Den aften stod den på rensdyr, Reko havde haft det med, da han besøgte os. Det havde han altid, sagde Riza, han var altid så betænksom. De fleste af de krydderier de brugte, fik de fra naturen.
   Men de købte også andre, som naturen ikke havde så højt mod nord. At Riza er en sand madkunstner, det har jeg nævnt tidligere, jeg blev hver gang overrasket, når hun lavede noget nyt. Det var utroligt som den kvinde kunne trylle.
   Det var en sand fryd at lære, om hvordan hun med den allerstørste sikkerhed, blandede de forskellige ingredienser sammen. De vilde bær gav det hele et dejligt pift, grøntsagerne var dampede, og sovsen smagt til med alskens krydderier og urter.
   Det er ikke svært, havde Riza flere gange sagt, man må bare huske det ikke er ligegyldigt, hvornår man kommer hvad i maden. Alt skal være nøje afstemt, og et krydderi der er særligt stærkt, skal ikke pladres i, og koge eller stege med under hele processen.
   Ved du det, går det sjældent helt galt. Det var en sand læremester jeg havde. Jeg spurgte:
   "Riza, hvornår må jeg prøve at lave mad til jer?" Riza lo.
   "Det må du, når du selv vil, vi kan aftale, at den anden dag vi er på rejse, laver du maden. Jeg skal nok hjælpe dig. Men gå nu ud og kald på Jægeren, sig der er mad."

Jeg fandt ham siddende udenfor hegnet. Han var i færd med at lave et net eller en ruse.
   "Så er der mad, Jæger. Er det net du laver, som det i fangede fisk med nede i elven?"
   "Ja det er det, og hvis Riza ikke allerede har sagt det, tager vi op til hendes familie på vores lille udflugt.
   Reko syntes godt om dig. Selvom han ikke kan lide journalister, er du en undtagelse, ikke mindst fordi hans søster siger det.
   Du er i gode hænder hos Riza. Hvis du ellers hører efter, kan hun lære dig uendeligt meget."
   Han smilede det drengede smil der var kendetegnende for ham, når han omtalte Riza, det smil Riza havde fortalt mig, varmede hendes sjæl.
   Efter maden vaskede vi op. Jægeren deltog også. Det skabte en del bemærkninger fra Riza, da han satte flere ting de forkerte steder.
   Jeg lavede te. Da den var serveret sagde Jægeren:
   "Du må vel hellere få den daglige historie. Det er ved at blive en vane for mig, at fortælle historier for dig. Jeg håber du kan bruge det til noget, når du skal skrive din historie om os.
   Nå, men det var en god tid i den hytte, men den var hård.

Den nat, min første i hytten, sov jeg den udmattedes søvn. Jeg vågnede lige før det blev lyst. En voldsom smerte jog hele tiden igennem mig. Jeg var rædselsslagen, smerten var så konstant og så voldsom, at jeg næsten ikke kunne bevæge mig. Med en kraftanstrengelse fik jeg mig taget sammen. Hvad skulle jeg gøre?
   Jeg vidste jeg havde feber, at jeg måtte op og gøre noget ved det med det samme, men hvad?
   Jeg rejste mig med store smerter, fik ild på ovnen, og tog et overblik over de hjælpemidler jeg havde til min rådighed. Det var ikke mange. Vorherre og jeg havde et problem.
   Mine overlevelsesmuligheder var ikke store, og hjælp kunne jeg ikke regne med fra noget menneske. Jeg kogte vand, rensede mine sår så godt jeg kunne, de blødte stadig lidt. Hver bevægelse voldte mig endnu større smerte. Jeg var svag, men jeg måtte holde mig i gang. Renlighed vidste jeg, var alfa og omega for at noget overhovedet skulle lykkes.
   Jeg brugte blade fra den bevoksning, der var ved huset, da mit lager af forbindinger var brugt op. Jeg vidste for første gang ikke, hvor mange dage eller uger der var gået. Feberen rasede i mig. Selvom jeg lå nøgen, så henholdsvis frøs og svedte jeg.
   Jeg var meget af tiden i en febervildelse, der ofte lod mig fange. Pinsler og plager regnede ned over mig, og en dag fandt jeg mig selv udenfor hytten. Hvordan jeg var havnet der, det vidste jeg ikke. Det voldte mig mange smerter at komme tilbage til den igen. Det var en svær tid.
   Meget langsomt fik jeg det bedre, men jeg var udmarvet, havde intet at spise.
   Kødet fra bjørnen, var for længst begyndt at rådne, og der var masser af mider og andet i det, det lugtede også fælt, så det måtte jeg smide ud i skoven, langt fra hytten. Jeg havde tabt mig mange kilo.
