Da Riza og Jægeren endelig kom ind, var teen klar. Om det var min iver eller min nervøsitet der gjorde udslaget, ved jeg ikke, men de kikkede begge på mig og grinede.
   "Nå, du er nok klar til den næste fortælling?" Det var Jægeren der talte.
   "Hvad siger du, Riza?"
   "Jeg ved ikke rigtigt. Hvis det skal være inden vinteren, du skal være færdig med din historie, Jæger, må du vel hellere fortsætte."
   Riza smilede til mig, jeg opfattede det som hun accepterede jeg pressede på. Jægeren satte sig ned, så frem for sig, så begyndte han...

"Jeg var som sagt nået til den hule, hvor jeg var faldet i en dyb søvn. Der er mange små landsbyer selv i så øde egne. Mange forbudte byer, hvor eliten udviklede deres frygtelige våben og forskede i atomkraft. Det var et farligt område for mig. Hele området nord for hovedstaden, er præget af skov og enkelte klippelignende formationer. Der er mange steder man kan gemme sig, men jeg valgte at vente.
   Jeg vågnede ved jeg frøs. Noget så gudsjammerligt. Den ekstra parka varmede ikke meget, og da slet ikke når jeg havde svedt sådan.
   Det sneede meget, stormen rasede stadig med uformindsket styrke.
   Jeg måtte prøve at få det våde tøj af, uden at blive helt kold. Skaderne i mit ansigt måtte jeg også behandle, men med hvad? Jeg havde ikke noget spejl, så jeg kunne se hvor omfattende de var. At de var omfattende, fortalte smerten mig.
   Mine japanske venner lavede en salve af urter, de samlede i skoven, mod smerter. Det var når vi arbejdede uden for lejren. Men det skulle gøres uden vagterne så det. Det ville betyde længere ophold i hullet, hvis det blev opdaget. Jeg havde fået lidt af salven med. Normalt brugte de den til småskader, men det var et forsøg værd at prøve den på mine forfrysninger i ansigtet. Den havde også en let bedøvende virkning.
   Jeg smurte lidt af den i ansigtet, hvor jeg kunne mærke jeg havde store blaser og sår. Det sved forfærdeligt, men efter et par minutter, føltes det som om den bedøvende virkning bredte sig i ansigtet. Jeg fik det i hvert fald lidt bedre i mit forpinte ansigt.
   Jeg tog alt tøjet af i en fart, det ekstra tøj jeg havde iført mig inde i lejren, lagde jeg ved siden af mig. Jeg måtte nøjes med den store vinterovertræksdragt, men hvis jeg bevægede mig, kunne jeg sikkert holde varmen.
   Det hjalp. Jeg lavede de mest halsbrækkende øvelser, men jeg fik varmen uden at svede. Det fugtige tøj lagde jeg bagest i hulen, hvor jeg håbede på, det ville blive tørt. Selvom jeg havde tændstikker, turde jeg ikke samle brænde, endsige tænde ild. Min ide var at blive her i det mindste nogle dage, efter at stormen havde lagt sig, men jeg kunne måske finde et bedre sted at gemme mig? Det måtte vente til blæsten var stilnet af.
   Da jeg ikke kunne finde på noget at beskæftige mig med, valgte jeg at gå hele min udrustning igennem. Jeg måtte helt hen til åbningen for at kunne se noget som helst. Jeg huskede det med kortet, og tog det frem, det var aldeles ubrugeligt, det var kun over den nærmeste omegn af lejren, det område havde jeg allerede forladt.
   Jeg kikkede i alle lommerne i dragten, jeg havde på. Der var mange lommer, og i min søgen fandt jeg: 1 revolver, 15 stk. ammunition til samme, et kompas, en hue, en pakke cigaretter, tændstikker, en gammel rest af en madpakke, div. papir, et par vanter, og noget ligegyldigt grej i form af nøgler, snor, skruer og stifter.
   Således ansporet tog jeg parkaen til nærmere eftersyn. Heri fandt jeg: En æske patroner til en riffel, et par vanter, en hue, tyggetobak og tændstikker.
   Jeg havde været svineheldig. Revolveren og den tilhørende ammunition var et godt fund, så kunne jeg i det mindste forsvare mig mod eventuelle ulve, bjørne, los og andet vildt, der kunne tænkes at anse mig for noget der kunne spises. Men samtidig havde jeg også været usigelig dum.
