Jeg spænder buen, tager sigte og holder vejret. Hjorten holder op med at spise grønt fra skovbunden. Dens ører bevæger sig og den strækker hals. Har den mon sanset mig? Hjorten kigger årvågent op med grønt hængende ud af siden af mundvigen. Skovens lyde står på pause, og sollys fra imellem trætoppenes grønne blade kærtegner hjorten i lysningen. Hjorten vrænger næse og giver sig til at gumle et par gange på det grønt, som hænger ud af munden, og kigger min vej. Jeg må være musestille, blive ét med skoven. Jeg mærker de fugtige benklæder klæbe sig huden og distraherer en smule. Måske var et bad forinden en dårlig idé? Buen knirker ganske sagte ved maksimum spænding. Mine arme og fingrene låser sig og tynges hurtigt af træthed. Hjorten beslutter sig for at spise mere grønt fra skovbunden. Jeg må holde ud lidt endnu. Jeg løslader mit låsegreb og pilen farer afsted. Hjorten bliver opmærksom på farer, men reagerer alt for sent.

Min puls galopperer og mit hjerte slår et ekstra slag. Jeg løber byttet i møde, som ligger og vrider sig. Jeg fisker kniven frem og giver det ornamentale dyr dødsstødet. Jeg sprætter den op og drikker noget af dens blod, smører mit ansigt ind i det varme blod, og lader hænderne glide ned langs halsen i en glidende og næsten seksuel bevægelse. Jeg skærer nogle slyngplanter over, som hænger fra træerne, og bruger dem til at binde hjortens ben sammen med. Dens smukke skind vil varme godt i de kolde tider der kommer om mange måner, og geviret vil fortælle mange historier i kommende dage forud.

Det tærer på kræfterne at slæbe hjorten på nakken. Den er tungere end jeg umiddelbart troede den ville være. Efter et lille stykke tid er jeg fremme, hvor jeg efterlod Plet. Gensynet får ham til at vrinske og ryste lidt på hovedet. Jeg smider hjorten over hans ryg og stiger op, så byttet er foran mig. Jeg griber fat i Plets manke med den ene hånd og klapper ham kærligt med den anden hånd på halsen. Vi begynder vores tilbagetog til lejeren.

Undervejs på tilbagetoget føler jeg en hvis stolthed. Blodet i ansigtet og på halsen er størknet af vindens små briser. Jeg er ikke som mændene der jagter sammen i min stamme. Jeg er et bevis på at man godt kan jagte på egen hånd. Jeg vil bevise overfor stammen, at jeg ikke bare er ligegyldigt fyld, men er i stand til at tage vare på mig selv. At jeg er i stand til at forsørge.
   I horisonten kan jeg efter et stykke tid ane lejeren. Mit hjerte begynder at slå hurtigere og hurtigere, og jeg får en knude i maven af bare spænding. Mine to ældre brødre, Kapok og Akron, går mig i møde og jeg beordrer Plet til at standse foran dem. Livet i lejeren summer pludselig af liv og en hestesko af mennesker samles foran Plet og mig.

"Du ved godt at kvinder kun hører til i lejeren," siger Kapok. Akron ler og løfter hovedet på den døde hjort, for så at give slip sit tag igen.
   "Hvem siger jeg kun er en kvinde?"
   "Hvad skulle du ellers være?" siger han og fnyser.
   Hesteskoen brydes da op da Nakmontak, vores høvding og ældste i stammen, ankommer. Fjerpragten på hovedet småflagrer lidt i vinden, og han gør tegn til at jeg skal stige ned fra hesten. Akron er mere tilgivende end Kapok, og hjælper med at få den døde hjort ned fra hesteryggen. Mine sorte fletninger gynger en tur da jeg stiger ned fra Plet.

Min gerning er ikke gået uset hen. Nakmontak inviterer mig indenfor i hans telt til en snak.
   Han fyrer op under den lange pibe, og rækker den videre til mig. Det er uhøfligt at afslå, så jeg tager imod og fylder mine lunger med røg. Jeg hoster og han ler hæst.
   "Vi bliver vist nødt til at finde et nyt navn til dig," siger han og smiler, "Luna virker ikke længere tilstrækkeligt."
   Jeg bliver færdig med at hoste og han ser eftertænksom på mig.
   "Stille torden bliver dit nye navn. Jeg gør det offentlig i aften. Men prøv forsat at te dig som en kvinde, eller du får svært ved at finde dig en mand. Aftale?"
   Jeg har svært ved at skjule min henrykkelse, smiler og svarer: "Jeg skal prøve mit bedste."
   "Det er alt hvad jeg beder om," siger han og tager imod piben.
   Vi sidder og ryger et stykke tid i stilhed, og hvert et hvæs af piben kradser, men smager bedre og bedre for hver sug. Jeg er dog forsigtig med at indtage for meget røg ad gangen, så jeg ikke kløjes i det. Måske bør jeg gøre kur til Nitsan, for han er sød og en god kriger. Jeg vil jo godt have en, jeg kan varme min krop med fremover, og han tager nok ikke første skridt. Jeg undskylder mig overfor Nakmontak med, at jeg har noget der skal ordnes. Jeg går over i mit telt, vasker mig omhyggeligt og går på mandejagt. Stille torden klinger godt i mit hoved.