Jenka viste sig, at være den rigtige til at hjælpe og guide mig, være min bjergfører. Det var for det meste bjerge vi opholdt os i.
   Foruden de tre europæiske hovedsprog, talte hun Albansk, Jugoslavisk, og flere af de dialekter i det område vi skulle igennem, for at komme tilbage til Bulgarien. Hun var formidabel til sprog.
   Vi ville følge en rute tæt på den græske grænse. Det var den rute Roveren altid fulgte, når han var på farten. Vi ville, om jeg så må sige, følge i hans fodspor.
   Vi var nu tre dage inde i det jugoslaviske område, eller nærmere det makedonske. Vi havde ikke haft problemer med papirerne, her hvor vi befandt os var der ikke kampe.
   Det havde været min mening at kontakte den kommandant, hvis søn Roveren havde hjulpet, men Jenka havde overbevist mig om, det ikke var en god ide. Han var helt sikkert ikke interesseret i at tale med mig om den sag, jeg kunne godt se det var sandt, og at jeg ville svigte de gamles tillid.

Jeg havde, i de tre dage vi havde været sammen på vandring, observeret hun ofte så på mig, granskende. Jeg vidste ikke hvorfor, og besluttede mig for at spørge hende, næste gang vi holdt hvil.
   Vi sov i det samme telt, eller i tilfældige huse vi passerede. Det havde jeg det helt fint med. Det var muligt med lidt snilde og respekt, at have i det mindste lidt privatliv. Også den daglige vask var efterhånden rutine mellem os. Vi tog hensyn til hinanden.
   Foråret var på vej, vejret var ikke så koldt mere, men det regnede meget.
   "Så! Nu vil jeg have et lille hvil. Vi er cirka halvvejs mellem den landsby vi forlod i morges, og vores bestemmelsessted. Terrænet er meget fladt her, det kommer ikke til at volde os besværligheder." Jenka smilede til mig.
   Vi stoppede op, jeg tændte et lille bål under et stort træ, hvor der var lidt læ for både regn og vind. Jenka lavede mad til os. Jeg så på hende, mens hun puslede om mig som en anden hønemor. Pludselig stoppede hun op, så på mig og grinede...
   "Hvad er det der er så interessant ved det jeg laver?... Du ser på mig, som du ikke har gjort før?..." Hun smilede og rettede sig op.
   "Jenka. Det var faktisk det jeg vil spørge dig om. Jeg har lagt mærke til du i de seneste dage har kikket på mig, på en måde der har vakt min interesse, for hvad du egentlig tænkte." Hun slog en lille latter op.
   "Ja," sagde hun og så direkte på mig.
   "Jeg har set på dig. Du er køn. Jeg kan godt lide dig. Er du gift?"
   Jeg rystede på hovedet.
   "Forlovet?... Eller på anden måde kæreste med nogen?..."
   Igen rystede jeg på hovedet og grinede af hendes nysgerrighed, det kom bag på mig hun spurgte sådan.
   "Når jeg spørger, er det fordi jeg ikke, hvis du var min kæreste, ville acceptere du rendte rundt med andre kvinder så langt hjemmefra. Ikke fordi jeg ville være jaloux, men du må da indrømme, det er noget mærkeligt noget, ikke?..." Jeg så på hende. Alvorligt...
   "Jenka. Det er vel en del af vores aftale, at sige tingene som de er, det vil jeg også gøre nu, selvom jeg finder dine spørgsmål meget indiskrete." Jeg smilede til hende.
   "Nuvel! jeg er ikke gift, forlovet, har kæreste, eller på anden måde straffet, hvis du forstår hvad jeg mener?..." Hun grinede højt og nikkede.
   "Nej, du har ret, jeg har ikke lov til at spørge dig om sådan noget. På den anden side, så skal vi være sammen i et par måneder, og så gør det vel ikke noget vi kender lidt til hinanden, vel?..."
   "Nej. Det gør det ikke. Men hvad med dig selv?... Er du optaget?..."
   Hun smilede til mig. Genert sagde hun:
   "Nej, men jeg har en i kikkerten, men om han vil have mig, det ved jeg ikke, jeg tør ikke spørge ham. Jeg er bange for han ikke vil, så er det hele ødelagt for mig, hvis jeg spurgte. Forstår du det?..."
   "Ja, det gør jeg. Men hvis du ikke spørger, får du heller ikke vished for, om du er noget for ham."
   "Det har du ret i, men jeg vil se tiden lidt an. Måske viser der sig en dag en mulighed for mig, hvor det ikke virker unaturligt at spørge. Men tak fordi du ikke blev sur over mit spørgsmål. Jeg betragter dig som min ven allerede. Er det forkert? "
   "Nej, Jenka. Det er det ikke. Og som du siger, skal vi tilbringe megen tid sammen, vi må vel vænne os til der er situationer, hvor vi endog kommer meget tæt på hinanden.
   Jeg er glad for, det blev dig jeg valgte som hjælper, det vil jeg gerne sige til dig. Du er rar at være sammen med, jeg håber du synes det samme om mig."
   Hun nikkede, så ned og sagde:..
   "Jo, jeg har det også godt i dit selskab. Du gør mig tryg." Hun så op på mig, smilede og fortsatte:
   "Alene med dig, her i dette øde område, er en oplevelse jeg ikke ville være foruden. Jeg vil gøre mit bedste, for du får så meget kendskab til de områder vi bevæger os igennem, og til Roveren, hvis bjerge og dale vi nu er i."

