Igen en nat, med disse ubehagelige mareridt, og igen kom Riza og tog sig af mig.
   Hvad var der galt? Jeg, der betragtede mig selv som professionel, var i den grad blevet påvirket af det, som disse mennesker fortalte. Det var ikke rart at have de mareridt, men Rizas omsorg hjalp mig igennem natten. Hvad havde jeg rodet mig ind i? Var det virkeligt alt besværet værd? Jeg var i hvert fald meget glad for, at Riza tog sig tid til at bekymre sig om mig.
   Næste morgen da Riza vækkede mig, var jeg meget træt, uoplagt og ked af det. Jeg kunne se på Riza, hun ikke havde sovet ret meget den nat. Men hun sagde ikke noget. Jægeren havde været tidligt oppe, og alt var klart til vi kunne komme af sted.
   Ved morgenmaden prøvede jeg at forklare for dem begge, at jeg vist ikke havde sovet så godt, men Jægeren sagde blot, at det skulle jeg ikke tage så tungt, vi kunne altid tage en middagslur. Da han så over på mig, var hans øjne røde og lettere blodsprængte. Jeg forstod at han heller ikke havde sovet så godt denne nat. Vi var en noget tavs forsamling.
   Da vi var færdige med morgenmaden, pakkede vi det sidste, og gik ud til hestene for at spænde for og komme af sted.
   Forrest gik Jægeren, derefter kom jeg og så Riza. Der var ingen der talte, det var som om stemningen var lidt trykket. Efter en time stoppede Jægeren op, han vendte sig om imod os og sagde bekymret:
   "Hvad har mine piger bedrevet, siden de er så tavse?... Er det virkeligt så sørgeligt at gå med den gamle Jæger? Jeg har glædet mig til denne tur, og håbet på i begge følte ligeså, men det er som til en begravelse. Skal jeg synge en sang, eller har i et andet forslag?"
   Det var helt tydeligt, at den stemning der herskede ikke passede nogen af os særligt godt. Riza svarede:
   "Jæger! Jeg går og tænker på, hvor meget Lisa egentlig betyder for os. Du sagde det var godt med den unge i huset, men jeg er bange for, at dine historier er lidt for meget for hende, selvom jeg på den anden side vil mene, at hun har godt af at høre om det virkelige liv, det der ikke skrives om.
   Jeg har ofte siddet ved Aylas seng, når hun havde det svært, det er vel det samme med Lisa, jeg tror ikke det kan være anderledes.
   Lisa! Ayla er vores datter, hun er næsten lige så gammel som dig, så det er ikke nyt for os, at have en ung pige i huset. Men hvad synes du selv, Lisa?"
   Jeg vidste mit svar ville være altafgørende for, om de ville fortsætte med at fortælle mig deres historie, men hvordan skulle jeg bære mig ad med at fortælle dem, det var det jeg var kommet for? Det var det jeg brændte for? At fortælle netop Deres historie? Jeg sagde:
   "Kære forældre! Det gør vel ikke noget jeg bruger det udtryk? Jeg skal nemlig sige jer, at jeg aldrig har følt mig så meget hjemme som her. Det er måske forkert af mig at sige sådan, når jeg har begge mine forældre, og er meget glad for dem. Men det er hvad jeg mener og føler.
   Jeg er usigelig glad for i tager jer så meget af mig, som i gør. Jeg ved jeg er svag, at jeg får mareridt. Men jeres omsorg gør, at jeg kommer over det meget hurtigt.
   Jeg skammer mig over den ulejlighed jeg gør jer, men jeg har nydt hvert sekund jeg har været her, og håber sandelig ikke I vil stoppe jeres fortælling nu.
   Mine drømme er jeg ikke selv herre over, men det at vide I altid er der og trøster mig, når jeg er ked af det gør, at jeg nok skal klare det alt sammen.
   Vil I ikke nok fortsætte med at fortælle om jer selv, når der er en passende lejlighed til det?
   Jeg er fra stenbroen, som jægeren siger. Og alt, jeres levevis, jeres liv, dette vidunderlige land, er fremmed for mig. Jeg er ung og uerfaren. Vel også svag, og efter jeres mening naiv, men det er den bedste tid i mit liv jeg nu oplever, det er jeg ikke i tvivl om.
   Så jeg ber jer have tålmodighed med mig. Jeg lover, jeg ikke vil skuffe jeres forventninger til mig, jeg ved bare ikke rigtigt hvad i forventer. Men jeg beder jer give mig tid, til at forstå alt det som sker omkring mig lige nu. Vil i ikke nok?"
   Jægeren så op på mig, blikket var venligt, Han vendte sig om, så på Riza og sagde så:
   "Lisa, du er ikke svag. Der er ikke noget at sige til, de fortællinger ikke vil lade dig sove. Jeg har selv haft mareridt mange gange. Været deprimeret og meget langt nede.
   Det er ikke det der bekymrer mig. Men Riza har fattet så stor en kærlighed for dig, og det er længe siden hun har været så urolig for noget.
