Gårdspladsen er øde, jeg stiller rygsækken, og banker på, men ingen åbner. Jeg går om bag hovedhuset, og ser ud over marken. Den strækker sig uendeligt øde, det er mærkeligt jeg har en aftale med min søster, men hun er her ikke. Jeg trækker vejret langsomt ind, jeg vil gå ned, se om hun sidder på bænken hvor vi sad for en uge siden. Jeg følger skellet til skoven. Myggene summer, fuglenes kor forfølger mig. Lærken slår triller, og et par viber gør anskrig. De må have rede et sted i nærheden. Jeg lader en hånd følge græssets tørre aks. Farfar, fars og nu min søsters arbejde. Græsfrø til en af de store forhandlere. Ikke noget der giver stor indtjening men dog smør på brødet. Der sidder en person på bænken, hverken min søster eller Christian. Det er naboen ham med æggene. Hvad laver han her? "Hej", han rejser sig: "Så kom du".
"Hvor er Louise og Christian"?
"Jeg har en nøgle til dig", han trækker den røde nøglering op af lommen og rækker mig: "og jeg har en dårlig nyhed".
"Nå", jeg træder lidt tilbage. Jeg bryder mig ikke om manden. Hunden kunne heller ikke lide ham.
"Din søster er kørt galt. Hvis du vil kører jeg dig på hospitalet".
Desværre har jeg vist ikke rigtig andre muligheder end at tage med. Bussen kører hver anden time så: "Det vil jeg gerne", siger jeg med en klump i halsen. Hvad er der mon sket med Louise. Jeg fortryder jeg tog så hurtigt hjem sidst. Alt det med far har taget på hende.
"Hun ligger i Holbæk", vi passerer skellet ind til hans grund.
"Er det lige sket", spørger jeg.
Han nikker, vi sætter os ind i bilen: "I eftermiddag". Et gys rammer, og en sveddråbe finder vej ned over min pande.
"Jeg ved ikke mere", siger naboen: "Christian gav mig bare nøglen".
"Okay", svarer jeg.
Han skæver til mig: "Det er noget skidt det hele".
"Ja", tøver jeg. Jeg har ikke lyst til at fortælle noget særligt, til en jeg ikke er tryg ved.
"Vi var gode bekendte din far og jeg. Jeg ser også lidt til Louise, hun er en sød dame".
Trafikken bliver tættere jo nærmere vi kommer Holbæk, og samtalen forstummer. Heldigvis for jeg har ikke lyst til at snakke med naboen, selv om han har været næsten ven med far og nu også med Louise.
Alt står stille i luften, da indgangsdøren åbner og jeg løber hen i oplysningen. Vi når stuen lidt efter, både Christian og mor er der. Christian vender sig: "Hej" Jeg når Louise. Hun sover, eller døser. De har sikkert givet hende noget beroligende. Hun ser bleg ud med lidt skrammer på kinden. Mor sætter sig ved siden af mig, og lægger sit hoved på min skulder. Sådan sidder vi et øjeblik, før jeg rejser mig. "Kan vi gå ud og snakke lidt", hvisker jeg i øret på Christian
"Selvfølgelig", hans øjne er våde.
"Hvad siger lægen"? Vi går sammen ned af gangen.
"Lægen siger det er ikke så alvorligt, hun skal nok klare den"?
Naboen kommer ud: "Jeg kører nu", Han ser på Christian: "Jeg tager mig af hunden".
"Tak". Han forsvinder ned af gangen. Christian har ikke det hånlige udtryk han plejer at have. "Hun havde en høj promille, måske var det derfor hun kørte galt"?
"Er det det de siger", spørger jeg
Han nikker. Vi kan ikke begrave far uden Louise: "Hvad gør vi med begravelsen"? jeg ser på Christian igen.
Han græder. Vi to har aldrig været særlig tætte. Men lige nu har jeg lyst til at sige noget pænt, som for eksempel at Louise bare har fået en lille bule. Tanken lyser og skubber billedet af min søster i sengen væk. Hende der ellers altid har styr på alting: "Christian, vi finder ud af det", jeg klapper ham forsigtigt på skulderen. Han flytter sig og ser forbavset ud.
Mor åbner døren og kommer ud. "Hun sover", siger hun: "Lad os gå ned og få lidt at spise".
"Jeg er ikke sulten", Christian snurrer rundt og smækker døren bag sig.