Vi indtog vores beskedne måltid. Jenka var god til at lave mad. Vi havde en del forsyninger med der var frysetørret, dem sparede vi når vi kunne. Vi købte og tuskede os til de fornødenheder vi havde behov for.
   Det at hun talte sproget, var en stor fordel, hun var dygtig til at få meget ud af lidt.
   At handle med de lokale var for hende hverdag, jeg beundrede hende hver gang, for hendes evne på det felt.
   Det område vi nu var i, var bjergrigt, der var mange klostre. Det var vores egentlige problem, da vi ikke kunne være sammen i klosteret. Hun var ortodoks kristen, ville ikke være sammen med mig i klosteret.
   Det respekterede jeg, og de munke vi fik kontakt med, forstod vores situation, og hendes ønske om at være for sig selv. Ikke sådan at forstå vi sov sammen, det gjorde vi kun i teltet, og i de hytter der ikke havde flere rum , men det at være i den samme afdeling i klosteret, det ville hun ikke. Det var for hende et meget helligt sted og helligbrøde, hvis hun accepterede det, det forstod jeg godt.
   Hun sov i lader og udhuse på klostrene, det måtte jeg acceptere, sagde hun, hvis jeg ville følges med hende.
   Hun deltog altid i morgenmesserne, og smilede til mig, når vi mødtes der. Hun formidlede mange samtaler med de klostre vi kom forbi, overnattede i. Alle klostrene kendte hende, det var jeg forbavset over, men det ville hun ikke tale om, jeg fik ikke noget svar på det.
   Jeg talte med mange der kendte Roveren. Hun var en stor hjælp for mig.

Efter en måneds vandring var vi nået til Gevgelia. En større by som vi gik udenom, efter vi i dens nærhed havde købt nye forsyninger. Vi kom til en større flod vi skulle krydse.
   Vi opsøgte en garnfisker, der ville sejle os over til den anden bred. Vi kunne godt komme over en bro lidt længere nede, men det ville forsinke os med to dage, jeg mente tiden efterhånden var knap.
   Jeg havde været i forbindelse med min ambassade flere gange, de var ikke begejstrede for jeg brugte mere tid, på det de kaldte en ferie og et eksperiment. Min ambassadør havde givet mig tre uger til at afslutte min rejse, tage til Roverens opholdssted og få løst min opgave.

På den anden side af floden, gik vi langs en vej Roveren også benyttede. Jeg kikkede på det smukke landskab med dale og bjerge, forstod bedre og bedre hvad det var der drev Roveren. Her var meget smukt.
   Vi talte med flere der kendte ham, jeg fik efterhånden et godt kendskab til hans gøren og laden. Altid det samme gode ry. Han var en ener, der var kendt og værdsat.
   Også her i dette område, havde han konstrueret en bro over en kløft, og hjulpet med at bygge den. Den var kun for gående trafik, men var et stort aktiv for det lokale samfund, det sparede dem for omveje på mange timer.
   Altid det samme skudsmål om hjælpsomhed, for mad og husly.

Vi kom nærmere den bulgarske grænse. Jeg havde på vores sidste stop i storbyen, fået en tilladelse til Jenka, til at følge mig ind i landet. Kontrollen var meget lemfældig. Det var en næsten ubemandet post så langt fra alfarvej, at de undrede sig over vores tilsynekomst.
   Så snart de hørte om mit ærinde, var der ikke det de ikke ville fortælle om Roveren. Atter og atter var han et kendt ansigt. Jeg fik hilsener med til ham, flere af dem vi talte med, gav mig en lille lap papir de havde skrevet til ham.
   Det var deres måde at sende ham en hilsen på. Han var elsket af bjergfolkene, det var jeg ikke i tvivl om.
   Vi var nu i Bulgarien, tre dage fra mit udgangspunkt. Jeg havde sendt et telegram til min ambassade fra grænseposten, jeg ville være i den by hvor Roveren var, i løbet af den næste uge.
   Vi fortsatte i bjergene mod byen. Det var sommer og meget varmt, med mange insekter der plagede os. Jenka var ked af vores rejse snart var forbi.
   "Jeg vil savne dig," sagde hun og smilede til mig.
   "Ja, Jenka, jeg vil da gerne indrømme, det har været en dejlig oplevelse at være sammen med dig."
   Vi gik og talte om, hvad vi hver især nu skulle lave, hvad vi havde fået ud af at være sammen, da Jenka pludselig blev ramt af et mindre stenskred, et par klippestykker der pludselig havde løsnet sig, lige som vi skulle passere.
   Hun var to meter foran mig, da stien vi gik på, var både smal og farlig.
   Vi havde ikke noget reb imellem os, det stykke vi passerede var kun tyve til tredive meter langt og helt fladt. Det var naturligvis forkert af os, ikke at sikre os med reb.
   Jenka faldt, var væk i den støvsky der hvirvledes op omkring hende. Jeg stoppede op, krøb sammen helt inde ved klippevæggen og ventede.
   Da støvet havde lagt sig, så jeg hende på en lille afsats tyve meter under mig. Ved et mirakel var hun blevet hængende i noget buskads. Hun klagede sig...
   "Jenka! Kan du høre mig?..." Hun viftede lidt med hånden.
   "Er du kommet til skade?... Så vift en gang, hvis ikke, så vift to gange." Hun viftede en gang.
   "Kan du holde dig fast hvor du er?..." Hun viftede en gang.
   Jeg smed oppakningen, fandt rebet frem som jeg havde i min rygsæk. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle bruge det, men mente jeg skulle prøve at fire mig ned til hende. Jeg kunne altid komme op igen, men hun måtte sikres.
   Jeg syntes det tog mig lang tid at få rebet gjort fast, og komme ned til hende. Der var ujævnheder i klipperne, jeg firede mig nedad, og klatrede skråt ned mod den afsats hun lå på. Hendes ene ben var i en forkert stilling. Den ene arm lå slap ud til siden, det blødte fra den. Jeg rørte ved hende. Hun klagede sig og stønnede:
   "Bind mig fast, jeg tror jeg falder. Jeg kan ikke holde mig fast længere. Hvorfor regner det så voldsomt?..."
   Jeg var klar over hun var alvorligt skadet. Hun talte delvis i vildelse.
   Jeg bandt hende til rebet, og satte mig for at tænke på hvad jeg nu gjorde. Lige nu var hun sikret. Hun ville ikke styrte i dybet. Men hvad gjorde jeg?... Hvordan fik jeg hende op her fra?...
   "Grib!" Var der en der råbte. Jeg kikkede op og så en fremmed. Han talte dansk til mig.
   "Rover!" nærmest råbte jeg.
   "Det er et mirakel du er her."
   "Stille. Gør som jeg siger."
   Han instruerede mig i, hvad jeg skulle gøre. Han var professionel, det var jeg ikke i tvivl om. Han fortalte mig hvordan jeg skulle forbinde Jenka, og sikre hende til den primitive båre han sænkede ned til mig.
   Der var lige reb nok til det hele, det tog ikke mange minutter for os at få hende op på stien igen.
   Vi tog hende til et mere sikkert sted, hvor Roveren undersøgte hende, for de skader hun havde pådraget sig. Han kikkede på mig og sagde:
   "Vi må bære hende tilbage til det kloster, hvor jeg overnattede i går. Det bliver en streng tur for os begge, men det er hendes eneste chance. Hun er svært skadet, ikke livsfarligt endnu, men hun skal hurtigt til en læge, hvis hun ikke skal dø for os. Er du klar til det?..." Jeg nikkede. Hans stemme var blid, mørk og behagelig.
   Vi tog båren på skuldrene, og begav os ned mod det kloster, han havde forladt for et par timer siden. Jeg bebrejdede mig selv, vi ikke havde sikret os, inden vi passerede det klippefremspring. Det gjorde vi ellers altid, men vi havde gået og sludret så godt sammen. Jeg havde det elendigt. Jeg svedte, vidste jeg måtte tage mig sammen. Hun havde gjort så meget for mig, nu havde Roveren sagt alt afhang af os.

