Hun opdagede, at hun gik og småsang. Det var vist en sang, som de havde sunget i sangtimen. Mon ikke man kunne købe den sangbog, som de havde brugt, et eller andet sted? Hun vidste at der var en boghandel på Nørrebrogade. Hun drejede om hjørnet og hen forbi den. Hun stod lidt og kiggede på vinduet. Hvor ville hun gerne sidde til dansktimerne igen og snakke om nogen af disse bøger.
   Hun gik ind i butikken og fandt frem til den hylde, hvor skiltet sagde "sang og musik." Hun troede ikke sine egne øjne, der var den jo, den store blå bog Sangbogen. Hun tog den ned og kiggede, hun kunne genkende flere af sangene i den. Prisen kunne hun klare. Hun gik til kassen og købte den. På vej forbi Assistens gik hun og nynnede.
   Da hun kom hjem, var lejligheden tom. Der var en time til hendes forældre havde fri. Det var rart, at der var dage hun havde tidligt fri. I morgen var det fridag på en hverdag, så var der dømt undersøgelse af pulterrummet. Hun slog op i bogen og følte genkendelsens glæde. Hun fandt en sang, som hun godt kunne lide og gav sig til at synge den. Gad vide hvad andre ville sige, hvis de hørte det? Men nu var hun alene, så hun kunne give den gas. Hun havde ingen ide om, hvorvidt hun sang godt eller ej.
   Efter at have sunget nogle sange, lagde hun sig lidt ned.
   Hun var vist faldet i søvn, for med et hørte hun døren gå derude. Hendes forældre kom hjem. Hendes mor spurgte, om hun havde haft en god dag.
   "Ja, jeg har købt den bog vi brugte i sangtimerne i skolen."
   "Nå, hvor fanden købte du den henne?" spurgte hendes far, hans stemme var hævet til den tone, som Anita hadede.
   "I den boghandel, der ligger på den anden side af runddelen."
   "Du har godt nok været langt henne i dag."
   "Selvfølgelig, jeg havde jo tidligt fri."
   "Det er et farligt kvarter, det skal du lige tænke på."
   "Ja, far."
   Hendes far var ikke meget for sang, det vidste hun, så hun ville holde sig i skindet.
   "Jeg syntes nu ellers, at det var hyggeligt at høre vores overboer spille sammen," sagde hun og opdagede med det samme, at det skulle hun ikke have sagt.
   "Hvad siger du, har du været på besøg hos perkerne også?"
   "Hos brasilianerne!"
   "Det rager mig hvad de er, men så skulle du måske ligge på bedemåtter vendt mod Mekka."
   "Far, for helvede, de er ikke muslimer!"
   "Sæt dig ned her, det er alvorligt."
   Anita satte sig på stolen foran ham.
   "Her gør jeg alt for at beskytte min familie i en farlig by, og så kan man ikke engang lade dig være alene hjemme uden du mænger dig med alle mulige. Jeg har jo sagt, at du skal holde dig fra folk i huset. Jeg kender den her by fra nyhederne og avisen, den er fuld af kriminalitet og fristelser for unge mennesker, der er narkomiljøer her, det vil jeg beskytte dig imod, men du gør bare som du vil, men for fremtiden holder du dig fra folk her i huset."
   "Dem jeg har lært at kende er ikke kriminelle eller narkomaner."
   "Men så er de snobbede og tror de er hævede over almindelige mennesker, tro mig, jeg er opvokset på en gård, hvor man er nødt til at arbejde, jeg har både passet grise og været med til at høste, så ved man noget om tilværelsen, sådan et sted har man ikke tid til unyttige sysler. Du kunne have godt af at arbejde et par uger hos farfar og farmor, så du kunne lære noget om tilværelsen."
   "Det er vist nærmest dig, der trænger til det," lød en stemme henne fra entreen. De gav begge et hop og vendte sig. I døråbningen stod Ellen fast som en statue. Inger stod indenfor i entreen.
   "I må undskylde, det ringede på døren," sagde hun, "og I hørte det vist ikke, så jeg lukkede op."
   "Hvad fanden kommer du her og blander dig i vores private familiesager for?"
   "Hvis de er private, så skulle du holde dem på et lavere lydniveau, du kunne lige så godt snakke i en mikrofon, der var tilsluttet en højttaler inde hos mig."
   "Du har vovet at blande dig ved at fortælle Anita, at vi ikke altid har boet her!"
   "Hvor skulle jeg dog vide fra, at det var hemmeligt, jeg sagde jo bare, at jeg så jer da I kom for nogle år siden, det kan jeg ikke se noget odiøst i, og helt ærligt, min gode Preben, nu synes jeg altså at du selv skulle lære noget om tilværelsen, det kan godt være at du er dygtig til dit fag, men din viden om alt andet synes at ligge på et lille sted, du kan begynde med at tænke på at styre dit skrigeri og så lige finde ud af, at vi altså ikke alle er kriminelle eller snobber her i byen."
