Det var en dag med meget solskin, og Anita følte sig godt tilpas trods gårsdagens begivenheder. Dagen var alligevel endt godt. Hun gik hjem fra arbejde og nød at se, at træerne på vejen havde fået knopper. Da hun kom hen til sin egen gade, kunne hun se formanden komme ud af sin opgang og gik i den retning, som hun selv kom fra. Det vendte sig i maven på hende, og hun havde lyst til at gå over på det andet fortov, men det ville bare være påfaldende når hun var så tæt på at være hjemme. Hun kiggede den anden vej.
   "Goddag," hilste han med et skævt smil, hun gik forbi uden at svare.
   "Kan du ikke hilse?"
   Hun lod som ingenting og gik videre. Jeanne kom lige netop fra den anden side af i samme øjeblik. Det skete ofte, når Anita havde tidlig vagt.
   "Vil du tro," sagde Anita, "jeg passerede lige Morten Hansen her på vejen, han hilste fuldstændig som om intet var hændt, al den løgn om mig han fyrede af i går og så undrede han sig over, at jeg ignorerede ham, er han da helt bims."
   "Han gør det samme overfor os, han kommer og chikanerer os og beskylder os for alt muligt, og nu er det vandskaden, der er hans nyeste påfund, når han så møder os på gaden eller i gården, så hilser han så overhøfligt at man er ved at brække sig."
   "Han tror, at han bare kan gøre hvad som helst uden konsekvenser, men i morgen kommer der en blikkenslager og ordner vores afløb, så vaskemaskinen kan klare det, jeg kan godt få ham til at undersøge jeres også."
   "Så skal vi have papir på det, ellers bliver ham narrøven ved."
   "Det kan jeg godt se, men det skal jeg nok sørge for."
   "Du trækker efterhånden et stort læs for jeres husstand."
   "Ja, det er sandt nok, men jeg klarer det."
   "Ja, jeg fik jo set jeres lejlighed i går, men det var bare under lidt ubehagelige omstændigheder."
   "Du fik vist ikke set mit værelse, vil du med ind og se det nu?"
   "Ja, gerne."
   Anita låste dem ind, og de løb ind til hendes værelse.
   "Hvor hyggeligt," udbrød Jeanne.
   "Ja, ikke?"
   Jeanne kiggede på bogreolen. "Du har da læst nogen bøger i hvert fald."
   "Ja, det er blevet til nogle stykker."
   "Peter Pan, den kender jeg som tegnefilm."
   "Ja, det var endda den, der blev begyndelsen til, at jeg fandt ud af, at jeg havde en halvbror, nu skal du se."
   Anita tog den ud af hylden og billedet faldt på gulvet.
   "Ja, sådan begyndte det." Hun samlede det op og viste det til sin gæst.
   "Er det dig som lille?" Jeanne pegede på lille Anita på billedet.
   "Det er det, og det der er min fætter og kusine på fædrene side, og så ham der vidste jeg ikke hvem han var."
   "Resten har du fortalt, har du fået spurgt din onkel?"
   "Ja, og der fik jeg det meste af historien, det som han vidste."
   Anita fortalte om nu det hele, som Leo havde fortalt det.
   "Jeg synes godt nok, at det virker noget forrykt," sagde Jeanne.
   "Jeg må give dig ret, og jeg er også ked af, at min far var noget uforskammet overfor dig i går."
   "Jeg har oplevet værre ting end det," svarede Jeanne med et bredt smil.
   "Er det muligt?"
   Nu grinede de begge to.
   "Du må hellere smutte inden han kommer hjem, ellers kan det blive et farligt hus."
   "Du har ret, og jeg håber du finder frem til din bror."
   Jeanne løb ud ad døren, og Anita begyndte nu at se lidt på nogle hjemmesider om HF, som hun ikke havde opgivet at søge ind på.
   Endelig kom hendes mor hjem. "Nå, jeg kom først igen i dag."
   "Ja, det bemærkede jeg," sagde Anita, "men vi kan glæde os, i morgen kommer blikkenslageren og ser på vores afløb."
   "Ja, bare giv ham min mail, så kan han sende fakturaen til den."
   "Det skal jeg gøre. Hun skrev sin mors mail ned på en seddel, som hun ville give blikkenslageren.
   Lidt efter kom hendes far ind, han var for en gangs skyld tavs, Anita kunne ikke lade være med at spekulere over, om der var noget galt. De satte sig nu til den rituelle eftermiddagskaffe.
   "Nå, om et par måneder skal jeg være med til at holde et seminar i Oslo, ham der skulle have holdt det er langtidssygemeldt."
