Jeg vågnede ved Rizas lette berøring.
   "Lisa, vi plejer at stå tidligt op, vi mente du måske gerne ville op nu. Klokken er omkring 7 om morgenen."
   "Jeg kommer nu. Er der en mulighed for jeg kan nå et bad i elven?"
   Riza nikkede og smilede.
   "Det er ved at blive en vane for dig, Lisa. Det er jeg glad for, det er så dejligt forfriskende, Jægeren og jeg var selv dernede her til morgen, du kan sagtens nå det."

Jeg skyndte mig ud af sengen, tog mit tøj under armen, sæbe og et håndklæde, og gik udenfor. Det regnede, Riza sagde, det var bedst jeg gik derned uden tøjet. Jeg kunne så bade, gå tilbage og tørre mig, det var mest praktisk.
   Jeg skyndte mig ned til elven, hoppede i og var forundret over så godt her duftede. Friskt, det var helt livgivende, måske en smule koldt, men dejligt.
   Jeg skyndte mig tilbage, kom i tøjet, og ind til den dejlige morgenmad. Mens vi spiste, spurgte jeg hvad dagen bød på. Riza sagde hun havde tænkt sig, vi skulle gå ud til hestene, dem ville hun gerne have jeg lærte at kende, de brugte dem meget, når de var på farten.
   De havde tænkt sig, vi alle tog en tur nordpå, bare en uges tid eller sådan. Så kunne jeg få et bedre indblik i, hvordan de levede, når de var på farten. Jeg syntes det var en knaldgod ide, og glædede mig til at prøve det.
   Begge lo, de kunne godt lide mit gå på mod, og når jeg ville skrive om dem, var hestene en del af deres liv. Det liv jeg så gerne ville fortælle andre om. Havde jeg ikke selv prøvet at leve som dem, kunne jeg ikke skrive om deres måde at leve på, sagde de begge.
   Snakken var livlig ved morgenbordet. Jeg ville vide om det ikke var besværligt at vandre, når det regnede, men Jægeren sagde, der kun var forkert påklædning, ikke forkert vejr.
   Vi ryddede af bordet. Jægeren passede sit, han ville gøre klar, så vi kunne tage af sted. Da vi nu var tre, var der lidt mere vi skulle have med. Riza og jeg gik ud i stalden til hestene.

Begge heste var inde i stalden. Når det regnede så meget som nu, var de ikke glade for at gå ud. Riza tog en grov børste, og viste mig hvordan jeg skulle strigle dem. Heste skulle holdes i orden, børstes osv. det var vigtigt, både af hensyn til dem og til os. Heste der var velpassede, var meget nemmere at have med at gøre.
   Vi skiftede også halmen, mugede helt ud og strøede noget nyt. Derefter fik de lidt havre, nogle kartofler og gulerødder. Riza kontrollerede også deres hove for slid og skader, hun fandt dem i orden.
   "Riza, Hvordan får i alt det foder og halm her ud?" Hun smilede.
   "Du har nok ikke lagt mærke til der går en lille sti, eller vej langs med søen, den drejer ind i skoven et par hundrede meter nede. En mindre bil kan sagtens køre her ud.
   Jeg ved ikke om du kan huske jeg har fortalt, når vi er mange på jagten, bor de i små campingvogne, de kommer ind ad samme vej, de kongelige ligeså.
   Der er langt til den nærmeste vej, men det kan lade sig gøre. Det er ad den vej vi får de varer, vi ikke kan hente selv ude ved landevejen. Det er ganske nemt alt sammen."
   Riza smilede til mig. Hun viste mig seletøjet, vognen, det forskellige grej som Jægeren var ved at gøre klar og efterse.
   Der var altid noget der skulle fornys, repareres, eller anskaffes, men det var ikke så besværligt som det så ud til.