   Det der er min bekymring er, når du engang tager herfra, hvad så? Det vil ramme Riza meget hårdt. Hun er en hønemor for de mennesker hun holder af. Det kan jeg tale med om, hun er en helt igennem unik kvinde, hendes lige findes ikke. Når hun er bekymret, er jeg det også."
   Han gik hen og tog om Riza. Vuggede hende frem og tilbage, og sagde henvendt til hende:
   "Riza, min elskede, jeg savner ord for min kærlighed til dig."
   Riza så op på ham, og sendte ham et varmt smil.
   "Også jeg elsker dig, men hvad må Lisa ikke tænke? Sådan to gamle der bare siger noget så sentimentalt til hinanden?"
   Jeg kom til at le højt.
   "Undskyld. Det må i ikke tage jer af," sagde jeg leende.
   "Det er da vidunderligt at to der elsker hinanden som i gør, ikke lægger skjul på det. Det er vidunderligt, jeg håber jeg en dag vil komme til at elske lige så intens og ærligt som i."
   "Riza! Vil du lave mig en kop te?" Jægeren så smilende på sin kvinde.
   "Ja, jeg trænger også til noget. Hvad med dig, Lisa?"
   Jeg kunne kun bekræfte, det ville bekomme mig vel, og at det måske var det der manglede, for at vi kunne komme videre.
   Et lille spritblus blev rigget til, vanddunken taget frem, og inden at jeg vidste af det var teen lavet. Hestene beholdt deres oppakning på, det var kun et lille ophold vi gjorde.
   Teen lunede, og satte alle i bedre humør, den videre fremfærd var nem og ubesværet. Det var en overraskelse for mig da Riza sagde, at nu måtte vi have frokost. Det var blevet noget senere end hun havde tænkt sig.
   Vi stoppede. Jægeren og jeg tog oppakningen af hestene. Riza lavede frokost til os.
   Efter at have spist, sov vi en halv times tid. Det var noget vi alle trængte til, resten af dagen både gik og red vi. Da vi var nået et langt stykke af vejen sagde Jægeren!
   "Jeg tror vi slår lejr her ved denne bæk. Her er læ og det er allerede sent, om lidt er det mørkere end jeg bryder mig om, når jeg slår lejr, dette sted er et godt sted."
   Vores natlogi var teltet. Jeg var meget spændt på, hvordan det ville gå. Vi havde kun en enkelt nat sovet i det samme telt. Nu var det hver nat i mange dage, vi skulle sove sammen. Riza havde fortalt mig, vi skulle sove sammen i teltet. Vi var en familie, så det gik nok.
   "Jægeren kan godt snorke, så skal du prikke til ham, og sige han skal vende sig om, det gør han så, så kan man sove."
   Hun grinede, da hun sagde det. Den gamle og varme stemning var igen tilbage.
   Mens Jægeren rejste teltet, lavede Riza og jeg mad.
   "Husk nu min pige, i morgen er det dig der skal stå for maden om aftenen, jeg skal nok hjælpe dig. Det er meget anderledes end hjemme, men det skal nok gå."
   Riza havde lavet en del af maden hjemme fra, så det var hurtigt klaret. Alle spiste vi med velbehag, vi småsnakkede om alt muligt efter maden. Resten af aftenen gik med hygge, små historier fra andre ture de havde været på. Snart var vi så trætte, at det var rart da Riza sagde, hun ville i seng.
   Teltet var stort nok til os alle tre, selvom det var mindre end det jeg havde set, den første gang jeg havde mødt dem. De brugte det lille telt på ture op til et par uger, og det store når de var længere tid af sted.
   Riza og Jægeren lå ved siden af hinanden under et tæppe, jeg lå ved siden af Riza i min egen sovepose.
   Da Jægeren sagde godnat, gik der ikke lang tid før jeg sov. En dyb og rolig søvn.

I de næste dage skete der ikke meget, vi gik og red på skift, kom godt frem i det for mig aldeles ukendte landskab.
   Der blev talt meget om min debut som kok i vildmarken, Riza prøvede hele tiden at overbevise mig om, det var god mad jeg havde lavet, og at Jægeren var kræsen, men jeg måtte medgive ham, det ikke helt var lykkedes mig, at fremtrylle lige netop det, jeg selv havde forestillet mig. Vi lo meget af det, og som bekendt gør øvelse mester, selvom Jægeren i godmodig dril sagde:
   "Hvorfor skal jeg være forsøgskanin?"
   Det skal dog siges, at den sidste dag, inden vi nåede til Rizas familie, lavede jeg maden alene. Både Jægeren og Riza sagde, det var god mad de fik. Det kunne de ikke selv have gjort bedre.

Endelig var vi ved målet. Jeg var meget spændt på, hvordan jeg ville blive modtaget. Der var begyndt at dukke flere huse og gårde op på vores vej. Enkelte der arbejdede udenfor hilste os hjerteligt, det tog lidt tid at komme de sidste kilometer frem til vores mål.
