Endnu en smuk dag, med velkendte lyde fra skov og eng, vækkede mig. Hurtigt fandt jeg mit badetøj, ville lige tage et hurtigt bad i elven før morgenmaden. Både Riza og Jægeren sov endnu, da jeg forsigtigt og stille passerede dem. Jeg vidste ikke hvad klokken var, men der hvor de lå i deres skind, var der læ for vinden. Overskyet, men ikke udsigt til regn. Det blæste en smule, jeg nænnede ikke at vække dem, for at fortælle det havde været en vidunderlig nat. Jeg havde sovet trygt og godt hele natten.
   Jeg tog tøj og vaskegrej med ned til elven og vadede ud. Det var dejligt, jeg havde efterhånden vænnet mig til det kolde vand, det føltes forfriskende og godt. Jeg svømmede lidt op ad elven, og lod mig drive med strømmen nedad igen. Det var en ubeskrivelig fornemmelse, jeg jublede højt.
   Pludselig hørte jeg Riza råbe:
   "Må vi være med?" De stod begge nøgne på bredden, og plaskede ud i elven som små børn. Det var dejligt at se disse mennesker, som kunne være mine forældre, plaske og sjaske om sig som børn. Jeg var lykkelig.
   Vi badede i en halv time, da jeg bekendtgjorde jeg ville op, jeg var begyndt at fryse. De lo og sagde, de ville komme om et par minutter, når Riza var blevet sjasket til, som Jægeren leende udtrykte det.
   Jeg gik ind på bredden, tørrede mig, tog mit tøj på og gik op til hytten, for at begynde at lave morgenmad. Jeg ville for en gangs skyld lave den alene, så håbede jeg det var noget de kunne spise.
   Inde i køkkenet fandt jeg det hele frem. Jeg lavede grød, bagte et brød som jeg håbede ville blive færdigt, til de kom, og dækkede bord.
   Jægeren og Riza tog sig af dyrene, inden de kom ind, jeg nåede lige at få det sidste færdigt til de kom. Jeg var lidt stolt af mig selv, og spændt på hvad de ville sige. Jægeren gjorde store øjne.
   "Hvordan har du nået alt det? Har Riza gjort det klart til dig?"
   "Nej, Jæger. Vi har intet aftalt, jeg er lige så spændt som dig, selvom jeg godt ved, at det kan hun sagtens finde ud af uden mig. Så jeg foreslår vi sætter os, og indtager det måltid, hun i dagens anledning har lavet til os."
   De satte sig, jeg skænkede teen til dem. Jeg kikkede spændt på deres ansigter, da de smagte på grøden. Jeg havde puttet lidt tørrede frugter i den, håbede det var som Riza plejede at lave den. Da Jægeren havde taget et par mundfulde, uden at kommentere noget som helst, sagde han endelig:
   "Riza, vil du bede kokken om opskriften, det smager pragtfuldt."
   Så smilede han til mig, og sagde det skulle jeg have gjort for længe siden. Uden at genere Rizas kogekunst, ville han gerne sige, det var et af de bedste måltider, han havde smagt.
   Jeg blev naturligvis glad, men ventede spændt på hvad Riza mente. Selvom Jægeren vidste hvad han talte om, var det alligevel Riza der ville komme med den endelige dom, over min første morgenmad. Riza så på mig.
   "Lisa, det er som Jægeren siger: Et traktement som selv de kongelige ikke ville have det mindste at udsætte på. Det er virkelig vellykket. Du skal nok blive ferm til at lave mad på den måde, vi gør her oppe, men det skal holdes ved lige, så du må se at komme herop lige så ofte du kan, og lige så tit du lyster."
   Jeg vidste jeg ikke kunne få nogen bedre anerkendelse, og smilede glad til dem begge.
   Brødet var lidt sejt, syntes jeg. Riza sagde, jeg skulle have æltet det lidt mere, og måske ventet et par minutter længere, inden jeg satte det i ovnen, men det var godt nok som det var.
   "Det giver en mere sprød skorpe, og så holder det lidt længere inden det bliver kedeligt, men det har Jægeren ikke bemærket, han spiser alt, bare det smager godt, og det gør det. Ikke, Jæger?"