   De brugte faktisk hestene hele året. Det var lidt mere besværligt om vinteren, men ikke umuligt. Det gav dem en mulighed for at komme hurtigere frem. De red altid når de var alene. Det kunne vi ikke gøre, det betød kun vi ikke kunne nå så langt hver dag, men vi havde tiden for os.
   Tiden gik hurtigt, vi havde rigeligt at gøre med at blive klar til afgang. Det var allerede frokosttid. Vi gik indenfor.
   Jægeren var i gang med at lave frokost til os, en arbejdsdeling ingen af dem havde talt om, den var bare helt naturlig for dem.
   Deres mad var meget anderledes, end jeg var vant til, mere bastant, men absolut velsmagende. Der var meget fisk, vildt, og en masse bær.
   De var eksperter i at finde bærrene, og i at samle en hel masse på ingen tid. Vandet kogte, det var tydeligt de var vant til at gøre tingene sammen.
   De sagde ikke meget, mens de arbejdede. Hver især vidste, hvad den anden lavede, det hele blev gjort på ingen tid. Jeg var imponeret.
   Maden var god. Der var nogle store rejelignende dyr, jeg ikke vidste hvad hed. Jeg spurgte Riza om det var hummer? Hun smilede:
   "Nej, min pige! Det er krebs. Vi piller skallen af dem, blander det velsmagende kød fra krebsen med små fiskestykker, mel, krydderier, æg, vand og bær, og rører det hele sammen. Derefter bages det til en halvtyk pandekage." Det smager fremragende.
   Vi spiste og småsnakkede videre, også om turen. Hvor gik den hen? Hvor langt om dagen? Hvad skulle vi have med? osv. Det skulle være som det plejede.
   Riza sørgede for maden, tøjet og køkkengrejet. Jægeren for telt, heste, vogn, foder og alt det andet der var nødvendigt, for at være væk i en uge eller mere. Det sidste var altid vigtigt, da det ikke altid kunne siges med sikkerhed, hvornår de kom tilbage. Det kunne være vejret, skoven, og den vej de valgte. Der kunne være så meget der kunne forsinke turen, eller få dem til helt at ændre planer, men det oplevede jeg nok efterhånden som tiden gik.
   De kongelige vidste, at de vandrede meget. Derfor sagde de altid til, mindst et halvt år i forvejen, når Jægeren skulle arrangere en jagt. Ofte ringede de, og tog chancen for de var hjemme. Var de ikke det, måtte jagten vente. De mente begge, de havde et frit liv.
   Da vi var færdige med frokosten, gik jægeren udenfor, for at ordne det sidste. Riza og jeg blev inde, for at finde det tøj frem vi skulle have med. Riza sorterede i mit tøj, alt imens hun forklarede mig, hvorfor hun ikke helt var tilfreds med min garderobe. Den var sikkert praktisk til det jeg ville bruge den til, men ude i naturen, var der ikke så meget af den der kunne bruges.
   Jeg kunne låne det jeg manglede af Riza og deres datter, det havde kun godt af at blive brugt.
   "Riza, er det upassende og spørge dig, om du vil fortælle mig hvordan du mødte jægeren, jeg mener, du kunne fortælle mig det, imens vi pakker?"
   Riza så på mig, så svarede hun:
   "Lisa, min pige, der er kun ganske få der ved, hvordan vi egentlig mødte hinanden, men lad os gå ind i stuen og sætte os, vi har allerede fundet det meste frem, så kan vi sidde i ro og mag, og jeg kan fortælle dig hvad der skete og hvordan." Vi gik ind i stuen og satte os.
   "Jeg kan udmærket lave te til os, mens jeg snakker." Hun rejste sig, puslede i køkkenet og begyndte.

"Jeg boede alene højt oppe nordpå, måske var jeg lidt sær, men det var nu min måde at være på. Jeg havde haft en mand, en Same, men det gik ikke. Sammen havde vi en lille datter. Men Lisa! Jeg orkede ikke at være bundet på den måde. Min mand og jeg skændtes altid. Vi boede hos hans forældre.