   I det vagtlokale hvor jeg havde dræbt vagten, var der flere rifler, ammunition og andre brugelige ting. Det var dumt jeg ikke havde tænkt over det, men det hele var gået så stærkt. Jeg havde vel også været i panik, så det måtte bare være ærgerligt. Jeg kunne ellers godt have brugt en god riffel til at skyde dyr med. Den ville have været bedre end revolveren. Men på den anden side skulle jeg ikke klage. Jeg var i live.
   Jeg sorterede i udrustningen, pakkede det hele om, så det blev mere håndterligt, så måtte jeg i gang med skiene. Jeg havde tabt den ene, af det ekstra sæt ski jeg havde taget med, det måtte bare være sådan. 4 skistave og en ekstra vinterpels. Det var ikke så ringe endda.
   Men hvad nu? Jeg var øm i hele skroget, træt, udmattet. Det stormede og blæste stadig meget. Jeg måtte også have noget at spise og drikke.
   Jeg pakkede den gamle og halve madpakke op, brødet var tørt men ikke muggent, så det gled ned. Som vand havde jeg taget lidt sne i et blikkrus, og med kruset indenfor dragten, fik jeg tøet sneen, fik noget at drikke. Jeg tog hele udrustningen og pakkede mig ind i den, så godt jeg kunne, og lagde mig til at sove. Det var vigtigt jeg huskede det med tiden, det ville spare mig for meget besvær, så jeg valgte at snitte et lille mærke i den ene reserveskistav, for hver dag der gik.

Hvor længe jeg havde sovet, ved jeg ikke. Jeg var godt nok kold, men jeg hundefrøs ikke. Udenfor sneede det stadig meget, men vinden havde lagt sig en smule. Det var nu jeg kunne forvente de eftersøgte mig, det gjaldt bare om at blive inde i hulen.
   Jeg vidste det var muligt, selv om natten, at eftersøge en person med helikopter, og jeg ville ikke tage nogen chance, nu jeg endelig var fri. Det var mørk nat.
   Jeg må have blundet, blev pludselig lysvågen. Der var ingen tvivl, det var menneskestemmer der havde vækket mig, og de var tæt på mig.
   Det var lyst nu, jeg kunne tydeligt høre dem. De talte om, de måske var kommet for langt væk fra det område jeg kunne være i. Om jeg havde en chance for at overleve i den ekstreme kulde. Småsludrende gik de nede i dalen.
   Mine spor vidste jeg var udvisket af stormen, og den sne der var faldet. Jeg sendte en stille bøn op til Vorherre, og tog et fast greb om revolveren. Skulle jeg findes, ville det ikke blive uden kamp, jeg havde intet at tabe, jeg vidste hvad der ventede mig.
   De var gået forbi mig, mindre end 2 meter fra den indgang, der var til mit opholdssted. Om det var fordi hulens indgang næsten var lukket af sne, eller de havde været optaget af deres samtale, at de ikke så mig, det har jeg aldrig fundet ud af. De gik forbi mig 3 mand, i den varmeste polarudrustning. Den ville jeg gerne have, men jeg sagde ikke en lyd, turde knap nok trække vejret.
   Således lå jeg i flere timer, bange for de skulle komme tilbage.
   Jeg var ikke sikker endnu, blev derfor i min hule de næste par dage også. Kun en enkelt gang hørte jeg en helikopter.
   Da jeg var inde i hulen, godt gemt, kunne ikke engang deres infrarøde udstyr nå mig. Jeg var på sin vis en smule glad og opstemt.
   Mit næste problem var, jeg var ved at løbe tør for mad. Hvordan proviantere her ude i denne ødemark?... Selvom jeg kunne fange lidt småvildt, så måtte jeg også have vitaminer og mineraler.
   Jeg vidste ikke meget om overlevelse i vildmarken, selvom vi havde diskuteret det ind imellem, så havde mine Japanske venner ikke noget entydigt bud på, hvordan man skulle klare sig. Nå, det måtte komme an på en prøve.