Tre timer senere var vi ved klosteret. De tog imod hende, Roveren tog mig under armen og ind i et lille lokale. Der satte vi os ned. En munk kom med et par krus te. Jeg var udmattet og rystet...
   "Rolig," sagde Roveren, og lagde en hånd på min skulder.
   "Ikke tage dig selv så højtidelig. Det var ikke din skyld det skete, men jeres dumhed eller glemsomhed med rebet imellem jer. Det kunne nemt have kostet hende livet. Se det som et mirakel hun ikke er værre tilredt end hun er.
   Hun vil overleve, formentlig uden større men. Det var hende der var føreren, ikke dig. Dette siger jeg ikke for at belaste hende, men for at få tingene på deres rette plads. Drik nu din te." Han betragtede mig alvorligt. Så fortsatte han:..
   "Den danske ambassade!
   Du har været langt omkring, ved jeg. Jeg fik at vide af mine venner, du var på vej hertil, og jeg tænkte jeg ville gå dig i møde. Den kvinde du følges med, hvor kan jeg placere hende i forhold til dig?..."
   "Jenka?... Hende har jeg lejet, eller lånt til at følge i dit fodspor."
   "Jeg kender hende godt. En pige der bliver til noget, hvis hun ellers får muligheden for det. Hun klarer sig. Hvad vil du mig?..." Jeg var forbavset over hans direkte spørgsmål...
   "Ja, hvad vil jeg egentlig?... Lige nu er jeg rystet." Jeg tog mig sammen og fortsatte:
   "Jo, jeg vil gerne hjælpe dig. Men det blev dig der hjalp mig i stedet. Det er ikke som jeg havde forberedt det." Jeg prøvede et forsigtigt smil.
   "Ja, du er forvirret og rystet, det er der ikke noget at sige til. Nå, men vi kan vel lige så godt få hvilet os inden aftensmaden."
   "Jenka. Hvad med hende?"
   "Hun er i gode hænder. Bekymrer hun dig?..." Han så direkte ind i mine øjne. Jeg rødmede.
   "Ja, jeg føler jeg har ansvaret for hende," svarede jeg og så ned i gulvet.
   "Ha," sagde han og grinede højt.
   "Det er hende der fører dig, og nu siger du, det er dig der har ansvaret. Det kan jeg ikke få til at passe. Vil du forklare det nærmere?..." Jeg så stadig ned.
   "Jeg er vist forvirret. Jeg mener. Får hun den hjælp hun har brug for?..." Han smilede...
   "Klosteret her er også det lokale hospital. Der er læge i byen ikke langt herfra, og kvinder der forstår sig på sygepleje. Hun er i gode og kærlige hænder lige nu. Hvad er dine planer efter det uheld?..." Jeg så på ham.
   Hans ansigt var mildt og smilende, tillidsvækkende kunne man sige.
   "Det ved jeg ikke. Jeg var ikke forberedt på dette, men jeg må i forbindelse med min ambassade så hurtigt som muligt."
   "Så er det godt de har en telefon, det vil jeg gerne arrangere for dig. Er du færdig med din te?..." Jeg nikkede. Han rejste sig og sagde:
   "Kom, vi hilser på prioren, beder ham hjælpe os."

Tre timer senere var alt i orden med min ambassade. Jeg kunne blive så længe det var nødvendigt, men skulle rapportere hvad der foregik. De mente ikke vi havde juridisk ansvar for Jenka, da det var hende der var lederen på min rejse.
   Men deri var jeg ikke enig. Måske havde vi ikke et juridisk ansvar for hende, men jeg havde et moralsk ansvar, følte jeg. Jeg ville ikke forlade hende i et fremmed land, det lå helt fast. Jeg fik to uger til at sende rapport om Roveren, og være tilbage i Sofia på den danske ambassade og aflevere den.