   En dag, efter vores sædvanlige morgenskænderi, gik han ud for at se til den renflok der var familiens eje. Han kom grueligt galt af sted. Hvad der rent faktisk skete ved ingen. Han blev fundet om eftermiddagen, frygteligt tilredt. Om det var Rener, Jærv, Ulv, Bjørn, eller noget andet, det blev aldrig opklaret.
   Jeg var også under anklage for at have været medvirkende til ulykken, men der var ingen der kunne dømme mig på noget som helst.
   Alle vidste, det var det bedste der kunne ske for mig. Jeg sørgede ikke, og mine svigerforældre var meget vrede over, jeg ikke kunne eller ville deltage i deres sorg.
   Jeg kan godt i dag se, det var forkert af mig, men jeg var så ung, den forbindelse var en fejltagelse. Du kan med rette bebrejde mig, jeg ikke sagde fra i tide, men det var en af de mest betydningsfulde familier i vores Same-samfund. En god forbindelse ville alle mene.
   Da det gik op for mig, jeg ikke var vellidt i familien, begyndte jeg at gå mine egne veje. Jeg tog meget tit ud til vores kloge koner og mænd. Man kan vel sige jeg kastede mig over den gamle religion, som efterhånden var glemt.
   Det skabte mange konflikter imellem min familie, hans familie og mig, men jeg holdt på mit.
   En dag hvor jeg havde været på besøg hos en gammel Same-shaman, gik det helt galt. Jeg havde lært en masse, men det var ikke på den måde, man forventede en sørgende enke opførte sig.
   Da jeg kom hjem var der Sameråd i vores lille landsby. Det var alle de gamle der var forsamlede, på foranledning af min mands familie. Man sagde jeg var besat af det okkulte, og de ville have mig på en anstalt for tossede, det var helt klart jeg ikke var normal.
   Mine forældre protesterede voldsomt imod det. Min bedstefar, der på den tid var meget respekteret, fik omstødt anstalt til deportation.
   De besluttede min datter skulle tages fra mig, hun skulle fremover passes af min ældste bror. Jeg skulle under behandling for hekseri. Efter behandlingen skulle jeg deporteres, uden mulighed for at vende tilbage foreløbig. Det eneste de manglede, var at finde ud af hvor de skulle sende mig hen.
   Der ville gå et par uger før alt var på plads. Min datter var allerede fjernet.
   Jeg blev vred, rasede og protesterede, men både min far og mor sagde, det blev som rådet havde bestemt. Jeg kunne være glad for, de ikke havde meldt det hele til de svenske myndigheder.
   De var alle overbeviste om, jeg var besat af en ond Ånd, havde planlagt hans død med nogen udefra. Kun min nu afdøde bedstefars indflydelse, havde gjort min dom fra rådet mild. Jeg skulle være glad for jeg ikke kom i fængsel, det var de helt overbeviste om jeg ville. En dom for medvirken til mord var en alvorlig sag. Nu blev jeg i stedet forvist, og nægtet samkvem med de mennesker jeg holdt af.
   Behandlingen bestod i, at en præst kom til vores landsby og læste over mig. Djævleuddrivelse, tror jeg de kaldte det. To uger varede det. Mig sagde det ikke noget, jeg var ligeglad med hvad de prækede, fortalte mig.
   Min far skaffede mig en sommerhytte, noget sydligere for hvor vi boede, og min mor græd, da vi sagde farvel til hinanden.
   Det var deres nabo, der kørte mig til mit nye hjem. Nogen må der alligevel have været der kunne lide mig, for jeg fik nogle får med, mad, og en del køkkengrej.
   Hytten var købt til mig af rådet, men jeg måtte ikke rejse tilbage, ikke se min datter, straffen var total. Makkede jeg ikke ret, ville de anmelde mig til de svenske myndigheder...
   Du må forstå, Lisa, at med den afgørelse, var det min mands familie der var de forurettede, det var en stor skam for min familie.
