var tarvelig, men prisen rimelig. Sammen med den gode mad og den venlige krofatter, gjorde det udslaget. Jeg var tilfreds. Ville lade tiden gå i nogle dage, og se hvad der bød sig.
   Et par dage efter min ankomst, spurgte en mand i krostuen mig, hvad jeg dog ville her. Jeg så på ham og smilede...
   "Undskyld, men jeg fik ikke fat i Deres navn!" Han grinede.
   "Nej, det fik du ikke, det var med vilje. Du kan kalde mig Toni. Det gør så mange her på egnen."
   "Er du da ikke lokal?" Han grinede igen, denne gang bredere...
   "Nej. Det er jeg ikke. Jeg er rejsende i service, så hvis du har brug for en fører er du heldig. Jeg er bjergfører. Min pris for at hjælpe dig er rimelig. Jeg er vant til journalister, behandler dem godt."
   Jeg takkede for tilbudet, men desværre! Jeg havde ikke brug for nogen fører, desuden var jeg ikke journalist.
   Jeg gengældte hans smil. Hans øjne fortalte mig, han blev overrasket over mit svar, men han kommenterede det ikke.
   "Må jeg byde på en øl?" han nikkede...
   Jeg bestilte to øl, uden ord drak vi dem. Endelig, efter lang tid med tavshed, hvor vi bare så på hinanden af og til, sagde han:..
   "Hvis du ikke er journalist, hvad er du så?... Og hvad laver du her?..."
   Jeg svarede som sandt var, at jeg var her for at høre om en de kaldte Roveren. Han kikkede på mig, undersøgende...
   "Ham kender jeg ikke! Og det er der garanteret heller ikke nogen andre her der gør. Må jeg ikke byde på en øl mere?..." Han smilede skævt til mig og bestilte to mere.
   Værten sad lidt fra os, jeg var sikker på han lyttede med. Måske var jeg alligevel heldig. Måske var dette stedet, hvor jeg kunne komme videre. Min ven var helt sikkert ikke her fra, det kunne tydeligt ses på hans påklædning, der var anderledes end de fleste i krostuen. Men hvad lavede han så her? Hvem var han?
   Hans historie om han var bjergfører for turister, troede jeg ikke på. Jeg besluttede mig for at spørge.
   "Hvad laver en bjergfører her? Du er ikke klædt som de andre bjergførere jeg har mødt, er tydeligvis ikke her fra?" Han skottede til værten, der grinede.
   "Jeg er Albaner, folkene her er mine venner. Jeg er ikke som de andre, jeg drikker øl, det gør ingen muslim her.
   De fleste er muslimer, men jeg er kristen, det har både mine venner og jeg det godt med. Da jeg hørte der var en fremmed i byen, ville jeg lige se hvad det var for en.
   Du siger du ikke er journalist. Hvad er du så?... Du har endnu ikke svaret på mit spørgsmål?..."
   Jeg bemærkede han så på noget bag mig. Jeg vendte mig om, så der var kommet flere til. De smilede og satte sig så tæt ved os, at de også kunne følge med i hvad vi talte om og foretog os.
   Jeg kunne på deres frakker se, de under dem bar våben. Kroværten sagde ikke noget, selvom jeg kikkede på ham, som for at få et svar eller lidt hjælp. Han så væk i stedet. Jeg var sikker på, de tydeligt kunne se jeg var nervøs nu....
   "Jeg er fra den Danske ambassade, er hernede for at hjælpe den mand i kalder for Roveren. Han er kommet til skade, jeg vil gerne hjælpe ham. Han har krav på hjælp fra sin ambassade og sit land, det er derfor jeg er her."
   "Nå! Ser man det! Har du papirer der kan bekræfte det?... Jeg mener, vi er Roverens venner, vil dig ikke noget ondt. Men du må da indrømme det lyder mærkeligt!
   Vi har ikke hørt han skulle være kommet til skade her?"
   "Det er han heller ikke," sagde jeg hurtigt. Jeg følte mig lidt utilpas ved den konfrontation jeg følte var under opsejling.
   "Det er i et andet land han kom til skade. Han hjalp nogle mennesker der var styrtet med et fly.
   Han vil ikke selv have hjælp, og så var det jeg mente, jeg ville finde ud af hvorfor vi ikke måtte hjælpe ham. Sandheden er, at han ikke vil tale med os på ambassaden.