   "Jo, det er sikkert rigtigt hvad du siger, min ven, jeg kan ikke smage forskel. Men det er virkeligt godt... Og Lisa! Måske ligger der en smule:.. Jeg ved bedre!... I det Riza siger, det er heller ikke let at erkende, der er andre der kan gøre tingene lige så godt som en selv.
   Det siger jeg ikke for at gøre Riza ked af det, men jeg husker tydeligt, da Ayla lavede sin første middag til os. At den var perfekt, det ved Riza om nogen, også der havde hun bemærkninger." Han grinede til os begge.
   "Men fortsæt bare jeres kappestrid, så længe jeg ikke bliver trumlefed, vil jeg nyde hver mundfuld."
   De var begge tilfredse, det var der ingen tvivl om, jeg nød deres ros.
   Vi fik hurtigt ryddet af bordet, jeg var spændt på hvad de nu ville finde på.
   "Skal vi tage ud og fiske på søen, Lisa? Det kunne være sjovt om du kunne lære det også." Jeg sagde glad ja.
   "Men hvad med Riza?"
   "Jeg vil med, så kan vi gøre en udflugt ud af det, tage mad med og hygge os derude, det er en god ide, vi trænger også til frisk fisk."
   Jægeren nikkede, sagde han ville gøre grejet klar. Vi kunne gøre maden klar, så gik det lidt hurtigere.
   Vi gik i gang med at tage det fornødne frem, pakkede en frokostkurv, og begav os ned til søen, hvor Jægeren allerede havde sat den lille båd i vandet, og fundet fiskegrejet frem. Han hjalp os op i det lille fartøj. Vi havde alle redningsvest på, for som Jægeren sagde:
   "Her ude er man ofte alene og alt kan ske. Om foråret og efteråret er vandet koldt. Sker der en kæntring ude på søen, er der langt til land. Det er svært at svømme i det kolde vand, man får krampe, så er det sket.
   Det er ikke den måde jeg hverken selv, eller andre skal herfra på."
   Vi roede ud på søen. Selvom båden var lille, var den beregnet til fire personer, den kunne sagtens klare os tre og en masse fisk.
   Det sidste blev sagt grinende, da vi ikke engang var begyndt at fiske endnu.
   Jægeren viste mig de forskellige måder han fiskede på, det var spændende at prøve. Vi brugte blink, flue, spinner og agn, som Jægeren havde gravet op langs bredden.
   Han fortalte mig om fordele og ulemper ved hver fiskemetode.
   Inden det var middag, havde Riza fanget to aborrer, en skallelignende fisk og en gedde på ca. to kilo. Jægeren havde fået en enkelt aborre, jeg havde lavet en masse "ugler" af min snøre.
   Det gjorde ikke noget, sagde Jægeren, det vigtigste var man nød at fiske, så skulle fangsten nok komme, når man var lidt øvet.
   Vi sejlede ind til bredden, hvor vi rensede alle fiskene. Jeg så til med stor interesse, det så lidt ulækkert ud, men hvis Riza kunne, ville jeg også gerne lære det.
   Efter maden slog vi mave i et par timer, for som Jægeren sagde:
   "Der er ingen derhjemme, der ikke kan klare sig selv, til vi kommer tilbage.
   Vi fiskede igen i et par timer, jeg blev helt god til det. Jeg fangede et par aborrer, en lake, der er en bundfisk, og to store gedder. Jægeren hjalp mig med både laken og gedderne, jeg var lidt bange for dem.
   Mens vi roede hjemad, rensede Riza og jeg fiskene, vi havde fanget om eftermiddagen. Det vil sige jeg så på, mens Riza rensede den første, så fortalte hun mig, hvordan jeg skulle bære mig ad med de næste.
   Jægeren grinede hele tiden, når jeg viste et ansigtsudtryk, der ikke skjulte min utilpashed ved at trække tarmene ud, skære i fiskene, og skylle dem i vandet.
   "Du lærer det hurtigt," sagde han smilende.
   Måske kan du rense alle mine fisk for eftertiden?"
   "Nej, det ved du godt, Jæger. Den der fanger fisken renser den, når vi er ude gør du det ofte for mig. Sådan skal det være. Jeg var heller ikke glad den første gang jeg rensede en fisk, men øvelse gør mester."
