Katastrofen
   Endelig på vej hjem. Det var højsommer, og vi blev ustandseligt plaget af de sværme af myg, der var på de åbne græssletter. Den klaskvåde tundra vågnede altid om sommeren her i det kolde nord, i Inuitternes land. Fugle ynglede i tusindtal i den korte sommer, og polarræv og ulv gjorde deres indhug i bestandene, men de skulle jo også leve. Lemminger pilede omkring os, på jagt efter frø og andet spiseligt.
   Rhea og jeg, kunne delvis beskytte os mod de store sværme af myg, men de to små heste blev konstant overfaldet, af de små blodsugende bæster. Det var næsten umuligt at beskytte hestene mod dem. Bjergene ville give fred for de små og meget irriterende insekter.

Det var nødvendigt at vi krydsede de åbne sletter, for at komme hurtigt hjem. Vi havde efterhånden været på rejse i mere end to måneder, og ville skyde genvej, hvis det var forsvarligt, både for os og vore trofaste heste.
   Vi længtes hjem til vores dejlige hytte i bjergene mod syd. Det ville tage endnu godt tre uger at nå hjem, men det meste af vejen ville vi gå i højderne, hvor de små bæster til myg ikke kunne nå os.

Vi gjorde holdt endnu en gang. Rhea striglede hestene, og smurte dem med det fedtede stads hun havde lavet, og som skulle holde myggene væk. Det virkede på os, men med hestene var det svært. Der var så mange kroge de små bæster kunne finde, hvor den fortyndede salve ikke kom ind, og beskyttede dyrene ordentligt.
   Vi fortsatte i tavshed mod de mørke bjerge og skovene i syd. Rundt om os, var der kun sparsomme vækster. Vi havde tidligt skudt genvej over det flade land, for at komme hurtigere frem og hjem.
   Aftensmaden indtog vi mens vi gik. Lidt brød og rester fra et varmt måltid fra i går, af polarhare iblandet de små stikkende bæster, som vi ikke kunne undgå at få i munden. Med lidt vand fra vanddunken, var det såmænd et udmærket måltid, lidt tørt måske.
   Vi ville fortsætte til vi kom i højderne, til vi nåede lidt flere og større træer, selvom vi begge vidste det ville betyde, vi skulle gå hele natten.
   Månen lyste blegt, men natten var varm. Kun enkelte tågebanker så vi drive langs små søer, i de lavninger vi passerede.
   Vi snoede os mellem bjergene, og ud på morgenen, lige før solen stod op, var vi nået så meget i højden, og så langt sydpå, at der ikke var sværme af myg der vågnede, sammen med den opstigende sol. Rhea smilede til mig.
   "John! Jeg tror vi slår lejr der henne, ved det store klippefremspring. Hvad synes du? Jeg er træt."
   "Nej, Rhea, det er ikke et godt sted. Jeg er bange for vi ikke er højt nok oppe, og at myggene vil komme her op ad dagen. Lad os fortsætte efter et lille hvil.
   Og du rider på Kojo, til vi finder et egnet sted at slå lejr." Rhea trak opgivende på skuldrene, men sagde ikke noget. Jeg kunne tydeligt se på hende, hun var meget træt, ikke orkede at protestere mod mig, og den beslutning jeg havde taget om at fortsætte. Vi fortsatte fremad og opefter.

Det var anstrengende for os alle, og det gik kun langsomt fremad. Efter endnu otte timer, stoppede jeg, vendte mig om, og så på Rhea. Hun sov. Hun lå med et ben og en arm på hver side af hesten, der troligt fulgte efter mig og pakhesten Kini. Stakkels Rhea, tænkte jeg og gik hen til hende.
   Varsomt tog jeg hende i mine arme, og lagde hende ned på et skind jeg havde taget frem til formålet. Hun vågnede med et sæt, satte sig op og så sig forvirret omkring. Efter et minut smilede hun til mig.
   "John, jeg faldt vist i søvn. Er vi der nu? Er det her du vil slå lejr?"
   "Ja, Rhea, det er det. Bliv liggende, så klarer jeg det med telt og oppakning. Du trænger til den hvile du kan få."
   Rhea lagde sig ned igen, rullede sig rundt med tæppet om kroppen, og sov mindre end to minutter senere.

