Det var altså 2 år siden, jeg sidst havde været på besøg på gården! Jamen er 2 år da meget lang tid? Måske ikke umiddelbart. Men for Anna og jeg, er 2 år mange år.
   Anna er landmandskone og 59 år gammel, jeg 64 år. Vi har kendt hinanden i en årrække. Men vi er ikke i familie med hinanden. Anna er en varm og djærv bondekone, jeg af og til besøger, på mine mange rejser i min lille motorbåd. I den besøger jeg de danske fjorde, sunde og bælter. Så meget vand at udforske, at jeg ikke tror, jeg bliver færdig med det, i mit nuværende liv.
   Som kattene, burde vi vel have flere liv? Eller?
   Nå, det var ikke det jeg ville fortælle.

Hos Anna køber jeg nye kartofler og grøntsager. Det sidste, kun hvis jeg selv vil have ulejlighed med at grave det grønne op, eller klippe, plukke og skære, hvad jeg skal bruge. Anna er en travl kvinde. Hun var alene indtil for 2 år siden, passede selv det lille husmandssted. Det havde altid kunnet give til dagen og vejen for Anna, der aldrig var blevet gift.
   Når man ankom til Annas gård, blev man mødt af et skilt der fortalte, at ville man benytte sig af tilbuddet om Bed and Breakfast, skulle man hejse flaget på flagstangen, der stod i forhaven mod fjorden. Anna var i marken, så det var "tegnet" på der var gæster. Så ville hun komme til gården, så hurtigt hun kunne.
   Det stod at læse på både dansk, tysk og engelsk, på et stort skilt ved hoveddøren. Den lokale skoleinspektør havde forfattet teksten, så det måtte være rigtigt. Hoveddøren var aldrig låst, så kunne posten lægge breve og anden forsendelse på køkkenbordet.
   Købte man frugt, ærter eller andre grøntsager, kunne man i den gamle kasse på gårdspladsen samme steds, finde priserne på de forskellige varer. Lægge pengene i den lille tobaksdåse fra de glade halvtredsere, og derefter gå eller køre sin vej. Det system havde i mange år fungeret fint på gården.

