Biskoppen lægger mærke til at der stadig drypper blod, fra sværdet i broderens hånd.
   Et kort øjeblik forstummer alt, og alle på pladsen ser hen på Jacob Erlandsen.
   Den første der bryder tavsheden er broderen.
   " Alt levende skal være dødt her, inden vi bringer dig til et sted, hvor du fremover vil få ro og hvile til sjælen. Ingen vil opdage hvem vi rider med, når du har fået en helt anden klædning på."
   " Må den hellige jomfru være din sjæl nådig." Kommer det stille fra skikkelsen I døråbningen.
   Et nik med hovedet fra Niels i broderens retning, sætter mændene I bevægelse.
   Jacob Erlandsen gør ingen tegn på modstand, da de river hans kappe af og under hån og latter, bliver han udklædt som en nar og sat omvendt op på en hest, som et tegn på at her rider en tosse.
   Rytterne sidder op, og snart er de sammensvorne på vej mod Danmark med den hemmelige fange.
   Efter kongens mange nederlag, ser det omsider ud til at biskoppens magt, og kirkelige myndighed er knækket.
   Rideturen på vej mod Hagen-skov på Fyn er blevet Henriks opgave, og afmagten er ved at sænke sig over den mægtige Ærkebiskop.


I næsten et døgn har vintersnestormen raset hen over landet, især i det sydøstlige Jylland og på Vestfyn er der faldet en betragtelig mængde sne. Nu er der kommet ophold i vejret, og straks bliver hestene klargjort.
   Bonde Jens Nissen har den pligt at rydde sne i alléen, der fører op til Hagen-skov, og året er en god måned inde i år 1259.
   "Det bliver en hård tur".
   Alvoren i tonefaldet fra Jens, er ikke til at tage fejl af. De tre andre er Jens' søn Nis og to karle.
   Alle har de pelstøj, skindluffer og tykke læderhoser på, for at holde på varmen, hvis det skulle blæse op og slå om til sne.
   "Vi må skiftes til at ride først, så vi fordeler snedriverne på hestene." Siger Jens, idet han svinger sig op på den varme hesteryg, og straks efter er de fire ryttere på vej over mod Hagenskov.
   Med to stokværk er Kongsgården en af de sværest at erobre i Danmark. Her havde kong Abel i 1251 givet toldfrihed til borgerne i Fåborg og selv samme dag fik Jens tildelt gårdstedet af kongen. Abel er er død for år tilbage og nu er Christoffer konge.

De fire ryttere er kommet fri af skovbrynet og herfra, kan de se over til voldene omkring kongsgården.
   Nis, der rider forrest, vender sig og gør tegn til standsning.
   "Kan vi få dunken i gang?" spørger han, og ser over på sin far som nikker, og et øjeblik efter har alle fået en god slurk, af det hjemmebryggede øl. En slurk er nok til at sætte blodomløbet i gang og efter endnu et stræk gennem driverne, er de fire ryttere fremme ved alléen.
   Langs med vejkanten, lige inden man svinger ind på alléen, ligger der en svagt buet egetræsstamme af en ret betragtelig tykkelse og længde, her standser de hestene.
   I læder sækkene der hænger på hestenes sider er der reb og skind, og det skal nu i anvendelse, som træktøj for hestenes arbejde.
   Rebene fastgøres i de otte store jern kramper der er slået ned i stammen med passende mellemrum, og skindene vikles omkring rebene dér, hvor de strammes op langs hestenes sider.
   "Så er vi klar." Lyder det fra Jens.
   Alle står nu bagved den store træstamme, med små korte tilråb, begynder de at drive hestene fremad. Langsomt men sikkert, skraber den store egetræsstamme sneen væk, så jorden kommer til syne i alléen. Efter to ture frem og tilbage er sneen næsten væk og opgaven er løst for denne gang.
   På vej ned får de øje på et følge med bevæbnede ryttere, der strider sig frem ovre ved skovbrynet. Da rytterne når frem, bliver der gjort tegn til standsning.