Prioren var en flink mand, der hjalp mig med det hele. Det tog mig to timer at komme overens med ambassaden, få den frihed jeg ville have, til at hjælpe Jenka. Jeg havde antydet at vores forbindelse var mere end arbejde. Det var en indskydelse jeg pludselig fik, hvad der gjorde det, vidste jeg ikke. Roveren så jeg ikke noget til hos prioren.
   "Han er nok i haven!" sagde han på mit spørgsmål om, hvor jeg kunne finde ham.
   "Hvis jeg kender ham ret, er han allerede i gang derude."
   "Må jeg se til Jenka?" Prioren nikkede og klappede i sine hænder.
   En munk kom ind, de talte kort sammen. Han tog mig blidt i armen, som tegn på jeg skulle følge med.
   Vi gik gennem mange gange og igennem mange døre, endte i en stor sal der mindede om en sygestue fra gamle dage. Der var flere sengeliggende patienter der kikkede på mig, da vi gik forbi dem. Jeg nikkede venligt til dem og fulgte munken. Han drejede om et hjørne og bankede på en dør. Der blev svaret, vi gik ind.

Jenka lå bleg med flere forbindinger om hoved og arme. Der sad en kvinde i sygeplejeuniform ved hendes seng. Jeg kikkede op på munken.
   "Taler De Engelsk?" Han nikkede.
   "Er hun svært skadet?" Han talte med kvinden i et par minutter, sagde så til mig:
   "Fremmede. Hun er sluppet billigt. Hendes hofte var ude af led. Det er ordnet nu. Hun har flere hudafskrabninger og en brækket arm, åbent brud, der vil blive fikseret med gips når hævelserne har lagt sig.
   Hun har hjernerystelse og en flækket læbe. Ellers er hun uskadt. Hun sover nu, vil gøre det til i morgen. Det er det bedste.
   Hun får smertestillende medicin, vi holder hende sovende og i ro. I morgen kan De komme tilbage og tale med hende."
   Jeg takkede og bøjede mig over hende. Gav hende et kys på kinden og sagde stille:..
   "Jenka, jeg hjælper dig, vær vis på det. Sov godt. Jeg kommer igen i morgen tidlig."

Tilbage i den celle hvor jeg skulle sove, spurgte jeg efter Roveren. Munken smilede.
   "Han hviler sig, det skulle De også gøre. Skal jeg kalde på Dem i morgen tidlig?" Jeg nikkede. Takkede ham endnu engang, og satte mig på den lille stol der var i værelset. Han ønskede mig godnat og forlod mig.
   Jeg sad længe oppe og tænkte på Jenka. Jeg var kommet til at holde meget af hende. Det var gået op for mig, at hun betød mere end jeg ville indrømme. Jeg følte noget for Jenka.
   Ulykken havde betydet, jeg havde besluttet mig for, ikke at lade tingene glide mig af hænde, være ligeglad med hvad der skete med hende.
   På en sød måde følte jeg, at jeg havde et ansvar for hende. Jeg tænkte på alle hendes planer med sit liv. Hun skulle ikke være alene med de problemer der var lige nu.
   Jeg ville blive, også selvom den frist jeg havde fået af min ambassade, den udløb. Så måtte jeg få det bedste ud af de problemer der ville opstå, hvis det var nødvendigt at blive for hendes skyld. Der var også det med at betale for hendes ophold. Det måtte jeg tale med Roveren om i morgen.

Jeg fik ikke en rolig nat. Mareridt på mareridt plagede mig. Jenka så jeg i mine drømme, så kvæstet, at jeg måtte have skreget højt over det grufulde og groteske syn, det var at se hende, blødende, meget langt nede i en slugt jeg ikke kunne nå. En munk ruskede i min arm.
   "De drømmer, har mareridt!" sagde han.
   "Her, tag denne pille, den vil få Dem til at falde til ro." Jeg var flov over det postyr jeg havde lavet, men taknemmelig for den hjælp jeg fik. Jeg tog pillen og drak det glas vand han rakte mig...
   "Undskyld. Men jeg havde vist mareridt." Han smilede.
   "Ja, vi hørte Dem råbe op og gik herind. Det er helt i orden. Læg Dem ned og få lidt søvn. Vi er i værelset overfor, læser, hvis De skulle få brug for et trøstende ord. Godnat, og sov godt."
   Jeg lagde mig, han slukkede lyset og lukkede døren efter sig.
   Jeg var meget flov over det postyr jeg havde lavet. Resten af natten sov jeg som en sten. Da de vækkede mig tidligt næste morgen, var jeg stadig flov og undskyldte min opførsel. Munken slog ud med armen og sagde:..
   "Det skal De ikke tage dem af. Vi er vant til at store dramatiske oplevelser, giver dramatiske drømme. Det er ikke Deres skyld. Her er et håndklæde, Deres bad venter i værelset ved siden af Deres." Han forlod mig.
   Jeg gik du på gangen og ind i værelset, hvor der var et par håndvaske og to brusere. Det var vidunderligt at mærke det varme vand løbe ned over min krop. At få skyllet alle nattens genvordigheder af, var forfriskende og befriende.
   Efter badet klædte jeg mig på, og gik ind til mig selv. Det bankede på døren. Munken fra før spurgte, om jeg ville have morgenmad nu, eller om jeg ville deltage i morgenmessen? Jeg svarede, jeg gerne ville til messe, hvis det ikke gjorde noget. Jeg var ikke ortodoks kristen. Han smilede...
   "Ikke spor. Følg mig, så skal jeg vise Dem vejen."
   Kirkerummet var meget stort. Jeg satte mig bagerst i det store rum, lyttede til den monotone messen fra munkene.
   Jeg tænkte igen på Jenka, sendte en stille bøn om, hun ville blive helt rask. Efter messe og morgenmad, ville jeg gerne besøge hende.