   Jeg begyndte at se mig om efter noget mad. Jeg så til min glæde, at der var en del vildt i nærheden af hytten. Jeg måtte jage. Det problem, at jeg stadig var svag, tvang mig til at bruge min revolver, og så håbe på der ikke var nogen der kunne høre mig.
   Jeg havde held til at skyde lidt småvildt, men jeg måtte passe på ikke at bruge alle mine patroner på at jage. Jeg skulle have nok til at forsvare min frihed, hvis det blev nødvendigt, og til at forsvare mig imod eventuelle angreb fra vilde dyr.
   Efter et par måneder, kom jeg mig så meget, at jeg kunne få et overblik over min situation.
   Jeg haltede stadig, men det ville fortage sig. Mine muskler var ømme, men det gik fremad. Jeg kunne begynde at samle forråd sammen til den strenge vinter, for videre kom jeg ikke i år, det vidste jeg.
   Hytten havde jeg fået gjort beboelig. Den døde der lå i det bageste rum, var en stakkel, der måtte have lidt en forfærdelig død. Det ene ben var brækket, da han lagde sig på sengen, det var tydeligt at se på den måde, han havde forsøgt at binde en skinne langs benet på, og på den støtteforbinding han havde lagt.
   Der havde været dyr inde og flytte rundt på noget af liget. Jeg gav de tilbageværende rester en begravelse, der var så kristen jeg kunne gøre den.
   Ude bag ved hytten lå en anden grav, for hvis ene ende der var rejst et simpelt trækors. Inskriptionen kunne ikke læses mere, den var udvisket af vejr og vind. Når jeg sagde ham om den døde, var det fordi det var en mandsdragt den døde havde på.
   Det meste af indboet brændte jeg i ovnen, en del måtte jeg forsøge at reparere, eller lave nyt. Der var mange redskaber. Selv om de var gamle kunne de bruges, med få reparationer.
   Alt i alt, var jeg trods mine problemer heldig. Alene i ødemarken, dybt inde i skoven men i live.
   Der var en hel del smykker og andre ædle metaller, guld, sølv og ædle stene. Det var helt klart at disse mennesker var flygtet, men for hvad. Det fandt jeg aldrig ud af. Jeg tror ikke det er helt galt, hvis jeg gætter på, de stammede fra aristokratiet i det tidligere så mægtige Rusland. Men det får jeg nok aldrig at vide.
   De gamle våben der lå i hytten, var ubrugelige, de var for rustne. Jeg havde stadig min revolver, selvom jeg ikke havde megen ammunition tilbage.
   Jeg havde lavet mig en slags armbrøst, af dele fra et af de gamle geværer, som jeg kunne ramme bytte med på lang afstand. Den var meget kraftigere end en bue, mere træfsikker, kunne række længere.
   Jeg var også blevet helt god til at lave tøj af skind. Det var stift, men når det blev brugt dagligt, kunne det bruges, helt godt blev det dog aldrig.
   Efterhånden som tiden gik, blev jeg bekendt med omgivelserne. Jeg jagede ofte langt fra hytten, op til flere dage, og jeg forstod den lå meget langt fra alfarvej.
   Min situation var nu den bedst tænkelige, men jeg måtte også tænke på at komme videre, jeg ville ikke risikere at ende som den stakkel jeg fandt, da jeg ankom til hytten. Jeg har tit tænkt den tanke, at det må have været skæbnen, der via en bjørn havde ført mig til mit skjulested.
   Der er ingen tvivl om, at den tid jeg tilbragte i hytten, den lærte mig meget om det at overleve, og på en sådan måde at jeg følte mig tryg. Risikoen for at blive opdaget var minimal.
   Resten af vinteren samlede jeg forråd sammen, så jeg kunne fortsætte til foråret. En bedre ransel, en slæde der var let at trække, og det bedste af min udrustning. Alt det jeg ikke kunne bruge, tog jeg ud i skoven og gravede ned. Det måtte ikke kunne ses det var mig, der havde været her, hvis det skulle ske at hytten blev opdaget af andre.
   Da foråret endelig kom, drog jeg af sted. I hytten havde jeg fundet et gammelt kort, selvom det var gammelt, vidste jeg det kunne bruges. Og det bedste var, at min nøjagtige position var tegnet ind på kortet. Jeg var meget glad for det kort, det ville blive til stor hjælp på min videre færd mod friheden. Nu gik jeg ikke helt i blinde.
   Jeg var stadig meget forsigtig, når jeg gik, tog ingen chancer. Gik hellere en stor omvej, end at risikere at møde de lokale. Selvom jeg talte sproget, var det ikke sikkert de ikke spurgte hvad jeg lavede her.
   Sådan gik der et par måneder, jeg nærmede mig den finske grænse. Jeg havde regnet ud, at jeg med lidt held ville være i Finland i den begyndende vinter, og om alt gik vel, i Sverige en måned senere.
