Wulf spiste hurtigt sin lunkne og tapetklistersmagende portion havregrød, mens han kastede blikke på de andre. Folk han havde delt lejr med i England eller havde set på båden eller i toget sad blandet med lejrens veteraner. De fleste samlet i mindre grupper af venner og kollegaer og snakkede frit. Selv havde han ikke set andre natjagere - i alt fald ikke genkendt nogen. Tid og civilt tøj forandrede selvfølgelig også folks udseende.
   For enden af bordet overfor sad major Eicke og ældsterådet. De kiggede på ham lidt for tit og ville vel snart komme for at få hans historie. Ikke fordi de ikke allerede kendte den - hans medfanger fra lejeren i England havde sikkert fortalt om ham. Natjageren som englænderne havde afhørt utallige gange og hvis historie ikke rigtig kunne krydstjekkes ...
   Et svagt klik lød da Lüdke, der sov i køjen under hans, lagde skeen på sin næsten urørte grød og rejste sig. Selvom Lüdke lignede et genfærd, havde Wulf endnu ikke set ham spise en hel portion af noget som helst - ikke engang af det der smagte nogenlunde. Han talte heller ikke og holdt sig for sig selv. Rygtet sagde, at han havde været der altid - og at han var engelsk spion. Eicke måtte mistænke ham for noget lignende, siden de havde anvist ham køjen over Lüdkes. En mistanke han måtte se at få afvist.
   Han rejste sig og gik hen til Eicke, rettede sig op og gjorde honnør. Eicke og de andre fortsatte med at spise og ryge i et stykke tid. Wulf holdt retstillingen og takkede tavst afhøringslejrene for genopøvelsen.
   "Kalder du det en hilsen, løjtnant Wulf?" spurgte Eicke og stokken der hang på stoleryggen klaprede, da han lænede sig frem og trykkede cigaretten ud i askebægret.
   "Undskyld, hr!" Wulf slog hælene sammen og rakte armen frem foran sig. Bevægelsen gav ham myrekryb og hvis Eicke virkelig var så politisk, ville han få det svært.
   Eicke studerede ham, fandt en ny cigaret frem og tændte den. "Rør, løjtnant."
   Wulf tog armen ned, holdt ryggen rank og så lige frem. "Tilladelse til at tale med Dem, major?"
   "Lad mig være ærlig," sagde Eicke og tog et sug af cigaretten. "Jeg mener at jeres drønen rundt om natten er spild af både materiel, mandskab og brandstof. Hvor mange fly har De måske skudt ned?"
   "Fire, major - og min kammerat har skudt seks ned."
   "Hm." Eicke trykkede læberne sammen og virkede misfornøjet. Han flyttede på stokken. "Og hvor mange uheld har det så kostet?"
   "Ingen, major."
   Et par af rådsmedlemmerne kiggede op. I det mindste havde manglen på uheld været tilstrækkeligt imponerende.
   Eicke gjorde tegn til en af de andre og manden rejste sig og gik. "Sid ned, løjtnant."
   Wulf tog den tomme plads.
   "Hvad er dit ærinde så?" spurgte Eicke.
   "Min makker var såret og han måtte blive i England," sagde Wulf. "Jeg ville høre, om I havde hørt noget? Han hedder Bernhard og er kaptajn."
   Eicke kiggede rundt på rådsmedlemmerne. En rystede på hovedet, resten så højest uinteresseret på Wulf.
   "Hvordan havnede I i England?" spurgte Eicke.
   "Vi forfulgte en formation lancastere og blev skudt ned."
   "Og de beholdt dig længe, har jeg forstået." Eicke kneb øjnene sammen bag røgen.
   Wulf rettede blikket mod bordpladen og var glad for, at han kunne tale sandt. "Ja. De pressede mig med Bernhard."
   "Succesfuldt?" Eickes smil mindede om et rovdyrs.
   "Det er ikke fordi jeg ved så meget," sagde Wulf. "Og i forhold til det arbejde de lagde i det, tvivler jeg på at det kunne betale sig ..."
