Hverdag i rummet

   Li's blide stemme vækkede ham, han havde sovet trygt og drømmeløs, følte sig udhvilet. Hun havde læst hans besked, og spurgte hvorfor han ikke ville kontakte jorden. Armand sad i flere minutter og så tænksom ud. Hvordan forklare Li at jordstationen allerede havde opgivet dem? At de nu kun ville udnytte deres erfaringer med overlevelse i rummet, og ikke ville komme dem til hjælp? At de fastholdt det var Li der direkte var skyld i at katastrofen fik det omfang den gjorde, da det var hende der havde overset en vigtig advarselslampe.
   Han begyndte med at forklare hende det var til deres fælles bedste, at de ikke længere besvarede noget opkald fra jordstationerne. Alene deres beskyldninger mod hende, var et klart tegn på de kinesiske astronauter vaskede deres hænder.
   Han gennemgik i stedet sammen med Li deres muligheder og forsyninger igen, talte med hende om deres fremtid, og sagde helt ærligt han meget tidligt på rumfærden havde fundet sympati for hende. Han var meget glad for det netop var hende, han var sammen med nu.
   Li var lidt beklemt ved hans ligefremhed, men bekræftede at også hun havde fundet interesse og sympati for ham. Men hun havde aldrig været alene med en mand før, havde aldrig fået lov til at forelske sig, dertil var træningsprogrammerne på baserne i Kina for strenge. Ikke ét minut havde hun haft til sig selv, hverken under sit studium eller på træningscentret. Armand smilede til hende.
   Det at de kunne erklære deres sympati for hinanden, betød ikke de nødvendigvis skulle leve sammen seksuelt. Den side af sagen måtte komme naturligt, hvis der opstod en sådan følelse mellem dem.
   Li havde fniset af sin egen blusel, hun var helt sikker på, at Armand kunne se hun rødmede. Men hun fortalte ikke, at hun gerne ville sove ved siden af ham. At hun i sit hjerte gerne ville både kæle og elske med ham, hvis hun kunne finde ud af det.
   Hun satte sin lid til, at Armand ville være nænsom mod hende, ville forstå at hun aldeles savnede enhver erfaring med en mand. Hendes mave trak sig sammen ved tanken, hun mærkede en varm følelse i hele kroppen, og glædede sig til at indrette en dobbeltseng sammen med Armand i modulets soveafdeling.
   Armand kunne ikke undgå at bemærke hendes opstemthed, men tog det roligt. Tiden ville vise dem begge, om de overhovedet passede sammen. Lige nu ville han lade hende bestemme, lade hende tage det første skridt.
   De morede sig, da de lavede en dobbeltkøje. Gang på gang gik det galt for dem. Udstyret var ikke beregnet for dobbeltkøjer. Men efter timers fjanten og spas med hinanden, lykkedes det dem endelig at få noget flikket sammen der mindede om en dobbeltkøje.
   Den første hvile i hinandens arme, havde glædet dem begge, selvom de var generte, lidt famlende. Men efter en uge havde de været tilfredse med deres første kærlighed. De havde hengivet sig til hinanden og var enige om, de med lidt tålmodighed kunne leve som ægtefæller i rummet.
   Uger blev til måneder, og de følte efterhånden meget stærke bånd imellem sig. De talte aldrig om deres håbløse situation, men nød hvert minut de var sammen. Det daglige arbejde med at lave mad, få planter til at gro, at tilse modulet så det fungerede, tog meget af deres tid. Skiftevis sov og arbejdede de, men holdt øje med dage og timer, så de kunne leve bare et tilnærmelsesvis liv som på jorden.
   Deres største bekymring var hvis Li blev gravid, det ville være en katastrofe, mente Armand. Li havde smilet og sagt, de lige så godt kunne være en familie. Deres skæbne var forankret hos hinanden, og det ville et barn imellem dem også være, så hun var ikke så urolig som Armand.
   Flere gange var modulet kollideret med små støvkorn. Det havde beskadiget nogle af solpanelerne. Lige nu havde de ikke flere reservedele til at udskifte med. Også andre dele af modulet havde de måttet sætte udenfor kontrol, da der var små lækager som de ikke havde mulighed for at reparere.
   Men ellers var de tilfredse med tingenes tilstand, vidste de levede på lånt tid, men tog det ikke alvorligt. De levede dagene som skulle de snart afløses og tilbage til en normal tilværelse på jorden. De håndterede efterhånden de daglige rutiner, som havde de kendt hinanden hele livet. Selvom der ofte kom opkald fra jordstationerne, besvarede de dem ikke. De var begge enige om, at den beslutning Armand havde taget var til deres fælles bedste. Li havde fået det meget bedre. Følte ikke længere nogen skyld i ulykken.