Han skuttede sig, følte en rislen gennemløbe kroppen, men han frøs ikke. Det var sent efterår, og træerne havde iklædt sig de festlige efterårsfarver. Lyden fra skræppende gæs på træk sydpå, nåede hans ører. Det glædede hans hjerte at vide, der nu var jægere, som gjorde et indhug i bestandene for at få mad på bordet i den kommende vinter.
   Altid, når han sad ved vinduet, følte han verden ikke bare jog forbi ham, men at han var en del af den. Det gav ham ro, og en glæde han huskede fra dengang, han var ung og gik i bjergene. Jagten om efteråret, for at skaffe mad til vinterens forrådskammer, havde altid været en spændende tid for ham.
   Nu var han gammel, boede hos en søn i et lille værelse, men var glad for sin tilværelse. Blot savnede han sin kvinde, som havde fulgt ham gennem et langt liv. Fire børn havde hun skænket ham. Tre sønner og en datter, der alle var godt i vej. Børnebørn og oldebørn var der også kommet til.
   Han var alene nu og følte sig mange gange som en byrde for sine børn, selvom de forsikrede ham om det modsatte. Glæden ved at se efter de små, når forældrene havde andet at passe, kunne han ikke klare længere.
   Hustruen var pludseligt blevet syg og var nu taget herfra, for at gå over på den anden side.

"Oldefar! Hvorfor sagde Oldemor: Moder Sol? Og du siger: Fader Sol? Er der forskel på det?
   Langsomt vendte han sig mod den lille pige, der var kommet ind i værelset til ham. Smilet var varmt på hans læber, øjnene klare og kærlige. Lille Sara, eller Blide Vind, som han yndede at kalde hende, var kommet på besøg.
   "Lad nu Olde være. Han er træt. Giv nu pænt hånden til goddag, og stop din sludren om Solen. Olde bryder sig ikke om små pigers lidt dumme spørgsmål."
   Den gamle så mildt på kvinden, der havde irettesat sit barn, og sagde, henvendt til den lille pige:
   "Sara! Hvis vi sender din mor lidt ind til de andre, kan vi to snakke sammen. Er det en god ide?" Den lille nikkede. Hendes mor trak opgivende på skuldrene, vendte sig og forlod værelset.
   Lille Sara kravlede op på Oldes skød og satte sig godt til rette.
   "Moder Sol, eller Fader Sol, er blot en måde vi taler på, når vi vil fortælle om varmen, lyset og glæden ved Solen. Jorden er vores Moder. Hun skabte gennem Skaberen alt det liv, der er på jorden, og det ved jeg, Oldemor har fortalt dig om mange gange, min pige. Om Solen siger kvinderne, at den giver liv til alt levende, derfor er det en Moder. Men uden Faderen er intet liv til krigerne muligt. Derfor siger kvinderne Moder Sol, og vi mænd Fader Sol."
   "Søster Måne er vi ikke uenige om, hvad skal hedde." Den gamle klemte oldebarnet fortroligt. Smilede til hende og huskede hans egne børn, da de var små, havde stillet det samme spørgsmål.
   "Savner du ikke Oldemor?" Spørgsmålet kom lidt bag på ham. Hans øjne blev sørgmodige. Før han kunne nå at svare den lille, fortsatte hun:
   "Det gør jeg. Jeg husker, hun passede mig, bagte kager til mig og legede med mig. Trøstede mig, når jeg havde slået mig. Puttede mig, når jeg skulle sove. Sådan vil jeg også være, når jeg bliver gammel. Det er dejligt at se dig, oldefar. Det glæder jeg mig altid til, når mor siger, vi skal besøge min bedstefar."
   Før han kunne reagere på alle de søde minder, hendes ord havde fremkaldt, var den lille Sara væk. Døren havde hun ikke lukket efter sig, men det gjorde ikke noget. Når bare vinduet var lukket, trak det ikke på ham.
   Ak ja, de børn. Altid gav de liv i hans øjne og fik sindet til at føles yngre, livede ham op. Han så med glæde frem til de ugentlige besøg af børnene.