De fulgte mig derhen, lod mig være alene med hende. Hun var vågen, men stadig bleg. Jeg tog hendes hænder i mine og sagde:
   "Jenka. Det var en ordentlig forskrækkelse du gav mig. Men det gik godt, takket være Roveren." Hun så på mig og prøvede et smil.
   "Ja, jeg har ansvaret for dig, men begik den fejl ikke at sikre os begge med reb. Det er mig der undskylder, og takker dig for at have hjulpet mig."
   "Har du det bedre i dag?" Hun smilede.
   "Ja, takket være dig og Roveren, så går det helt godt."
   Jeg sagde til hende, jeg ville sørge for hun kom tilbage til sit eget land, så snart hun var i stand til at blive flyttet. Hun havde tårer i øjnene.
   "Tak!" hviskede hun.
   Vi bare så på hinanden i et par minutter. Hendes mørke, lange, og meget smukke hår var spredt ud over puden. Hendes øjne var blide og tillidsfulde, om munden var der anelsen af et venligt smil. Jeg kom i tanke om hun havde sagt tidligere, der var en hun havde øje for, og spurgte:
   "Jenka. Du sagde tidligere til mig, der var en du var lidt lun på, hvis jeg må bruge det udtryk. Er der nogen jeg skal ringe til, eller underrette om vores lille uheld, og informere om du er her?" Hun så på mig, i hendes øjne anede jeg en smerte.
   "Nej. Det er der ikke."
   "Jamen, du kunne jo bede ham om at tænke på dig i det mindste, det er da et vink med en vognstang!" Jeg sendte hende et stort smil. Hun nikkede.
   "Jo, det er et godt forslag. Det vil jeg gøre på min måde, og bede dig gøre mig en anden tjeneste samtidig. Vil du det?..." Jeg nikkede.
   Hun tog et stykke papir og en blyant fra det lille bord ved hendes seng, med lidt besvær skrev hun et lille brev. Da hun var færdig, foldede hun det sirligt sammen, rakte det til mig og sagde:..
   "Vil du give Roveren det? Han ved hvem der skal have det, og hvad han skal gøre. Vil du det?" Jeg nikkede, puttede brevet i lommen og smilede til hende.
   "Jeg skal nok huske det, men jeg vil gerne, hvis det ikke er for meget for dig, blive lidt endnu og tale med dig." Hun smilede til mig og nikkede.
   Vi talte sammen i en halv time, så kom den dame der havde siddet ved hendes seng tidligere, og sagde noget til mig. Jenka smilede, så på mig og sagde:..
   "Du skal gå nu, jeg skal hvile mig, siger hun." Jeg tog hendes hånd. Rejste mig og kyssede den let...
   "Jeg kommer igen senere. Ved du hvornår det er passende?" Hun talte kort med damen.
   "I Eftermiddag. Efter tre, må du gerne komme igen. Husk nu Roveren!" Sagde hun, da jeg gik ud af døren.

Jeg opsøgte Roveren, han gik ude i den dejlige have der hørte til klosteret.
   "Nå, går det bedre?" Jeg rødmede og svarede:
   "Ja, jeg er flov over det postyr jeg lavede i nat." Han morede sig.
   "Tag det roligt, det er de vant til, det er ikke noget at skamme sig over."
   "Jeg har et brev til dig fra Jenka!"
   Han tog det, åbnede papiret og læste.
   Da han havde læst, foldede han det sirligt sammen, smilede og sagde til mig.
   "Vi to har vist en del at tale om i de næste par timer." Jeg studsede.
   "Ja, du har flere breve eller hilsener til mig i din bagage, efter hvad Jenka siger.
   Jeg besøgte hende kort, mens du var til messe i morges. Det at deltage i morgenmessen, er noget der bliver lagt mærke til her, selvom man ikke er troende som dem. Der har du fået et par point!" sagde han og smilede.
   "Kom, jeg vil vise dig hvor din bagagen ligger. Det er munkene der har hentet den."
   Vi gik ind i en bygning, der lå ved siden af den gang hvor jeg boede. Der var vores bagage.
   Jeg fandt de lapper papir, jeg havde modtaget fra de mennesker vi havde mødt. Gav dem til Roweren, der læste dem alle sammen. Da han var færdig sagde han:
   "Tak for brevene. Ja, du forstår vel det er mine venner, der sender mig hilsener." Jeg smilede.
   "Jo, men vil du ikke fortælle mig, hvorfor du ikke vil lade os på ambassaden hjælpe dig?... Være dine venner også?..." Han smilede...
   Hvad skulle det gøre af forskel i min tilværelse?..."
   "Du er tres år gammel nu, så vidt jeg husker! Vi kan hjælpe dig med en invalidepension. Det er ikke mange penge, men dog nok til du vil kunne klare dig." Han så på mig.
   "Mener du helt seriøst, jeg ikke kan klarer mig?..." Jeg kunne se på den måde han rynkede panden på, at jeg havde lavet en bommert. Jeg grinede, som for at glatte lidt ud...
   "Av, det var dumt sagt af mig, det kan jeg godt se nu. Jo, selvfølgelig klarer du dig perfekt, derom er der ingen tvivl.
   Men man er urolig for dig. Du er ikke helt rask, efter den ulykke med den unge mand og det fly. Du bliver også ældre. Måske var det så en ide at lade os hjælpe dig lidt?...
   Du kunne slå dig ned et sted, nyde dit otium, og få lidt penge hjemmefra. Det er et tilbud til dig." Han nikkede.
   "Det vil jeg tænke over. Vi har vel ikke så travlt lige nu, hvis vi også skal sørge for Jenka?..." Han så spørgende på mig...
   "Nej, det har du ret i. Hende skal jeg sørge for først. Jeg vil ikke hverken svigte eller glemme hende. Hun har været mig en god kammerat, en god fører og rejseledsager. Nej, hende glemmer jeg ikke. Ikke mindst på grund af hende, har jeg nu fået lov til at tale med dig, Rover."