   "Alligevel holdt de på dig."
   "De troede måske, at jeg vidste mere." Wulf vidste, at han så klemt ud og trak på skuldrene.
   Eicke studerede ham og røg langsomt cigaretten. "Du talte altså?" sagde han og skoddede cigaretten.
   Wulf tøvede og prøvede at bedømme hvordan Eicke så på hans forræderi. "De blev ved ..."
   "Ja, det gjorde de vel." Eicke lænede sig tilbage. "Du skal nok få besked, hvis vi hører noget om din kammerat."
   "Tak, hr. major." Wulf rejste sig og gjorde honnør.
   Eicke besvarede dovent hilsnen og vendte sig mod de andre.
   Wulf lænede sig opad barakkens træbeklædning og stirrede ud over det flade canadiske landskab. Uanset hvordan Eicke så på ham efter samtalen, havde han i det mindste fået den overstået. Han fyldte lungerne med frisk luft.
   På det åbne område mellem barakkerne og det inderste hegn spillede otte piloter fodbold. Målene var markeret med tre dåser og en malingsspand og opmuntrende tilråb lød fra en gruppe tilskuere, der dannede siden ud mod hegnet og kastede bolden tilbage, når den kom på afveje. Udenfor hegnet tog to af vagterne sig en smøgpause, mens de også så på.
   En af spillerne fik snoet sig fri med bolden og vagterne strakte hals. Målmanden gjorde sig klar og spilleren sparkede til bolden. Bolden fór gennem luften og målmanden kastede sig efter den, bolden ramte en af dåserne og fortsatte mod hegnet. Målmanden ramte jorden til et ærgrelsesudbrud fra tilskuerne og målmanden slog i jorden med en knytnæve. Bolden ramte hegnet og en af tilskuerne hentede den.
   Wulf gik længere ind i lejeren. De utætte barakker var lige så trøstesløst ens som landskabet var fladt. Han gik målløst mellem dem og holdt sig mindst en barak fra hegnet. Det syntes altid at være i syne og fodboldkampe, som hans mor havde kaldet ham ind fra, viste sig i glimt for hans indre øje. Savnet rev som sandpapir mod et sår. Han havde intet hørt fra hende, selvom Harrolds havde tilladt ham at sende et rødekorspostkort - dengang, for over en måned siden ...
   Han standsede og lænede sig op af en barakgavl. Stilheden behøvede selvfølgelig ikke at betyde noget - han var blevet flyttet rundt og bomberne var vel ikke holdt op med at falde over tyske byer. Hun var måske blevet nødt til at flytte. Det prøvede han i alt fald at fortælle sig selv. Han kiggede på hegnene. Begge var lavet af et net af pigtråd spændt op mellem pæle. Der var omkring syv meter imellem det indre og det ydre hegn og begge hegn blev overvåget af vagttårne og patruljerende vagter. Og med det flade landskab og lange afstande til alting, behøvede de ikke mere.
   Han drejede omkring hjørnet og så en ung mand i tyk frakke komme ud af barakken overfor - han havde en bog i hånden. Gennem barakkens vinduer kunne han se halvtomme reoler og spredte borde. Biblioteket - og ordets sammenhæng med ro og ensomhed lød noget så velkomment i hans ører. Han gik over mod døren og opfangede en bevægelse med øjenkrogen. En person rettede sig op, ved siden af det bord der var længst væk fra døren. Lüdke. Han trak sig tilbage i skjul bag barakhjørnet. Han skulle åbenbart ikke finde ro nogen steder. Fandens. Han stirrede ud i luften og lyttede udbruddene fra fodboldspillerne og deres tilskuere. Vind, der susede ud fra hulrummet mellem barakkens bund og jorden, trak i hans bukseben. På den anden side var Lüdke nok også i biblioteket fordi der var ro.
   En ide begyndte at røre på sig og han vovede at se på biblioteket.
   Lüdke sad og kiggede ned mod bordpladen. Af og til vendte han en side.
   Wulf nikkede for sig selv.