   Jeg gravede huleindgangen fri, stak hovedet udenfor, trak min udrustning frem, og gjorde mig klar til at fortsætte lige så forsigtigt. Jeg valgte at gå mod nordøst. Dels håbede jeg på den måde, at komme over så lidt vand som muligt, og dels håbede jeg på, hvis de havde ment jeg kunne overleve i den storm og kulde, så ville jeg nok vælge at gå mod nordvest, imod den Finske grænse.
   I de første timer nærmest listede jeg af sted, men efterhånden blev jeg mere modig, jeg gik frit og frejdigt. Mine ski slap stadig sneen, men hvor længe. Det problem måtte jeg også løse på en eller anden måde, jeg havde intet til at smøre dem med. Jeg så intet vildt, det var måske fordi jeg ikke var vant til at færdes her ude.
   Jeg begyndte at gå mere forsigtigt, og opdagede til min glædelige overraskelse, at det gav bonus. Nu så jeg i det mindste noget af vildtet. Jeg havde grej med til at lave mig en bue. Et spyd måtte jeg også have. Det var vigtigt jeg ikke lavede støj. Jeg kendte ikke området, og vidste ikke hvornår jeg kunne støde på en bebyggelse, stor eller lille.
   Den første nat sov jeg i det fri. Det gik nogenlunde, og i de følgende dage lavede jeg det grej, som jeg omtalte før. En bue og pile blev det til. Også et spyd på ca. to meters længde.
   Om mine nye våben også kunne bruges? Det måtte tiden vise. Jeg var fast besluttet på at bruge den tid der var nødvendig, for at lære mine nye jagtvåben at kende.
   Der var mange fejlskud i den første tid. Mange gange havde jeg mest lyst til at skyde vildtet med min revolver, men jeg turde ikke lave støj. Det var en hård tid, med kun lidt mad og mange anstrengelser, jeg var konstant sulten.
   Men med tiden lykkedes det mig at blive en habil jæger, på både bue og pil, og mit spyd kunne bruges til at ramme de ryper, der var ved at slippe fra mig. Min træfsikkerhed blev til sidst så stor, at jeg bildte mig ind, jeg kunne bruge våbnene til også at skyde mennesker, hvis det blev nødvendigt.
   Jeg var hundesulten, min mave skreg efter noget at spise. Endelig havde jeg held til at finde ud af, hvordan jeg kunne se i sneen, hvor de duelignende fugle gemte sig for vind og vejr.
   Så kom det næste, jeg måtte have ild, men hvordan, uden at lave for meget røg? Det var kun at prøve sig frem, jeg vidste det var farligt. I skumringen måtte det kunne lade sig gøre. Bare et lille bål af helt tørt brænde, godt afskærmet, det måtte kunne lade sig gøre.
   Og det lykkedes faktisk ret hurtigt, jeg blev efterhånden en mester i at gøre et lille bål, uden den store røg, og ganske god til at stege det småvildt jeg fik fat i.
   Det jeg frygtede, når jeg bevægede mig nær bebyggede områder, var faren for at de lokale skulle undre sig over, hvad det var for nogle spor jeg efterlod mig, og hvor de mon kom fra. Et par gange var det tæt på.
   En vej dukkede pludselig op foran mig. Da der i det samme kom en bil, havde jeg et problem. Bilen stoppede op, de spurgte om jeg ville køre med. Jeg vinkede afværgende med hånden, heldigvis for mig kørte de videre.
   Jeg tror ikke de fattede mistanke, men jeg måtte være mere opmærksom fremover, det var alt for risikabelt for mig, bare at gå uden at holde både øren og øjne åbne.
   Alle landsbyer jeg passerede på min vej, gik jeg i en stor bue uden om.
   En dag kom jeg til en hytte. Det var tydeligt den ikke var beboet. Frosten sås lige tydeligt ude som indenfor på ruderne. Jeg gik rundt om den. Da den lå langt fra alfarvej, måtte det enten være en jagthytte eller en sommerhytte. Det sidste var nok det sandsynligste, da der både var en eng og en sø ved hytten. Søen var isbelagt, det var vinter. Jeg besluttede mig for at bryde ind. Der måtte være noget jeg kunne bruge.
   Døren var ikke låst, hytten var tre gange fire meter. Den var let bygget, hvilket sagde mig den kun var til sommerbrug. Omhyggeligt undersøgte jeg alt derinde. Der var lidt konserves, en god stor kniv, krus og bestik kunne jeg også bruge.