Jeg rejste teltet omkring hende, samlede brænde og tændte bål. Striglede begge heste, der stadig var fedtet af den salve, som Rhea havde smurt dem med, for at myggene ikke helt skulle "æde" dem. Det var hårdt arbejde, men nødvendigt for at holde deres pels i orden. Jeg sørgede for de fik foder, kom på græs og havde adgang til vand.
   Vores oppakning gennemgik jeg, pakkede den lidt om, og var endelig tilfreds med vores lille lejr.
   Mere end fem timer havde det taget, før jeg var tilfreds med lejren, og alt var, som jeg ville have det.
   Vi var på et højdedrag med klipper mod nord, klipper mod øst, og et udstrakt og smukt landskab mod syd og vest. Her var vi i sikkerhed for de stikkende insekter, her var simpelt hen for køligt, højt, og åbent til at de ville finde det attraktivt at komme her op.
   Skoven omkring os var meget åben, træerne forblæste. Om vinteren ville her være meget koldt, sneen ville ligge højt sine steder, og det ville ikke være et rart sted at være. Der ville lavlandet være meget bedre.
   Jeg satte mig træt ned, og begyndte at lave mad til os. Jeg ville vække Rhea, når den var klar. Hun havde behov for al den hvile, hun kunne få. Det havde taget hårdt på hende, at begrave børn, kvinde og mænd fra den Inuitlejr, vi havde hjulpet efter det voldsomme jordskred, der næsten havde udslettet den lille familie, der var på rejse.
   Rhea havde holdt ceremonier, der var vigtige for både Inuitterne og hende selv, vigtige for de oprindelige folk.
   Hun havde sendt en løber til den nærmeste by for at skaffe hjælp, og havde i det hele taget været til stor hjælp for den ramte familie.
   Redningshold var kommet med helikoptere, og havde evakueret familiens tilbageblevne medlemmer og udstyr, og sørget for de kom til deres slægtninge længere mod nord.
   Hun havde talt med myndighederne, havde været primus motor for det hele. Nu var hun træt, havde været det i nogle dage. Hun var forkølet og hostede lidt. Bare hun nu ikke blev syg, rigtigt syg, tænkte jeg.
   Hun havde urter, lægeplanter, hun behandlede sin forkølelse med, og havde leet af mig, da hun så jeg var bekymret.
   "Jeg kan godt kysse!" Havde hun leende sagt.
   "Men så må du finde dig i, at snottet hænger i dit skæg." Hun morede sig, og jeg blev sur.
   Kvinder, tænkte jeg. Det er en underlig form for humor de somme tider har. Her gik jeg og var oprigtigt bekymret for hende, og så morede hun sig bare. Men jeg havde smilet, havde taget om hende, og givet hende et kærligt klem.
   Jo, vi havde det godt sammen.

Jeg vækkede Rhea, og sagde at der var mad. Hun så lidt forvirret på mig, det var tydeligt at hun ikke vidste hvad der foregik. Så smilede hun endelig, som havde hun genkaldt sig tid og sted.
   "Tak! søde mand, du kunne da have vækket mig, så jeg kunne have hjulpet til, ikke?"
   "Nej, Rhea, det er ok. Du har det ikke godt med al den snot, så det er ok du hviler." Jeg prøvede et varmt smil, det virkede, hendes øjne blev varme, kærlige og milde.
   Hun nussede mig på armen, og rejste sig.