   Men det jeg har hørt om ham, fra de klostre han besøger, og fra de steder han har været, har gjort mig nysgerrig efter at vide noget mere om ham. Måske vi ad den vej kan hjælpe ham. Det kan jeg ikke se der skulle være noget galt i!" Jeg så på ham.
   Han vinkede med armen, en ung mand kom hen til os. De talte sammen på et sprog jeg ikke forstod. Den unge mand gik sin vej. Min ven tilbød mig endnu en øl.
   "Nej tak. Ikke for at være uhøflig, men for mange øl sløver hjernen, og for mig er to øl mere end nok, jeg er ikke vant til jeres øl, der er stærkere end øllet hjemme i Danmark." Jeg smilede, håbede han forstod hvad jeg mente. Han grinede...
   "Diplomat?..." Han kikkede på mig, spørgende.
   Jeg viste ham mit pas. Efter at have studeret det grundigt, nikkede han og gav mig det tilbage.
   "Ja, jeg tror dig. Men du må forstå det vækker opsigt, når der pludselig kommer en fremmed rendende... Er det din opgave at forhøre dig om Roeren?... At hjælpe ham?..."
   "Ja. Det er det. Som jeg sagde før, er han i Bulgarien, hvorfra jeg kommer. Der fortalte de mig, han også havde været her. Derfor er jeg her!"
   Den unge mand kom ind igen, de talte kort sammen.
   "Fremmede!" Sagde min ven, og lagde sin hånd på min skulder.
   "Må jeg byde på mad?... Du kan vel dele et måltid med mig?..." Jeg nikkede.
   "Ja tak, hvis vi spiser her på kroen. Maden er god her, betjeningen er venlig." Han morede sig.
   "Folkene her er mine venner, du har forhåbentlig ikke noget imod de deltager i måltidet?"
   "Nej, det har jeg ikke." Krofatter forsvandt, min ven og hans venner satte sig ved bordet.
   "Fortæl om dig selv, om hvad du laver på den ambassade hvorfra du kommer!"
   Jeg så på ham og tænkte, han åbenbart ikke var tilfreds med mine forklaringer, selvom han havde set mit pas. Han havde lige sagt til mig, han ikke vidste Roveren var kommet til skade. Måske læste de ikke aviser, eller måske var vi for langt væk fra begivenhedernes centrum, til at nyheden var nået her ud.
   Jeg fortalte om min opgave for ambassaden, han oversatte for sine venner, så de også kunne følge med. Efter en tid sagde krofatter noget til ham, han rejste sig.
   "Fremmede, der er dækket til os i baglokalet. Kom!"
   Jeg fulgte ham, og bemærkede to af hans venner gik udenfor. Hvad foregik der her?... Jeg var ikke tryg ved situationen.
   Inde i baglokalet sagde jeg til min nye ven, at jeg ikke var helt tryg ved den måde han var på.
   "Jeg kan tydeligt se i under jeres tøj bærer våben, det gør mig lidt urolig, må jeg indrømme." Han grinede højlydt.
   "Jeg er officer i den Albanske UCK hær, og må tage mine forholdsregler. Men sammen med mig kan du være rolig. Der sker dig ikke noget. Jeg må altid være på vagt, derfor sendte jeg to af mine folk udenfor. Skulle der komme soldater, har du aldrig set mig eller mine venner. Er det en aftale?..." Jeg nikkede.
   "Du er diplomat, dig vil de ikke gøre noget, det kan skabe forviklinger for deres regering. Og for resten er det sandt, Roveren er kommet til skade. Jeg har fået bekræftet det af mine venner.
   Jeg tror på dig, men derfra og til at fortælle dig noget om ham, er der langt. Lad os nu nyde den mad, som du siger du så godt kan lide." Han smilede til mig, lagde en revolver på bænken bag sig og satte sig.
   De af hans mænd der var med ved bordet, lagde også deres våben. Et par kvinder serverede maden for os. Pragtfuld mad, som jeg bemærkede til værten, da han kikkede ind og spurgte, om der var noget vi manglede. Da det ikke var tilfældet, gik han ind i krostuen igen og passede sit.
   Under middagen fortalte min ven, at de ofte var på patrulje her i dette område. De havde en lejr på den anden side af grænsen, opholdt sig normalt der. Nu var de her for at rekognoscere, de forventede der ville blive krig mellem dem og de Jugoslaviske styrker. FN var lige ankommet oppe nordpå, ville sætte fredsbevarende styrker ind.
