Min barndoms gade hed Mulvad og ligger mellem 2860 Søborg og 2800 Lyngby i Gladsaxe, hvor mormor havde købt et nyopført rækkehus i 1950. Min mor havde fået en søn med en drikfældig nordmand. De boede sammen med mormor. Min mor på 22 år kunne ikke rigtig styre den voldsomme nordmand, der for det meste drak ugelønnen op. Hun begyndte at få dårlige nerver. Til sidst måtte mormor, fru forhenværende overlærerinde Elna Lundberg træde til og smide ham på porten. Mormor var skilt fra min morfar og underviste på Zahle skole. Hun havde tre ugifte søstre, som boede sammen i Vanløse og havde slået hånden af deres søster. Min mor var enebarn. Fru Lundberg overtog al forsørgelse af sin datter Karen og hendes nyfødte søn Steen. Mor Karen ekspederede i en lille Tatol butik, men havde ikke rigtig nerverne til det og senere fik hun også migræne. De så ikke mere til hverken nordmand eller børnepenge.

I 1953 møder min mor en mand ved navn Svend. I hemmelighed udveksler de kropsvæsker på en rød sofa i Brønshøj, hvor Svend har en mindre klublejlighed. Heldigvis nåede mor Karen og Svend at blive gift før det kunne ses. Det sørgede Fru Lundberg for. Mor fødte så en søn 24. august 1954. Det er mig. Nu boede vi alle fire i mormors lille rækkehus.

Mulvad bestod af rækkehuse på begge sider af gaden med lange smalle haver, som vendte mod gaden i de lige numre. Vi boede i nr. 6. De ulige numre havde en lille forhave mod gaden og en lang baghave, der vendte ned mod deres garager. Langt de fleste fædre havde bil, en længere uddannelse og hjemmegående husmødre. Disse luftede ofte deres velstand i fine persianerpelse, som de bar ved enhver lejlighed når de spadserede hen ad fortovet og nikkede indforstået til hinanden. Min mor havde ikke pels, så hun var ikke med i klubben. Hun var dog hjemmegående. Desuden havde min far hverken kørekort eller bil, men tog knallerten hver morgen ind til skotøjsfabrikken, hvor han var kontorist. Far var husmandssøn fra Østermarie, som havde fået gigtfeber og dermed ikke havde helbred til arbejdet i marken. Som den eneste af en søskendeflok på syv, havde han fået en uddannelse på Handelsskolen i Rønne gennem revalidering og rejste herefter til København. Her fik han arbejde på "Alsbore Vedela" med lettere kontorarbejde. Fabrikken fremstillede sko.

Da jeg var tre år, kom min lillebror Holger til verden i januar. Vores hus havde 1. sal med to små værelser og et stort med kvist ud mod gaden. Mormor sørgede for sengetider og godnat historier, far kørte på arbejde og mor lavede mad. Huset havde en stor kakkelovn og en gasvandvarmer til bad og køkken. Mellem stue og 1. sal var der riste, så der kom varme op. Efter jeg var lagt i seng, kunne jeg liste hen og lytte ved en rist og høre alt hvad der blev sagt. Det var ikke meget jeg forstod, men tit snakkede de meget højt og skældte ud. Som spædbarn var jeg den sødeste og nemmeste baby med lysegult krøllet hår. De store piger i kvarteret kørte ofte rundt med mig i barnevognen. Det elskede de, sagde mor også. Så snart jeg kunne kravle fik jeg udforsket vores lange have og nåede en dag helt ned til lågen, hvor der løb lidt større børn rundt og lavede underlige ting.