   Jægeren roede med lange seje tag, vi var snart hjemme. Hestene kom os i møde, de blev kløet lidt. Da Jægeren havde tømt båden, begav vi os alle hjemad til hytten.
   Da vi ikke kunne have alt grejet på en gang, gik Jægeren en gang mere, og det lod han os højlydt vide.
   Riza smilede et sigende smil til mig. Da han var gået efter det sidste grej, sagde hun:
   "Det er godt for ham at få lidt motion." Så grinede hun, vel vidende det var ikke lige sådan han så på det.
   Riza tog aborrerne fra, dem skulle vi have til aften, de andre fisk vi havde ordnet ved elven, puttede Riza i fryseren. Den var næsten altid fuld, man kunne jo aldrig vide.
   Det kunne blive dårligt vejr, selv om sommeren, så var det godt at have noget at tage af. Riza både kogte og stegte aborrerne, jeg så på med stor interesse, jeg havde aldrig smagt sådanne fisk før, endsige fanget, renset og spist dem, så jeg var meget spændt på hvordan det var.
   Imens vi lavede mad, dækkede bord og gjorde klar, tog Jægeren sig af hestene. Efter en stund var maden klar. Jægeren kom ind, og vi gik til bords.
   Det var en herremiddag vi fik. Riza havde bagt nogle brød, nærmest som flade boller. Der var krydderier i dejen, også vilde bær. Det smagte vidunderligt til den fiskeret hun havde lavet.
   Både den stegte og den kogte fisk, fik hun til at smage helt eventyrligt. Jeg prøvede at huske det hele, men hun sagde vi kunne skrive alting op senere, så kunne jeg altid prøve på at skaffe de rigtige ingredienser i Danmark. Men som hendes mad, det troede jeg ikke kunne lade sig gøre.
   Vi talte om de oplevelser vi alle havde haft på fisketuren, Riza fortalte, det tit hændte hun tog med ud. Det var også afslappende for hende. Hun forstod hvad Jægeren mente, når han sagde han havde det godt, når han fiskede, det var ren afslapning.
   Efter middagen hjalp Jægeren med at tørre af, igen var han centrum for vores drillerier, når han anbragte tingene forkert. Men han tog det nu meget pænt.
   Jeg følte mig efterhånden så meget hjemme, at jeg helt glemte ind imellem, jeg ikke var deres datter, jeg spekulerede ikke på, hvornår jeg skulle tage herfra.
   Men den dag hvor det skete, ville blive en sorgens dag, jeg skød tanken til side, og tænkte på noget andet.
   Jægeren lavede Teen. Da han serverede den, sagde han, vi jo kunne fortsætte på hans historie.
   Riza blinkede til mig, hun smilede og sagde, det var hyggeligt at have mig her. Jægeren var blevet glad for mig, han virkede helt anderledes når jeg var i nærheden.
   "Jeg nyder også dit selskab, Lisa, det er dejligt at have en hjemme hos sig, selvom vi ikke keder os, når vi bare er os to gamle.
   Vi nyder vores frihed til at gøre lige hvad vi har lyst til. Når vi får besøg, eller besøger nogen, så har vi altid det at tale om, på vores ture ude i naturen."
   Vi satte os alle, Jægeren begyndte:

"Jeg havde mange problemer i begyndelsen, efter jeg var en fri mand med en ny identitet, og en forpligtelse overfor de kongelige. I starten fik jeg megen hjælp af de andre hofjægere, men snart tog jeg selv over.
   Det varede ikke længe, før det var mine jagter der var de mest spændende, hvis man skulle tro på, hvad de andre sagde. Jeg arrangerede jagten på en ny måde, de fik virkelig motion.
   Fra min tid alene, havde jeg lært om dyrene. Det tog mig ikke lang tid at finde de steder, hvor de holdt til. Det er aldrig hændt at en jagt arrangeret af mig, ikke har givet noget udbytte.
   Vi jager forskellige fugle, rådyr, ren, elg, jærv og hare. Samtidig tillader jeg mig at lære dem alle, at det ikke kun er for fornøjelsen man jager, det er mad og vildtpleje, det vil sige ikke at bortskyde alt levende man møder.