   De havde også bombet omkring hovedstaden hvor alt var kaos. Han fortalte mig, at flere landsbyer var jævnede med jorden, indbyggerne dræbt...
   "Vi er kun en lille hær, men vi er effektive. Vi kæmper for vores eget land og for vores frihed, men Serberne vil ikke høre tale om det. Derfor slagter de os som kvæg."
   Jeg havde hørt, inden jeg tog hertil, at der var uroligheder, men ikke at det var så galt. Min ambassade havde advaret mig, men ikke sagt der havde været massakrer på nogen landsbyer. Jeg var rystet. Min ven smilede sørgmodigt og sagde:..
   "Fremmede, når du kommer hjem, må du fortælle dit folk hvordan Hr. Milosevic er. Han er ansvarlig for manges død, og hvis I ikke hjælper med at standse ham, vil hele Balkan stå i flammer om nogle måneder.
   Vi opbygger en hær af frivillige, der skal hjælpe med at give os vores frihed. Kampene foregår længere mod nord, men vi er alle klar til at tage nordpå, hvis det bliver nødvendigt."
   Han fortsatte med at fortælle mig om deres lejre, og om den dårlige bevæbning de havde.
   "Når du engang kommer hjem, må du gerne bede din regering gøre henvendelse til amerikanerne, og bede dem sende os moderne våben. Jeg kender lidt til dit land. Et lille fredeligt land, der er engageret i det fredsbevarende arbejde i det tidligere Jugoslavien.
   I kan ikke sende os våben, det ved jeg, men i kan trække i trådene i jeres organisation, NATO, som jeg ved er en alliance.
   Det er til små lande som jer, vi sætter vores lid. I ved hvad det er at være lille i en grusom verden."
   Han så igen på mig, smilede skævt, vidste sikkert at jeg ikke kunne gøre ret meget, men han prøvede at få mig til at gå videre, med sit budskab om hjælp.
   Resten af middagen forløb med snak om alt muligt, han stillede mig mange spørgsmål om mit land. Han var veluddannet, kunne jeg forstå på den måde han spurgte, men jeg spurgte ham ikke om, hvad han havde lavet, før han kom til UCK og blev officer.
   Senere på aftenen tog han afsked med mig, og sagde han måske lige pludselig ville dukke op igen.
   "Vent her, men ikke mere end en uge, så vil jeg se hvad jeg kan gøre for dig." Det løfte anså jeg for værdifuldt, en slags garanti for han ville hjælpe mig, med at komme videre i sagen om Roveren, og hans usædvanlige liv her på Balkan.
   Jeg gik til mit værelse og klædte mig af. Lige før jeg skulle til at lægge mig, blev døren sparket eller revet op. Ind kom soldater.
   De pegede på mig med deres våben, råbte uforståeligt på deres sprog. Jeg var lamslået, blev stående hvor jeg var.
   " Dansk!. Diplomat!" Gentog jeg igen og igen.
   Jeg pegede på bordet, hvor mit diplomatpas og min tilladelse til at være her i Jugoslavien lå. Soldaten gav nogle ordrer, og tog mine papirer op. Efter at have set på dem gav han mig en ordre. Jeg skulle sætte mig på min seng, forholde mig roligt.
   Jeg satte mig. Efter et par minutter kom en officer ind. Så på papirerne og sagde til mig på Engelsk:..
   "Hvad laver så en diplomat her i bjergene?..."
   Jeg svarede, jeg var på tjenesterejse, det fremgik af mine papirer. Jeg søgte en person der hed, eller blev kaldt Roveren. Han var Dansk, og jeg ville af tjenstlige grunde i kontakt med ham. Han kunne på ambassaden få dette bekræftet. Igen så han på mit pas.
   "Det er farligt for dig at være her. Her er mange partisaner og bevæbnede rebeller. De kunne kidnappe dig, det kunne skabe en masse ballade for både dig, din ambassade og os. Tag med os tilbage til mere civiliserede områder!" Han så mistroisk på mig.
   "Vi venter udenfor i et par minutter. Vi vil eskortere dig tilbage til vores forlægning."
   Jeg var klar over, at mit næste skridt ville være afgørende for, om jeg blev nødt til at tage med ham. Hurtigt tog jeg en beslutning.
   "Nej. Jeg vil i stedet bede Dem hjælpe mig, med at finde denne Rover. Han skulle være her, men er en vandringsmand.