Den store verden åbnede sig, da min mor kunne kalde mig ind til spisetider og før mørkets frembrud. Det gjorde de andre mødre også. Den første dille på vejen, var sæbekassebiler. Far havde bygget en simpel model, der tålte det meste. Steen og jeg skiftedes til at skubbe. En gang hvor jeg styrer, ramler vi lige ind i en meget avanceret vogn med høj fart. Den havde køler i krydsfiner og et rigtigt rat. Ingen kom til skade, men den anden vogn var noget nær totalskadet. Stakkels Niels løb grædende hjem til sin mor. Niels far var arkitekt, hvorfor den fremstod som vejens limousine. Arkitektfruen går sammenbidt med faste skridt op ad stien til vore hus med pelsen på. Min mor har set hende på vej og sætter køkkenaffaldet ud til hoveddøren. Dørhammeren banker hårdt tre gange og mor lukker op. Jeg aner ballade og gemmer mig bag mors ben. Da fruen er ved at nå sit højdepunkt i dannet udskældning, hælder min mor køkkenaffaldet ned på hendes pæne sko, siger ups og beder hende gå hjem og få sin mand til at lave en arkitekttegnet pind og give sin snotforkælede søn et rap i enden. Herregud, drenge er jo lidt vilde når de leger. Fra den dag gik de andre fruer på gaden over på det modsatte fortov, når de mødte min mor. Jeg mærkede ikke noget til striden mellem forældrene. Der var næsten altid andre børn at lege med, både piger og drenge. Vi hinkede, sjippede, spillede om hønseringe og legede med biler på vejen, hvor vi tegnede små byer med kridt.

Vi drenge havde en helt særlig opgave, hvor pigerne ikke deltog. Mulvad havde en grænse mod syd, som vi bevogtede. Vores område hed gamle Mulvad, fordi vi kom først. På nye Mulvad var alle huse i brækket hvid og vores var alle i røde mursten. Midt på vejen lå en større villa, som klart markerede grænsen. Vi trænede ihærdigt, hvis krigen en dag skulle bryde ud. Som cowboys og indianere havde vi både nævekampe, liste sig ind på "fjenden" og spionere samt overrumple med større angreb. Når sidste mand var død eller trofæet fundet, havde man vundet. Der kom flere varianter til i form af "politi og røvere" og soldater mod hemmelige agenter. Poul og Leif, hvis far var officer i hæren, lånte os "rigtige" geværer, men de fleste måtte klare sig med de hjemmelavede af træ. Anders kom aldrig ud og lege om tirsdagen, hvor han læste "Anders And", som han fik hver uge. Så kunne vi bare lege med pigerne og henlægge træningen til andre dage i godt vejr.
   Vi drillede tit Anders far, som vi abede efter når han med lange skridt gik fra sin garage op ad stien til sit hus. Flere gange undervejs hev han i sine bukser, så de næsten kom helt op på brystkassen, mens de knap nåede ned til skoene. Den bedste parodi vandt fem hønseringe. Anders far blev vores hovedattraktion en nytårsaften. Først varmede vi op med de sædvanlige lynkinesere, flytte rundt på juletræer, banke på døre og være væk når der blev åbnet. Hos Anders lagde vi en særlig plan. Det var langt ud på aftenen og der lød høj musik og latter inde fra deres stue. Første gang vi banker på åbner og lukker han hurtigt igen. Efter en del gange med korte mellemrum bliver han rigtig gal, løber ned på gaden og råber efter os. Men vi er helt ude af syne. På Mulvad er der en stor grund med et lille øde sommerhus. Herfra kan vi i skjul overskue det meste af vejen. Manden løber op og ned ad gaden, råber og fægter med armene mens bukserne glider ned og må hives op igen. Flere i nabolaget kommer ud for at se hvad der sker. Undrende ser de Anders far iført hat, forklæde og papnæse, der råber efter nogle børn som ikke er der.

Fra en trehjulet med lad, over sæbekassebil til en to hjulet med klodser på pedalerne. Så vokser jeg ikke fra den foreløbig, sagde far. Med kosteskaft bag på løb far gade op og gade ned indtil han slap og jeg holdt balancen. Det med bremsen havde han ikke vist mig, så jeg landede i en hæk. Jeg kom dog hurtigt op på jernhesten igen og snart kunne jeg cykle uden hænder et lille stykke.

