Blyhagl fløj om ørerne på Christian da den ene havedørs glas blev pulveriseret af det skud, han hørte et nanosekund efter.
   Han kastede sig hurtigt frem for at komme i dækning bag køkkenafsnittets kombinerede bord og kogeø. Et skud til fjernede de meste glas fra havedørenes anden halvdel. Det blev fulgt af spark mod dørkarmene.
   Christian forsøgte at flygte ud gennem hoveddøren. Det forsøg sluttede lige så brat som det startede ved synet af endnu en skytte med en hue med øjenhuller.
   Han smækkede hoveddøren hurtigt i og klemte sig op af væggen. Hoveddørens glasrude blev også blæst ud af et skud der heldigvis var så skævt at det meste af den ladning havnede i væggen.
   Bag havedøren havde den første skytte genladt geværet og sparket de sidste små glasruder ud. Han var ved, foroverbøjet at kravle forsigtigt ind gennem hullet og undgå de sidste glasstumper i rammerne. Det forhindrede ham ikke i at lade bøssen pege direkte mod Christian hele tiden.
   Han så kun den mand også havde en hue på inden han igen søgte i skjul bag kogeøen samtidig med der hørtes endnu et skud fra haglgeværet foran hoveddøren. Den blev der både taget i og sparket på men heldigvis havde den smæklås og var mere solid end havedøren.
   De næste skud fordelte første skytte ligeligt mellem væggen bag kogeøen og forsiden af den.
   Christian rejste sig så hurtigt som muligt inden den mand enten fik genladt og lukket sit gevær eller fik hjælp fra kollegaen. Han greb i farten en gryde fra hylden foran ham og den solide potte af kobber, der kun tjente som pynt på kogeøen.
   Han sigtede, svingede den i højre arm bagud og kastede potten netop som skytten lukkede geværet.
   Christian håbede det bedste og drejede sig om for at smadre det lille vindue ved køkkenbordet med gryden.
   Et dumpt bump, et brøl og et skud mod loftet betød uden tvivl de to kilo kobber for en gangs skyld ikke stod i vejen tænkte han. Gryden forsvandt gennem det vinduet inden han satte af fra en stol og dykkede ud i et forlæns rullefald. Det tog resterne af det lille vindue med i farten, så der kun var en ramme tilbage.
   Christian vred sig til højre på den anden side af vinduet for at komme udenom de nedfaldne glasskår. Da han kom på benene hørte han hoveddøren blev skudt op og åbnet med et brag.
   Han løb gispende og rystende ned af bakken mod stranden. Han håbede bakken ville give han skjul nok til at følge strandkanten hen til hans onkel på gården. Han nåede kun halvvejs da den sidste skytte også regnede den mulighed ud.
   Han så over skulderen og så dem begge komme ud gennem hans resterende havedør. Den ene skytte løb også mod stranden, skød igen og stoppede op for at knække og genlade sit gevær. Den første skytte lænede sig kun mod muren og rystede på hovedet. Den anden holdt øje med Christian og skød igen. .
   Med hagl susende om ørene opgav Christian at nå hen til Kurt den vej.
   Han vendte om, spænede tilbage, kom kortvarigt ly af huset. Der tog han retning mod kunstnerens bolig i håb om at han var hjemme og havde en opladt telefon. Hans egen lå desværre til opladning i reolen.
   På den kilometers afstand, der var mellem hans og kunstnerens hus var der masser af buskads han kunne bruge til at gemme sig bag mens han forøgede afstanden til de to ubehagelige gæster og deres haglgeværer. Ulempen var at hans hvide polotrøje ikke var specielt velegnet til sådan en form for gemmeleg med mindre han lå helt fladt i fred bag passende buske.
   Han sprang over et hegn han så i sidste øjeblik. Bag det drejede han hen mod det næste buskads og undgik de næste skud.
   Fire skud efterfulgt af hvislende hagl tydede på at den første skytte havde sundet sig tilstrækkeligt. Han drejede af og fortsatte ligeud i forsigtigt lunttrav, for ikke at falde over hullerne i den ujævne mark.
   Han nåede lige i ly af det næste buskads da en nye serie skud beviste at de skytter ikke uden videre opgav formålet for det besøg. Heldigvis var de begge rutinerede skeetskytter. Haglene susede gennem buskadsets grene, der hvor Christian burde havde befundet sig, hvis han ikke havde smidt sig fladt ned i buskadsets udkant.
   Mens skytterne ladede igen havde han kun sekunder til at komme hen til næste buskads og finde en ny fremgangsmåde i ly af det. Heldigvis kunne han bevæge sig hurtigere end skytterne, der uden tvivl holdt sammen for ikke at komme til at skyde på hinanden.
   Bag de næste buske faldt han over de dybe spor fra den traktor Kurt brugte til at bringe foder ud til sine græssende køer. De var dybe og brede nok til at yde en vis beskyttelse mod de næste skud. Dem ventede han opmærksomt på mens han prøvede at få sin vejrtrækning under kontrol.
   Næste sæt skud blev fordelt over hele buskadset og faldt så langt nede at det viste ham en af skytterne havde gættet hans første taktik.
   Christian sprang op efter fjerde skud og fortsatte mod næste buskads.
   Han håbede han enten snart nåede udenfor haglenes effektive skadesafstand eller at de forbandede skytter kom i tanke om at deres larm tiltrak sig uønsket opmærksomhed udenfor jagtsæsonen.
   Han mærkede flere slag i ryggen inden han nåede i ly af det næste buskads. Stikkende smerter, efterfulgt af lydene af skud betød han stadig manglede lidt sikkerhedsafstand til skytterne.
   "De kan for fanden ikke løbe og lade samtidigt" tænkte han og kom op og ignorerede smerterne. Han satte farten op over det næste stykke jord, der ud til at være nogenlunde fladt.