   Med Deres hjælp, er jeg sikker på det ikke vil tage mange dage, før De vil finde ham. Det sidste vi på ambassaden har hørt fra ham, var at han var et eller andet sted her i bjergene." Han grinede højt...
   "Her i disse bjerge?... Er du tosset?... Bjergene vrimler med banditter! Jeg skal ikke løbe nogen risiko, det lover jeg dig...
   Det siges der var rebeller her i aften, at de var her på kroen! Ved du noget om det?" Jeg så interesseret på ham...
   "Rebeller?... Her var lokale bønder, og så et par farende svende der ville søge arbejde. Det er alt hvad jeg har set. I er de første uniformer jeg har set her på hotellet!.."
   "Uniformer!... Idiot!... De bærer ikke uniformer. De er rebeller og kriminelle." Det var tydeligt at han nu var vred, irriteret over jeg virkede så naiv, dum.
   "Nå, dine papirer ser ud til at være i orden, men jeg må advare dig om, at uanset om du er diplomat, er det kriminelt at omgås rebeller. Jeg advarer dig mod at kontakte dem, eller være sammen med dem. Vi har vore øjne alle vegne. Også her.
   God nat, jeg håber dit ærinde er regulært, for ellers!!" Han førte en finger sigende hen over sin strube.
   "Her hjælper et diplomatpas ikke en disse. Her er det mig der bestemmer. Forstår du det?..." Jeg nikkede...
   "Undskyld, men vil De være venlig at fortælle min ambassade de har talt med mig?... Og endnu engang undskyld. Men jeg fik desværre ikke fat i Deres navn, Hr. oberst."
   Jeg så troskyldigt på ham. Han vrissede og gav et par ordre, forsvandt så med sine folk, og lod mig være alene.
   Det var et belastende møde og en belastende samtale for mig, jeg var træt, udmattet og nervøs. Jeg tog en slurk af den flaske der stod på mit natbord. Jeg havde taget den med op fra krostuen, det var en udmærket lokal brændevin, vist nok et par og fyrre procent, men den var mild, jeg tog en ordentlig slurk til, inden jeg faldt i søvn.

Næste morgen så værten på mig med et bekymret blik.
   "Godmorgen!" Sagde jeg, så muntert jeg kunne.
   "Den brændevin er en god sovepille. Jeg vil gerne have en stor en, til at vågne på!" Hans ansigt ændrede sig, blev et stort smil.
   "Du havde besøg?..." Jeg nikkede.
   "Det er jeg oprigtigt ked af. Forhåbentlig var de ikke ubehagelige?..."
   "Nej. Ikke ubehagelige, men uopdragne. De bankede ikke på, inden de brasede ind. Men mine papirer er i orden, så desværre for dem, måtte de gå med uforurettet sag, selv om de mente her havde været rebeller. Jeg har nu kun set bønder og rejsende svende.
   De advarede mig dog mod de kriminelle elementer, der farter rundt her i jeres bjerge." Værten grinede, viste sine tænder, hvoraf der manglede flere.
   "Tag bare to store til at vågne på, det er også min livseleksir, den brændevin... Nej, tag hele flasken, hvis du senere skulle få brug for den, er den god at have.
   Det er på husets regning. Når den er tom, har jeg flere på køl i kælderen.
   Det sædvanlige til morgenmad?..." Jeg nikkede.

De næste dage gik uden der skete noget. Jeg ventede. Efter en lille uge kom en ung mand hen til mig, sagde han havde bud fra Toni...
   "Jeg kommer igen om en time, beder dig være klar, så vil jeg ledsage dig til ham. Er det i orden?"
   "Ja, det er det. Jeg er klar til den aftalte tid."
   Han forsvandt. Jeg fortalte værten jeg skulle videre. Min vært forærede mig et par flasker af den lokale brændevin, og ønskede mig en behagelig rejse. Jeg afregnede med ham, for den tid jeg havde været her.
   Tre kvarter senere sagde jeg farvel, og fulgte den unge mand ud i de vildsomme bjerge.

Vi gik rask til, efter et par timer hvor han hele tiden havde været synligt nervøs, vendt sig om og spejdet bagud , granskende det område vi lige havde forladt, slappede han nu af og gjorde holdt.
   "Vi er i Albanien nu, uden for Jugoslavernes rækkevidde... Jeg laver te til os. Kan du drikke det?" Jeg nikkede og satte mig. Teen var god, og kvikkede mig op.