   "Er der andre end dig, der skal holde det?"
   "Ja, hende den lille svensker, der bor inde i vores naboopgang."
   Anita gav et lille ryk. "Hun er da bornholmer."
   "Ja, ja, jeg har kun enkeltfag fra HF og er ikke student, og jeg kan heller ikke se, at det gør den store forskel."
   "Jeg har kun niende klasse, og det gør den forskel, at hun er dansker lige så vel som os."
   "Ja, ja, det kan godt være, men det huer mig ikke sådan at bruge en weekend i Sverige og høre på deres forpulede sprog og se dem blive fulde."
   "Sagde du ikke, det var i Oslo?"
   "Jo, hvad så?"
   " Det er da Norges hovedstad."
   "Det hører da under Sverige!"
   "Vel gør det ej!"
   "Men jeg hørte da i skolen, at Norge blev en del af Sverige i starten af attenhundredetallet."
   "Og så regner du ikke med, at der skete noget siden?"
   "Hvad da?"
   "De blev selvstændige i starten af det tyvende århundrede."
   "Jeg er simpelthen også ligeglad, de snakker jo det samme sprog og de drikker som svampe, det er en pest når de er her i landet."
   "Har du tænkt at stå og sige det til dem på seminaret?"
   "Ja ja, jeg skal nok holde mig til sagen, og det er jo heldigvis kun en weekend, så er det slut."
   Anita bed læberne sammen og blev enig med sig selv om at give op. Hun havde jo bemærket på hans afgangsbevis fra folkeskolen, at historie og geografi ikke var hans stærke side. Hun kom til at tænke på, at han nogle gange snakkede om dem, han havde boet på kollegie med. Så skældte han ud over, at de havde kaldt ham en uvidende bonderøv. Hun måtte indrømme for sig selv, at hun egentlig godt kunne forstå de sagde det.
   I dag var så en almindelig dag hvor hun havde mødt tidligt, så det var snart aftensmad og så var det tv, som sædvanlig Charlie, og så gik hun i seng.
   Næste dag stod hun tidligt op, selv om hun havde sen vagt, for nu skulle hun modtage blikkenslageren. Hun havde snakket lidt med Luiza om det og sagt, at han også skulle se på deres badeværelse, så de kunne tilbagevise formandens beskyldninger. Luiza var med på det, hun havde en ekstra fridag denne dag. Anita sad nu over sin morgenmad og tænkte på det, som var sket. Hendes tanker gik også til hendes halvbror, og nu havde hun besluttet, at den førstkommende weekend ville hun prøve at søge ham på Nettet. Hendes fridag på en hverdag i næste uge ville hun så foretage opringninger, hvis det var nødvendigt.
   Da hun var færdig med morgenmaden, satte hun sig til at læse. Det var hvad hun kunne lide at gøre, når hun skulle have tiden til at gå. Hun nød også, at der var noget solskin i dag, selv om det ikke var helt forår endnu.
   Endelig ringede det på døren og hun lukkede op. Det var en gråhåret rødmosset mand med furer i ansigtet klædt i kedeldragt.
   "Goddag, det er blikkenslageren," sagde han med en rusten stemme.
   "Velkommen, kom indenfor og se."
   Anita viste ham ud i badeværelset og pegede på det rør, som vaskemaskinen sendte sit vand ud igennem. Blikkenslageren skruede risten af og lyste med en lygte.
   "Det her skulle I nok lige have fået forbedret inden I brugte vaskemaskinen, det er alt for snævert til så meget vand, som den afgiver."
   "Vi handlede i god tro, der var en der sagde god for det?"
   "Hvem var det?"
   "En, som vores formand her i huset anbefalede, han er også vores vicevært."
   Blikkenslageren kiggede igen ned. "Han skulle skydes, men jeg skal nok forbedre det i løbet af et par timer."
   "Kan du også få tid at kigge på vores overboers badeværelse?"
   "Ja, det kan jeg godt, får I vand fra dem?"
   "Nej, men vores formand beskylder dem for at være skyld i vandskaden nede i butikken, at det i virkeligheden kommer fra dem."
   "Det er en kæmpeløgn, så ville jeres loft og vægge her ikke være så uskadte, som de faktisk er, men jeg skal nok komme op og se på etagen ovenover, når jeg er færdig med det her.
   "Det er jeg taknemlig for."
   "Jeg bor også i andelsbolig, og hvis min formand kom med en sådan grundløs beskyldning mod en beboer, så ville jeg give ham et spark, så han røg helt hen i november måned."