   I Finland ville jeg prøve at stjæle mig frem, det vil sige: Tøj, der så ud som det de mennesker der boede der, de brugte. Jeg talte et Skandinavisk sprog, det skulle nok gå. Imens søgte jeg så højt mod nord, som jeg turde. Så tæt på den grænse der adskilte Sovjetunionen og Finland. Mit kort dækkede kun det østlige og nordlige Rusland, til omkring Sankt Petersborg.
   En morgen vågnede jeg, hørte stemmer. Det var soldater. De havde slået lejr et stykke fra hvor jeg lå. De snakkede om deres opgaver, om militæret, men jeg kunne ikke få noget billede af, hvad de lavede her ude.
   Jeg pakkede min udrustning så forsigtigt sammen som jeg kunne. Jeg måtte efterlade en del af den på stedet, hvis jeg skulle gøre mig håb om at komme uset videre. Jeg kunne så gå tilbage, når det var sikkert jeg ikke møde soldater mere. Jeg tog kun det allermest nødvendige med.
   Ganske langsomt sneg jeg mig bort. Da jeg var kommet udenfor deres hørevidde, skyndte jeg mig af sted, væk fra denne ubehagelige oplevelse.

Jeg havde vel gået i en halv time, da jeg pludselig blev råbt an:...
   "Stop, hvem er du?..." Det var bevæbnede soldater, der havde råbt mig an...
   "Jeg er pelsjæger, svarede jeg,... Hvis jeg er trængt ind på et militært område, går jeg med det samme..."
   De var tre mand, alle i militæruniformer, deres våben pegede imod mig, og jeg var ikke i tvivl om, de ville skyde hvis jeg gav dem anledning til det.
   Jeg forholdt mig fuldstændig roligt, afventende. Den ene gik hen til mig, så på mig, min påklædning, min armbrøst. Han var helt klart i vildrede med, hvad det var for en person han her stod over for...
   "Som jæger har du et id kort, må vi se det!" Sagde den ene... Han grinede på en sådan måde, at det lå helt klart, han ikke troede mig over en dørtærskel. Jeg vidste at det mindste forkerte træk, ville udløse en byge af bly.
   De vidste godt nok ikke hvem de stod over for, men at det i allerhøjeste grad var farligt, det var de ikke i tvivl om. Jeg forsøgte at forklare, jeg var en almindelig jæger, men en brysk stemme sagde, at det troede han ikke på...
   "Du er en undvegen!... råbte han, læg dig på maven på jorden, jeg vil vædde på du er bevæbnet.
   Du skal vide, du er en død mand, hvis du ikke gør hvad der bliver sagt..." Derefter skoggerlo han. Jeg var deres fange.
   De bandt mine hænder på ryggen, fandt min revolver, et militærvåben, som jeg formentlig havde stjålet! Sagde de. De rejste mig op, og gennede mig i en retning længere ind i skoven, væk fra hvor soldaterne var.
   Jeg vidste ikke hvorfor, det fandt jeg ud af, da jeg så en klynge huse ved en stor Å. Det måtte være her de holdt til. De førte mig ind i et af husene, satte mig på gulvet, og sagde jeg skulle forholde mig helt roligt, ellers ville de skyde mig... Sådan en forbryder der var undveget, han gav sikkert en god bonus... Der blev en tilbage for at passe på mig, de andre gik deres vej.
   Der kom og gik mange personer, jeg var åbenbart et tilløbsstykke. Både kvinder og børn kom for at se på mig, men der var ingen der turde komme for tæt på mig, man vidste jo aldrig hvad der kunne ske.
   Sådan tilbragte jeg de næste par timer bundet til et bord i hytten, jeg spekulerede som en gal på, hvordan jeg kunne flygte, men jeg så umiddelbart ingen udvej.
   Da det blev mørkt, blev den soldat der havde bevogtet mig, afløst af en anden. Han var ikke så stor som den første, så jeg besluttede mig for, at det måtte være min chance.
   På den ene eller den anden måde, måtte det være muligt at overmande ham. Om jeg så skulle slå ham ihjel, betød det ikke noget. Når de fandt ud af hvem jeg var, ville jeg alligevel blive likvideret.
   Da det begyndte at blive mørkt, kom der en officer for at afhøre mig. Det lykkedes mig at skabe så meget forvirring hos ham, at jeg troede han opgav.
   "Du siger du er skandinavisk pelsjæger, at du er faret vild, at du ikke ved hvor du er, og at du ikke har begået noget der er ulovligt... Du har ingen papirer!"
   Han vendte sig om og skreg!.
   "Du er en gemen spion, det er hvad du er. Tror du vi i den russiske hær er så dumme, at vi ikke kan gennemskue dig?" Han slog mig hårdt over ansigtet.
   "Svar!" Skreg han. "Du vil måske hellere vente til i morgen, hvor der kommer folk fra Moskva?"