   Efter den korte pause fortsatte vi videre. Det regnede nu, foråret var på vej.
   En samling huse der var faldefærdige, dukkede op imellem træerne. Vi var i den seneste tid gået ned ad en bjergside der var meget stejl. Jeg måtte passe på ikke at falde. Den lille sti var ikke ret bred, et enkelt forkert skridt, eller jeg gled i det våde føre, kunne betyde et fald på flere hundrede meter. Jeg var forsigtig.

De så os komme, et par mand gik os i møde. De var i uniformer med UCK mærket på skulderen. Jeg mente jeg var i den lejr, min ven Toni havde omtalt. Toni kom ud og bød mig velkommen.
   "Jeg håber ikke du havde for meget vrøvl med soldaterne?" Jeg grinede.
   "Nej, de var uden opdragelse, men ellers var der ikke nogen problemer!"
   "Vi så dem komme, holdt os i nærheden for det tilfældes skyld, at de ville tage dig med mod din vilje. Men det gik godt?"
   "Ja, der var ikke nogen problemer, selvom de advarede mig imod dig og dine, som de kaldte mindre hæderlige!" Han morede sig højlydt.
   "Det lille område her er ikke vores lejr, kun et sted vi opholder os en gang imellem. Vi er på gennemrejse, skal op nordpå for at hjælpe vore kammerater der. På vejen kommer vi forbi den rute Roveren altid benytter sig af. Passene lidt længere nordpå er ikke så vanskelige som dem her nede.
   I morgen tidlig bryder vi op, du kan følge med os en del af vejen. Hvordan du så vil klare dig derefter, bliver din egen sag. Hvad er det egentlig du vil med Roveren?"
   Hans spørgsmål kom lidt bag på mig.
   "Jeg vil hjælpe ham, men for at gøre det, må jeg forstå ham, det er det jeg selv mener er det svære. Jeg har den teori, jo mere jeg ved om ham, og hvor han har været, jo større er chancen for, han vil tale med mig, lade mig hjælpe ham, hvis det er det han har brug for."
   Toni kikkede på mig og grinede.
   "Roveren er ikke en mand der lader sig koste rundt med. Han er en fri fugl, der gør hvad han vil. Hans ærlighed og hjælpsomhed er det vi sætter pris på, det er derfor vi altid hjælper ham så godt vi kan.
   Han er sky, beskeden. Men på et eller andet sæt, så appellerer han til vores æresfølelse og medmenneskelighed. Vær du stolt af at være landsmand med en sådan personlighed, som jeg mener han er!"

Næste morgen havde der været larm fra morgenstunden, fra et par køretøjer der nu var forsvundet ned i dalen. Vi havde ikke ret meget udsyn. Vejret var med slud og rusk, det var meget koldt.
   Endelig begav vi os af sted. Jeg gik i midten blandt fyrre til halvtreds mand. Unge som gamle. Alle bar de uniformer med UCK mærket på skulderen. Nogle slæbte tungere geværer imellem sig, skiftedes til at tage den hårde tørn. Andre havde kun et lettere automatisk våben at bære på. Samarbejdet var godt, vi kom frem lettere end jeg havde ventet.
   Toni udstedte ikke ordrer. Hver mand vidste hvad han skulle gøre. De var veldisciplinerede. Uniformerne var så rene som det kunne lade sig gøre her i bjergene, jeg var ikke så lidt imponeret af dem. Det var tydeligt det ikke var på grund af mig de så så pæne ud. Det var hverdag. Toni vidste, at en høj moral var ensbetydende med en god disciplin, og en høj moral gav en kampduelig soldat. Nok var de ikke svært bevæbnede, men de udgjorde en enhed der var farlig for deres modstandere.
   Efter nogle timer kom vi til en klynge huse. Alle gjorde holdt, et ældre par kom ud med te og mad til soldaterne. Toni præsenterede mig for dem, sagde det var her jeg skulle begynde.
   "Jeg kan ikke efterlade en tolk til dig, men jeg kan fortælle dem, hvad du vil, hvem du er, og at du på en vis måde er min ven. De har intet at være bange for. Du må så med fagter og hvad du ellers kan, prøve at komme i kontakt med dem.
   Vi forlader dig nu, ønsker dig alt muligt held med din mission!" Derpå gav han ordre til at fortsætte.