   Det var nyt for mange af deltagerne. De såkaldt fine, er ikke så vågne over for naturen og dens vidundere, så en gang imellem må jeg sige, det kun er en bestemt slags vildt vi går efter, i det område vi er i, men at der omme på den anden side af skoven, i en lille dal, er flere stykker vildt der kan jages.
   Somme tider sætter jeg også begrænsning på, så der også til næste jagt er vildt at skyde. For det meste forstår alle det, og når jeg så fortæller hvordan jeg selv jagede med primitive redskaber, sætter det lidt kolorit på, så alle får noget ud af jagten og deres strabadser.

Jeg opholdt mig hele sommeren hos samerne i nord. Da det blev koldere tog jeg sydpå, jeg havde fået at vide af den gamle shaman, det var mod syd jeg skulle gå. Der ville jeg finde svaret på min søgen. Men hvad var det jeg søgte efter? Jeg vidste det knap nok selv.
   Det var en bidende kold aften, det sneede, og jeg var trist til mode. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde det ikke særligt godt psykisk. Nedbrudt af årsager jeg ikke kendte baggrunden for, slog jeg lejr og tændte bål. Tog i ånden kontakt til den gamle Shaman.
   Men det var kun mørke jeg så. Jeg var i vildrede med hvad jeg skulle gøre. På en gang var jeg frygteligt deprimeret og meget træt. Alligevel så jeg, da jeg igen prøvede at få kontakt til den gamle Shaman, et hus, nogle dyr, og et ansigt fyldt af smerte.
   Igen hørte jeg sukkene fra huldrepladsen, følte kulden. Jeg følte der var noget meget stærkt og voldsomt i gærde, noget der ventede mig i det ukendte mod syd. Det ukendte virkede både frastødende og dragende på mig.
   Jeg var ikke helt tryg ved situationen, slukkede derfor bålet og pakkede sammen, for at fortsætte sydpå.
   Ind imellem snebygerne kom jeg forbi disse golde og døde steder... Huldrepladserne.
   Jeg vidste, jeg skulle undgå dem, de satte mit humør endnu lavere.
   "Huldrepladserne, Lisa, det er steder hvor der er foregået noget grimt og voldsomt i fordums tider. Disse pladser undgår jeg altid, det er det onde der regerer der."
   Mens jeg gik og spekulerede på, hvad det hele var for noget, hørte jeg en skingrende latter.
   Jeg lagde min udrustning, gik imod lyden og det lys der var i skoven. Jeg hørte flere skud, en vild latter og en råben fra mennesker, der ikke var ved deres fulde fem.
   Jeg kom til en eng i udkanten af skoven. Hvad jeg så imellem snebygerne og træerne, var ikke noget jeg havde ventet.
   En flok unge mennesker morede sig, med at skyde til måls efter får og geder. Den hytte der havde været her, var brændt ned til grunden. Der lå kun en rygende ruinhob tilbage.
   Alle virkede fulde og påvirkede af noget. De opførte sig helt sindssygt.
   Jeg havde ikke en chance for at stoppe det alene, men noget måtte gøres.
   Jeg gik nærmere, hørte et højt råb og ordene: Hvad fanden kælling, skal du bide, din heks!
   Jeg så det var en af de fordrukne unge, der havde råbt, og nu haglede der slag ned over noget jeg troede var en hund eller et andet dyr, der stod bundet til en pæl. Da jeg opdagede det var et menneske, en nøgen kvinde, fyldtes jeg med rædsel og raseri.
   Jeg for ind på ham, og slog ham ned med min riffelkolbe. Derefter vendte jeg mig om, for at se hvem det var der var bundet.
   Det råb han havde givet fra sig, da kvinden bed ham, havde tilkaldt de andre.
   Jeg hørte et højt knald, mærkede en smerte i min venstre arm, og forstod der blev skudt på mig. Det var min helt klare fordel, de var meget berusede, men såret gjorde ondt. Der var pludselig flere der skød på mig, jeg besvarede ilden, skød igen.
   Hvor længe det stod på, ved jeg ikke, men det var ikke alle mine skud der ramte deres mål, og ikke nogen af de andres skud ramte mig.
   Når jeg ind imellem tog flugten, skabte det forvirring. De skød ind imellem træerne og på hinanden, da de i deres omtågede tilstand ikke kunne skelne ven fra fjende.