   Det var ikke godt, jeg måtte flygte, koste hvad det ville.
   "Vagt," råbte han. "Sørg for han ikke rører sig ud af stedet. Hvis han prøver på noget, så bare skyd ham.". Derefter gik han.
   Jeg blødte fra en flækket læbe. Den smertede, men jeg var i live og kunne stadig bevæge mig. Skaderne var ikke voldsomme. Jeg hørte en bildør smække, og bilen køre bort. Nu var der kun vagten og mig tilbage.
   En person kom med et lys eller en lampe, den blev stillet bag mig. Personen havde også en tallerken med mad, den fik vagten.
   Da vagten rakte ud efter tallerkenen, så jeg en kort blinkende genstand i den fremmedes hånd. Efter et veltilrettelagt slag, segnede vagten om.
   Hurtigt blev mine bånd løst, jeg blev gennet ud af huset og over til et andet hus. Der blev jeg ført op på loftet. Med en hånd over min mund, forstod jeg, at jeg skulle tie stille og lægge mig ned. Jeg blev dækket til med tæpper, og igen blev jeg med en hånd over min mund mindet om, jeg skulle tie. Derefter forlod min befrier mig.
   Jeg lå længe og spekulerede over, hvem det kunne være der havde befriet mig. Jeg lukkede ikke et øje.
   Efter nogle lange timer, jeg vidste ikke på hvad tid af dagen eller natten det var, hørte jeg der var ballade udenfor. Der blev råbt højt, udstedt kommandoer, der var også en bil der gassede op.
   Den larm stod på i en halv time. Stilheden og det ikke at vide hvad der skete, nagede mig, men jeg forstod en eller anden ville, at de ikke skulle få fat i mig. Men hvem? Eller hvorfor?
   Jeg måtte have døset, jeg hørte der kom nogen. Jeg var helt stille. Der blev igen lagt en hånd over min mund. Der blev lagt et brød i min hånd, en flaske blev givet mig i den anden, og igen denne hånd over munden. Derefter forlod personen mig, og overlod mig til mine egne tanker og mørket.
   Brødet var friskt, der var også et lille stykke pølse med, det havde jeg ikke smagt længe. Vandet var koldt, men smagte godt. Jeg skulle tisse, og hvordan gør man det på et loft? Jeg turde ikke bevæge mig i mørket, men nøjedes med at mærke rundt omkring mig. Jeg fandt en skål tæt på det leje, hvor jeg lå. Mon den var beregnet til det? Jeg ved det ikke, men jeg brugte den. Derefter lagde jeg mig til at sove, jeg var stadig udmattet både fysisk og psykisk.
   Hvor længe jeg havde sovet, ved jeg ikke. Jeg blev vækket af denne blide hånd over min mund, forsigtigt, men bestemt blev jeg rejst op, og ledt hen til en trappe. Udenfor huset, kunne jeg i det svage lys se der var to personer, og på deres størrelse kunne jeg bedømme, det var en voksen og en yngre person, et stort barn formentlig.
   Jeg blev ført hen til en mindre bygning. Der stod der to heste, jeg blev hjulpet op på den ene, og vi red ud mod skoven. På den anden hest sad de to personer.
   Det gik rask til, de holdt tømmen fra min hest i den ene hånd, så jeg måtte bare følge med.
   Da vi havde redet i et par timer, stoppede de hestene. Jeg ville sige noget, men en håndflade mod den enes mund, betød jeg skulle tie. Vi sad af, den unge tog nu begge hestene og galoperede væk, i den retning hvorfra vi var kommet.
   Det var stadig mørkt. Den voksne tog mig i armen, og førte mig væk fra vejen, og ud over et stykke bart land.
   Vi gik i et par timer. Da vi gjorde holdt, var det ved en lille hytte. Det var tydeligt den kun blev brugt til jagt, det kunne man se og lugte.
   Indenfor blev et lille stearinlys tændt, jeg blev anvist et leje. Jeg lagde mig ned, mærkede der blev lagt et tæppe over mig. Igen denne hånd over min mund, så blev lyset pustet ud. Jeg kunne ikke sove, lå og spekulerede på hvem denne person var. Hvorfor ikke et ord? Hvorfor denne tavshed? Og hvorfor hjælpe mig? Spørgsmålene var mange, men hvad var svarene?
   Jeg må alligevel være faldet i søvn. Jeg blev vækket af en hånd på min arm, et krus blev givet mig i hånden. Dejlig varm te, et brød og så igen denne hånd for min mund. Hvad var det ved tavsheden, der var så vigtigt? Hvorfor måtte jeg ikke vide noget eller sige noget som helst? Men jeg accepterede stiltiende ordren om at tie, jeg havde ikke noget andet valg.
   Efter en stund blev der gjort tegn til mig, at det nu var tid til at fortsætte. Vi gik ud af hytten.