   Anita kom til at sprutte, men blev hurtigt alvorlig igen. "Jeg skal lige ud og købe lidt ind, men jeg er snart tilbage."
   "Helt fint, jeg går løs på opgaven her."
   Anita løb ud og løb til den nærmeste butik, hvor hun købte det, som manglede i køleskabet.
   Som sædvanlig gik hun ikke til sin egen arbejdsplads. Det var her hendes forældre handlede. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, at dem, der ekspederede hende, havde en hverdag, der lignede hendes egen, ikke derhjemme, hvor de boede, men her på arbejdet. Mon nogen af dem boede alene? Hun ville selv ønske, at hun kunne gå hjem fra arbejdet og være alene.
   Så var det hjemad igen, hun gik og nynnede en eller anden melodi, som hun ikke vidste hvad var.
   Hun kom tilbage og hørte det banke voldsomt ude på badeværelset. Det ville normalt have været en lyd, der ville have generet hende, men i dag var den en dejlig lyd, den betød, at problemet, der havde skabt vandskaden, blev løst.
   Da hun havde fået sat varerne på plads, kom blikkenslageren ud i stuen.
   "I er forbundne med den her tøjbutik nedenunder, ikke?"
   "Jo, det er vi."
   "Jeg skal nok lige se på deres faldstamme, om den er ordentlig forbundet til det nye system, som jeg har lavet her."
   "Jeg går med dig derned, for de kender mig, de vil helt sikkert blive glade for, at de ikke får mere vand i hovedet."
   Anita fulgte med håndværkeren ned ad trappen og ud og hen til tøjbutikken. Her fik hun lige forklaret en af de ansatte, hvad denne mand skulle her.
   "Det er vi meget glade for," sagde den ansatte, "så ved vi at der ikke kommer mere vand."
   "Jeg lader døren stå åben oppe hos os," sagde Anita, "så bare gå ind, når du kommer op igen."
   "Helt i orden."
   Butiksassistenten førte ham ud i baglokalet, og Anita løb tilbage til lejligheden. Det var en rar tanke, at de nu fik løst det problem.
   Efter en tid kom blikkenslageren tilbage.
   "Så skulle afløbet kunne klare jeres vaskemaskine," sagde han.
   "Dejligt, vil du have en kop kaffe? Jeg har lige på kanden her."
   "Jo tak, gerne," han satte sig ned og Anita skænkede op til ham.
   "Ja, det er ikke første gang jeg oplever, at nogen sætter vaskemaskiner op uden at undersøge om deres afløb kan klare det, men at en eller anden narrøv bare siger god for det uden videre, det har jeg ikke været ude for før."
   "Ja, det er nok også usædvanligt, det kan jeg godt se, men det er bare det, min far er i den grad bjergtaget af vores formand, så han stoler bare på ham og dem, som han anbefaler, helt ukritisk."
   "Temmelig naivt."
   "Ja, det må man sige ja til."
   "Du er altså datteren i huset?"
   "Ja, desværre, når man kan se noget, er galt og ens far ikke kan se det, så aner man ikke sine levende råd."
   "Det må sandelig heller ikke være sjovt, og jeg kan forstå, at jeg også lige skal se på overboens badeværelse for at rense dem for skyld? Har jeres formand horn i siden på dem?"
   Anita nikkede.
   "Så må vi også lige lave et papir på, at det er i orden, når jeg har set på det, ellers vil han bare fastholde deres beskyldninger, lad os gå derop nu"
   Anita rejste sig og gik med ham op. "Det er moren i huset, der er hjemme nu," forklarede hun på vejen, "de er brasilianere, men snakker flydende dansk."
   "Ork, jeg har ordnet ting for nogen, der dårligt kunne tale dansk."
   Anita ringede på dørklokken, og Luiza lukkede op.
   "Ja, jeg skulle jo lige se på jeres afløb i badeværelset, og jeg kan med det samme sige, at der ikke er nogen vandskade lige under jer, så det er ikke jer vandskaden kommer fra."
   Luiza takkede og førte ham ind i deres badeværelse samtidig med at hun fik Anita inviteret indenfor og satte en kop te foran hende.
   "Har han ordnet jeres afløb?" spurgte hun.
   "Ja, og nu skulle det være i orden, så skal vi jo lige have bevist jeres uskyld."
   "Fint nok, men idioten skal nok finde på noget andet."
   "Hvorfor gør han det?"
   "Han har sikkert nogen forbindelser, som han vil skaffe en lejlighed."