   Min far og mine brødre sagde, de ville besøge mig, når der var faldet lidt ro over sindene, og min bror ville fortælle min datter, hvem hendes mor var. De ville besøge mig, hvis jeg ville love ikke at lave ballade.
   De fortalte mig også, og forsikrede mig om, de ikke troede på, jeg havde haft noget med min mands død at gøre.
   De var overbeviste om det var en ulykke, men kunne ikke gøre mere for mig, dertil havde min familie alt for lidt indflydelse.
   Det er måske lidt svært for dig at forstå, men det er mange år siden, jeg var kun 17 år gammel. Vi har en slags selvstyre, hvor myndighederne ikke blander sig, hvis vi ikke selv beder dem om det.
   Nå, men jeg kom altså til et nyt hjem. I begyndelsen var jeg meget nedtrykt, det lå meget øde. Der var 40 km. Til den nærmeste by. Det eneste gode der var at sige om mit nye hjem, var at det lå ud til en vidunderlig eng med en stor sø.
   I løbet af 3-4 år, fik jeg hold på min nye tilværelse. Jeg arbejdede hårdt hver eneste dag, undte mig ikke megen hvile. Jeg tjente penge på at væve, sy tøj, strikke, og støbe rigtige tællelys.
   Det var alt sammen ting og sager, der blev solgt i den nærmeste by, fortrinsvis til turister. Min familie besøgte mig af og til, og efterhånden gik det godt for mig. Jeg havde accepteret min skæbne.
   Min bror Reko, var meget bekymret for mig. Her ude i skoven, og så helt alene. Jeg sagde til ham, jeg nok skulle klare mig. Der førte en lille vej igennem skoven, fra hovedvejen og ud til mit lille sted.
   En vinteraften kom der nogle unge mennesker i to biler. Det var det vi i dag kalder skinheads, eller højreradikale, nazister. De havde drukket, var meget larmende, og sagde de ville have kvinde.
   Du kan nok tænke dig til, jeg blev meget bange. De voldtog mig på skift.
   De havde selv medbragt en masse spiritus. De festede, voldtog mig igen og igen, og bandt mig til hegnet ude foran huset. Jeg havde ingen mulighed for at forsvare mig eller komme væk.
   Alle 7, var meget grove ved mig. De fortalte mig, at når de var færdige med mig, ville de drukne mig i søen, der var alligevel ingen der ville savne mig.
   Da jeg hverken måtte komme på toilettet eller få noget at drikke, bortset fra spritten som de tvang i mig, varede det ikke længe før jeg var helt ødelagt.
   Jeg græd, skreg af smerte over deres perversiteter, men de grinede bare endnu mere.
   På et tidspunkt lykkedes det mig at komme fri så meget, at jeg, da en af dem passerede mig, kunne bide ham så hårdt, at han skreg af smerte.
   Det udløste øjeblikkeligt et verbalt raseri hos de totalt berusede unge, og slagene haglede ned over mig. Jeg kunne intet gøre. Det var en befrielse da jeg mistede bevidstheden.
   Det var vinter, et par graders frost. Kulden, min nøgenhed og udmattelsen gjorde, at jeg forberedte mig på at dø. Det kan lyde mærkeligt for dig, men sådan er vi Samer indrettet. Vi frygter ikke døden. Og under de foreliggende omstændigheder, ville det være en befrielse. Langt borte hørte jeg noget buldre, så gled jeg længere og længere ind i bevidstløsheden."

Riza rystede bedrøvet på hovedet, men fortsatte så sin beretning.

"Jeg vågnede med forfærdelige smerter, jeg bumpede af sted på et meget hårdt underlag. Hvad det var, vidste jeg ikke.
   Jeg kunne ikke se, mine øjne var så ophovnede, at de var helt lukkede. Jeg mærkede en varm ånde på mit bryst, og jeg mærkede der blev ført en våd, varm klud henover min smertende krop. Jeg havde store smerter, jeg fornemmede dog, at den der tog sig af mig, ikke var en af dem. Hvor var jeg? Hvem var det der tog sig af mig?
