ERIC COHEN - FORFATTEREN.
   Han begravede ansigtet i hænderne, og hostede kraftigt. Lyden druknede i højlydte samtaler der omkransede ham som usynlige murer. Fladerne var svedige efter at han nu i flere timer, havde siddet med dem foldet under sine lår. Hvor lang tid kunne det tage? Sekretæren havde sagt at han ville kunne møde Formanden inden frokost. Han lod sit blik glide automatisk op på det store ur der prydede den ellers tomme væg. De dovne visere havde for længst passeret 12 og var nu på vej mod det blegnede 6 tal. Under uret sad folk i små ukomfortable salonstole, dybt engageret i dagens nyheder og dagens dosis af overfladiske komplimenter. I en sky af cigarrøg sendte folk i jakkesæt kække smil til hinanden, alt imens de tydeligvis ikke var tilstede inde bag de forladte vinduer til sjælen. Som så mange gange før, når han bare sad og observerede folk, mærkede han hvordan en håbløshed væltede ind over ham.
   Eric Cohen havde siddet i lang tid efterhånden, og han var træt. Træt af at vente på en eftertragtet filmproducent der tilsyneladende havde mange andre ting at tage sig til at en aspirerende forfatter måtte vente. Han har sgu sikkert glemt vores aftale tænkte Eric håbløst og rettede på sit slips. Ikke at det betød noget, hvordan hans slips sad, men det var blevet en vane for ham at rette metodisk på det grå slips, ligesom det også var blevet en vane for ham at fjerne de mindste nullermænd fra samtlige af sine jakkesæt. Disse vaner var resultatet af den nervøsitet der havde ophobet sig, som selv var resultatet af de mange manuskripter han havde afleveret hos filmproducenter. Indtil videre havde der ikke været noget held. Mr. Gleeson var den første der havde fået sin sekretær til at tage kontakt, og få et møde arrangeret. Det var hvad der havde ledt op til Eric Cohens nuværende placering. Siddende med svedige håndflader, ømme balder og en begyndende hovedpine der sikkert kun ville blive værre. Han tog en dyb indånding, lagde hovedet tilbage, hvilende mod den rillede væg og lukkede øjnene langsomt i. Hvorfor tog det så lang tid?

BONNIE MONTGOMERY - SKUESPILLEREN.
   "De må da kunne forstå Sir, at min klient ikke kan gå med til de betingelser De fremsiger," Mr. DeVille var blevet helt purpurrød i det runde ansigt. Han havde raget sit fuldskæg af, og lignede en overmoden drue med små dun på den kraftige hage, mens han frustreret gik frem og tilbage i det røgfyldte kontor. "Jeg mener, selv De må da kunne se at hun er væsentlig mere værd end det." Da han satte sig i stolen ved siden af hende, strejfede den svedige aroma hendes næsebor. Mr. DeVille bar altid denne lugt, og efterhånden var det blevet hans varemærke. Overfor dem, på den anden side af et enormt mahogniskrivebord, sad han. Jeremy Gleeson. Hans omdømme var legendarisk og spredt over hele vestkysten. Han var en stor mand, bredskuldret og tyndhåret, men med et ungdommeligt udtryk i de tætsiddende øjne. Samtidig var han kendt som en benhård forhandler der ikke veg bort før han havde fået sin vilje. Bonnie sad med stoisk ro overfor ham, med benene lagt over kors og sit blik rettet stift mod ham. Egentlig var han en ret flot mand. Ikke for fedladen og heller ikke for spinkel. Han var lige tilpas, både i udseende og i temperament. Hun rykkede uroligt i stolen. Glattede folderne på sin nederdel. Samtidig rejste Jeremy sig fra sin plads, og begyndte at gå beregnende rundt i kontoret.
   "Mr. DeVille," Han stoppede op ved det store vindue der berigede rummet med en udsigt over bakkerne, hvor folk var delt i to grupper. Dem der nu var på vej i seng, og dem, hvis festlige aften kun lige var begyndt. "Jeg er udmærket klar over, at Deres klient er mere værd end, hvad jeg tilbyder, men hvis jeg er vel inde i Deres økonomiske situation, så vil jeg råde Dem til at tage imod mit tilbud alligevel." Han holdt en dramatisk pause nærmest for at understrege alvoren, mens han tog en velvoksen slurk af sin cognac. "Jeg mener, De har vel brug for pengene?" Han lod ordene hænge i luften. Mr. DeVille havde sat sig op i stolen. Hun kunne næsten høre den sure, nervøse sved bryde frem fra den blodsprængte hud, og lyden af en klump der bevægede sig ned gennem den tykke hals. Med en rystende hånd løsnede han sit slips, mens han gispede efter vejret. "Ja, det tænkte jeg jo nok." sagde Gleeson kort, hvorefter han satte sig tilbage i den højryggede kontorstol. Den spændingsfyldte stilhed i rummet blev brudt, i det det bankede på døren.
   "Kom ind!" Mr. Gleeson fjernede ikke blikket fra Mr. DeVille da hans sekretær forsigtigt trådte ind i kontoret.
   "En Eric Cohen sidder ude i vestibulen chef, han siger at De har en aftale med ham."
   "Hm... Sig at jeg er optaget."
   Sekretæren stod som frosset fast til det bonede gulv. Bonnie kunne høre, hvordan lydene af menneskers fodtrin, samtaler og udbrud blandede sig med den alt for høje musik der kørte fra en radio ude på gangen.
   "Men chef han siger at De aftalte klokken 12, og klokken er 14..."