Hjemme i nr. 6 lød der endnu flere skænderier end før. Med tre drenge og en mormor spidsede det til. Til sidst fik mormor et ultimatum. Enten flytter Karen og jeg til en lejlighed i Husum, eller også flytter du svigermor. Fru Lundberg nægtede at lade sine børnebørn vokse op i et rabarberkvarter og hendes datters nerver kunne slet ikke tåle det. Hun ofrede sig og solgte huset til dem for 38.000 kr. Selv flyttede hun til Skodsborg på Strandvejen med havudsigt og privat badebro. Der blev mere roligt hjemme, selv om mormor ofte kom til kaffe med kage. Vores lørdage blev min bedste oplevelse. Far kom hjem fra arbejde kl. 12 så vi kunne spise en god frokost sammen med citronvand og et par snapse til far. Mor havde sin pæne lysebrune nederdel på og far røg gerne et par cerutter efter maden. Den brune farve og duften af cerut forbandt jeg med lykke og fred. Far blev i ekstra godt humør og så den stod den på mølle, dam, ludo og andre brætspil. Senere skak. Når han ordnede have eller tapetserede fik jeg lov til at være med og lære og hjælpe. Ellers var lørdagen højdepunktet i fjernsynet. Der kom "Fred Flintstone". Det tog nogle år før vi fik et TV-apparat, så jeg så det ovre hos arkitektsønnen Niels, som også havde en kæmpe Märklín togbane i kælderen. Hos Poul og Leif hørte vi Beatles plader. Om aftenen legede vi "Tepotten", hvor det gjaldt om at gætte ord. Senere stjal Otto Leisner ideen i et quizprogram. Far var også kreativ, når han tog papir og skotøjsæsker med hjem fra arbejde. Så kunne vi ligge på gulvet og bygge broer og garager til bilerne og helt glemme tiden.

Mors migræne og dårlige nerver krævede medicin. Hun måtte tit ringe til vores læge Dr. Broenø og bede om lidt ekstra før tid. Når Steen og jeg blev uartige kunne vi bare vente til far kom hjem og så måtte hun ind og lægge sig. Steen havde særlig svært ved at opføre sig, som mor sagde. Når det var særlig alvorligt, skulle vi afsone stuearrest på vores værelse. Af og til måtte mor have fat i Steen og slå på ham, så han kunne lære det. Når jeg hørte fars knallert nede på vejen, styrtede jeg ud og råbte "gruaren". Så kørte jeg med det sidste stykke vej. Når mor havde beklaget sig over vores ulydighed og dårlige opførsel, skete der sjældent mere fra fars side. Dog knækkede han dog en bøjle en aften, da han gav Steen en endefuld. Han slog aldrig mig.

På min skolevej gik jeg ned ad nye Mulvad, til venstre og derpå krydse en trafikeret vej, før jeg nåede frem. Derfor måtte jeg ikke cykle til skole. Steen var min faste beskytter, når de store drenge drillede mig. Det gjorde de kun en gang. Desværre måtte Steen skifte skole fordi han nemt blev gal og hidsig.

I en uges tid lå jeg hver dag på lur nede ved hækken og var kun lidt ude på vejen. Jeg havde mit gevær af træ med og klar til at skyde hvis politiet dukkede op. Steen og jeg var flygtet i fuld fart fra den tykke røg, der bredte sig bagude. Vi havde skaffet tændstikker og ville lave et lille bitte bål oppe på den store mark med en masse radiomaster og højt græs. Desværre begyndte ilden at brede sig og vi kunne ikke slukke den. Vi nåede lige at springe på cyklerne og komme ud på vejen, da vi hørte brandbilerne nærme sig. Branden blev slukket, men politiet havde også været derude. Så jeg frygtede at nogen havde set os og meldt os. Det forblev en hemmelighed mellem Steen og mig. Da "røgen havde lagt sig", lå jeg igen ude på vejen og legede med biler. Da hører jeg tunge skridt der nærmer sig, kigger ud til siden og opdager et par sorte blanke sko. Ser op. Det er en politimand med fin kasket. Jeg synker en klump og stammer at det ikke var mig der ... Den venlige betjent afbryder og beder os om at lege inde på fortovet, så vi ikke bliver kørt over. Derpå kører han væk i sin flotte Ford Taunus.