   Jeg måtte have sovet længe, det var tusmørke, det måtte være aften. Der var lysest mod nordvest der hvor solen går ned. Jeg blev taget i hånden og igen ført gennem skove, og over enge.
   Efter nogen tid kom vi til en strandbred med masser af rørbevoksning. Det lignede en mindre flod efter bredden på vandet at dømme. Vi gik langs den et stykke tid, for så at gå ned mod en lille bro, og ud i en mindre båd.
   Båden havde en lille kahyt, og vel inde i den, fik jeg nu endelig noget varmt at spise. På bordet stod der gryder med låg på.
   Da stearinlyset blev tændt, så jeg der var dækket op til to. Jeg havde fået en kappe over mig, da vi forlod husene, nu så jeg til min forbavselse, at den bylt af diverse udrustning der lå ved siden af mig, var min egen ransel, den jeg havde efterladt ude i skoven, da jeg sneg mig væk fra soldaterne.
   Hvem var mine befriere? De var venlige, det var jeg ikke i tvivl om, men hvem var de? Den fremmede bar stadig hætte, var tilsyneladende malet i ansigtet for at udviske konturerne. Jeg måtte helt klart ikke kunne genkende vedkommende, hvis vi eller jeg skulle blive taget. Det var den eneste forklaring jeg kunne finde, på al den lukkethed de havde lagt for dagen.
   Da jeg gjorde tegn til at ville sige noget, kom hånden igen over min mund, men der var dog en nuance, personen rystede på hovedet. Igen forstod jeg, at jeg skulle lægge mig ned efter vi havde spist.
   Jeg havde været sulten, og var begyndt at slappe af. Den fremmede, min befrier, lagde sig på den anden side af bordet, og den lammende stilhed var det eneste der forvirrede mig. Hvorfor måtte jeg ikke engang sige tak?
   Jeg spekulerede på mange ting. Ikke på flugt mere, den var allerede i gang. Men hvorhen? Hvordan havde de fundet min udrustning, og hvem var de? Jeg havde mange spørgsmål, men svarene, dem måtte jeg tilsyneladende vente med at få, til det passede min befrier.
   Jeg mærkede der kom nogen ombord, og at der blev lagt fra land. Årer blev sat i, og båden gled ned ad floden. Vi sejlede det meste af dagen.
   Mod aften, efter jeg i den lånte kappe havde blundet lidt, blev vi igen fortøjet til en bro. Dem der havde roet båden forlod os nu, vi var overladt til os selv.
   Efter en stund blev jeg med tegn gjort opmærksom på, det var tid til at tage af sted, komme videre. Jeg tog min ransel i hånden. Ude på en tofte så jeg en anden ransel ligge pakket. Den tog min ledsager på ryggen, vi forlod båden.
   Det var en lille landsby vi var havnet i, men som om det var aftalt, mødte vi ingen på vores vej ud af byen. I alle husene var gardinerne trukket for ud mod vejen. Vejen vi gik på var en grusvej, vi måtte være langt fra de mere civiliserede egne.
   To heste stod lidt længere fremme, dem sad vi op på og red ind i skoven. Efter et par timers ridt kom vi til en lille bæk. Vi sad af. Der blev gjort tegn til mig, det var tid til at få et bad. Jeg lagde alt tøjet, og vadede ud i det kolde vand.
   Det var mørk nat, jeg turde ikke gå ret langt ud for at vaske mig, af frygt for ikke at kunne finde tilbage til bredden igen, og af frygt for hvad min ledsager ville gøre. Det var helt klart at der blev holdt nøje øje med mig.
   Det var herligt at få vand på kroppen igen. Forsigtigt rensede jeg min flækkede læbe for blod og væske, der var løbet ned ad ansigtet. Det kølige vand gjorde mig godt. Jeg takkede i mit stille sind min skaber, for den ukendte person der ledsagede mig.
   Efter endt bad tog jeg mit tøj på og gik hen til hestene. Min ledsager var forsvundet, men kom lidt efter gående med en hare i hånden, den skulle åbenbart stå på haresteg senere, når vi gjorde holdt.
   Vi sad op. Jeg fik et stykke brød rakt over, og en feltflaske med vand. Sådan red vi i mange timer.
   Da vi endelig gjorde holdt, var det ved at blive lyst. Der kom en anden rytter imod os. Rytteren standsede nogle hundrede meter fra os. Vi sad af, tøjrede hestene til et træ. Jeg blev ført ind i skoven, og hørte lidt efter den anden rytter komme nærmere. Jeg ville vende mig om for at se hvad der foregik, men jeg blev blidt, men bestemt, gennet videre.
   Vi var igen alene. Vi fortsatte til fods et stykke tid, det var ved at være helt lyst nu, jeg spekulerede på, om hvor vi var på vej hen.