   Det tog jeg fordel af, det lykkedes mig at gå ud af kampen som vinder.
   Det syn jeg så, da det hele var forbi, var grufuldt. Der lå vel omkring syv otte unge mennesker, der alle var ramte af skud. Nogle blødte voldsomt og rallede. Andre var døde.
   Den kvinde der var bundet, og som havde bidt en af de unge, var frygtelig tilredt, jeg mente at kunne genkende hende. Det måtte være hende der havde beboet den nedbrændte hytte.
   Jeg havde for længe siden, på mine vandringer i landet, passeret dette sted, men jeg havde ikke nogen klar erindring om det.
   Jeg løste hendes bånd. Hun var bevidstløs, var smurt ind i sit eget skidt og blod, jeg var ikke sikker på hun ville leve ret længe.
   At hun ikke var en af deres, havde jeg også med det samme set. Det tøj hun havde haft på, det var Sametøj, og lå nu og flød iturevet rundt omkring hende. Jeg måtte se at få hende væk herfra i en fart.
   Jeg løftede hende op og bar hende hen til min udrustning. Der lagde jeg hende på min lille slæde, pakkede hende ind i et tæppe, og gik tilbage til valpladsen. Jeg måtte sikre mig, der ikke var andre der også havde lidt overlast.
   Det var helt tydeligt det var unge fra byen, der havde holdt gilde her ude. De lå rundt omkring, men jeg tog mig ikke af dem, da jeg mente kvinden var offeret, og havde første ret til at blive hjulpet.
   Jeg fandt ikke andre, selvom det var umuligt at se, om der havde været nogen i den nedbrændte hytte.
   Da jeg gik tilbage til kvinden, lød der et skud mere, jeg blev ikke ramt. Jeg vidste ikke hvorfra det kom. Jeg måtte se at bringe kvinden i sikkerhed så hurtigt som muligt.
   Hun blødte fra mange sår på kroppen. Jeg måtte finde ud af, om det var livstruende, eller om det kunne vente til senere, når vi var i sikkerhed.
   Jeg åbnede tæppet, og det syn der mødte mig, var ikke godt. Hun var i den grad mishandlet, så jeg aldrig havde set noget lignende. Det var endnu værre end jeg havde forestillet mig. Jeg gik i gang med at stoppe hendes blødninger. De kom fra hendes ansigt, fra hårbunden, og fra flere dybe stiksår på kroppen.
   Ingen af sårene var direkte livstruende, hvis jeg bare fik stoppet blødningerne, og bragt hende til læge eller et sygehus. Men hun måtte forbindes inden jeg kunne fortsætte.
   Imens jeg forbandt hende, med hvad jeg havde til min rådighed, hørte jeg for sent en stemme der brølede:.. >>Helvedes djævel, nu skal du dø!<<
   Et skud bragede, igen blev jeg ramt. Jeg tumlede bagover, kom på benene og slog ham ned med et knytnæveslag. Han forsøgte at rejse sig, men jeg slog igen og igen, til han lå helt stille.
   Jeg pakkede kvinden ind i tæpperne igen, lagde hende atter på min lille slæde, og skyndte mig af sted. Der var ikke et sekund at spilde.
   Vel var jeg ramt, men det kunne ikke være så slemt. Jeg kunne gå og småløbe, trække slæden selvom den var tung, og smerterne var til at holde ud.
   Jeg gik og småløb nærmest i panik, med kvinden på den lille slæde. Flere gange måtte jeg gøre holdt, da hun var ved at falde af, men der var ikke tid til at gøre så meget, jeg måtte langt væk i en fart.
   Hvor længe jeg havde gået og løbet, det ved jeg ikke, men pludselig så jeg den gamle shaman. Han pegede mod nord. Jeg var helt klar over det var et tegn, da jeg så op var han væk.
   Jeg så mig for første gang omkring, fandt hvor nord var, og begav mig af sted i den retning.
   Jeg hørte noget klynke og blev opmærksom på kvinden, der havde behov for hjælp. Jeg stoppede op, så til hende, og gjorde mit arbejde færdigt, med at forbinde hende.