Vi gik en tur i haven inden der var middag. Han fortalte om sig selv, jeg fik det bekræftet jeg allerede vidste. Der var ikke noget nyt i det han fortalte mig, om sit omflakkende liv.
   "For resten!" sagde han og stoppede op.
   "Jeg har et vink med en vognstang til dig, hvis du forstår hvad jeg mener... Der er en dame der er seriøst interesseret i dig. Hun beder dig i det mindste, hvis du ikke er interesseret i hende, om at tænke på hende. Jeg har hørt du gerne giver gode råd. Er det sandt?..." Han smilede. Jeg var paf...
   "Mener du Jenka hentyder til mig, når hun siger hun har en hun er brændt varm på?... Men at hun ikke tør sige det?..."
   "Ja, det gør jeg. Derfor det vink med den vognstang, som du så romantisk udtrykte det. Brevet du gav mig, er hendes ønske om min hjælp, til at fortælle dig, hun er meget interesseret i dig. Hun er bange for det bliver et afslag, og beder dig, hvis det er tilfældet, ikke at opsøge hende mere. Man kan vel sige hun satser alt lige nu."
   Jeg så ned. Jeg var bevæget.
   "Hun er en gæv og køn pige. Jeg vil indrømme jeg er interesseret, men hun var vel optaget, mente jeg."
   "Kun hvis du siger til hende, du har fattet det vink med vognstangen, det er dig hun mener!" Svarede Roweren, og morede sig.
   "Så hvis det har din interesse, vil hun helt sikkert blive glad. Det var det hun mente med, hun måske var optaget.
   Nå, det må du tænke over, men uanset hvad du gør, så vær galant og god ved hende. Hun er en god og gæv pige, som du siger, der kan nå langt, hvis hun bruger sine evner rigtigt.
   Kom, skal vi spise sammen?..." Jeg nikkede, og fulgte ham ind i den store spisesal, hvor alle indtog deres måltider.

Efter måltidet sendte jeg Roweren over til Jenka. Jeg fulgte efter, var spændt på hvad hun ville sige til ham.
   Vi havde aftalt et lille spil, fordi Jenka skulle drilles lidt. Den spøg var han med på.
   Hun så ham komme, og vendte sig glad imod ham. Jeg blev udenfor, kunne gennem en sprække i døren følge med i, hvad der foregik. De talte i et par minutter sammen. Jenka så ned i sin dyne...
   "Rover. Jeg elsker ham. Det ved jeg nu. Er der slet ikke noget du kan gøre for mig?..." Hun var bekymret, ikke tryg ved det han havde sagt til hende.
   Så grinede Roveren, omfavnede hende og sagde, mine følelser for hende var de samme, som dem hun havde for mig. Han kaldte på mig, der ventede uden for den halvt åbne dør. Hun blev blussende rød i hovedet...
   "Undskyld, men jeg var bange for du ville afvise mig. Da Roveren kom alene, blev jeg ked af det. Han ville ikke fortælle mig, hvad du havde sagt. Han sagde det var godt, men at det måske ikke var så godt alligevel. Jeg var i vildrede, bad ham tale med dig igen, så jeg kunne få et ærligt og entydigt svar.
   I er rigtig dumme, sådan at drille mig på den måde..."
   "Undskyld, Jenka! Jeg har jo tilbragt mange måneder med dig, føler mere end sympati for dig. Jeg vil gerne lære dig at kende, eller være din kæreste, hvis det er det det hedder."
   Jeg tog hendes hånd i min, klemte den, bøjede mig over hende og kyssede hende på kinden.
   Hun omfavnede mig og sagde, hun fra første dag havde fattet sympati for mig.
   Vi var begge generte. Roveren gik sin vej, med en bemærkning om, han vist var i vejen. Jenka og jeg talte i to timer om fremtiden. Vi var enige om, hun skulle begynde sin uddannelse som planlagt, og gøre den færdig. Jeg ville støtte hende på alle måder, også økonomisk. Jeg var interesseret i hende. Forelsket i hende. Vi var kærester nu, det var vi begge enige om.
   "Bliv nu rask, min ven!" sagde jeg og kyssede hende farvel. Denne gang på munden.
   "Vi ses i morgen." Hun rødmede, men gengældte mit kys. Hendes øjne var glade, hun sagde til mig hun også elskede mig.