Efter maden gik vi en lille tur i området. Rhea trykkede sig ind til mig, hun var meget kærlig. Mon ikke hun havde det bare lidt bedre? Jeg tror det.
   Da mørket efter nogle timer kom, sad vi en halv times tid og nød ildens varme, nød flammernes spil på klipperne og i de nærmeste træer, for derefter at lægge os.
   Jeg var efterhånden meget træt og udmattet, havde ikke sovet i mere end et døgn. De små heste måtte også være trætte, men deres byrder havde ikke været tunge, og det var udholdende heste, dem havde jeg ikke været nervøs for. De stod roligt mellem de lave træer, i en lille indhegning af snor med strimler af lærred, for at markere hvor hegnet var.
   Før jeg lagde mig, fik bålet et par pinde brænde ekstra. Månen stod op, og lyste herligt lige ind i teltet, gennem den revne der var, fordi jeg ikke havde lukket det helt til.
   Til nattens lyde sov jeg trygt ind, med min smukke hustru Rheas hånd blidt hvilende i min.

Men jeg havde atter den onde drøm om, at Rhea forsvandt ned over klipperne. Igen forsøgte jeg at nå hende, men forgæves. Da jeg vendte mig, stod hun smilende bag mig. Begge hendes hvide perlerækker af tænder var blottede. Det smil vidste hun jeg elskede, det gjorde mig altid blød om hjertet, når hun smilede sådan til mig.
   Jeg rakte ud efter hende, men kunne ikke nå hende. Igen og igen kaldte hun på mig, men hendes mund forblev uden bevægelse. Kun smilet så jeg.
   "Rhea! Hvorfor kalder du på mig, og hvorfor kan jeg ikke nå dig?"
   Jeg kaldte fortvivlet på hendes Totem, råbte så højt jeg kunne, at jeg behøvede hjælp.
   Med et sæt vågnede jeg, satte mig op, og stirrede på Rheas plads ved siden af mig. Den var tom.
   Hurtigt kom jeg på benene, angst løb jeg udenfor, og så at begge de to små heste var væk.
   Jeg råbte så højt jeg kunne på Rhea, lyttede, og fik ikke noget svar. Nu bredte panikken sig i mig.
   Uden tanke for andet end Rhea, løb jeg forvirret rundt og ledte, men så ukoncentreret, at det ikke førte noget med sig. Jeg stoppede op og koncentrerede mig, måtte ikke gå i panik nu, hun var sikkert i nærheden.
   "Rhea," sagde jeg stille, satte mig på hug, og koncentrerede mig så meget jeg kunne.
   "Hvor er du?"
   Jeg satte mig på en klippe, tænkte på alt det jeg havde lært tidligere i mit liv, gennemgik i detaljer hvad Rhea havde lært mig, om det at tale med hendes Ånder, og var klar over, at med panik kom jeg ingen vegne.
   Som i en ond drøm, så jeg Rhea glide ned ad nogle klipper, og forsvinde mellem tunge klippeblokke der til sidst dækkede hende helt.
   Nu var jeg for alvor bange, vidste at dette var et syn, styret af Rhea der behøvede min hjælp. Hendes øjnes bøn om hjælp var så tydelig, at jeg blev lamslået. Hvad var det for kræfter hun var i besiddelse af? Og hvorfor havde hun ikke vækket mig tidligere?
   I hast klædte jeg mig ordentlig på. Tog et langt reb fra vores udrustning, min revolver og fuglebøssen, da riflen var væk, og begyndte systematisk at undersøge området, hvor vi havde slået lejr.
   Efter et kvarter, så jeg spor efter hestene. Jeg fulgte sporene mod syd, og vidste at Rhea måtte være vågnet, havde trukket begge heste mod den lille kilde, der var to hundrede meter længere fremme, lige efter et brat sving, på den sti jeg nu fulgte.
   Jeg fortsatte videre, og så til min rædsel, der var nylige stenskred på klippeskråningerne.
   Bange spejdede jeg ned mod dalen til højre, den havde en skrånende skrænt, der var næsten halvtreds meter dyb. Der lå bunker af sten dernede.
   Det var tydeligt at skredet var nyt, endnu kunne jeg ane støvet, der ikke helt havde lagt sig. Jeg kneb øjnene sammen, og så et par ben fra den ene af de små heste stikke frem, mellem alle klippestykkerne der lå i spredte dynger. Det undrede mig, jeg ikke havde hørt det voldsomme skred.
   Jeg stønnede af angst og smerte. Nu måtte jeg ikke tabe hovedet. Var Rhea der nede? Var hun død? Begravet af sten og grus? Jeg var meget bange for der var tilstødt hende en ulykke så alvorlig, at jeg ikke kunne gøre noget.
   Langsomt og forsigtigt firede jeg mig derned, med det lange reb jeg havde med. Jeg havde slået en kile i klippekanten, som anker for min vægt.
   Som jeg kom nærmere, så jeg tydeligt at den ene hest næsten var begravet af klippestykker og grus.
   Endelig var jeg ved den store dynge af klipper. Systematisk gennemsøgte jeg alle huller og sprækker, for at finde Rhea.
   En hånd under den døde hest, var det første jeg så af hende. Hvad skulle jeg gøre? Var hun død? Svært skadet?
   Hurtigt sikrede jeg hende mod flere skred af klippeblokke, der så ud til at veje op til flere tons.
   Efter en times hårdt arbejde, kunne jeg begynde at grave hende fri. Jeg havde konstateret hun trak vejret ubesværet, men var bevidstløs. Hovedet var frit, men hun havde mange skader, kunne jeg se.
   Det havde været nødvendigt at skære i den døde hest, fjerne bagpartiet, for at få hende så meget fri, at jeg kunne komme til at lytte efter hendes åndedræt. Hun var klemt fast under hesten og mellem nogle store sten.
   Med min store jagtkniv som graveredskab, arbejdede jeg mig ned i den hårde jord. Mine hænder blødte efter de mange rifter, jeg havde fået af de skarpe sten, men jeg fortsatte ufortrødent, til jeg havde det halve af hende fri. Hun stønnede svagt, gispede, men var stadig uden bevidsthed.
   Jeg løb ned til den lille lund, der var af forkrøblede træer lidt borte, og hentede grene og små stammer, som jeg ville bruge til at afstive resterne af den døde hest med, løfte den lidt højere op, hvis det var muligt.
   Langsomt trak og gravede jeg hende fri.