   Der var faldet mere ro over mig, efter jeg nu følte, jeg var i sikkerhed. Jeg så det håbløse i den situation jeg var i, spekulerede på hvad det kunne afstedkomme. Ville det betyde jeg ikke længere kunne regne med hjælp fra noget menneske? Eller fra det officielle Sverige?
   Jeg havde dræbt mennesker, var på flugt fra samfundet, men først måtte jeg sørge for kvinden.
   Det var ved at blive lyst, så jeg besluttede, at nu var det tid at stoppe op, få et overblik over situationen, se til kvinden og finde ud af, hvor hun hørte til, om der var nogen steder jeg kunne anbringe hende.
   Min sunde fornuft sagde til mig, jeg skulle finde hjælp så hurtigt som muligt, men hvor henne? Det område jeg var i, kendte jeg ikke, den gamle shaman havde peget mod nord.
   Jeg besluttede mig for, at prøve at få kvinden til at fortælle mig noget, så jeg lavede bål, byggede et mindre skjul af et tæppe og nogle grene, og gjorde hende i stand.
   Jeg vaskede hende, rensede hendes sår, og bandt de sidste forbindinger jeg havde, om de sår der trængte mest.
   Hun blødte ikke mere så voldsomt, men var ophovnet over det meste af kroppen. Stiksårene var begyndt at blive sorte og hævede, det bekymrede mig. Hendes øjne var lukkede af hævelser, hun klagede sig. Der var liv i hende, det var det vigtigste.
   Jeg fandt endelig ud af, hun havde noget familie mod nord, nogle dagsrejser herfra, og at hun havde været alene.
   Hun var meget svag, så jeg gik dag og nat, kun afbrudt af få hvilepauser, hvor jeg gav hende noget at drikke og spise. Da jeg endelig kom til hendes familie, tog de godt imod hende og tilkaldte en læge. Han så også på mine sår.
   Jeg fik en god behandling, og du har nok gættet, det var Riza jeg havde fundet, og at hendes familie var hendes bror.
   Jeg talte med ham resten natten, da det blev lyst tog jeg af sted, det var det bedste jeg kunne gøre lige nu.
   Jeg ville tage til den gamle shaman, og Reko lovede at underrette mig om, hvad der videre skete.

Først måneder senere, fik jeg at vide, man havde fundet de unge. De var alle døde af skudsår og kulde. Man havde fundet en ung mand et stykke fra de andre, med en revolver i sin døde hånd. Undersøgelser viste, at kvinden var flygtet fra dem.
   Hun havde fortalt politiet, hun var vandret både nat og dag, for til sidst at komme til sin bror for at bede om hjælp. Han havde tilkaldt læge og politi.
   Konklusionen var blevet, at der havde været et opgør imellem de unge. Den unge mand man havde fundet et stykke fra de andre, havde gjort det af med de fleste. Da han selv var ilde tilredt, var han faldet efter at have forsøgt at indhente kvinden. Han var frosset ihjel i sneen.
   Riza måtte naturligvis afgive forklaring for en dommer, men da hun ikke huskede ret meget, hvilket hendes tilstand kunne bekræfte, var sagen blevet henlagt.
   Riza havde fået en klækkelig erstatning, men hun ønskede ikke at vende tilbage.
   Jeg var naturligvis lettet ved det udfald sagen fik. Jeg tror nu nok at Samerne havde deres skyld i den hurtige afslutning. De havde før haft problemer med skinheads, og politiet gik ud fra, det var de samme der havde været på spil. Der havde ikke siden været nogen episoder med skinheads.
   Jeg havde ikke hørt fra de kongelige, da jeg ikke havde været hjemme. Jeg kontaktede skovstyrelsen fra den gamle shamans adresse. De fortalte mig, de kongelige ikke havde tid i vinter, til at gå på jagt i mit område, de havde ikke henvendt sig til mig af samme årsag. Det var jeg meget tilfreds med.
   Den gamle shaman fortalte mig om Riza, hendes forbandelse, hendes datter, og at det var den kvinde han havde set igen og igen, sammen med mig. Han opfordrede mig til at kontakte hende. Hun havde min fremtid i sine øjne, og i sin viden om det åndelige.
   Men der var alt for stor aldersforskel imellem os, til at jeg turde nærme mig hende, endsige spørge hende til råds om min fremtid.