   Og så var der tøj, ikke det varmeste, men dog noget der var bedre end det jeg havde på. Jeg blev der i en uge. Der var fiskegrej, line, kroge og forskellige blink og spinnere. Det tog jeg også. Det lykkedes mig faktisk at fange en enkelt lille fisk, efter at have hugget hul i isen med en temmelig stor økse og en lang stage. Jeg måtte hugge et stort hul, da isen var mere end en meter tyk. Øksen, den kunne jeg ikke tage med, det var den alt for stor til. Alt i alt var det en god høst, jeg der havde fået.
   Jeg fortsatte nordpå, vejret blev varmere, det var nu meget besværligt at komme frem i den tunge sne. Om dagen var det tø og plusgrader, om natten frøs det. Mine ski smurte jeg med det fedt, der var på de dyr jeg jagede. Det var ikke det bedste, men dog bedre end ingenting.
   Hvor jeg egentlig var henne i det store sovjetunionen, det vidste jeg ikke, kun at det stadig, på nær få undtagelser, var skov jeg bevægede mig i. Enkelte mindre floder havde jeg krydset om natten. I det fjerne kunne jeg se bjerge.
   Jeg snittede stadig i den ene skistav, vinteren var på hæld. Der var efterhånden gået et par måneder, jeg skulle vel snart tænke på at dreje mod vest.
   Det var min faste overbevisning, det ville tage mig omkring to år at nå til Sverige. I Finland turde jeg ikke give mig til kende, der var der et godt samarbejde med de Russiske myndigheder, det var for farligt, men der var lang vej endnu.
   Snart opstod der et nyt problem, vandet. Der var om foråret meget vand. At sjoske i det var en ting, at krydse det, når det var en rivende strøm, og dybt, det var noget andet.
   At gå mod byerne for at krydse en å, fos eller en flod, det var ikke alene farligt. Det var næsten helt sikkert, at alene min påklædning, ville afsløre der var noget galt.
   Sommetider svømmede jeg med tøjet på, klamrende mig til en tilfældig træstamme, jeg kunne finde i nærheden. Til andre tider kunne jeg vade nøgen i vand til halsen, og somme tider kunne jeg komme næsten tørskoet over.
   Det var besværligt og meget koldt, med krampe af og til i det kolde vand, der ofte var på frysepunktet. Men jo længere nordvestover jeg kom, jo mere øde blev der.
   Og så var der alle de myg og knot, varmen bragte med sig. Jeg havde endnu ikke fundet en metode, der kunne beskytte mig effektivt imod den plage.
   Det var allerede højsommer, jeg havde samlet en del bær, nogle kendte jeg ikke, men ved at prøve mig frem, om jeg fik ondt i maven, lykkedes det mig at få et rimeligt kendskab til, hvad der var spiseligt og hvad der ikke var.
   Jeg var blevet helt god til at jage, jeg kunne på 50 meters afstand, nedlægge et stykke råvildt så let som ingen ting. Det var det største jeg jagede. En hel del fugle, harer og andet småvildt, sikrede mig til dagen og vejen. Jeg var ikke kræsen, men savnede salt. Min mad var meget fersk. Et bad blev det til en gang imellem, når jeg passerede en sø eller et vandløb.
   En eftermiddag, jeg havde ikke set skyggen af civilisation i over en måned, så jeg en ræv fare af sted. Den var blevet bange for noget, og som altid når jeg oplevede noget mistænkeligt, tog jeg ned i lommen, fandt revolveren frem og afsikrede den.
   Jeg lagde al min udrustning på jorden, og listede frem for at se, hvad det var ræven var blevet bange for.
   Det var en bjørn, en stor brun bjørn. Jeg måtte trække mig tilbage, lige så forsigtigt jeg kunne. Den havde allerede set mig. Om det var ræven der havde ophidset den, eller mig, det kunne være ligegyldigt nu. Med et brøl for den løs på mig.
   Jeg skød på den, den brølede af smerte, da jeg ramte den i hovedet, men det stoppede den ikke. Tre til fire gange affyrede jeg revolveren. Jeg så alle skud ramme deres mål, men den kom stadig nærmere. Så havde den fat i mig. Jeg fik et dask så jeg trimlede hen ad jorden. Jeg skød igen og igen til revolveren løb tom for ammunition.