   "Vores blikkenslager her siger så, at han lige skal underskrive et papir på, at alt er i orden, det må vi så give en kopi af til bestyrelsen."
   "Det gør vi, men med den formand, altså..."
   "Vi giver det til Jørgen."
   "Selvfølgelig, ja, så er der håb."
   "Jeg kan måske lige skrive en seddel på jeres pc, som manden kan underskrive?"
   "Klart, værsgo at sætte dig hen og skriv."
   Anita satte sig til pc'en og skrev en seddel om, at der ikke er var nogen problemer her. Hun bemærkede, at der var nogle ikoner til noget, der måtte være musikprogrammer. Det kunne hun næsten have gættet måtte være på deres pc.
   "Hey, hvad er jeres andelsnummer?"
   Luiza tog en mappe ud og åbnede den, hvorpå hun sagde andelsnummeret. Det næste Anita skrev var, at alt var i orden nede hos hende selv. Da kom hun i tanke om, at hun jo skulle have deres andelsnummer.
   "Jeg skal lige ned og se vores andelsnummer," sagde hun.
   "Lad bare døren stå åben."
   Anita spænede ned og ærgrede sig over, at hun ikke havde tænkt på det før. Nu måtte hun ind i pulterrummet og finde papirmappen, hvor andelsbeviset var. Men nu vidste hun, hvordan hun skulle komme ind til mappen, så det gik lidt bedre, end dengang hun undersøgte rummet.
   Hun fandt det og i farten nåede hun lige at se, at andelsbeviset var underskrevet af hendes mor. Så det var officielt hende, der ejede andelen. Det var der så ikke tid at tænke over nu, hun skrev nummeret på hånden og løb op igen og fik det skrevet ind i dokumentet. Så nu var der en klar besked om, at afløbet i familien Jensens andel var bragt i orden. Nu kom blikkenslageren også ud.
   "Jeres afløb er fint nok til det i har, det er kun hvis I tænker på at købe vaskemaskine, at det skal gøres større."
   "Det tænker vi ikke på," sagde Luiza, "vi klarer os med vaskekælderen i huset, hvis vi skulle ændre mening, ringer vi efter dig."
   Blikkenslageren nikkede og underskrev erklæringen om, at alt var i orden. Anita rakte ham sedlen med hendes mors mailadresse og sagde, at han kunne sende regningen til den. Så sagde han farvel og ønskede en god dag.
   "Og få så den formand afsat så snart som muligt."
   De lo og vinkede farvel til ham.
   Han forlod lejligheden med et smil.
   "Så må vi lige have den kopieret," sagde Anita.
   "Vores printer kan kopiere, værsågod."
   Anita tog tre kopier, den ene var til Luizas familie, den anden til hendes egen familie og den tredje til bestyrelsen. Luiza gik ud og ringede på hos Jørgen. Han lukkede op.
   "Har du tid til lige at komme ind hos os et par minutter?"
   Han nikkede og kom ind, og Anita rakte ham den ene kopi.
   "Godt," sagde han, "så har jeg den som bevis, for vi skal ikke regne med, at Morten giver sig så hurtigt."
   "Men nu har vi papir på det."
   "Ja, det er glædeligt, hvordan har du det i dag, Anita?"
   "Jeg har det ok."
   "Det er godt, det var en frygtelig episode i går, det værste er, at formanden fastholder sin løgnehistorie."
   Luiza rystede på hovedet.
   Anita så nu at uret på væggen var ved at nærme sig den tid, hvor hun skulle på sin sene vagt.
   "Jeg må løbe nu," sagde hun, "Jeg skal på arbejde.
   "God arbejdslyst."
   På vejen kunne hun ikke lade være med at tænke både på det, der foregik i huset og på den halvbror, som hun håbede på at kunne søge videre på. Hun var næsten glad for nu, at hun ikke gik i skole, hun kunne have risikeret at være uopmærksom i timerne.
   På et tidspunkt gik en SMS ind. Den var fra Jeanne. Hun spurgte om Anita lige kunne komme op og snakke, når hun havde fri i aften. Hun svarede, at det kunne hun godt. Hun meddelte lige sin mor, at hun gik op og snakkede med Jeanne, når hun havde fri. Der kom hurtigt et svar tilbage om, at det var i orden.
   Hun kunne ikke lide, at hun var nødt til at gøre det. Hun kunne høre Prebens reaktion på det, og hendes mor sad med opgaven at tale fornuft med ham, hvad der nærmest var umuligt. Hun ville måske bare sige, at Anita gik sig lige en tur for at undgå konfrontation.