   Vi nåede til et vandløb, gik langs med det et stykke tid, og gjorde så holdt. Vi tændte et bål, og min ledsager stegte den hare der var blevet nedlagt. Det var meget mærkeligt for mig med denne tavshed, men det var åbenbart for mit bedste, så jeg accepterede den uden at stille spørgsmål.
   Jeg betragtede min ledsager og fører. Hvem var det?... Hætten var trukket godt ned over panden, og personen var sværtet i ansigtet. Det var umuligt for mig at bare få en anelse om hvem det var. Ung eller gammel, det vidste jeg heller ikke. Min ledsagers adræthed, fortalte mig dog, det måtte være en voksen der kunne være på alder med mig.
   Da vi var færdige med måltidet, fortsatte vi videre igennem den skov, jeg var så vant til at færdes i, men som jeg ikke kunne vide hvor lå. Jeg vidste jo ikke hvor vi var. Jeg var træt, og mente at min fører også måtte være det. Jeg var vant til at færdes ubesværet i skove som denne, langt fra alfarvej, og var meget imponeret over min førers adræthed her i dette vildnis.
   Da det begyndte at blive aften, satte min fører tempoet ned. Jeg var meget sulten nu. Vi havde kun fået en smule mad om morgenen. Min ledsager gjorde tegn til det nu var tid at stoppe op. Et lille bål blev tændt, og resterne af haren samt noget brød blev vores aftensmad. Et par gange forsøgte jeg at tale, men den ene hånd blev igen sat for den fremmedes mund, hvilket betød jeg skulle tie. Det var åbenbart ikke tid endnu.
   Min ledsager gik i gang med at rejse et telt, vores udrustning blev lagt ind i teltet, vi kravlede bagefter for at sove.
   Natten var mørk, og jeg gøs, da jeg hørte den velkendte lyd af bjørn. Min ledsager der åbenbart var vågen, havde også hørt det, og med en riffel i hånden, kravlede han udenfor.
   Lidt efter hørte jeg en svag plasken. Jeg fik selv lyst at komme af med vandet. Jeg kravlede derfor udenfor og forrettede min nødtørft.
   Hvad der så skete ved jeg ikke. Jeg mærkede et hårdt slag og mistede bevidstheden.
   Da jeg vågnede, havde jeg ondt i hovedet. Jeg kunne mærke der lå en person op ad mig, jeg frøs så jeg rystede, et par arme var lagt omkring mig.
   Det var en kvinde der lå bag mig. Med sin krop varmede hun mig, men hvem var hun? Hvad var der sket? Nu huskede jeg det med bjørnen, jeg ville vende mig, men jeg havde en smerte så voldsom, at jeg våndede mig højlydt, jeg stønnede af smerte og rystede af kulde.
   Hun puttede mig tættere ind til sig, og nynnede ganske sagte som til et lille barn.
   Hvor slemt var jeg skadet? Det var stadig mørkt, og jeg var helt nøgen. Jeg kunne mærke jeg var klistret til af blod. Jeg faldt hen igen. Da jeg igen vågnede, var jeg alene.
   Jeg prøvede at rejse mig, men det gjorde vanvittigt ondt. I stedet for så jeg ned ad mig selv, så godt det lod sig gøre for mine smerter.
   Jeg var hel, det måtte være hovedet det var gået ud over. Da jeg mærkede efter, var der et sår i baghovedet, det var forbundet, men det voldte mig store smerter.
   Jeg kravlede ud af teltet. Der sad en kvinde ved bålet. Da hun så mig kravle imod sig, rejste hun sig og så på mig. Hendes øjne var bekymrede, men ansigtet var mildt, lidt bredt, og med mongolide træk. Hvem var hun, og hvor var min formummede ledsager?
   Hun satte sig ved min side, tog en kappe og slog om mig. Så smilede hun og sagde:
   "Det var tæt på. Bjørnen var med unge, det var derfor den angreb dig udenfor teltet. Jeg var desværre nødt til at skyde den, og jage den halvvoksne unge væk, men det giver mad i mange dage, det har vi behov for.
   Jeg prøvede ellers på at finde den før den fandt os, men i mørket så den dig først, og overfaldt dig. Det er jeg ked af. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at passe på dig, var du bare blevet i teltet, var det aldrig sket. Jeg var lige i hælene på den.
   Nå, men sket er sket. Jeg kunne ikke vide du også var trængende."
   Hun smilede et varmt smil til mig, og fortsatte:
   "Du har sikkert undret dig over hvem vi er, det skal jeg nok fortælle dig... Vi tror ikke du er en forbryder af den sædvanlige slags, det så vi med det samme. Du har flygtet langt, dit tøj fortalte det, og hele din udrustning bekræftede vores formodninger om dig. Ikke nogen almindelig flugtfange, eller hvad du nu er.