Da de var forsvundet i skoven, var der kun de to gamle og mig selv tilbage. Jeg hilste på dem, de pegede imod det ene hus, og sagde noget jeg ikke fattede hvad var. Jeg fulgte dem, mente det var det de ville.
   Møjsommeligt og ved hjælp af fagter, fik de fortalt mig, der kun var dem i landsbyen. De andre, de unge, var nordpå, var i den hær der havde fulgt mig hertil. I morgen ville der komme en pige der kunne mit sprog, sagde de. Ellers var der ikke nogen tilbage.
   Der var intet arbejde at få, de var fattige skovarbejdere, klarede sig, men heller ikke mere, det var vanskelige tider.

Jeg sov dårligt den nat. Der var så stille herude, alle de naturlige lyde fra skoven holdt mig vågen i mange timer. Da jeg endelig faldt i søvn, mente jeg, jeg lige havde lagt mig. Den gamle kone vækkede mig, sagde der var morgenmad.
   På den korte tid jeg havde været her, havde jeg allerede lært nogle få ord af de helt dagligdags ting. Morgenmad, frokost, aftensmad, goddag, farvel, o.s.v. Alt sammen noget der var praktisk at kunne.
   Jeg kunne også rose maden og takke for den. Jeg mente selv, jeg var god til sprog, selvom de ofte grinede af mig, når jeg prøvede at tale deres sprog.
   Brødet var hårdt, grøden tynd og med meget vand i. Havde jeg vidst det, ville jeg have taget noget med fra den kro, jeg lige havde forladt. Kroen havde så rigeligt. Nu var det for sent.
   Jeg spiste maden og kunne forstå på dem, at den unge pige de ventede i dag, ville have forsyninger med til dem. De havde givet det sidste de havde til soldaterne.
   Det var patriotisme så det battede. Hvis pigen ikke kom, skulle de selv af sted efter mad. Hvor langt der var, vidste jeg ikke, men de sagde hun ville komme i løbet af formiddagen, så hvis hun startede tidligt, måtte der være adskillige kilometer derned.
   Hun kom først over middag. Belæsset med pakker og en lille kærre på to hjul efter sig. Hun var fattigt klædt, efter hvad jeg kunne bedømme. Vi hilste på hinanden, hun vidste både hvad mit ærinde var, og hvad jeg hed.
   Hun var selv femogtyve år gammel. Læste på universitetets eliteskole, men var hjemme i landsbyen på ferie. Hvor længe vidste hun ikke. De ville skrive til hende, når skolen begyndte igen, eller hvis de fik brug for hendes viden og kundskaber.
   Alt var så svært lige nu. Selvom hun vidste der var brug for hende i hovedstaden, fordi hun både talte Engelsk, Tysk og Fransk, havde hun insisteret på at tage hjem til landsbyen. Det havde man forståelse for.
   Hendes sprog var flydende og let forståeligt. Senere ville hun arbejde for regeringen, men først skulle hun gøre sin uddannelse færdig. Det ville tage hende tre år, med tre gange tre måneder i de respektive lande, hvis sprog hun studerede.
   Hun havde allerede fået plads i Paris, Bonn og London på et EU stipendium, så det var kun et spørgsmål om tid, hvornår hun skulle begynde.
   Vi hjalp alle til, med at bringe forsyningerne af mad inden døre, mens hun livligt fortalte om sig selv.
   "Måske finder jeg mig en god mand, i et af de lande jeg skal besøge, så vil jeg gifte mig." Hun slog en lille latter op, og fniste af sin egen bemærkning.
   Køn var hun, bar sin fattigdom og sin solidaritet, med de mennesker hun var iblandt, med stolthed. Hun var en gæv pige, der vidste hvad hun ville. Hun havde et mål, og jeg tvivlede ikke eet sekund på, hun ville nå det.
   "Du vil vide noget om Roveren?.."
   "Ja, det vil jeg gerne."
   "Undskyld, men er du ikke lidt naiv?..." Hun knejsede med nakken, slog sit hår til side, på en måde der ikke levnede nogen tvivl om, hun betragtede mig med mistro.
   "Vi kender ham, holder af ham." Hun slog en lille latter op og vendte sig fra mig.
   "Jenka!. Du ved hvem jeg er, du kender mit ærinde, alligevel driller du mig. Hvorfor?"
   Hun grinede, stoppede op, så på mig og sagde:..
   "Hvad vil du her? Det er mange dage siden Roveren var her, han er vist nok et helt andet sted lige nu."