   Da jeg så hørte på mødet den sommer, at der ville blive stillet krav om, hun igen blev forvist, blev jeg vred.
   Nu var hun ved at komme sig, var sammen med sin datter, og skulle hun så forvises for anden gang?... Jeg sagde nej, til mig selv.
   Jeg ville gøre krav på hende, det var min ret. Havde jeg ikke reddet hende fra den sikre død? Ifølge deres egne gamle traditioner og uskrevne love, var hun nu min ejendom, eftersom hun var ugift.
   Det var de selv samme traditioner, hun var blevet dømt efter, og det var dem der ikke kunne gives pardon for. Jeg havde truffet min beslutning.
   Jeg talte ikke med den gamle shaman om mine planer. Jeg var inviteret til mødet i rådet af Samer, da jeg blev betragtet som en af dem.
   På det møde bliver der behandlet mange sager, der kun angår Samer, også denne sag blev behandlet.
   Jeg prøvede at tale hendes sag, men blev afvist af rådet. Hendes svigerfamilie havde nedlagt vetoret, det var deres søn det var gået ud over. Det var på grund af hans død, hun nu skulle tilbage til ensomheden. Hendes skyld var i øvrigt aldrig blevet bevist.
   Jeg tog atter ordet, vel nok lidt for vredt, men jeg var harm over, hun nu skulle tilbage til sin ensomhed, og uden sin datter.
   Jeg forlangte min ejendomsret til hende og barnet respekteret. Der blev et vildt postyr over mit krav. Jeg vidste at ingen, udover den gamle shaman, kunne sige mig imod. De måtte nødtvunget se en af deres egne love, blive fastholdt af en særling, af en udefra.
   Jeg har aldrig mødt fornuftig og saglig kritik af mit krav, da alle kunne se det var min ret. Men mange rystede på hovedet, og så kun problemer for mig.
   Hvad ville jeg med hende? En udstødt? Jeg er stadig glad for jeg tog den beslutning, og jeg ved Riza og Ayla, de også er tilfredse..."

"I øvrigt!" Riza afbrød ham.
   "Så gav han os vores frihed. Du kan vel nok forestille dig, hvad jeg tænkte, da jeg fik at vide at en mand, Jægeren, som alle kendte og respekterede, havde taget mit parti. Forsvaret min ret til min datter, og sin ret til os begge.
   Da lovede jeg mig selv, han aldrig skulle komme til at skamme sig over mig, aldrig fortryde, lige meget hvad han så forlangte af mig.
   Da jeg endelig stod ansigt til ansigt med ham, var jeg både lettet og bange."

Riza havde afbrudt Jægeren, men han smilede det vidunderlige smil, som jeg elskede, jeg kunne se på Riza hun var ophidset, hun sagde hun stadig kunne få sommerfugle i maven, når hun tænker på det sommermøde...
   "Undskyld, Jæger, jeg afbrød dig, men du ved hvad det betyder for mig, det blev os to. Jeg har aldrig fortrudt det ét eneste minut. Vores datter heller ikke, selvom hun ikke var så gammel."
   Riza så genert væk, det var meget oprørende for hende. Hun så på Jægeren, med lysende øjne, jeg kun én gang tidligere, havde set hende gøre. Uvilkårlig gøs jeg, men jeg fornemmede et bånd imellem de to, jeg ikke fattede kraften af.
   Efter de bemærkninger fra Riza, sagde jeg, at Ayla havde fortalt mig om dengang da Jægeren tog dem til sig, at jeg syntes det var en smuk historie. Jeg sagde også, at Ayla beundrede sin far. Jeg kikkede genert væk.
   Jægeren sagde drillende, det faktisk klædte mig, at være så fuld af den røde kulør i hovedet, det var et sundhedstegn. Vi lo alle.
   Jeg spurgte, om jeg ikke skulle lave os en kop te, jeg trængte i hvert fald til det. De svarede det var en god ide, så kunne vi altid fortsætte bag efter.
   Da jeg serverede teen, spurgte jeg, om vi ikke kunne vente til en anden gang med at fortsætte, jeg var lidt træt, eller måske bange for der snart ikke var mere at fortælle, jeg ville så nødig herfra, ikke lige nu. Men det sidste sagde jeg ikke højt.