Det er ved at være aften. Det er tusmørke.
   Edel spænder hestene fra, mens hun kommanderer med karlene og fortæller dem, hvor varerne skal lægges.

Folk på gården er optaget med deres sysler. De skal lige have gjort det sidste færdigt, inden mørket dækker det hele. Sådan er det altid.
   De fleste af mændene arbejder på marken og i staldene. De må være ved at pakke deres redskaber sammen. Kvinderne gør aftensmaden klar og rydder op efter deres egne gøremål.

Der er tomt i stuen, da Edel træder ind. Hun er den første, der er færdig med sine opgaver for i dag. De andre kvinder må enten være i køkkenet eller i spinderummet - eller hvor de nu render rundt.

Hun sætter sig på en stol ved det store fælles spisebord. Hun sukker dybt, for hun er træt. Alt den opmærksomhed, hun får i byen, tærer på hende. Men på den anden side, kan trætheden også skyldes, at hun har handlet godt - at hun har været opmærksom og grundig i sin handel med høkeren. Hun er selv ret godt tilfreds med de priser, hun fik hos ham. Og så er der jo også køreturen frem og tilbage.
   En blomst?! En hvid storhovedet rose?

Edels øjne er ved at trille ud af hovedet på hende. Hvor i alverden kommer den blomst fra?
   Så ser hun Susan.
   Langsomt kommer hendes lillesøster til syne bag blomsten.
   Edel bliver svimmel. Hun glipper med øjnene, men hun ved, at hun ikke sover. Hun burde rejse sig og gå sin vej, for hun vil i hvert fald ikke finde sig i det her. For det kan ikke passe. Men hun kan ikke gå nogen vegne. Hendes krop vil ikke lystre hendes tanker.
   "Duft," siger Susan og stikker blomsten op i næsen på Edel, "er den ikke dejlig."
   Jo, blomsten er dejlig. Det er den slags roser altid. Edel noterer sig, at det er en rigtig rose, Susan holder. Den er ikke tåget og uklar som hendes lillesøster.
   Hun undrer sig.
   "Det er til Tom," fortsætter Susan og dufter selv til blomsten. Hun ser meget forelsket ud, "den skal sidde i hans knaphul."

Edel opdager, at Susan tilsyneladende er ved at presse blomster. Der ligger i hvert fald en masse blomster på bordet - og en blomsterpresser.
   De var der bestemt ikke, da hun kom ind ad døren.
   Edel tager en dyb indånding og skælder sig selv ud. For hun burde ikke blive overrasket på denne måde. Det er jo ikke første gang, vel? Susan er ved at presse blomster, og hun har fundet en blomst til Toms knaphul og lige om lidt vil hun sige at ...

"Jeg skal møde ham snart," Susan er et stort smil, men sætter alligevel fingeren for munden, "men sig det ikke til far - ikke til nogen. Jeg skal nok passe på - der sker ikke noget. Sådan er han ikke."
   Edel kan godt huske, hvad hun svarede i sin tid, og Susan lyser op i et endnu større smil og kan næsten ikke være i sig selv over, at hun kan dele sin hemmelighed med sin storesøster - ikke at det burde komme som en overraskelse for hende.
   "Måske kan han lave et par støvler til dig? Eller hvad med et par fine sko?"
   Edel kan ikke helt huske, hvad hun svarede på det, hvis det da overhovedet var meningen, hun sådan rigtig skulle svare.
   "Hvis jeg beder ham om det, laver han de bedste sko til dig, du nogensinde har haft. Især hvis han ved, du hjælper os."

Det er ikke et rigtigt løfte. Edel er ikke sikker på, at Susan nogensinde fik spurgt Tom om et par sko til hende. Det er først og fremmest noget hun siger - eller sagde - fordi hun var glad. Meget glad.
   Forelsket.
   "Held og lykke," hører Edel sig selv sige, uden at kunne forklare, hvorfor hun siger det. Men hun husker, at hun rent faktisk sagde netop det den aften.
   Men denne gang smiler hun ikke. For nu ved hun, hvordan det hele ender.
   Så snart hun har sagt de tre velmenende ord, forsvinder Susan bag sin blomst.
   Edel bemærker at blomsterne på spisebordet sært nok bliver liggende, og hun hører hovene af en hest, der ridder bort. Men hun ved også, at det ikke er en af hestene fra stalden. Det er et ekko, forklarer hun sig selv. Bare et ekko.

Første gang Edel oplevede dette drak hun en stor snaps bagefter. Anden gang var det en whisky. Tredje gang var det også whisky denne med citronsaft og sirup. Fjerde gang havde hendes mand drukket det sidste af whiskyen og valget stod mellem snaps og rom. Hun valgte i stedet at opsøge kvinderne i spinnerummet og få en af de der ligegyldige kvindesnakke med dem. Det hjalp.
   Det vil også hjælpe i dag.