   Snerydningsfirkløveret er ved at spænde hestene fra og Jens Nissen har stoppet skindhuen og lufferne ind i pelsvamsen, den kølige vind bekommer ham godt da den fanger det svedige halvlange krølhår.
   Samtidig med at han trækker det sidste stykke reb ud af krampen på ege stammen, sender han endnu engang blikket hen på rytterne der er stoppet op lige ud for alleen.
   De tre forreste ryttere rider fremad, og gør holdt foran Jens Nissen i samme øjeblik, han træder ud på vejen med hesten ved hovedtøjet.
   "Hvad bedriver I tiden med?"
   Kommer det skarpt fra rytteren til højre.
   Henrik peger på Jens med den spydlignende stiklanse, som udgør en del af hans bevæbning.
   Jens slipper sit tag i hesten og giver den et klap på halsen inden han forklarer deres ærinde og fortæller hvem de andre er, en smule mere vagtsomt end han plejer.
   Normalt er Jens både modig og frygtløs, men han er også klog nok til at indse at her er det bedst at holde sig i ro. Da han er færdig med sit svar på spørgsmålet finder han skindhuen frem, og sætter den på hovedet igen.
   Henrik fortrækker ikke en mine, men flytter spydspidsen en anelse, så den nu peger direkte mod brystet på Nis.
   "Du" siger han " følger med op på borgslottet, indtil vi igen drager af sted. Jeg vil sikre, at faderen din, holder tand for tunge med dette møde. Når vi igen forlader Hagen-skov, vil tiden vise om, du ser din far igen."
   Nis er rasende, men indser at det er nytteløst at gøre modstand, han sænker hovedet og bider sig i læben. Rytteren løfter spyddet og straks rider de to bagerste ryttere frem og genner ham ind imellem sig. Han når lige at fange et kort blik fra sin far, så går det hurtigt med tilbage i følget. De to forreste ryttere, gør tegn til at de kan sætte hestene i bevægelse, til turen det sidste stykke op gennem alléen.
   Jens og karlene lægger reb og skind tilbage i læder sækkene, inden de rider over mod skoven på vej hjemad. Hurtigt tager tusmørket over, og enkelte snefnug begynder at falde fra de tunge sorte grå skyer.
   Et eller andet er der i gærde når man tager hans søn som gidsel, Jens ser over på den herreløse hest der traver med, ubevidst knuger han om tømmen så knoerne bliver hvide nede i de varme skindluffer. Så sandt jeg hedder Jens Nissen er det sidste ord ikke sagt i den sag, om det så skal koste mig mit liv.
   De tolv ryttere nærmer sig porten og den forreste rytter gør tegn til standsning medens porten bliver åbnet.
   Beg faklerne bliver tændt og stukket ud gennem fakkel hullerne på hver side af porten.
   Nu kan man oppe fra andet stokværk iagttage, hvem der ankommer efter mørkets frembrud.
   Nis, som står inde mellem hestene kan se, der sidder en rytter to hestelængder længere fremme og ser ned på ham.
   Han sidder omvendt på hesten, og på hovedet har han en pelshue med en lang rævehale hængende ned til den ene skulder. Nis bemærker samtidig at hans klæder er ensfarvede og tarvelige idet han prøver at få eet glimt af ansigtet.
   Det er mere end svært at se, som han sidder dér med bøjet hoved med ryggen mod lyset.
   "Hvem er han, hvad har han gjort." Tankerne flyver gennem hovedet på Nis.
   I det samme sætter rytterne i gang, og med en voksende uro i kroppen, går han ind gennem porten.
   Inde i kongsgården kan Nis forstå på samtalen, at manden med pelshuen er den mægtige Ærkebiskop Jacob Erlandsen, som skal ned i et af fangehullerne, og samtidig bliver han klar over, at han selv kommer samme vej som Ærkebiskoppen.
   Det er holdt op med at sne og med biskoppen forrest, føres de tværs over borggården til stentrappen, der fører ned til glemsel og ensomhed i fangenskab.