År 2019. En underlig by.

Hvis man spurgte mig, hvornår det hele begyndte, så ville jeg sige, at det var dødsfaldet under balletforestillingen, som startede det hele. Jeg tror ikke, at nogen dengang kunne have forudsagt al den død og ulykke, som fulgte efter dødsfaldet. Det er svært at forklare, hvorfor mennesker dræber hinanden, og endnu sværere når det er naboer, som dræber naboer. Jeg har måske ikke selv forstået det hele endnu. Det er derfor jeg skriver dette ned, så jeg forhåbentligt en dag kan genlæse og reflektere i min egen sjæl og samtidig advare alle andre i verden, så det ikke sker igen.

Det var en doven lørdag sommeraften i Holstebronx. Året var 2019, og alt var som det plejede at være. Jeg var som altid taget til den ugentlige balletforestilling med mine forældre. Det var sådan noget, vi gjorde i Holstebronx, som ingen andre helt forstod. Vi tog til ballet hver lørdag og hyldede vores lokale helt, den berømte Ludvig Skofus. Hver uge imponerede han os med endnu et mesterstykke af en ballet fyldt med musikalsk fryd og visuel stimuli. Der var ingen i byen, som var over eller ved siden af den store Ludvig Skofus. Han var vores folkekære leder og de facto kommandant. Større end livet stod han på scenen i sin mørke trikot og instruerede bengalske, trausiske, norske og flamske dansere rundt på scenen til alles fryd. Han tjente styrtende med penge på sit foretagende, og alle undte ham det. Vi tilbød sågar at betale mere end indgangsprisen, da vi bestemt mente, at det var det værd. Han gav vores trælse og travle værdig en mening, som selv det lokale fodboldhold måtte bøje sig i støvet for.
   Hvorfor netop disse forestillinger ramte os så dybt kan være svært at forklare udenforstående. Hvis man dog sad i salen i blot få minutter - salen med de mægtige røde hermelinskåber, der hang ned fra en hvælving smukkere end den klare blå himmel - så blev man ramt af en forelskelse i nuet, et nærvær man ikke vidste man savnede, men straks indså man manglende. Den eneste sammenligning, jeg kan komme på, er, hvis man forestiller sig at lægge sig i en blød og omfavnede dyne i en seng af kølig, behagelig temperatur på en sen efterårsaften. Den følelse gav balletrummet mig. Det var dog ikke rummet, som tiltræk os, som myg til det blåviolette lys fra mobilskærmen. Det var, når danserne gik på i deres kropsnære dragter og med en selvkontrol, som ingen af tilskuerne nogensinde havde haft eller ville få. Så blev man hengivet til drømmeland. Det var som om, at man lå i efterårsdynerne og opdagede, at man ikke var alene i sengen af fjer, men at en ung og sommerskøn kvinde også lå der, parat til at stirre ind i ens hungrende sjæl og tilfredsstille ens higende krop. Uden skam indrømmer jeg, at jeg sad med erigeret lem under de fleste af forestillingerne. Når danserinderne sprang, så strømmede blodet fra lårene til mit lem. Der kom aldrig en udløsning, men det var heller ikke pointen. Pointen var, at jeg kom tilbage uge efter uge for at opleve denne konstante lyst.
   Jeg var lige fyldt 14 år, så det var stadig mine forældre, jeg tog til forestilling med. Jeg tænkte ikke dengang over, at min far nok også måtte have et erigeret lem, og at min mor efterladte en våd plet på sædet. Nu, hvor jeg tænker tilbage, så skulle det ikke undre mig, at det var sådan, det gik til. Det lyder underligt, men på en måde føler jeg, at det bragte mig nærmere mine forældre og alle andre i den sal. Sådan tænker jeg på det i dag. Vi sad alle sammen under hermelinskåberne i vores våde sæder eller med vores stådrenge og oplevede noget ud over det sædvanlige.