   "Jenka," afbrød jeg hende, og sendte mit bedste smil.
   "Skal vi ikke være venner?... Du hjælper mig, jeg hjælper dig, er det en aftale?..." Hun så længe på mig...
   "Godt. Hvad kan du tilbyde for min tjeneste?..."
   "Hjælpe dig. Jeg har indflydelse i EU, gennem min regering og mine personlige kontakter. Det kunne jo være du kunne få brug for det?" Hun tænkte sig om.
   "Nuvel! det er en aftale. Jeg stoler på dit ord. Snyd mig nu ikke, for her er der kontant afregning for folk der snyder. Den sidste der gjorde det, har de ikke fundet endnu."
   Hun smilede til mig, i det smil lå en klar besked til mig. Hvis jeg ikke holdt hvad jeg lovede, ville hun gøre det forbandet surt, og helvedes hedt for mig.
   Hendes øjne var smukke. Meget mørke, det hun lige havde sagt til mig, understregede kun hendes skønhed, når hun som nu, pludselig blev alvorlig.
   Hun betragtede mig intenst, for som at læse i mit ansigt hvad jeg egentlig var for en, om hun kunne stole på mig. Jeg var ikke eet minut i tvivl om, hun mente hvad hun sagde. Det var ikke en tom trussel...
   "Ok. Vi har en aftale!"

Vi gik sammen op mod huset.
   "Disse gamle mennesker har en søn, som Roveren fik frigivet. Jeg vil prøve at overbevise dem om, du har reelle hensigter, men det bliver svært. Hvis det lykkes, har du en historie. Hvis ikke! Ja, så er det bedre du drager videre. Er det en aftale?..." Jeg nikkede.
   Hun talte med de gamle i over en time. De diskuterede tilsyneladende min troværdighed. Efter lange tirader af ord, armbevægelser og henkastede blikke til mig, smilede hun og sagde:..
   "De tror dig, vil fortælle dig om deres søn. Er det det du vil have?..."
   Jeg nikkede, og sagde til hende, jeg gerne ville høre hvad Roveren havde gjort for dem. Hun smilede til de gamle, talte igen med dem. Efter en tid begyndte de at fortælle, med hende som tolk.

"Roveren kommer her meget. Spændingerne mellem nabolandet og os, tog til. Vi sendte folk over på den anden side, for at kæmpe for den frihed vi ønskede.
   I lang tid lå vi i krig med hinanden. Der var tab på begge sider, og fanger. Krigen var ikke officiel, det gjorde den grusom, da der ikke var nogen ude i verden omkring os, der vidste hvad der foregik, eller tog sig særligt af det. De kaldte det vel en lokal etnisk konflikt, som så mange andre her på Balkan.
   Vi havde taget fanger hos dem, nogle af vore var i deres varetægt. Tortur var daglige foreteelser på begge sider.
   Roveren var på sin vandring kommet igennem området. Han var fredet af alle, vi vidste han både var hjælpsom og omgængelig. En rar mand, en ven.
   Da han hørte om vores indbyrdes stridigheder, tilbød han at mægle. Både vi og de andre var i vildrede. Hvad ville han kunne opnå?... Og hvorfor?...
   Men vi tog fejl af ham, han var ligeglad med hvad vi mente. Han var både skuffet og vred på os alle, over vores dumheder og fjendskab, som han udtrykte sig.
   Han talte med vores lokale kommandant, og med kommandanten på den anden side af grænsen.
   Roveren var ubøjelig. Han ville have fred. At vi stoppede stridighederne, og enedes om at leve fredeligt som naboer burde. Et ord var for ham et ord, og ville vi give hinanden vores ord på, at fangerne aldrig mere ville deltage i nogen konflikt, kunne de udveksles.
   Sådan begyndte det. Det tog ham tre uger at forhandle en udveksling igennem. Vi byttede ti fanger med modparten, holdt vel en slags våbenhvile, mens Roveren forhandlede til begge sider.
   Efter en tid blev der ballade igen. De havde taget en af vore, der tidligere var blevet udvekslet.
   Roveren var rasende, sagde til vores kommandant, han ville opfordre de andre til at deportere den formastelige.
   Han var en hård negl, Roveren. Et ord var et ord, nu var der en der havde svigtet det. Den mand var søn af dette hus."