   Rizas familie havde set os komme, de var alle ude for at tage imod os, da vi ankom. Alle omfavnede Riza og Jægeren, de hilste også pænt på mig.
   Den egentlige præsentation måtte vente, til vi var vel inden døre, og der var sørget for dyrene.
   De boede dejligt på deres lille gård. Der var tre længer og noget der lignede en lade, det var rigeligt til dem, de havde kun rener, og som de sagde:
   "Dem tager vi ikke ind om natten," så grinede de.
   Vi blev alle tre vist over i den ene længe, hvor der var et par dejlige værelser. Der var bad og toilet, der manglede ikke noget. Riza og Jægeren sagde, de ville tage stuen, det store værelse, så kunne jeg sove længe når det passede mig, dette var vores ferie, sagde de. Men jeg protesterede, da jeg så der var redt op til to i det lille rum. Det kunne Riza godt lave om på uden for megen ståhej, så sådan blev det, de fik det store værelse. Jeg det lille.
   "Lisa! Du kan gå først i bad, imens indretter Jægeren og jeg for os alle tre, vi plejer at kunne være her. Samtidig finder jeg noget passende tøj frem, så de alle kan få det bedste indtryk af dig."
   Hun sagde det hele så naturligt, at jeg fandt det helt i orden, selvom jeg ikke helt vidste hvad det var hun mente.
   Da jeg var færdig med badet, havde Riza lagt en af sine egne dragter frem til mig. Hun hjalp mig med at tage den på. Der var mange detaljer jeg ikke kendte, men smuk var den. Jeg havde prøvet at give udtryk for, at den var jeg bange for at komme til at ødelægge, men Riza sagde det var pjat. Min generthed kunne jeg for en gangs skyld lade blive hjemme, der var ingen der tog notits af den.
   Riza og jægeren var også i bad. Da alle var færdige, gik vi ind i hovedhuset til de andre. Jægeren var i Sametøj, den klædedragt der er typisk for de mandlige Samer, Riza ligeså, i en Same kvindedragt.
   Da jeg så alle de andre, var jeg glad for Riza havde lånt mig en af sine dragter. De var alle klædte i deres nationaldragter, eller hvad de nu kaldtes, og jeg kunne godt se, jeg var faldet håbløst igennem i min egen påklædning. Riza er en klog kvinde.

Jeg blev præsenteret for familien. Der var Reko som jeg havde mødt før. Hans søde og blide, lidt runde kone der hed Eikko, hun var Finsk Same. Gammelmor, der var Rizas mor, og to børn, en dreng og en pige. De var vel 10 og 12 år gamle, det var Reko og Eikkos børn.
   Maden var klar, det var naturligvis ren der stod på menuen. Det smagte godt, der var flere retter mad jeg ikke kendte, men maden var der ikke noget at sige noget på. De forstod sig sandelig på at leve livet.
   Snakken gik livligt hen over bordet, jeg lagde mærke til, at de alle talte Svensk. Det var, sagde Riza, for at jeg også kunne følge med. Der var noget højtideligt over de farvestrålende dragter, maden, og den måde alle talte med alle på.
   Selvfølgelig var der mange spørgsmål til mig, men de var forholdsvis lette at svare på. Jeg havde det dejligt. Der var en stemning der var så varm, at det var en fornøjelse. Jeg glædede mig over den måde, alle i familien behandlede mine værter på. Det var tydeligt de nød stor respekt. Ikke mindst Jægeren, det skulle jeg siden erfare hvorfor.
   Jeg syntes at tiden gik alt for hurtigt, men pludselig var klokken så mange, at det var tid at gå til ro. Vi sagde pænt godnat til alle, jeg udtrykte min glæde og taknemmelighed over den velkomst jeg havde fået. Jeg håbede jeg ville være deres venlighed og gæstfrihed værdig. Riza smilede varmt til mig, vi gik alle tre over til os selv.
   Vel inde på vores værelse, sagde Riza:
   "Lisa, var det så, så galt? Det er min familie, jeg holder meget af dem."
   "Men Riza, ja du må undskylde jeg spørger, men hvor er din datter? Du sagde hun ville være hjemme, når vi kom?"
   " Åh ja, hun kommer i morgen. Du vil helt sikkert kunne lide hende. Og Jægeren! ja han er helt tosset med hende, du skal se dem sammen, der kan jeg ikke være med, jeg er nærmest luft for dem. Men jeg er glad for de holder så meget af hinanden. Nå, det er tid til at komme til sengs, kan du sove rigtigt godt, og kan du have en god nat."
   Med disse ord gik Riza hen til deres seng, og jeg gik ind til mig selv, efter at have ønsket dem begge en god nat, og takket for en dejlig dag. Det havde været en begivenhedsrig dag, jeg glædede mig allerede til at møde Rizas datter i morgen.
   Der gik ikke mange minutter efter jeg var kommet i seng, før jeg sov. En god nats søvn, ovenpå en begivenhedsrig dag.