Ludvig Skofus var blevet en ældre herre med både børn og børnebørn, så det var sjældent, at han selv dansede med. Men netop denne lørdag sommeraften, så kastede han sig ud på scenen, som var han i sine brunstige tyvere igen. Man sagde, at det var fordi, manden var blevet forelsket i sin hovedrolleindehaver - den smukke Lysa Gyldenøje. Men man sagde det ikke højt, for måske hørte nogle af Fru. Skofus håndlangere det, og så skulle man ellers løbe stærkt eller tilbringe natten i kachotten. Det var virkelig en underlig by, som vi boede i. Både politiet og det lokale militær, kaldet dragonregimentet, adlød ordre direkte fra Hr. og Fru Skofus, som var de konger fra middelalderen. Måske hengivenheden skyldtes, at soldaterne og politiet fik ekstraforestillinger hver torsdag aften? Ikke desto mindre var der ingen dengang, som stillede spørgsmål ved dette arrangement. Vi var bare glade for at Skofus blev i Holstebronx og ikke søgte større græsgange i den vide verden.

Denne aften sad vi på næst forreste række, en æresplads som jeg husker at være meget stolt over. Normalt sad vi længere tilbage, da min far var socialdemokrat, men lykken var vendt for os og for partiet. Et arrangeret gifte-mål mellem formanden af socialdemokratiet og selveste Skofus' ældste datter var blevet annonceret. De skulle giftes til næste forår, og familierne var så lykkelige. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke om det, for både socialdemokraternes formand og hans kommende hustru var så meget ældre end mig, at jeg nok bare mente, at det var voksen-business. Hvad jeg vidste var, at det var rart at sidde med mit erigerede lem så tæt på danserne og den smukke Lysa Gyldenøje. Jeg var også glad for at komme til at sidde ved siden af min bedste ven, Clara, som altid var placeret forrest i sæderne, da hun jo var datter af Liberalisternes formand og dermed fra den velansete Colinot familie.

Nogle ting står tydeligere i ens hukommelse end andet, og det er ikke altid til at sige, hvorfor eller hvordan et bestemt billede brænder sig fast derinde, men jeg husker hver eneste fregne i Claras ansigt den aften, som stod jeg med et udprintet HD digital foto i A3 format. Jeg husker også, hvordan hendes røde krøllede hår og brede ansigt smilede til mig sekunderne før ulykken. Hun var ikke køn dengang, og det var jeg vel heller ikke. Vores venskab var ikke baseret på seksuel tiltrækning eller pige-dreng dynamik. Vi var venner, fordi vi ved et tilfælde boede i samme villakvarter og var de eneste børn på vores alder. Sådanne venskaber brydes som regel aldrig. Dët på trods af, at vores forældre helst så, at vi hadede hinanden på grund af 'politiske uoverensstemmelser' mellem dem.

Jeg så ikke ulykken, da den skete. Det lyder dumt, men det er den rene sandhed. Jeg var på et af de mest afgørende tidspunkter i Holstebronx - og sikker også min egen levetids - historie, og jeg så på Clara i stedet for at se på scenen. Måske er det derfor, at jeg husker Claras ansigt så tydeligt. Man kan sammenligne det med, at være til stede under JFK's snigmord, men stå i kø til en kop kaffe, da JFK bliver skudt. Den kop kaffe vil man sikkert aldrig glemme. Jeg husker dog tydeligt skriget. Det forpinte langtrukne skrig, da gulvbrættet løsner sig og planter et søm direkte i øjet på Ludvig Skofus. Jeg drejer hovedet og noterer mig den primale rædsel i Lysa Gyldenøjes ansigt. Det er faktisk hende, jeg bemærker tydeligst. Hun har blodsprøjt på sin hvide dansekjole og hendes ynde er forsvundet sammen med Ludvig Skofus' øje. Det blev efterfølgende sagt, at øjet trillede rundt på scenen helt ind til ambulancen kom, men jeg ved ikke om det er sandt.

Jeg ved dog, at det var den dag at alting ændrede sig. Måske ændrede det sig sammen med Ludvig Skofus' udånding samme aften. Når jeg tænker tilbage på det, så er det næsten poetisk: Ludvig mistede sit øje og sit liv, mens vi andre blev blinde af rædsel overfor den usikre verden, vi nu var efterladt. Som nyfødte muldvarpeafkom skulle vi nu selv opfinde en dagsorden og en mening med livet. Jeg skulle aldrig mere læne mig tilbage med mit erigerede lem og lade Ludvig Skofus' give mig den mening i tilværelsen, som alle mennesker higer efter.

Jeg husker ikke søndagen efter dødsfaldet, kun fornemmelsen af, at noget surrealistisk var sket. Kroppen ventede på at blive vækket af en drøm. Da det aldrig skete, blev det mandag, og jeg skulle i skole ...