   Dens ånde lugtede råddent, den bed sig fast i min venstre arm, det gjorde frygtelig ondt. Min revolver havde jeg tabt, da jeg prøvede at få min arm ud af dens mund. Men jeg ville ikke give op så hurtigt.
   Med besvær fik jeg den kniv frem, jeg havde taget i hytten, igen og igen huggede jeg den ind i siden på bjørnen. Min panik og angst var så stor, at det gav mig kæmpekræfter, og der gik et par sekunder inden jeg fattede bjørnen lå helt stille.
   Besværligt, og med en iturevet arm, kom jeg endelig fri af den store kæmpe. Jeg blødte kraftigt, måtte standse blødningerne med det samme, men hvordan? Hvad skulle jeg gøre? Det vigtigste var, at nu måtte der ikke gå panik i mig. Jeg rejste mig op, tumlede rundt for at finde min ransel. Jeg var udmattet, opdagede ikke jeg gik i den forkerte retning.
   Jeg var lige ved at rende ind i døren til et hus eller en gammel hytte. Jeg så mig omkring, gik tilbage i den rigtige retning, fandt min ransel og samlede den op.
   Derefter gik jeg tilbage til hytten, ind ad døren der stod halvt åben. Der lugtede fælt, men det var dog et sted hvor der havde været mennesker. Lige nu var det tomt. Jeg fandt et ildsted, en gryde og brænde ved ildstedet. Først måtte jeg standse blodet.
   Jeg tog alt tøjet af overkroppen, rev min skjorte i stykker og bandt et stykke linned stramt om armen. Blodet stoppede, men jeg var ikke forbundet, vaskes skulle sårene også.
   Jeg gik udenfor med gryden, var der vand i nærheden? Jeg måtte også finde min revolver, hvor var den? Jeg fandt den et par meter borte, og med den i hånden, og gryden i den anden hånd, begyndte jeg at lede efter vand.
   Jeg fandt det bag hytten, kun ca. 15 meter væk. Jeg skyllede gryden så godt jeg kunne og fyldte den. Nu tilbage og få tændt op. Jeg var hunderæd for at være kommet mere til skade, end jeg selv kunne klare. Jeg fik lavet ild og gryden kom over.
   Nu måtte jeg lave en rigtig forbinding, men først måtte jeg have varmt vand. Jeg gik udenfor igen, samlede de ting op jeg havde tabt, så på bjørnen, den var enorm, det var et under jeg ikke var død. Var den alene? Det måtte jeg ikke tænke på nu, det gjaldt først og fremmest om at blive forbundet rigtigt.
   Ind i hytten igen, hvor jeg fandt et magasin til revolveren, satte det i og tog ladegreb, Jeg var klar til at forsvare mig igen.
   Det var helt tydeligt, det var længe siden der havde boet mennesker her. Alt var dækket af et tykt lag støv, her lugtede ilde og indeklemt, døren var i stykker. Jeg havde ikke tid til at se mig omkring endnu, min arm fortalte mig, det var den jeg skulle koncentrere mig om først. Det smertede frygteligt i den, og hånd og fingre var delvist følelsesløse.
   Endelig kogte vandet. Jeg tog gryden af ilden og anbragte den på et bord. Dyppede en klud i det kogende vand, og tog den midlertidige forbinding af. Det blødte ikke så slemt længere, men der var ingen tvivl, det var alvorligt. Såret var dybt.
   Jeg vaskede det så godt jeg kunne, det gjorde forfærdeligt ondt, men jeg måtte bide smerten i mig.
   Da det var renset, lagde jeg et stykke klæde omkring, så sårrandene blev trykket sammen. Det tog lidt tid, men jeg var godt tilfreds med resultatet. Nu måtte jeg håbe på, der ikke gik blodforgiftning i det. At jeg ville få betændelse i såret, var jeg ikke i tvivl om, men jeg håbede.
   Efter jeg var forbundet, var det tid til at se mig omkring. Hytten var ca. 5 gange 6 meter, der var lavt til loftet. Der var et bord og to stole, alt var meget gammelt. Jeg var ikke sikker på stolene kunne holde til, man satte sig på dem. Rengøringen var ikke det værste. Jeg blev nødt til at blive her nogen tid. Jeg var alvorligt skadet, det vidste jeg.
