2019


Knopperne på busken var bristet for tidligt. I går havde de været hårde og lukkede, som de bør være i januar måned, men nu var de sprukket i skindet, tæt på at åbne sig.
   Hun nulrede en knop mellem fingrene, og et savn hun for længst havde fortrængt, sivede ind i hende fra alle sider af haven. Hun var for gammel til at savne.
   Det var haven og roserne der mindede hende om tiden, der gik, og den tid, der var gået. Årstiderne lignede ikke længere sig selv. Der var ingen hårde skel, ingen hård vinter. Som om de havde viklet sig ind i hinanden. De bar altid lidt med sig fra den foregående. Efterårets regn i vinteren, vinterens frost i det tidlige forår, eller de gik for stærkt som nu, hvor knopperne var bristet for tidligt.
   Hun stod stille og ventede på at følelserne fortog sig, klemte knoppen hårdt mellem fingrene, før hun gav slip på den. Hun havde længe kunnet fornemme, at det var på vej.

Indenfor i villaen var der stille. Stadigt lod hun som ingenting: arrangerede sin morgenmadsbakke med kaffe og grøn the, blødkogt æg. Tændte for Vivaldi, hvor årstiderne stadig var adskilte. Vivaldis Vinter.
   Hun satte sig ved bordet på sin sædvanlige rankryggede måde, med en hånd på hver sin side af morgenmadsbakken, og lod sit blik feje ud gennem glasdøren, til verandaen, der var hævet på stolper over jorden, hvor tre katte spankulerede rundt på kanten med rytmiske bevægelser under pelsen, mens den fjerde havde lagt sig ovenpå i hendes seng. Hvor den ville være i fred efter natten.
   Den havde vækket hende med sit bløde bump i fodenden og de havde byttet plads. Når den om en time kom ned ad trappen, var hun færdig med sin morgenmad. Hun ville se på katten, og katten ville se på hende, og dagen ville fortsætte.
   Hun nippede til sin kaffe og iagttog kattene sidde fuldstændigt stille derude på kanten, før de sprang ned.
   Der var ingen, der ringede, David kun sidst på måneden. Han ville tillade sig igen at spørge om penge. Det er ikke meningen, at en voksen mand skal låne penge af sin gamle mor, forsvarede hun sig. Indimellem lånte hun ham alligevel. Så røg de ind den ene vej og ud den anden. Hun kunne ringe til ham nu. At hun havde doneret hans arv til Kattens Værn, det ville nok få ham op af stolen. At der ikke var mere at komme efter.
   Ikke mere at komme efter.
   Hun løftede teposen op af kruset og lod den hvile på underkoppen. Den grønne the der skulle beskytte mod oxidativt stress. Kræft.
   Hun gav sig selv lov til at lukke øjnene og trække vejret dybt, gav sig selv lov til at håbe på, at når hun igen åbnede øjnene kunne lade som ingenting.
   Hun sad i sin spisestue. Hun sad ved sit spisebord. Der var altid dug på bordet. På midten stod to katte af porcelæn, den sorte med to huller til peber mellem ørerne, den hvide med tre til salt. Der stod en vase med roser fra haven, om vinteren afklippede grene med hårde knopper. Der stod altid en vase.
   Der var stukloft og sildebensparket, franske døre. Malerierne på væggene havde motiver af mennesker i forkerte proportioner. Manden med den store og firkantede krop. Det lille hoved. Maleriet af den gråhvide kirke i tågen, den gule sol i hjørnet.
   Som barn havde hun holdt af at være syg, nogle gange ligefrem håbet på at blive det. Hun kunne stadig mærke trykket fra den hånd, hendes mor havde holdt på hendes pande, blid og fast. Hun havde hentet æbler fra haven, som hun havde skåret i både ved stuebordet. Havde sat vinduet på klem i haspen og trukket gardinerne for.
   Nu skal du bare sove.
   Hun havde koncentreret sig om at holde sine øjne godt sammenknebne til det sved under øjenlågene. Det var rævesøvnen. Hun havde forestillet sig ræveunger i dyb søvn i en rævegrav, ræveunger der aldrig vågnede. Hun havde følt sin mors hånd på panden.
   Nu skal du bare putte dig.
   Hun åbnede øjnene og lod kun øjenlågene blotte en smal sprække, hvor hun kunne se morgenmadsbakken foran sig på bordet, dampen fra theen, der forlod kruset i hvide tågeagtige snirkler op mod loftet. Hun kunne se katten. Den sad øverst på trappen fra førstesalen, på det mørkerøde gulvtæppe, der fortsatte ned over trinnene, støvet og tyndslidt, nedtrådt af tidligere generationers skridt. Hendes mors.
   Katten plejede at komme ned. Nu blev den siddende med halen slået om sig tæt ind til kroppen, helt stille sad den, og hun kunne se i dens øjne, at den så på hende. Dens lodrette pupiller.
   "Mis, mis, mis."
   Hun sagde en lyd med læberne suget ind mod tænderne. Hun rejste sig halvt fra stolen. Vivaldis Vinter var gået over i Forår. Katten ville ikke komme ned ad trappen som den plejede. Hun så ud ad glasdøren, ud over verandaen, haven, ventede på det, der var på vej, og katten fornemmede det først, at det allerede var kommet.