Tankerne var igen på vandring. Til hans elskede kvinde, der nu var gået bort.
   "Jeg kommer snart, min pige." Mumlede han halvhøjt for sig selv.
   "Så skal vi igen gå over det land, der var vores, før de hvide kom og tog det fra os. Jeg vil sidde ved vores Tipi sammen med dig. Ved elven på den hellige Eng, som vi så ofte har talt om. Jeg føler tiden er nær, min skat. Snart er jeg hos dig igen."
   "Bedstefar! Du taler jo med Bedstemor. Jeg ved, du savner hende, men jeg føler ikke, tiden endnu er inde til, at du skal møde hende. Du har mere at udrette, inden du tager bort for at møde Bedstemor."
   Hans barnebarn, Shani, var kommet ind i værelset, uden han havde bemærket det.
   "Shani! Jeg længes efter bedstemor. Det både ved du og forstår."
   Smilet kom frem på hans læber. Shani var hans yndlingsbarnebarn. Det vidste alle, og det forstod de.
   Nu var hans søn Høvding for stammen. Tiden havde gjort mange forandringer, mens han havde været i spidsen for den lille stamme af Indianere. Også de forandringer, som smertede i den gamle Høvdings hjerte.
   Ingen ville mere vide af de gamle Traditioner og Ånde-sange. De sagde, det hørte fortiden til. Men netop i fortiden, skulle de finde fremtiden og fastholde deres rødder. Rødderne, der fortalte om det oprindelige folk.
   Shani kunne det med det Åndelige. Havde lært det af sin bedstemor, og praktiserede det stadig, selvom hendes ældste datter gik med ring i næsen og i maven. Moderne skidt, der gjorde ham ked af det. Forældrene skulle forbyde de unge at skeje ud, og i stedet lære dem om deres rødder. Lære dem, hvordan det var engang. De skulle ikke leve som på den tid, det vidste han godt var umuligt. Men lidt respekt for de værdier, de gamle havde, skulle de lære. Traditionerne blev færre og færre. Kun få kendte til dem nu. Shani var en af dem, der til stadighed havde holdt fast i dem.
   Den gamle rakte sin hånd frem og sagde:
   "Mit barn. Kom hen til mig, så jeg kan se dig, glædes ved din skønhed. Du har stadig det smukke hår med fletningerne. Dine øjne er klare og lysende. Du er en smuk kvinde, som din bedstemor var engang. Din mand burde være meget stolt af dig."
   Shani tog den gamles hænder i sine. Smilede kærligt til ham.
   "Bedstefar! Du roser mig, så jeg rødmer. Så smuk er jeg nu heller ikke… Og jo! Joe er stadig meget glad for mig. Vi har et godt liv sammen. Dejlige børn og glæder os hver dag over det liv, Moderen har givet os. Vi husker at takke for det, og vi beder om vejledning til at finde den vej, De Hellige Ånder vil vi skal gå, for at de kan være tilfredse med os.
   Er du trist bedstefar? Har du smerter? Hvad plager dig, siden du taler højt til bedstemor. Det plejer du ikke."
   "Shani! Både du og din mand gør et stort arbejde, for at vor stamme skal komme videre med vore traditioner i behold. Det takker jeg dig for. Jeg ved, din bedstemor lærte dig at lave ceremonier. Lærte dig, hvad en kvinde af folket skulle kunne. I mange år har jeg set dig som et eksempel for vort folk. Du er en dygtig medicinkvinde, som alle respekterer. Ikke mindst ved de alt for få ceremonier, vores folk stadig holder.
   Jeg er trist. Savner Bedstemor, men ved du nok skal sige mig, når tiden er til, at jeg skal gense hende på Den Hellige Eng.
   Jeg har ikke smerter, fysisk. Kun sjælen mærkes ensom og knugende. Jeg bilder mig vel ind, at min kvinde lytter til mig, når jeg taler til hende. Men nu er jeg glad. Dine besøg glæder mig altid. Jeg ser frem til dem."
   Han smilede til sit barnebarn.
   "Kom!" sagde hun kort, og tog ham under armen.
   "De andre venter inde i stuen. Jeg har lavet Te til dig. Du ved, den Bedstemor altid lavede til dig, når du skulle fejre noget. I dag er det din fødselsdag, og vi er alle samlet for at gøre dagen festlig for dig."

Langsomt gik den gamle Indianerhøvding, støttende sig til sit barnebarn, ind til den familie, han havde været overhoved for, da han endnu var rask og rørig og havde sin dybt savnede og elskede hustru ved sin side.
   Alle ønskede ham tillykke med de 85 år og forsikrede ham om, at han så langt yngre ud.
   Han var nok gammel, men havde familie som tog sig af ham. I stedet for, som mange andre gamle, der i disse tider endte deres dage på et plejehjem. Glemt af den verden, de engang havde været en del af.
   Den gamle Høvding smilede tilfreds, trods de strengere tider det var blevet for det oprindelige folk, Indianerne.