   "Forbandede møgso!" råbte Preben, "jeg skal klage til bestyrelsen over dig."
   "Gør du bare det, jeg vil gerne have en mulighed for at fortælle formanden hvad jeg mener om ham, og så vil jeg ønske jer en god dag." Hun smilede til Anita. "Held og lykke fremover."
   Preben sad nu sammensunken på stolen, og resten af dagen gryntede han som svar, når de sagde noget til ham.
   Anita var godt træt af det råberi, selv om hun havde eget værelse, så gik lyden af det igennem, hendes eneste mulighed for at få lidt fred for det var bænken i gården. Nu nærmede der sig bare den tid, hvor det var for koldt at sidde ude.
   Men da hun lige kiggede ud ad vinduet, kunne hun se, at det stadigvæk ikke var værre end at de to små piger kunne løbe ude og lege. Det var jo også lettere at holde varmen, når de løb.
   Nu kom Martin ind i gården og tog del i legen. Han kom godt ud af det med de små, selv om han var lidt ældre. Hun havde da også leget på den måde, da hun var barn, mest med fætteren og kusinen i sommerferien. Hun tænkte lidt tilbage på det og ønskede, at det havde varet noget længere.
   Nu kunne hun høre sin far råbe ud ad vinduet, at de skulle være stille. Hendes kinder blev varme.
   Hun gav sig til at kigge noget mere i Sangbogen. Hvor var der mange hun kunne huske, men så alle dem, som de ikke havde sunget så meget i skolen, ja, hun kunne jo ikke noder. Måske kunne hun lære det?
   Nu blev det aftensmad og nu skulle hun igen sidde og høre på det samme. Hendes far snakkede nu om, at der var blevet ansat en svensker som lærer på Professionshøjskolen og det huede ham ikke, at han ind imellem ved lærermøder og andre samlinger skulle høre på det forpulede sprog. Anita havde lyst til at sige, at hans sprog da ikke selv var for kønt, men hun havde fået nok i dag.
   Så gik han over til noget andet. "Når det er en af jer to, der vasker tøj i vaskekælderen, snakker I så nogle gange med de andre beboere?"
   "Det hænder," svarede Anita, "hvis der er nogen."
   "Jeg hilser da på dem, når det sker," sagde hendes mor.
   "Min politik er, at jeg ikke siger et ord til svar, når det er mig, der vasker. Jeg synes det kunne være godt, hvis vi fik vores egen vaskemaskine her, så vi ikke skulle derned og vaske."
   "Preben, det fungerer jo godt nok på den måde, og det er ikke sikkert vores afløb i badeværelset kan klare så meget vand."
   "Det må vi så have en blikkenslager til at tjekke."
   Anita tænkte på de maskiner, der var i uorden dernede. Hun havde en gang prøvet at være der, mens der var flere andre og ingen ledige maskiner. Det gjorde nu ikke så meget, dem der sad i kø, var nu flinke nok at snakke med, men hun kunne lige se sin far i en tilsvarende situation. Hvordan han ville sidde og grynte til svar, når nogen af dem sagde noget til ham.
   Men hvordan mon hun kunne finde ud af deres gamle adresse i Greve? Hvor skulle hun søge efter den? Mon der var en mulighed for det på Nettet?
   Det gik op for hende da hun havde tænkt lidt, at det ene værelse i lejligheden, hvor de aldrig kom, som lå lige ved siden af hendes. Det kunne have været brugt til et andet børneværelse hvis hun ikke havde været enebarn. nu var det deres pulterrum. Der var ellers pulterrum på loftet men det brugte de ikke. Hendes far holdt på, at sådan et skulle de ikke bruge, når de boede inde i København, for her stjal folk. Gad vide hvad de ville gøre, hvis hun havde haft en bror eller søster, om de så ville have været nødt til at bruge det som det andet børneværelse.
   Men nu var hun altså det eneste barn, og så kunne de jo anvende det som pulterrum. Hun havde ikke været inde i det rum i flere år. Hun havde nogle gange set sin far og mor anbringe noget der, men hvad der var anede hun ikke. Jo, julepynten kom hun lige i tanker om, den tog hendes mor jo ud når december nærmede sig. Men udover det havde hun ingen anelse.
   Hun tog nu en beslutning om at ville gå ind i rummet næste dag, hvor hun var alene hjemme. Der kunne gemme sig nogen ting, der sagde noget om hendes barndom og hendes forældres fortid. Hun kunne næsten ikke vente.