   På den anden side af næste buskads var han lige ved at løbe ind et par køer der havde fri fra malkning mens deres kalve blev store nok til at indtage fast føde. De var alle blevet vækket af larmen og stirrede fornærmede på fredsforstyrreren. Christian skyndte sig udenom og brugte dem som dækning for de flere skud.
   Mens køerne rejste sig under højlydte protester nåede lyden af en politisirene tydeligt frem til ham gennem natten.

I ly af kørerne så han Kurts bil dreje hen mod huset med fuldt blus på lygterne samtidig med at politisirenen nærmede sig. Skytterne bemærkede begge dele, drejede af og skyndte sig over mod Midtskovvej. De stod også i lys bag et buskads mens patruljevognen passerede dem og kørte ind mod Christians hus. Derefter løb de begge, foroverbøjede, det sidste stykke ud af marken og forsvandt op af skovstien.
   Christian var ikke i tvivl om at de havde gemt en bil et stykke op af den brede skovsti, der førte op til Nørre Alle.
   Han gik langsomt ud på åben mark og vinkede op til Kurt. Mens han gik tilbage til sit sønderskudte sommerhus spekulere han på hvordan han skulle forklare det for hans mor, hvis hus det faktisk var.
   "Jeg ser du har haft gæster" sagde Kurt med en knusende ro. Han stod og betragtede de skader, der kunne ses gennem havedøren.
   Politimændene vimsede formålsløst et par gange rundt om huset med trukne pistoler. Dem fandt de noget at bruge til.
   "Et par stykker" bekræftede Christian. "De havde selv underholdning med, som du ser. Vi må hellere kontakte Eigil inden det her kommer uden for pædagogisk kontrol." smilede han da den ene politimand byttede pistolen ud med en notesblok.
   "Det gjorde Tove men jeg kørte herned med fuldt blus på lygterne. Jeg håber det hjalp en smule."
   "Det gjorde det. De opdagede ikke engang havedøren slet ikke var låst." mumlede han og skaffede lettere adgang til stuen hvor han tog sin telefon.
   "Jeg er der næste" forsikrede Eigil omgående da han svarede. "Når Svendsen og Frederiksen har overstået den normale strid om kompetencerne dukker de også op."
   "Du får lige din kollega" smilede Christian og rakte telefonen over til den betjent, der stod og viftede med sin notesblok. Den anden tog det mere roligt. Han stod med en rulle afspærringstape og spekulerede på hvad han burde afspærre, for at få det til at se ud som om han vidste hvad hans opgave var.
   "Du har vel ikke et par plastre og lidt desinficerende?." spurgte Christian. Han tog polotrøjen af og vendte ryggen mod Kurt.
   "Det klarer vi på et øjeblik." mente Kurt efter kort undersøgelse. "Begge haglene sidder lige under overhuden" konstaterede han og vippede dem ud med to fingre på hver side. Så hentede han plastre. Det eneste desinficerende han kunne finde bestod af en flaske vodka fra Christians beholdning.
   "Du tog vel ikke et par glas med til desinfektion fra indersiden?" spurgte Christian da behandlingen var overstået. "Nu kommer Eigil heldigvis" smilede han da endnu en vogn stille kørte ind.
   "Selvfølgelig" smilede Kurt og skænkede op. "Det lærte doktor Nielsen mig da han ikke vil gå glip af frokosten efter andejagten forrige år. Ham ramte Frederiksen som hverken havde styr på, hvor skytterne stod eller hvor lavt han måtte skyde efter fugle. Det skal jeg nok minde ham om når han blærer sig næste gang."
   "Du kan starte om et øjeblik hvis det er ham, der kommer der."
   Nede på Midtskovvej kom der endnu en patruljevogn susende med fuldt blus på alle lys og sirene.
   Den tumlede Frederiksen kort efter ud af, fulgt af Svendsen. Svendsen måtte både slukke for sirene og lysshow mens Frederiksen satte politimændene igang med at indramme hele gårdspladsen med minestrimler.
   Derpå vendte han sig mod Svendsen og mindede ham højlydt om at han havde den overordnede kommando til han anså det for nødvendigt at tilkalde folk med særlige specialer.
   "Der ikke nødvendigvis omfatter det vi laver" mumlede Eigil ironisk. Han modtog, diskret, et solidt glas vodka da han havde lagt haglene fra Christians ryg i en ny bevispose.
   "Hvad er Deres udlægning af det her?" vrissede Frederiksen, da der ikke var flere han kunne give ordre til nåede han frem at beskæftige sig med Christian.
   "Sådan en udlægning har jeg ikke" påstod han. "Da den første patruljevogn kørte forbi skytterne stak de begge op af skovstien derovre." fortalte han og udpegede den flugtvej.
   "De havde begge huer på med øjenhuller. Hvis de havde en bil holdende der kan de være halvvejs i København nu."
   "Der ligger også en snes friskt afskudte patronhylstre ude på marken der, hvis du har lyst til at afspærre den" oplyste Kurt hjælpsomt.
   "Det tog søreme ikke lang tid før han fik brug for os." konstaterede Eigil da Frederiksen bad Svendsen og ham om at afspærre og undersøge skovstien. "Genkendte du ingen af de labanner?" spurgte han inden de tog afsted.
   "Jeg så kun ham, der kom ind gennem havedøren." sagde Christian. "Han havde en hue med øjenhuller på. Den stoppede over hans overskæg. Det lignede Poul Eriks."
   "Så starter vi forsigtigt med hvor hans overskæg og resten af ham har været, når vi får spærret og undersøgt den forbandede sti." mumlede Eigil og forsvandt sammen med Svendsen.