   At du taler vores sprog, fortæller os du har været her længe. Når vi hjælper dig, er det fordi vi selv er truede. Vi er normalt nomader, men det må vi ikke mere. Nu driver vi jagt på pelsdyr, men skal bosætte os der, hvor regeringen finder det bedst for os, og det er ikke nødvendigvis der hvor vi helst vil være, eller der hvor dyrene er.
   Sæt dig tættere til ilden, du trænger til varme og megen hvile, det var en slem forskrækkelse du gav mig, og en slem skramme du fik, men du skal nok komme dig.
   Jeg er klog på lægedom, det lærte jeg af min mor, men vi naturfolk er der ikke mere plads til i dette samfund. Alle vore traditioner må vi dyrke i det skjulte.
   Jeg hedder Wati, er 40 år gammel, jeg er hverken gift eller har børn, dertil er jeg alt for grim." Hun grinede højt.
   "Mig er der ingen mand der vil have, men jeg kan godt hjælpe en ven der er i nød, det tror jeg du er, altså begge dele.
   Når vi valgte ikke at tale med dig, var det fordi vi ikke ville udsætte dig for at skulle træffe nogen beslutninger. Vi ved jo ikke om du ville acceptere det var en kvinde, der førte dig ud af deres hænder, så det var ene og alene for din egen skyld.
   Jeg vil gerne, hvis det er muligt, høre hvem du er, og hvad du hedder. Hvor du kommer fra. Kort og godt: Fortæl mig din historie, så må jeg se hvad vi kan gøre for dig.
   Du har alvorlige ar på din krop. Du må før have været i kløerne på et rovdyr, og det kan ikke være så forfærdeligt længe siden, men dine sår er helet fint, selvom det er tydeligt det ikke er en læge, der har hjulpet dig.
   At jeg nu har valgt at smide min forklædning, det skyldes alene den situation vi er havnet i nu. Du er såret, det er måske alvorligt. Men jeg gør hvad jeg kan for dig. Så må tiden vise os, hvor alvorligt du er såret.
   Læge kan vi vist godt glemme. Jeg tror ikke det ville være godt for dig lige nu, selvom jeg gerne ville have en til at se på dig, så er det udelukket. Før eller senere ville vi alligevel være nødt til at give os til kende over for hinanden, men tiden var ikke til det endnu, hvis ikke den bjørn var kommet i vejen."
   Alt dette kom fuldstændigt bag på mig, men jeg fortalte alt om mig selv, uden at udelade noget som helst. Jeg følte, jeg kunne være ærlig overfor Wati, der risikerede sit liv ved at hjælpe mig. Og hun troede på min historie.

Fra dette folk, Lisa, fik jeg en livsbekræftelse, som jeg ikke siden, med undtagelse af Riza og hendes familie, har mødt. Jeg var glad for denne kvinde, og under vores flugt, udviklede der sig et naturligt og meget tæt kærlighedsforhold imellem os.
   Hun var ikke grim, som hun sagde, men anderledes. Det er svært at være af et naturfolk, der ser anderledes ud end den regerende klasse. Kvinderne har altid haft det sværest, de har ofte måttet lide, selvom det altid er dem der har ført slægten videre.

Nå!.. Vi fortsatte vores flugt. Man blev efterhånden klar over, at det var mig der havde overlevet, og at jeg nu var ledsaget af en kvinde, fra en af minoriteterne i nord. I det skjulte blev der udlovet et betragteligt beløb for os begge, døde eller levende, man kan vel sige, at de for enhver pris måtte uskadeliggøre mig.
   Der gik mange måneder, hvor vi flere gange var tæt på at blive taget. Med hjælp fra hendes folk, der hele tiden underrettede os om det næste træk fra soldaternes side, lykkedes det os til sidst at nå den Russisk Finske grænse.
   Under vores flugt gennem det nordlige Rusland, kom vi meget tæt på hinanden. Hun betød meget for mig. Jeg elskede hende oprigtigt, og følte jeg i hende havde den kvinde, jeg ville dele resten af mit liv med. Hun var en varm og kærlig kvinde.
   Det lykkedes os at komme uset over grænsen, og et godt stykke ind i Finland. Ca. 3 km. fra den Svenske grænse gik det galt.
   Vi var på vej mod vest, hvor den svenske grænse nu var indenfor rækkevidde, det var bidende kold vinter.
   Wati blev pludselig alvorligt syg, hun hostede blod op. Først troede vi det var influenza, men da det blev værre, måtte vi opsøge en læge. De har tavshedspligt ved du, så vi var ikke bange.
   Men denne læge meldte os til myndighederne imod loven. Vi måtte igen flygte. Du kan forestille dig, hvordan det var at skulle flygte med så syg en kvinde.