   Jeg blev pakket ind i noget varmt blødt skind, af nogen der kun ville mig det godt.
   Sådan gik der lang tid, måske flere dage. Mine læber blev ofte vædet med vand. Jeg fik lidt vælling, men jeg kunne ikke synke ret meget af gangen. Mine øjne var stadig smertefulde, jeg kunne kun åbne dem lidt. Jeg blev fragtet på en slæde, af hvem vidste jeg ikke, heller ikke hvorhen.
   Den næste gang jeg vågnede, mærkede jeg en varm krop mod min ryg. Det var ikke nogen jeg kunne kende, men det var behageligt varmt. Jeg fornemmede også et par arme omkring mig, og at det var koldt uden for det skind, hvorunder jeg lå. Da jeg rørte på mig for at se hvem det var, var det mørkt. Der var tændt et bål, der lå brænde ved siden af.
   Vi var under et halvtag, af noget jeg anså for at være et halvt telt.
   En dyb behagelig stemme talte til mig, på et sprog jeg ikke kendte, jeg kunne kun mumle noget uforståeligt. Han slog over i noget jeg kunne genkende, en blanding af Norsk og Svensk.
   Jeg rystede af angst, han var helt nøgen, hvad ville han mig? Jeg var aldeles rædselsslagen og rystede over hele kroppen, men blev forbavset da han sagde:
   Du skal ikke være bange, de kommer aldrig til at gøre dig noget ondt mere, du er i sikkerhed hos mig. Men har du ikke nogen steder jeg kan tage dig hen? Familie, venner, eller et sted?
   Du behøver pleje. Jeg har gjort hvad jeg kunne, det er ikke meget, men du er i sikkerhed nu...
   Hans bløde dæmpede stemme virkede beroligende, jeg slappede af, og han fortsatte:
   Vil du have noget at spise? Drikke? Eller er der noget jeg kan gøre for dig?
   Jeg sukkede, jeg havde ondt alle vegne, men hans arme omkring mig, hans varme krop, det gjorde mig godt.
   Jeg var tørstig, det fortalte jeg ham. Han rakte mig et krus, og hjalp mig med at drikke, også det gjorde ondt. Jeg havde det lidt bedre, slappede af, og faldt i søvn igen.
   Da jeg næste gang vågnede, var jeg alene. Jeg kunne ikke mærke ham, ikke se ham.
   Jeg begyndte at føle efter på hele min krop. Flere steder var der lagt forbindinger, der var plastre, og jeg kunne deraf slutte, jeg måtte have været under en slags behandling.
   Hvor længe jeg havde været bevidstløs og sovet, vidste jeg ikke. Jeg kikkede mig omkring. Bålet brændte stadig, det gav god varme. Det sneede, men ikke voldsomt.
   Det var en slags halvtag jeg lå under. Det var lavet af teltdug og grene, der var ikke megen plads, men der var dejligt lunt. Der var læ for vind og vejr.
   Hans udrustning lå i det ene hjørne af teltet, ikke meget, men hvor var han?...
   Jeg lå og spekulerede på hvem han var, da han pludseligt dukkede op foran mig. Han smilede varmt til mig...
   Og Lisa, det var der jeg var solgt. Det smil rummede så megen medfølelse, så megen kærlighed, ømhed, at jeg helt tabte vejret. Jeg havde aldrig nogen sinde oplevet noget lignende, og som du sikkert har gættet, så var han Jægeren...
   Jeg spurgte hvem han var, men han fejede mit spørgsmål af bordet, spurgte hvem jeg var, og gentog sine spørgsmål fra tidligere. Alt imens han lavede mad til os.
   Han hjalp mig med at spise, men forbød mig at rejse mig. Han virkede bestemt, og jeg havde ikke lyst til at diskutere nu, jeg var varm, tryg, mæt, og godt tilfreds.
