Det er en helt almindelig dag, og alt hvad der skal ske i dag vil blive almindeligt. Sådan siger Ellen Hunt til sig selv, mens hun anspændt går den vej, hun plejer at gå på netop denne tid.
   Hun er på vej til sin skole, hvor hun lærer byens børn at læse og skrive.
   På vejen passerer hun bageren, slagteren, vognmageren, vaskeriet, høkeren og den store bygning, som engang var lager, kontor og butik for den største forretningsmand i Sokokis Village. Nu er han for længst væk med sit lille imperie og det er snart 13 år siden, at hans søn solgte den store rødstenede bygningen til byrådet.
   Det er den bygning, der gør Ellen anspændt.

Hun er ellers gået forbi den et utal af gange både før og efter den blev solgt, men i dag har hun det ikke godt med det. Hun har en sær boblende følelse i kroppen, som bliver stærkere og stærkere for hvert skridt, hun nærmer sig.
   For Tom er jo i bygningen.
   Det siger rygtet i hvert fald. Og det siger den lokale avis, Sokokis Today, også. Det er allerede flere dage siden, den annoncerede, hvor og hvornår den berygtede morder ville blive overflyttet til byens arresthus. Og rygterne i byen bekræfter nu, at det er sket. Hendes egen nabo har sagt, at hun så vognen med forbryderen ankomme i går aftes.
   Ellen havde ikke svaret hende. Slet ikke.

Faktisk har hun aftalt med sig selv, at hun slet ikke vil tænke på den sag. Ikke mere. Den har fyldt nok i hende. Hun har gjort, hvad hun kunne, for at stakkels Susan kunne få retfærdighed i det hinsidige. Hun har faktisk gjort rigtig meget.
   Hun er stolt af sig selv, fortæller hun sig selv. Hun har overhovedet ikke grund til andet. Og hun ved, at langt de fleste indbyggere i Sokokis - formentlig dem alle sammen - er enige med hende.
   Hun er faktisk aldrig blevet kritiseret for sin indsats for Susan. Ikke af nogen som helst. Og heller ikke af Tom. Ikke så vidt hun ved i hvert fald.
   Hun går videre med oprejst pande. Hun går faktisk flere meter og er fuld af selvtillid.
   Men så kommer den boblende følelse igen.
   Så kommer mindet om Tom.

"Jeg så, hvad jeg så, og jeg sagde, hvad jeg så," fortæller hun sig selv og overbeviser sig om, at det hun sagde i retten var rigtigt - og at det at stå frem som vidne var det rigtige. For hun så jo rent faktisk Tom ride mod vest den aften Susan døde - eller blev dødeligt såret. Han red i retning af engen, hvor det skete. Den eng der er så smuk på sommeraftener. Tusindeblomster engen, som nogle i byen kalder den - mest de romantisk indstillede.

Hun forstår godt, hvorfor Tom og Susan ville mødes der netop den aften. Men resten forstår hun ikke.
   Boblerne begynder at bruse i hende. "Jeg så, hvad jeg så, og jeg sagde, hvad jeg så," repeterer hun, og får til sin forskrækkelse øje på, at hun er stoppet op lige over for retsbygningen.
   Rygtet siger, at Tom af og til kikker ud af vinduet i kælderen.

Nu bobler det virkelig i hende - for det vindue kan hun tydeligt se fra hvor, hun står.
   Hun vil ikke kikke ned til ham. Det er jo ydmygende. Hun bliver bestemt stående, hvor hun er, mens hun ønsker, hun havde styrke nok til at gå.
   Hun har ikke lyst til at skæve over mod vinduet. Men hun kan alligevel ikke lade være.
   Der er ikke nogen at se.
   Derfor kan hun heller ikke lade være med at kikke lidt bedre efter. Hun kan simpelthen ikke forhindre, at hendes pupiller fokuserer på den aflange rude i gadehøjde og prøver at identificerer, hvad der mon kunne befinde sig bag glasset.

Det gibber i hende.
   Hun hopper en halv meter op i luften.
   Sådan føles det i hvert fald.
   Hendes hjerte slår mindst tre slag over.
   Tom kikker ud.
   Hun kan se ham.
   Det er ikke sikkert, at han ser hende.
   Han ligner sig selv.
   Hun bliver tør i munden.
   Han er skomageren, der reparerede hendes støvler.
   Han er drengen, hun gav en lussing i skolen og som især var god til håndværk, men ikke var noget særligt i det skriftlige. Han kunne dog godt lide at læse digte.
   Det er ham, der har myrdet Susan.
   Det er ham, der nu skal hænges.
   Og hun er en af dem, der sørgede for at sende ham i graven.

Heldigvis overtager hendes ben kontrollen med kroppen. Uden at løbe, men alligevel ret hurtigt, bevæger de hende væk fra retsbygningen og i retning af skolen.
   Her kan hun ånde lettet op.
   Alt er som det plejer.
   Eleverne rejser sig op for hende, da hun træder ind i klasselokalet, og de sidder ganske stille, mens hun gennemgår dagens diktat.
   De gør som Tom også gjorde for år tilbage. Han plejede at sidde på tredje række lige foran hendes kateter. Han kunne være hvem som helst af de nuværende elever.
   Hun har ikke lyst til at tænke, hvad hun tænker, men hun gør det alligevel: Måske sidder der en Tom McCarthy lige foran hende netop nu.