Kejserens planet
   Efter flere ugers rejse var dagen endelig kommet. Sammen med Sali blev de ført til en side af rumskibet, hvor der var et frit udsyn til en blå og meget grøn planet. Li bemærkede at der var et utal af forskellige fartøjer omkring dem.
   Er det kejserens planet? Og er Kejseren på et af rumskibene? Sali smilede til hende og fortalte, at det var soldater de så. At Kejseren var et sted på den grønne planet, og at han ventede dem. Det ville tage dem et par dage at nå frem til den dok hvor de skulle lande. Af sikkerhedsmæssige årsager var det besværligt at lande. Men de skulle ikke være nervøse. Sali ville hjælpe dem hen ad vejen. Hun vidste hvad der ville være af ritualer og andre velkomstbegivenheder de skulle igennem.

De blev vist over i et mindre landingsmodul. Det ville bringe dem ned på Kejserens planet. Efter flere timer, hvor de svævede ganske tæt over planetens skove og søer, landede de i en rydning mellem høje træer. En klippeformation, der var delvist dækket fra luften, åbnede sig. Langsomt svævede de ind i en stor grotte. En velkomstkomite ventede dem. Komiteen hilste høfligt på Li og Tao-Sen med et fast håndtryk. På samme måde som det var normalt på jorden. Det undrede Li, men hun kommenterede det ikke.
   Sali fortalte dem, at det var Kejserens Adel der var mødt op for at byde dem velkommen. Ceremonien tog et par timer, hvor de fik både noget at drikke, og små skiver af kød, fisk og fugl. Maden var yderst velsmagende.
   Efter en kort afsked, tog Sali og to politisoldater dem med til en mindre transportenhed, der lignede et lille tog. Ad snørklede tunneller kørte de i flere timer. Af og til så de grønne træer suse forbi vinduerne.
   For Li var det meget frustrerende, at hun ikke kunne fastholde en horisont. Det gav hende af og til kvalme. En slags søsyge.
   Endelig kom de ud i det fri. Varmen slog dem i møde, da vinduerne automatisk rullede til side. En brise der duftede af blomster ramte deres ansigter. Fuglesang og lyde fra den omgivende eng og skov, lød melodisk ind til dem. Landskabet var smukt, med små søer og træer i forskellige størrelser.
   Sali forklarede dem, at de var på en slette med små skove. Her kunne Kejseren og hans familie vandre i fred for fremmede. Her var der kun adgang for særligt indviede.
   Over dem var et uigennemtrængeligt skjold der gav Kejseren og hans familie beskyttelse mod indtrængende fjender.
   Det var også her, på et stort hospital, de skulle tale med læger om Armands skader. Li mærkede instinktivt Sali blev nervøs. På hendes ansigtsudtryk var der ikke noget at se, men hun anede en uro i hendes stemme.
   Efter yderligere en times vandring, i det der for Li lignede paradiset, ankom de til et stort kompleks af bygninger. Imellem bygningerne så de mange kanoner, eller våben som Li tidligere havde set på det store rumskib der først havde reddet dem.
   Endnu en gang skulle de igennem en ceremoni. De var Kejserens særlige gæster, derfor viste alle dem respekt. Li kunne ikke lide det. Hun betragtede det som optakten til noget uhyggeligt der lå forude. Men Tao-Sen og Sali nød fuldt ud den opmærksomhed, de var genstand for.
   Endelig mødtes de med to læger, som Sali sagde var den egentlige anledning til besøget.
   Efter de traditionelle hilsener, talte de to kvinder med Sali, på et sprog Li ikke forstod. Efter lidt snak frem og tilbage, sagde den ene kvinde:
   Jeg er Tuni. Jeg er læge for Kejseren og hans Adel. Tari er min søster. Hun er ekspert i mikrobiologi, mikroorganismer, og hun vil fortælle dig hvad der er galt med din mand.
   Men allerførst skal du vide, at vi gør alt hvad der kan gøres for at få din mand rask. Hun smilede og fortsatte:
   Din mand er livsfarligt inficeret af mikrober, vi ikke kender meget til. Langsomt vil de overtage hans krop, hvis det ikke lykkes os at finde en måde at destruere dem effektivt på. Lige nu har vores bestræbelser på at hjælpe ham, tilsyneladende ikke den tilsigtede virkning. Skulle det værste ske, at hans krop overtages af de fremmede organismer, må vi tilintetgøre ham. Sende ham ud i rummet til den evige hvile.