   Han trak skindet der dækkede min krop, af mig, min nøgenhed tog han ikke notits af. Han undersøgte mig, skiftede nogle af forbindingerne, og til min forbavselse og skam, så skiftede han også bindet imellem mine ben. Jeg blødte, havde fået min menstruation.
   Han vaskede mig blidt, tørrede mig, og gav mig et nyt bind på. Jeg var ildrød i hovedet. Det undrede mig, jeg ikke havde protesteret, men det hele gjorde han så naturligt, at jeg var ganske målløs.
   Derefter puttede han igen skindet omkring mig, og spurgte hvor vi så skulle hen, han ventede på svar på sine spørgsmål fra tidligere.
   Jeg fortalte ham, jeg havde familie nordpå, det var det eneste jeg kunne komme på. Min hytte var brændt, sagde han, alle dyrene var døde. De unge havde moret sig med at slå dem ihjel, der var ikke noget at vende tilbage til lige med det samme. Det der interesserede ham nu, var hvordan han fandt op til min bror.
   Vi talte længe, om hvordan vi kom derop. På hans forklaring om hvor han havde bragt mig hen, forstod jeg, vi ikke var så langt fra hvor min bror boede. Med lidt held kunne vi være fremme i løbet af et par dage.
   Den nat sov vi igen under samme skind, men han var ikke mere nøgen. Jeg tror det var mig han tog hensyn til.
   Næste dag prøvede jeg på at gå, men efter et par skridt måtte jeg opgive, jeg havde så stærke smerter, at jeg flere gange våndede mig højlydt. Til sidst lagde han mig ned på slæden, pakkede mig godt ind, og trak den med mig af sted gennem skoven.
   Jeg var stadig meget svag, men jeg fik lov til, et par gange om dagen, at prøve på at gå nogle skridt.
   Sådan gik de næste par dage. To pauser om dagen, dels til mad og dels til motion for mig. Det var sent hver aften, da han endelig undte sig hvile. Op meget tidlig næste morgen, og så på farten igen.
   Da vi endelig nåede frem til min brors gård, var det sent om aftenen. Han bankede på, jeg sov da vi ankom, men vågnede da jeg blev løftet op. Jeg så min brors bekymrede ansigt, min svigerinde der gik foran, og min elskede datter. Jeg græd.
   I de næste timer husker jeg ikke rigtigt hvad der skete. Der var en læge der så til mig, skiftede mine forbindinger g syede mine skrammer og sår sammen. Alle vimsede omkring mig. Jeg græd og græd, det var som om gråden ingen ende ville tage.
   Min bror og Jægeren talte sammen resten af natten. Der fortalte han hele historien om mig. Hvordan han var kommet, og havde set dem mishandle mig, hans raseri over det uhyggelige skue, og den kamp han havde haft med dem.
   Han var blevet skudt i armen. De havde haft våben, og i den tumult der derefter opstod, havde de i deres berusede tilstand ikke kunnet skelne mellem ven og fjende. Han havde selv gjort det af med nogle stykker, men han havde ikke slået dem alle ihjel.
   Efter kampen var situationen uoverskuelig for ham, han valgte at tage derfra, uden at bekymre sig om nogen eller noget. Han havde taget mig med, efter han havde forbundet mig midlertidigt, stoppet de værste blødninger.
   Han standsede først mange kilometer senere, hvor han rensede mine sår, forbandt mig og passede mig så godt han kunne. Det er jeg ham stadig meget taknemmelig for. Næste dag var han væk.
   Jeg var knust. Min bror og den øvrige familie, var enige om det var det bedste, de måtte først have et overblik over hvordan det stod til der, hvor jeg havde boet. Lægen havde også set på Jægerens sår og behandlet dem. Jægeren var taget videre nordpå, han ville have fred, fortalte man mig.

Nå, min pige, vi må hellere sørge for vores helt." Hun smilede og gik hen for at lave mad. Jeg gik efter og hjalp hende.