   Vi havde skaffet os nogle klæder i et ubeboet sommerhus, tæt ved den Finsk-Russiske grænse, men vi havde ingen papirer, det var det der fremkaldte mistænksomheden hos denne læge. I stedet for at behandle Wati, ringede han til politiet. Han mente åbenbart vi var farlige.
   Han bad os vente lidt, han havde lige et vigtigt ærinde der havde en meget høj prioritet, men ville vende tilbage lidt senere. Vi fattede mistanke til ham med det samme. Der var noget galt.
   Jeg fulgte diskret efter lægen til det værelse, hvor han var gået ind ad døren, og havde lukket den efter sig. Uden for døren hørte jeg han talte med politiet.
   Jeg skyndte mig tilbage til Wati. Gennem vinduet så jeg nu, han havde forladt huset, og stod på den modsatte side af gaden, så hele tiden op mod vinduerne og virkede meget nervøs.
   Jeg vidste, at Samerne i nord var et folkefærd vi kunne regne med. Jeg tog i hast Wati i mine arme, og flygtede ud af en dør der vendte væk fra vejen. Al vores udrustning måtte jeg efterlade i lægens hus.
   Vi gik igennem flere haver og endte på et jernbanespor, som vi fulgte et par kilometer. Igen blev det de dybe skove vi måtte ty til. Det var meget besværligt at flygte med en så syg kvinde, men endelig efter en måned, nåede vi frem til samernes område.
   Wati var nu meget syg og svag, hun sov meget, spiste planter hun havde med i sine lommer som medicin. Jeg var rystet, da hun fortalte mig hun ikke ville overleve sin sygdom.
   Vi fik al den hjælp der var mulig. Selv en af deres læger, kom helt herop nordpå for at tilse Wati. Men efterhånden var hun så syg og afkræftet, at hun til sidst døde i mine arme. Jeg sørgede meget, hun var en vidunderlig kvinde, og nu var jeg alene igen.
   Jeg var i Sverige, men jeg ville videre. Samerne hjalp mig, de stillede ikke nogen spørgsmål, de tog mig som jeg var. En særling der havde været sammen med en af deres slægtninge, og som elskede deres land. Jeg opholdt mig hos dem i en rum tid.
   En af deres advokater undersøgte diskret, hvordan min familie havde det. Det var et nedslående resultat jeg fik.
   Den Russiske ambassade havde officielt udtalt, at jeg var død i fængslet af en hjerte sygdom, og jeg var begravet i de ukendtes grav, så for min familie var jeg død, eksisterede ikke mere. De havde fået udbetalt min livsforsikring.
   Samerne rådede mig til ikke at gøre mere ved det. Jeg kunne leve videre som om intet var hændt, bortset fra min identitet. Skulle myndighederne spørge til mine papirer, kunne jeg sige, at jeg ikke vidste hvem jeg var, havde hukommelsestab, og så ellers holde min mund.
   Der var ingen mulighed for at identificere mig på nogen måde. Man kan ikke rende rundt og være død og levende på samme tid, sagde de, og morede sig.
   Jeg ville få et nummer i Sverige, der ville ikke blive stillet flere spørgsmål. Dog havde jeg et altoverskyggende problem, min Japanske ven.
   Hvordan skulle jeg bære mig ad med at fortælle omverdenen, at han levede? Det problem løste sig selv. Den opløsning der i mellemtiden var kommet til Sovjetunionen, resulterede i at alle politiske fanger blev løsladt. Det gjaldt også min Japanske ven. Jeg ved han i dag er i Japan, og at han har det godt...

Ser du Lisa, det er ikke alt der er godt. Jeg har mine nedture, er træt ind imellem, særligt nu. Det er hårdt for mig at ribbe op i det alt sammen, så hvis du ikke har noget imod det, vil jeg gå ind og lægge mig."
   Med disse ord gik jægeren.

Jeg var målløs, hvad var der sket? Havde jeg trættet ham? Var han ked af det? Riza så på mig og sagde:
   "Lisa, du må ikke bebrejde dig selv noget, det her er svært for Jægeren at tale om. Han er hverken sur eller vred, så havde han aldrig fortalt dig om Wati, men han er kun et menneske som du og jeg. Den kvinde betød meget for ham, jeg kan engang imellem tage ham i at være trist, så ved jeg det er hende han tænker på, det har jeg stor forståelse for. Det er mig en stor glæde at vide, jeg kan gøre ham glad igen.
   Jo, han har været meget igennem. Hvis du bare kan lære lidt af de historier han fortæller, ved jeg han bliver glad."
   Det var med forvirrede tanker jeg sagde godnat til Riza, og gik ind til mig selv. Der gik lang tid før jeg kunne falde til ro. Det stod så underligt klart, hvad Riza havde sagt, men forstod jeg det? Jeg håbede søvnen ville komme snart, at jeg ville få en rolig nat.