   Den gamle stoppede sin beretning et øjeblik. Den gamle kone græd. Han tog ømt om hende og trøstede hende. Efter et par minutter fortsatte han sin fortælling:...
   "Den kolde vinter gav et lille pust i krigens grusomhed. Alt var frosset til is, det var umuligt at bevæge sig uden for en dør, endsige at slås i bjergene uden at få forfrysninger. Ingen havde tøj til at beskytte sig imod den forfærdelige kulde.
   En dag kom Roveren med deres søn. Han ville ikke sige hvad det var, der havde gjort han nu var fri. Vi kunne ikke tale med de andre, få at vide hvad det var, der havde gjort han blev løsladt.
   Langt senere fik vi at vide, at kommandantens søn på den anden side var meget syg. De havde ikke råd til behandling af ham, det var her Roveren kom ind i billedet. Han fik udvirket, at en international organisation ville betale for behandlingen.
   Som tak frigav den fremmede kommandant deres søn. Roveren måtte højtideligt love, han aldrig mere ville deltage i krigshandlinger.
   Han er nu i Tirana, hvor han studerer landbrug. Roveren fik lavet endnu en våbenhvile mellem parterne, den har holdt til for få måneder siden. Der er ikke kampe her omkring mere. De er flyttet nordpå."
   Den gamle mand sukkede.
   "Holder den forbandede krig da aldrig op?..." Han kikkede på mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare.
   Jenka så på mig og sagde, det var bedst jeg ikke spurgte mere til krigen. De gamle led under den, der var ikke nogen til at hjælpe dem, her hvor de boede. Selvom deres søn studerede i Tirana, ville der gå flere år før han var færdig.
   Han kunne ikke komme i landsbyen, det havde Roveren forbudt ham, og det holdt han. Heller ikke nordpå var drengen velset. Et ord var et ord. Når det var Roveren der havde givet det, var der ikke noget at tale, diskutere eller forhandle om. Sådan var det bare.
   Kan du nu forstå, hvorfor vi regner ham for noget?..." Jeg nikkede, og takkede meget hjerteligt for deres venlighed og tillid.
   Gennem Jenka forsikrede jeg dem om, jeg ikke ville misbruge deres tillid.

Jeg blev hos dem i to dage, sammen med Jenka. Hun havde sagt ja til at guide mig, men lige nu var vejret for dårligt, til vi kunne komme nogen steder uden fare for os selv.
   Jeg ville have hende med over til fjenden, det ville hun ikke. Gerne sydpå, men ikke over på den anden side af grænsen.
   "Det er for farligt!" sagde hun. Jeg trak på skulderen.
   "Hvis jeg kan skaffe dig et papir på, du er min tolk, ansat af mig. Så er du beskyttet af min regering... Det er lidt besværligt, men det kan lade sig gøre. Hvad siger du til det?"
   Hun så undersøgende på mig.
   "Er du sikker på det?" Jeg nikkede.
   "Ok, vi prøver!"
   Jeg takkede de gamle, for deres historie om Roveren endnu en gang, jeg gav dem lidt penge, som de blev meget glade for.
   "Nu kan de klare sig resten af vinteren, og det meste af sommeren for det beløb," sagde Jenka glad til mig.
   "Det er meget generøst af dig, jeg takker på deres vegne."
   Hun var alvorlig da hun sagde det. På hendes varme og venlige øjne, kunne jeg se hun mente det. For mig var det småpenge, som oven i købet kunne trækkes fra som udlæg.

Vi rejste til Tirana, hvor jeg fik papirerne i orden for Jenka. Hun fik også nyt og praktisk tøj, det var hun meget glad for. Hun var en rar pige at være sammen med. Lynende intelligent, velunderrettet om hvad der skete ude i den store verden.
   Jo mere jeg lærte hende at kende, jo mere syntes jeg om hende. Hun var mild, men kunne også være bekymret og alvorlig. Hendes kropssprog var enkelt, smukt og meget nuanceret. Jeg var aldrig i tvivl om hvad hun nu havde for, eller hvad hun mente, når hun udtrykte sig om dette eller hint.
   Min ambassade var i begyndelsen afvisende overfor mine planer. Men efter jeg havde præsenteret dem for Jenka, og de havde talt med hende, fik jeg grønt lys af ambassadøren. Dog ville de hele tiden vide, hvor jeg opholdt mig, og hvor langt jeg var i min stræben efter at hjælpe denne Rover.
   Efter en lille uge, var vi klar til at tage over på den anden side.