   Jeg fandt ud af, det ikke var så ringe en hytte endda. Ganske vist var den gammel og ubeboet længe, men den kunne anvendes. Jeg begyndte at rydde op, da jeg kom i tanke om bjørnen. Den måtte enten flyttes eller udnyttes.
   Jeg gik ud for at se til kadaveret. Der var allerede uvelkomne gæster, et par ræve. Jeg jog dem væk, og tænkte at noget af dyret kunne jeg bruge, hvis det ikke var fyldt med trikiner... Trikiner er små hvide orm der er ekstremt farlige for os mennesker. Den rene gift....
   Jeg tog min kniv, sprættede maven op på den, og begyndte at skære og flå skindet af den. Det måtte kunne bruges på den ene eller den anden måde. Det var meget anstrengende og smertefuldt, men det skulle gøres. Jeg måtte også slæbe den del af bjørnen, jeg ikke kunne bruge til noget, væk fra hytten. I det mindste så langt at ådselsæderne ikke kunne forstyrre mig.
   Jeg tog begge bagstykker og skindet. Resten lod jeg ligge. Jeg var træt, manglede også at få hytten gjort beboelig, så det var bare om at komme i gang.
   Smerterne i armen, var næsten mere end jeg kunne klare. Flere gange var jeg ved at besvime imens jeg parterede, flåede og slæbte det af bjørnen væk, som jeg ikke kunne bruge.
   Jeg arbejdede til langt ud på aftenen. En kost af grene, resten af vandet og en klud, gjorde underværker i hytten. Jeg havde kogt det ene bagstykke efter at have udbenet det. Jeg havde også lavet døren, så den kunne lukkes i for natten.
   Jeg gik en sidste runde i hytten, da jeg opdagede to små værelser bag et forhæng, jeg ikke tidligere havde set, det lå bagest i det efterhånden mørke rum.
   Jeg gik ind i det første, der var en seng med halvrådne tæpper på. I det andet var der også en seng, men på sengen lå der rester af et menneske. Skelettet var ikke helt, det var klart denne person havde været død i flere år. Der lugtede kun indeklemt, ikke af lig eller råddent.
   Jeg forstod jeg var i en hytte, der havde stået ubeboet i flere år. Ville jeg mon nogensinde finde ud af, hvem der havde boet her? Jeg gik ind i stuen igen, her kunne jeg tilsyneladende finde et par dages fred, og guderne skulle vide, det var det jeg trængte mest til lige nu.
   Men før jeg kunne komme til ro, måtte de to værelser også gøres i orden. Der var ingen anden udvej end den besværlige og lange vej, med at få sat skik på denne del af hytten også.
   Det var mørkt længe inden jeg var færdig, det sidste arbejde måtte jeg gøre i næsten total mørke." ...

Her brød Riza ind.
   "Jæger, det er allerede sent, klokken er mange."
   Hun sagde det helt roligt. Jeg havde ikke troet klokken var så mange, heller ikke set at både hun og Jægeren sad og gabte. Jeg følte mig helt flov, det var pinligt. Jeg undskyldte med det samme. Riza smilede.
   "Vi kan fortsætte i morgen!"
   Jeg samlede mig sammen, og sagde det havde været spændende, jeg glædede mig til at høre mere i morgen. Jeg havde den tanke, at det allerede var ved at blive for meget for Riza. Jeg måtte huske at spørge hende. Hvis det var for meget, var det måske ikke så passende jeg lagde beslag på så megen af deres tid.
   Jeg ønskede dem en god nat, og gik ind til mig selv. Der var så meget jeg gerne ville spørge om, men hvordan? Jægeren fortalte jo sin historie, den var spændende.
   Jeg lå igen og tænkte over, hvordan deres tilværelse ville have formet sig, hvis ikke Jægeren havde været alt det igennem. Og hvad med Riza? Hvad havde der været af hende? Der var så mange tanker der kværnede rundt i mit hoved, men jeg var tryg, havde det pragtfuldt hos disse gode mennesker, der var så forskellige fra det jeg hidtil havde mødt. Jeg var søvnig, der gik ikke mange minutter før jeg faldt i en dyb og rolig søvn.