"Hvad gik der af ham"? jeg ser på mor.
"Åh vi er ikke perlevenner", hun løfter en undskyldende arm: "På det sidste har Louise og jeg ikke haft det så godt"..
"Nå", jeg har været så længe væk, at der er meget jeg ikke ved noget om, for eksempel hvordan min søster har det med mor.
"Hvor længe bliver du", spørger jeg.
"Til Louise er frisk", mor ser på mig.
Okay: "Hvad siger lægen", spørger jeg.
"Fortalte Christian ingenting".
"Næh".
"En mindre hjernerystelse og en brækket ankel".
"Det er vel positivt"?
"Ja da", hun nikker. Jeg tror ikke Christian har nævnt alkoholen.
Kantinen har lukket: "Vi går ned i byen", mor griber min arm: "Og dig hvad med dig"?
"Ok".
"Du kommer vel også til fars begravelse"?
"Ja, hvad gør vi med den"? Vi bliver stående og ser på hinanden. Mor og jeg har aldrig talt om skilsmissen: "Hvad gik der egentlig galt med dig og far".
"Åh", hun puster besværet: "Det er en lang historie".
"Den vil jeg gerne høre", jeg kan mærke, mens jeg siger det, at det er sandt.
Jeg har sovet elendigt. Hver gang jeg lagde hovedet dukkede Louise frem. Det er noget lort hun er taget i at køre med alkohol i blodet. Tidligt næste morgen lusker jeg ned ad trappen og sætter kaffe over, Jeg åbner køleskabet, griber mælk, ost og brød, og anbringer det på bordet. Kaffemaskinen brummer og sender dufte der fylder rummet næsten hjemligt. Jeg forsøger at huske hvornår jeg sidst sad og havde det rart her. Louise har altid været den der klarede alting, lige nu er rollerne er byttet om. Det er synd for hende, men føles på en måde også lidt retfærdigt. Som om det hele tiden har været meningen. Jeg ved ikke helt hvordan det kommer til at gå, her alene med Christian. Jeg tror jeg vil spørge ham om mor og Louise. Jeg lytter til lyde, rindende vand på badeværelset, jeg løfter kruset og tager en tår kaffe, mens jeg lader blikket vandre hen over gårdspladsen. Jeg har en uklar fornemmelse, en tåget følelse i kroppen der forsøger at meddele noget, om det Mor talte om i går. Jeg har hele tiden vidst far ikke var rar, men jeg har bildt mig ind, han havde en kerne, der var god. Christian træder ind i rummet, med strittende vådt hår: "God morgen", siger han og sætter sig over for mig. Jeg rækker ham termokanden: "Hvordan var min far egentlig", spørger jeg.
"Det ved jeg sgu ikke"?
"Kommer du slet ikke til at tænke på noget, når jeg siger hans navn"?
"Jo Skrap måske".
"Hvordan".
"Han blev let vred", Christian ryster på hovedet: "Men jeg kunne meget godt lide ham, selv om han var hidsig".
"Hvordan var han ellers", jeg læner mig frem over bordet: "Sådan at arbejde sammen med".
"Vi snakkede ikke meget".
"I må da have talt om arbejdet".
"Jo, men mest af tiden kørte vi rundt i hver sin traktor".
"Farfars røde traktor, er den her stadig".
"Jo, faktisk satte vi den i stand. Skilte den helt ad. Den er nylakeret", han smiler mens han siger det: "Vi kan gå ned og se til den".
"Tager du på hospitalet i dag", spørger jeg
"Ja til frokost, vil du med"?
Dumt spørgsmål det vil jeg selvfølgelig.
Jeg bliver påvirket da vi når hallen og jeg ser traktoren.⁹ Rød næsten smuk er den nu, kan man egentlig sige det om en traktor? Jeg må op og sidde der igen, mærke at det ikke betyder noget mere. Jeg overtaler Christian til en tur. Den summer velsmurt.
"Det er en god traktor", Christian drejer hovedet en smule
"Ja jeg kan godt mærke det", svarer jeg, traktoren er fin. noget godt har far gjort. Vi når hallen igen og parkerer. Christian kører i marken, og jeg går i skoven. Jeg kan høre traktoren i baggrunden, ellers er her nærmest stille. Jeg er blevet uvant med de landlige lyde, og den friske luft skærer i næsen. Jeg savner Vesterbrogade.