   Udover alle de andre ting, der fyldte hendes hoved, var der nu også dette. Hun frygtede, at hun nok ikke så særlig opmærksom ud, men heldigvis var Jakobsen der næsten aldrig på de sene vagter.
   Da hun endelig havde fri, løb hun hurtigt afsted, det var som om hun kunne fornemme, at det ikke var noget særlig rart, der var under opsejling. Hun kom til opgangen og løb op til overboernes lejlighed, hvor hun ringede på.
   Det var Jeanne, der lukkede op. "Hvor var det dejligt, at du havde tid til at komme op, Anita." De krammede lige hinanden og gik ind i stuen, hvor Antonio og Luiza også sad.
   "Ja, vi har fået et sygt brev fra formanden," sagde Jeanne og rakte et papir til Anita. Hun læste det.
   Han fastholdt sin påstand om, at vandskaden kom fra deres lejlighed og på et tidspunkt, ville hr. Sverre Frandsen og hr. René Olsen komme og se på deres badeværelse, og hvis de ikke var hjemme, ville de tilkalde en låsesmed og hans regning ville blive opkrævet af dem.
   Mens Anita læste det, steg hendes puls så meget, at hun næsten frygtede det, var farligt, men hun fik lige formuleret et spørgsmål.
   "Sverre, er det jeres overbo, som er medlem af bestyrelsen?"
   De nikkede.
   "Ja, der står jo kun S. Frandsen på hans dørskilt, så jeg skulle lige være sikker, men har I snakket med Jørgen om det?"
   "Det har vi, og han er lige så oprørt som vi er, han sagde at han havde vist Morten vores papir med blikkenslagerens underskrift, men Morten sagde bare, at han sikkert var en svindler og René var en god og ærlig mand, så det var bedre han kiggede på det."
   Anita rystede på hovedet. "Jeg mener også, at den der trussel med en låsesmed er ulovlig, det er strafbart at bryde ind i folks hjem, selv politiet skal have en dommerkendelse for at have lov til det."
   "Det sagde Jørgen også, og han havde også sagt det til de andre bestyrelsesmedlemmer, men han står jo overfor nogen, der ikke vil høre,"
   " Ja, det ved vi jo." Anita sukkede. "Ham Sverre, hvem er han egentlig ud over det, at han er bestyrelsesmedlem?"
   "Det er en yngre mand, jeg vil gætte i trediverne, men han har en gammeldags bølget frisure, og det er ofte ham, der bliver sendt af formanden, når der skal gives skideballer, med andre ord, han bliver sat til alt det, som kan være farligt for den person, der kommer i det ærinde."
   "Så det er altså typisk, at det er ham, der skal komme til jer sammen med vores vicevært og ikke formanden selv?"
   De nikkede.
   Anita begyndte at blive rød i hovedet, det tegn på vrede havde hun arvet fra sin far. "Gid det slæng dog ville flytte! De vil måske plante et falsk bevis på, at vandskaden kommer fra jer."
   "Det kunne tænkes, og de flytter ikke før deres lejligheder kan sælges for en endnu højere pris end nu," sagde Antonio, "det er deres formål med det hele."
   "Hvad vil I gøre når de ringer på?"
   "Hvis vi er hjemme, så lader vi dem komme ind og kigge på vores badeværelse og så må vi tage skænderiet, men hvis vi ikke er hjemme og de gør alvor af deres trussel," Antonio tøvede lidt. "Så bliver det en politisag.
   Anita nikkede. "Jeg er ved at blive helt ondskabsfuld, jeg håber næsten de kommer, hvor I ikke er hjemme og at de så får et ordentligt smæk i retten."
   De lo stille. De blev snart enige om lige at tage en kop te og så se, hvad der kom til at ske. De snakkede nu lidt om løst og fast. På et tidspunkt måtte Anita smutte ned igen, og hendes forældre sad og så tv, som sædvanlig et eller andet quiz på Charlie. De sagde godt nok hej til hende, men ellers var de mest opslugt af quizzen.
   Hun gik ind på sit værelse og tænkte lidt over det, der var sket. På et tidspunkt måtte hun lige have luft, hun hamrede en knytnæve ned i puden på hendes sovesofa og vendte den derpå mod den væg, som formanden gemte sig bag.
   "Superslyngel!" hvæsede hun, nu var hun ved at være lige så vred som hendes far. Hun blev enig med sig selv om at sætte sig ned og tage det roligt. Hun satte sig ved pc'en og fandt noget musik på YouTube. Det fik hende til at falde ned.