I skolen havde jeg lagt mærke til en sød pige med hestehale. På afstand fulgte jeg efter hende på hjemvejen og så at hun boede på nye Mulvad. En dag snubler jeg i skolegården og bumper ind i Betina, som hun hed. Hun tabte sin taske i en vandpyt, så jeg kunne samle den op og tørre den af i bukserne. Jeg siger undskyld og tilbyder hende to glansbilleder, som hun kan få efter skoletid. Heldigvis var der ingen drenge der lagde mærke til det. På vej op til hendes hjem, ser jeg hun sidder i deres åbne garage. Betina kaldte det en carport. Jeg har min mindre samling af glansbilleder med. Hun har adskillige mapper, som hun først vil vise mig. Som vi sidder der i det dejligste solskin, må jeg komme så tæt på hende, at vi næsten rører ved hinanden, når jeg beundrer hendes store samling. Hun er så glad og opstemt, ler meget og når hun drejer hovedet, rører hestehalen mit ansigt. Jeg bliver helt svimmel ved duften af hendes bløde hår og når jeg snuser rigtig ind, opdager jeg en svag parfume. Jeg lukker øjnene et øjeblik mens hun ivrigt viser de allerbedste frem og munden løber på hende. Betina får valgt to af mine glansbilleder, som hun ikke har i forvejen. Pludselig rives jeg ud af min salige tilstand, da hendes mor stikker hovedet ud og siger at det er spisetid. Var klokken allerede så mange? Vi aftalte at mødes næste dag, så vi måske kunnen bytte. På hjemvejen skinnede solen endnu stærkere. Efter aftensmaden sprang jeg ned på gaden og mødte flere, der var ude og lege. Et par af drengene spurgte hvor jeg var henne hele eftermiddagen. Nu havde jeg lært at lægge to og to sammen, da Leif kigger mistroisk på mig, og holdt mig tæt på sandheden. Jeg forklarede at jeg havde mødt en af de dumme piger fra nye Mulvad, som jeg var ved at handle med. Hun var meget villig til at købe mine glansbilleder for hønseringe. Det er godt at slippe af med de tøsebilleder, sagde Leif og dunkede mig i ryggen. Få nu en god pris. Jeg foreslog, at vi stoppede krigsplanerne mod nye Mulvad til jeg var færdig med at handle. Betina var helt med på at købe glansbilleder for hønseringe, men det gik langsomt med at handle, så jeg blev ved med at komme resten af sommeren. Efter ferien var hun der pludselig ikke mere og huset var helt tomt.

I fjernsynet var der "Flintstone" om lørdagen, Walt Disneys juleshow og senere Dr. Lieberkind med tykke briller, der viste underlige dyr. Om søndagen cyklede vi ofte ned til "Nybro" og lejede en robåd eller på badetur i Furesøen ved Frederiksdal. De værste søndage var når vi skulle gå rundt en hel time i fint tøj. Enhver lille snavset plet blev grundigt fjernet med mors lommetørklæde, som hun spyttede på først. Den slags varslede som regel en bustur op til mormor med flødeskumskage og lunken citronvand.

Jeg nød efterhånden mest den store frihed, da jeg kunne og måtte cykle langt omkring på egen hånd. En dag efter skoletid smider jeg forpustet min taske i entreen og spørger efter Steen. Han var allerede taget ned til Frederiksdal for at bade. Mig afsted i fuld fart med håndklæde og badebukser. På det sidste stykke vej er der en lang lige bakke med cykelsti. Med armene i vejret mærker jeg den lune sommerluft, der tørrer mine svedige armhuler, fugtige hår og ansigt. Jeg var blevet rigtig rutineret på en cykel. Jeg bemærker at forhjulet ekser lidt og tænker at far snart må kigge på det. Pludselig rammer hjulet en lille sten på den asfalterede sti, drejer 90 grader og stopper helt op. Hermed kastes jeg op af sadlen. En bilist havde set mig i bakspejlet, vendte om og kom hen til mig. Fortumlet og forvirret lå jeg på ryggen ude i græsrabatten. Manden fortæller hvordan jeg havde lavet tre kolbøtter i luften før jeg landede ude i græsset. Han kørte mig hjem til mor, der resolut trak min nye skjorte af, der var helt flænset på ryggen og vaskede det værste blod væk før ambulancen kom og fik mig på skadestuen. Jeg huskede ingenting, men bilisten fortalte mor om det hele. I lang tid var jeg den store helt på vejen, da jeg gik rundt med min store forbinding på hovedet og dramatisk fortalte om mine tre kolbøtter. Hver dag i lang tid fik jeg revet plastrene af, smurt jod på og så skulle jeg drikke levertran morgen og aften for en sikkerheds skyld, som virkede mod alt. Det var bagsiden af medaljen.

Mor og især far havde det ikke godt på Mulvad med de fine fruer og smalle sammenklemte haver, hvor naboerne fulgte med i alt. Så da jeg skulle op i 5. klasse solgte de huset og købte en bungalow i Hvidovre. Der blev lidt længere op til mormor, men det gjorde ikke noget, sagde far.