Jeg gik tilbage til Roveren, fandt ham i haven i gang med et skuffejern.
   "Arbejder du altid?..." Han rettede sig op, smilede og svarede:..
   "Ja, arbejde for mad og klæder, det har jeg altid gjort. Du kan jo hjælpe mig!" Han rakte mig et jern, der stod et par meter væk.
   Vi arbejdede med ukrudtet i et par timer. Tavse. Da vi var nået til enden af det bed der nu var renset for ukrudt, stoppede han op og sagde:..
   "Ja, så er det vist nok for i dag. Du arbejder godt, selvom jeg ikke vil sige du er god til det. Var det hårdt?.." Jeg morede mig.
   "Nej, men anderledes. Normalt arbejder jeg med papirer og ikke jord. Men er du tilfreds, kan munkene vel også være det."
   "Kom, lad os sætte os her."
   Vi satte os på bænken, der var ved bredden af en lille sø, hvori de havde karper gående. Det havde jeg set tidligere på dagen, en munk havde bekræftet de havde dem til eget forbrug, som opdræt...
   "Du ville vide noget om mig, det har jeg fortalt dig. Er der andet du vil spørge om?.."
   "Ja. Efter den flyulykke havde du forfrysninger, var kommet til skade, efter hvad de sagde til mig, på politistationen hvor du blev behandlet. Er du rask nu? Behøver du hjælp eller penge til at betale regninger med?" Han smilede.
   "Tusind kroner vil lune hos de mennesker der hjalp mig, så hvis du gerne vil donere lidt, vil de penge være givet godt ud.
   Med hensyn til min tilstand, er jeg så god som ny igen, kun tiden kan læge de sidste sår jeg har. Ellers noget?..."
   "Nej. Har du tænkt over det med pensionen?..."
   "Ja, det har jeg. Er det ikke besværligt for dig at arrangere det?..." Jeg rystede på hovedet.
   "Nej, det er allerede gjort klart med papirer, og alt det andet der er omkring den sag.
   Der er kun een betingelse der skal opfyldes, du skal møde op på en ambassade for at underskrive papirerne, der så automatisk vil blive ekspederet til København.
   Der vil typisk gå tre måneder fra du har underskrevet dem, til du får de første penge udbetalt.
   Du skal også have en bankkonto, det er alt sammen formaliteter, du desværre skal igennem. Vil du acceptere det?..."
   "Ja, måske. Jeg vil i hvert tilfælde tænke over det. Er det en hvilken som helst ambassade du taler om?..."
   "Ja, og du vælger selv hvilket land du vil have pensionen udbetalt i. Der er ikke mange af din slags tilbage, så det skulle være en formalitet der er til at komme over, for dig.
   Jeg har ikke fuldmagt til at gøre det alene, min rapport, støttet af den læge der har behandlet dig, vil gøre det lettere."
   "Læge?... Skal jeg nu også til læge?... Nej, det vil jeg ikke. Så hellere undvære. Jeg forlod samfundet fordi der pludselig var for mange formaliteter. Det var for teknokratisk, for meget bureaukrati og alt for besværligt.
   Gammel eller ikke. Syg eller ikke... Ikke mere samfund til mig. Det ligger helt fast."
   "Tag det roligt, Rover. Du skal ikke til læge. Men der må være en læge der har behandlet dig, det er ham jeg skal tale med.
   Du behøver ikke selv være til stede. Det eneste lægen skal, er at bekræfte du har været ude for en ulykke, at lægen har behandlet dig, og at du har fået men af ulykken. Det er det hele.
   Enhver kan jo se du halter, trækker på det venstre ben, og ofte støtter dig til en stok. Vær nu rar, samarbejd med mig. Jeg har rejst langt for at tale med dig. Nu er det endelig lykkedes, så må du ikke ødelægge det hele for mig.
   Jeg skal gøre det så lidt bureaukratisk som muligt, det lover jeg dig, men jeg synes du skal acceptere den smule besvær der er. Det er hurtigt overstået." Jeg så på ham, smilede skævt.
   "Ok. Jeg vil tænke over, om det er besværet værd."
   "Godt, så har vi en aftale, Rover. Jeg rapporterer til min ambassade, du muligvis dukker op. Papirerne vil under alle omstændigheder være klar, hvis du kommer, hvilket jeg synes du skal gøre."
   Vores samtale var forbi. Vi gik hver til sit, men aftalte at spise aftensmad sammen.

Jeg gik ind i deres bibliotek, der var tilgængeligt for alle der besøgte klosteret. Jeg havde hvilet mig i en halv time, den fysiske udfoldelse havde gjort mig lidt træt. Det var arbejde jeg ikke var vant til, muskler jeg normalt ikke brugte på den måde.
   De havde mange bøger på engelsk, dem kikkede jeg i. Efter et par timer gik jeg ned i spisesalen for at møde Roveren.
   Vi talte om alt muligt, også om Jenka og hendes ulykke...
   "Dem har jeg set alt for mange af!" sagde han til mig, og nævnte nogle eksempler, der desværre havde været med dødelig udgang.
   "Bare alle ville være mere forsigtige. Vi har vel to tre stykker om året af den slags, der kunne være undgået, hvis bare folk tænkte sig lidt om."
   Efter maden gik vi en tur i den store park der hørte til klosteret. Det var et godt sted at være.
   Jeg var træt efter dagens arbejde, der havde været uvant for mig, ville gerne lægge mig. Roveren grinede, og drillede mig med mine kontor manerer, men han mente det ikke så slemt.

Om natten vækkede Roveren mig. Han var alvorlig.
   "Kom, Jenka er syg. Det er alvorligt."
   Jeg skyndte mig i tøjet, vi hastede over til hende. Hun var blussende varm, men smilede til mig, da hun så mig. Hendes hænder brændte, øjnene var skinnende. Hun havde tydeligvis høj feber.
   Jeg kikkede på Roveren, der talte med de to læger der var kaldt til stede. Han vendte sig imod mig og sagde:..
   "Hun har høj feber. Lægerne er bange for det er blodforgiftning. Hun skal omgående på hospitalet. Vi råder kun over en enkelt bil, det vil tage tre timer før den kan være her, og to timer til det nærmeste hospital der kan behandle hende. Det er for lang tid, siger begge læger. Har du en anden ide?..."
   Jeg tænkte mig om et øjeblik, bad om at låne en telefon.
   De fulgte mig til et kontor hvor der var en telefon. Jeg ringede til ambassaden, satte dem ind i situationen.
   De fik en historie om vi i mellemtiden var blevet gift. Vi var på bryllupsrejse, på vej til hovedstaden for at møde på ambassaden, og der bekendtgøre vi havde giftet os. Samtidig ville jeg aflevere min rapport om Roveren.
   Hun var kommet til skade, havde en alvorlig blodforgiftning, nu havde jeg brug for hurtig hjælp.
   De bad mig vente, ville ringe mig op senere...
   "Nej, det er der ikke tid til. Jeg behøver en beslutning nu!" sagde jeg desperat...
   "Godt! Vi sender en helikopter og en læge. Når jeg ved hvem der flyver, og hvor de kommer fra, ringer vi til dig igen.
   Hvilket nummer ringer du fra, hvad er din nøjagtige adresse?..."
   "Stop det sludder. Jeg ved hun har en alvorlig blodforgiftning, efter et åbent brud på den venstre arm, hun har meget høj feber.
   Der er to læger hos hende nu, de siger det er et spørgsmål om tid, hvis hun skal overleve. Jeg behøver hjælp med det samme, forstår du det?... Det er min kone vi taler om, du må gøre noget hurtigt, ikke skele til formaliteter, det er der ikke tid til. Forstår du alvoren nu? At det gælder hendes liv?"
   "Ja, ja, jeg ringer til dig. Bed en læge være klar ved telefonen, så snart jeg ringer tilbage. Jeg sender en helikopter med en læge med det samme." Jeg ringede af.
   Jeg gik tilbage til sygestuen, fortalte hvad jeg havde sagt og tænkt mig.
   Roveren oversatte det hele, den ene læge gik ind i det værelse hvor telefonen var, for at være klar til at besvare de spørgsmål der ville komme. Roveren så på mig.
   "Hvad nu?... Din kone?..." Jeg så på ham.
   "Vil du hjælpe mig!" Han nikkede.
   "Kan du bede abbeden om at vie os, og bede ham om, hvis det er muligt, at tilbagedatere en attest i mindst fjorten dage. Vil du det?..."
   "Jeg ved situationen er alvorlig. Men har du spurgt Jenka, om hun vil gifte sig med dig?..." Jeg vendte mig om og så på hende. Hendes øjne var skinnende...
   "Jenka. Kan du høre og forstå hvad jeg siger?..." Hun nikkede svagt med hovedet.
   "Jenka. Vil du gifte dig med mig?..." Hendes øjne blev større. Der randt en tåre fra dem. Da hun ville svare mig, fik hun et hosteanfald.
   "Rolig, Jenka. Klem min hånd hvis du mener ja." Hun rykkede mig ned til sig og hviskede:..
   "Ja, jeg elsker dig, jeg elsker dig." Så blev det for meget for hende. Hun sank tilbage på puden og græd.