   Jeg ved det ikke er meget håb vi giver dig lige nu, Li, men vi vil være ærlige, og fortælle dig hvor galt det står til med Armand. Vi ved fra Sali, at du er læge på den planet du kommer fra. Derfor tror vi det tjener familien bedst, hvis vi siger sandheden til dig. Du skal vide vi gør vores bedste. Kejseren har givet ordre til, der skal gøres hvad der er muligt for at hjælpe din mand til at blive rask. Hun kikkede på sin søster Tari, der trådte et skridt frem, og tog Li's hænder i sine.
   Li! Som min søster fortalte dig før, er jeg Tari. Ekspert i mikroorganismer og beslægtede arter af svampe. Din mand er inficeret med den samme mikrobe, den samme organisme, som han kæmpede imod i det laboratorium, hvor i blev angrebet af Aliens. Det var på den planet hvor i boede, før i tog på rejse til Kejserens planet.
   Smyf, som jeg hører du kender godt, er død nu. Af den samme sygdom som din mand er ramt af.
   Din mand blev alvorligt ætset af savl og væsker under angrebet, og det har uden tvivl hjulpet ham, forlænget hans liv. Mange mikrober er bukket under for den væske, der kom fra de sønderskudte og døende Aliens. Det giver os et spinkelt håb om, din mand kan klare sig igennem krisen, ved vores fælles anstrengelser.
   Bliver vores legemer angrebet af den type mikrober som din mand er inficeret med, dør vi indenfor et døgn med stærke smerter til følge. Hvorfor din mand ikke er død, ved vi ikke, men vi forsker i det.
   Lige nu har vi en mindre tilvækst af mikrober end beregnet. Det giver os et spinkelt håb. Du vil få adgang til ham, men kun alene. Isoleringen af ham er ekstrem, fordi vi ikke tåler den mindste kontakt med mikroberne. Han behandles via sikre sluser.
   Kun min søster og jeg har adgang til den afdeling, hvor han ligger. Jeres søn vil, på Kejserens befaling, ikke få adgang til sin far, men vil kunne se ham via interne skærme, monitorer. Beslutter du dig for at være hos din mand, vil du også blive isoleret sammen med ham. Vi tror du er immun over for de mikroorganismer han har i sin krop. Det indikerer de prøver vi tog af dig, efter redningen fra rebellerne.
   Derfor vil vi bede dig om vævsprøver til vores forskning, samt bede om, du vil give blod til din mand. Du har gener i dit blod, vi ved han kan tåle. Dit blod kan måske helbrede ham, men vi skal bruge meget blod. Omkring ti liter i alt, tror jeg. Over en periode på tre til fire måneder, skulle det være muligt at tappe det blod vi behøver fra dig.
   Vi ved også, at I ofte kun ser på hinanden, når I vil vide hvad den anden tænker. Tankeoverføring tror jeg I kalder det. Vi tror på, at positive tanker fra dig til din mand er vigtige for ham, nu han ligger med smerter, vi ikke helt kan dæmpe. Vi ber dig blive hos ham. Det vil alt sammen hjælpe, tror vi. Men vi kan og vil ikke tvinge dig til det. Det er din egen afgørelse.
   Med hensyn til jeres søn, vil han i den tid du er hos din mand, blive passet af en repræsentant fra Kejserens råd. En person der ved noget om børn, er vant til at omgås børn, og som kender børn fra de forskellige folkeslag der bor i vores galakse. Du kan trygt overlade ham til os. Han vil altid, når I måtte ønske det, kunne komme i forbindelse med jer, det lover og garanterer jeg dig.
   Din mand vil være bevidstløs i mange dage endnu. Vi skal holde ham nedkølet og i coma, for han skal kunne klare smerterne.
   Jeg beder dig ikke svare med det samme, men tænke over hvad jeg og min søster har fortalt dig. Senere vil vi respektere din afgørelse, hvad den end måtte blive.
   Tari slap Li's hænder, og så afventende på hende. Li's øjne så på først den ene så den anden læge.
   Jeg har besluttet mig til at være hos min mand. Jeg tror på, I vil passe på Tao-Sen, når jeg er fraværende. Skulle vi begge dø, ved jeg I vil tage jer af vores søn. Jeg har tillid til jer begge. Jeg vil dog gerne selv tale med min søn, om den beslutning jeg har taget.
   Begge lægerne nikkede, og forlod Li. Sali tog Li ved hånden, og førte hende tilbage til deres værelser.
   Li! Nu skal du hvile dig. Senere vil jeg komme med Tao-Sen, så i kan være alene sammen. Hun smilede og forlod lokalet.
   Li græd stille. Hun vidste i sit hjerte, det var den rigtige beslutning hun havde taget. Men også at det ville blive meget svært at forklare for Tao-Sen, at der sikkert ville gå mange uger, ja måske måneder før de igen alle tre kunne være sammen.