   Gleeson fjernede hurtigt blikket fra DeVille, der stadig sad og fingerede ved sit slips, og lod det i stedet bore sig ind i sekretærens dådyrøjne.
   "Sig at han kan komme igen i morgen tidlig, frøken Holiday, så De sød."
   Trods det blændende smil han sendte hende, så var hvert ord ladet med en irritation der sendte kuldegysninger nedad ryggen på Bonnie. Hun var glad for at hun ikke var i Cornelia Holidays sted.
   "Jeg informerer ham om det, Chef." peb frøken Holiday forsigtigt, før hun lige så stille bakkede ud ad døren.
   "Nå! Hvor kom vi så fra," udbrød han, upåvirket af forstyrrelsen. Han slog hænderne højlydt sammen og lod sit blik køre over bordets overflade. "Nå ja, en aftale på dette lille problem." Han fandt et stykke papir frem, skriblede noget ned og skubbede det over bordet, til DeVille.
   "Dette er mit sidste tilbud. Jeg går ikke højere end det, så hvis vi vil have afsluttet dette uden at du går herfra med et underskud DeVille, så vil jeg råde Dem til at acceptere det." Med en tankefuld mine placeret han fingerspidserne mod hinanden og observerede DeVille idet han løftede papiret op for at læse det. Bonnie kunne næsten høre tandhjulene dreje indeni den elendige advokat hun havde hyret, men han havde været den billigste og hurtigste hun kunne få fat i.
   "Javel, men kan vi blive enige om at hun i det mindste får en symbolsk sum penge på forhånd?" mumlede han patetisk. Hun mærkede, hvor desperat han efterhånden lød, og besluttede at afbryde.
   "Gleeson, kan vi tale videre om dette på et andet tidspunkt? Jeg føler ikke, at vi kommer nogen vegne, og vi ved begge at hvis det overhovedet skal lykkes at komme til et kompromis så må vi være udhvilede." Hun havde sørget for at skrue charmen på, for Gleeson var en mand der elskede når kvinderne appellerede til hans fornuft. Med et kækt smil, lænede hun sig tilbage i stolen. DeVille var tavs, og sad fumlende med sine papirer som han forsøgte at stoppe tilbage i attachemappen. Sveden haglede af ham, og han stank langt væk af desperation og ynkelighed.
   "Nuvel, frk. Montgomery, men jeg kan ikke garantere noget før det kan betale sig for begge parter." Han rejste sig med besvær fra stolen, og gik om på deres side af skrivebordet. Hun lagde mærke til at han placerede en hånd på armlænet af hendes stol. "Medmindre De er villig til at hjælpe mig med nogle ting..." Hun fjernede hans hånd. Disse 'ting' var ting hun udmærket kendte til.
   "Lad os tales ved i morgen Gleeson." Hendes charme var væk, og hun havde iført sig sin forretningsmæssige maske. Gleeson så ud som var han blevet ramt af et godstog, da hun rejste sig fra stolen. "Medmindre du har andre planer?" Han svarede ikke, men rettede på sit slips, med en tydelig ukomfortabel mine.
   De takkede af for aftenen. DeVille havde fået samlet sine papirer i mappen, men det pressede udtryk havde ikke forladt hans magre ansigt. Bonnie Montgomery rystede hans hånd, og nikkede høfligt sit farvel til Gleeson, hvorefter hun forlod kontoret. Da hun trådte ud på gangen, stod frk. Holiday nær svingdøren ud mod gaden. Hendes ansigt bar præg af nervøsitet, og hun så ud til at være fokuseret på at fange opmærksomheden fra noget der lige var forsvundet ud af døren. Bonnie stoppede op i gangen, og rettede på sin pilleæskehat, mens hun observerede sekretærens adfærd. Til sidst opgav hun, og bevægede sig tilbage til sin plads bag det lille bord.
   "Fandt i så frem til en løsning, Bonnie?" spurgte hun med sin normale overivrige stemme. Bonnie havde kendt hende et stykke tid, men Cornelia Holiday havde en tendens til at tale til en som havde man delt samme familie. "Jeg mener, undskyld min ligefremhed, men det virkede som om I var ved at gå hver til sit." Hun lod en blyant køre metodisk mellem de lange slanke fingre, mens hun lod sit drømmende blik hvile på Bonnie, der stadig stod og tænkte.
   "Hvad kiggede du efter derover Cornelia?" Spurgte hun nysgerrigt, mens hun knappede de sidste knapper i sin cottoncoat. Cornelia var tydeligt skuffet over at hendes spørgsmål blev ignoreret, men svarede alligevel.
   "Bare en ung mand der ville se chefen. Du ved, ham jeg sagde der sad og ventede på at komme til." Blyanten snurrede hurtigere og hurtigere rundt. "Tror at han blev utålmodig. Han gik i hvert fald lige før du kom ud. Prøvede at sige til ham, at chefen var oprigtigt ked af det, men han virkede irriteret." Hun klukkede let før hun vendte tilbage til de papirer der lå på hendes skrivebords rodede overflade. "Jeg må hellere se at blive færdig. Han hader når jeg er bagud med arbejdet, og jeg skal også have maden klar til når Henry kommer hjem." Et lettere pint udtryk lagde sig på hendes ansigt, i det hun gav sig i kast med papirerne.
   "Nå, men vi ses Cornelia, jeg må hellere se at komme hjem. Gleeson og jeg skal mødes i morgen så jeg må hellere forberede mig på det værste." Hun vinkede kort til Cornelia, hvorefter hun gik ud ad svingdøren. Ud på gaden, hvor myriader af mennesker var på vej i hver deres retning.