Roveren var væk. Lægen der var tilbage, talte ikke engelsk, der kunne jeg ikke få hjælp. Hvor var Roveren?... Jeg bøjede mig over Jenka, der gennem sine tårer så på mig. Hun klemte mine hænder, med den hånd der var fri.
   Den anden lå slapt ned langs siden. Den var meget hævet, kunne jeg se, hun havde et drop med væske i den syge arm. Hun hviskede igen og igen:..
   "Jeg elsker dig, jeg elsker dig. Bliv hos mig, jeg er bange." Jeg tyssede blidt på hende og sagde:..
   "Jeg forlader dig ikke et sekund. Det lover jeg dig. Jeg elsker dig, Jenka. Sammen klarer vi det her. Du er en stærk pige. Det skal nok gå." Hun så på mig, med øjne der fortalte alt hvad hun følte for mig lige nu. Jeg var grebet af hendes blik til mig, og rørt. Jenka var syg, men hun var klar over jeg ville hjælpe hende, at jeg ikke ville forlade hende.

Roveren kom ind sammen med Abbeden. Han spurgte om jeg ville giftes med hende, og om hun ville det samme. Jeg nikkede og så på Jenka. Hun hviskede:..
   "Ja, det vil jeg gerne. Ja."
   Det tog kun et øjeblik, så var vi mand og kone.
   "Det er et nødbryllup!" Sagde Roveren, da det hele var forbi.
   Jeg lovede i ville komme tilbage, når Jenka er rask, og gifte jer rigtigt. Er det en aftale du kan acceptere?..."
   "Ja, det er sikkert og vist. Det er en aftale. Jeg vil bede dig om at være tilstede, bekræfte vi bliver gift på den rigtige måde. Vil du det, Rover?..."
   Jenka vippede med armen. Jeg bøjede mig ned over hende, hun hviskede:..
   "Rover!" Jeg kikkede på ham og sagde:..
   "Hun vil sige noget til dig."
   Han bøjede sig ind over hende, jeg kunne se på hendes læber der bevægede sig, at hun sagde noget til ham. Han nikkede, klappede hende på kinden og smilede til hende. Så så han på mig og sagde:..
   "Du er en heldig mand. Jeg har sagt ja til at følge hende til alteret. Det er lidt anderledes end hos os, men det er det samme der sker.
   Hun har ingen familie mere. De er alle døde. Men hun er ikke alene, hun har dig, nu, det er hun glad for." Jeg var rørt.
   Lægen kom ind, talte dæmpet med Roveren. Han forklarede mig, de var på vej med en helikopter, at der både var en læge og en sygeplejerske med. De var specialister i behandling af hendes sygdom. De havde også midler til at behandle hende med det samme, når de landede hos os.
   De ville være her om et kvarter, vi skulle gå ud nu. De skulle gøre Jenka klar til transporten.
   "Rover. Jeg tager med helikopteren. Er de klar over det?..." Han nikkede, smilede.
   "Det sagde jeg til lægen du ville, det er i orden.
   For resten. Jeg har en konvolut med et dokument, det fortæller i blev gift for tre uger siden, men at papirerne ikke er færdige endnu.
   Abbeden er syg. Det er kun ham der kan underskrive vielsespapirer, så de er gyldige. Du må vente til han er rask, er tilbage. Er det i orden?..." Han gav mig konvolutten med den midlertidige attest, som jeg puttede i lommen. Jeg smilede...
   "Tak, Rover." Vi gik ud af lokalet.

Ude på gangen spurgte jeg hvad han nu ville lave.
   "Vente. På i kommer tilbage. Her! Telefonnummeret til klostret står på denne seddel. Ring når i er klar til at vende tilbage. Så får man fat i mig. Jenka taler deres sprog, det er ikke noget problem."

Helikopteren kom, jeg fulgte med båren ud til den og op i den. Jenka knugede min hånd og græd stille. Både læge og sygeplejerske, startede deres behandling af hende før vi lettede igen. Vi var på vej til hospitalet.
   Flyveturen var et helvede for mig. Jenka blev lagt i coma, det var det bedste. Flasker og sprøjter blev en del af den time det tog os, at nå hovedstadens hospital. Jeg var ked af det, kunne kun se magtesløs på og vente.