På min lille sammenfoldelige cykel ankom jeg, ad den lange markvej op til Annas gård, der lå smukt mellem bakkerne ned til fjorden. En tur rundt på gårdspladsen fortalte mig, at Anna var hjemme. Flaget, det store festflag i haven, var nemlig hejst. Om det var fordi det var søndag, eller det bare var en skik hun havde, det skal være usagt. Men hyggeligt var det da.
   "Godaw, Michael. Det er sørme længe siden du beærede mig med dit besøg. Du har vel ikke været syg, eller sådan noget? Vil du ha` en tår kaffe med? Vi sidder i haven mod fjorden."
   Anna var kommet rundt om hjørnet, mens jeg satte cyklen i stativet, ved den gamle stald. Jeg takkede ydmygt, og hilste hjerteligt på Anna. Bekræftede jeg havde det fint, men jeg havde ikke haft tid til at komme den lange vej, over til hendes fjord. Det var den egentlige årsag til, det var 2 år siden jeg sidst havde været her.
   Vi gik sammen rundt om hjørnet, og ind i den gamle velpassede have. En duft af roser slog mig i møde. Hendes ven, eller kæreste, Jens-Peter, rejste sig fra et veldækket kaffebord, og trykkede min hånd. Et fast håndtryk, selvom Jens Peter var tæt på de 70 år.
   Jens Peter havde været den lokale smed. Han var blevet alene for fire år siden. Smedjen var i mellemtiden overdraget til den yngste søn, der førte den lille virksomhed videre.
   Ja, det er så Jens Peter, Michael. Ham har du nok ikke set før, her hos mig. Jeg smilede og svarede, at jeg skam havde hørt herlige rygter nede i havnen, noget om ild i gamle huse. For selvom der var sne på taget, kunne der jo godt være ild i kaminen... Anna morede sig.
   "Ja, ja, de snakker og sladrer, det ved jeg godt. Men lad dem om det, vi har det sgu godt sammen, Jens-Peter og jeg.
   Det var såmænd mig der sagde til Jens-Peter, at nu kunne det være rart med et ordentligt mandfolk i sengen af og til." Anna morede sig, så hendes store barm hoppede op og ned, og truede med at hoppe helt ud af den dybe bluseudskæring.
   "Så, så, Anna, du behøver ikke fortælle detaljer. Men ellers er det sandt nok, det med, at det var hende der kaprede mig. Men det er rart med en kvinde omkring sig... Du ved, Michael. Mad, vask og den slags." Jens-Peter var en smule blufærdig, men morede sig alligevel. Lidt efter sagde han:
   "Vi har afviklet de fleste af dyrene, har kun nogle høns og tre får, samt en gammel gedebuk, som Anna arvede efter sin bror." Efter en kort pause, fortsatte Jens-Peter:
   "Du sejler meget, Michael?"
   "Ja, cirka tre måneder af året er jeg på vandet. Og som mit ærinde i dag her hos jer, køber jeg lokalt, hvor jeg kommer frem. Så får jeg en god snak, samt friske råvarer til priser jeg kan overkomme. Konen arbejder, men besøger mig af og til, når jeg er i nærheden af vores hjem." Jeg smilede til dem begge.
   "Men Michael! Hvor er din søde kone og ungerne så henne lige nu? Dem plejer du da at have med på denne tid. Dem har vi heller ikke set længe." Sagde Anne ivrigt.
   Jeg forklarede dem, at den sidste af børnene, en pige, netop var flyttet hjemmefra, i en alder af 21 år. At min kone arbejdede, og kun havde en enkelt uges ferie i sommer. Hun ville gemme resten af ugerne til vinter, hvor vi så tog sydpå til varmere egne. Men jeg havde det godt med at sejle alene, selvom det nogle gange om aftenen godt kunne være lidt ensomt.
   De fortalte mig, at de netop havde købt en båd magen til min. Den lå i den lille lokale havn, og Anna ville gerne have, jeg var med på den første tur. Senere var det så meningen, at Jens Peter skulle sejle ligesom mig. Så kunne Anna altid køre der hen, hvor han opholdt sig, hvis hun havde behov for at blive krammet, som hun temmelig larmende gav udtryk for, samtidig med hun slog sig på lårene af grin. Jens Peter rystede på hovedet, og bemærkede stille, at den kvinde sgu havde været alt for længe alene.
   Jens Peter glædede sig til at sejle, ligesom jeg gjorde hver dag, i de cirka 3 måneder jeg var på havet om sommeren. At nyde tilværelsen og den friske luft, og så lade Anna om at passe gården, var noget den gamle smed så frem til. Det var ikke meningen han ville sejle over hele Danmark, kun holde sig til fjordene i nærheden.
   I sine yngre dage, havde han fritidsfisket lidt i fjorden efter ål og skrubber, men ellers havde han aldrig sejlet, eller sovet i sin båd om natten. Nu var chancen der endelig, med købet af den nye båd, og Anna havde intet imod at passe den smule bedrift de havde tilbage. De mange marker, blev alligevel passet af en maskinstation. Kun engen, lidt roer, korn og dyrene, klarede de selv.

Efter endnu et par kopper kaffe, med en lille snaps til, indkøb og indsamling af de grøntsager jeg oprindeligt var kommet efter, tog jeg afsked med mine sommer venner, og begav mig hjemad til båden.
   Vi havde aftalt, jeg i morgen ville hjælpe både Anna og Jens Peter, med at indrette deres nyerhvervede fartøj. Pakke det grej og de potter, pander, sengetøj med videre, som han ville få brug for. Hjælpe ham i gang med at sejle, og så håbe på, det var en tilværelse han ikke kun havde drømt om, men et liv han ville blive glad for.
   Han betroede mig også, da Anna gik efter mere kaffe, at han havde planer om, at tage Anna med på en tur. Den skulle vare et par dage. Drengene havde lovet at passe dyrene imens.
   Pokker skulle stå i det, at bruge hele vinteren på kursus i navigation og alt det der, der er nødvendigt for at sejle, hvis man ikke brugte det; havde smeden Jens Peter sagt, med eftertryk.
   Anna var ikke til alt det med vand, som hun leende sagde til mig. Hun var tilfreds med, hun kunne besøge ham af og til, eller han kunne komme hjem og sove, når han savnede hende. Og så morede hun sig.
   Nok gamle, men der var liv i dem begge to.
   Smeden Jens Peter, havde for mange år siden lavet et rustfrit beslag til min båd, så jeg vidste godt hvem han var. Også på havnen, havde jeg af og til hilst på ham for år tilbage, når han røgtede sine garn.
   Glad cyklede jeg hjemad, fløjtende en lille melodi. Jeg var en rar oplevelse rigere.
   Jeg glædede mig til i morgen, til igen at hilse på mine nye sejler venner.