Endelig var hun helt befriet for klipper og den døde hest.
   Forsigtigt undersøgte jeg hende, mens tårerne randt ned ad mine kinder. Jeg græd af sorg over hun var så kvæstet.
   Begge hendes ben var brækkede. På det venstre var det underbenet der var brækket, det var skævt. På det andet, det højre, var lårbenet helt sikkert brækket. Foden lå meget akavet til den ene side, med tæerne pegende ned i jorden. Hovedet havde mange og dybe sår. Den ene underarm var jeg sikker på var brækket, benpiben stak frem ved hendes albue.
   Hun havde blod over alt på sit tøj. Men jeg mente dog, at der også var meget blod fra den lille hest.
   Så hurtigt jeg kunne, lavede jeg skinner til hendes brækkede lemmer, og satte dem forsigtigt på plads så godt jeg kunne. Kun bruddet på den ene arm var åbent.
   Jeg forbandt hende, og støttede skinnerne med strimler af mit eget tøj, som jeg med den anden jagtkniv skar i stykker til lange strimler. Jeg måtte finde ud af hvad der var blevet af den anden hest.
   Et bål skulle holde insekter og andet skidt væk fra hende, mens jeg ledte efter hesten. Fandt jeg den ikke, var min situation meget kritisk. Alene kunne jeg ikke transportere Rhea, det ville være umuligt med de skader hun havde.
   Efter en halv times søgen, så jeg den stå lidt længere ude, ad den sti der var ødelagt af stenskredet.

To timer senere, havde jeg fået lejren brudt ned, havde pakket alt der var nødvendigt for at komme videre, havde fanget hesten, og var nået tilbage til Rhea. Hun var stadig ikke ved bevidsthed, og det bekymrede mig meget.
   To lange stænger, et stærkt tæppe af skind spændt ud imellem dem, og stængerne godt fæstnet til hestens sider, udgjorde nu en slæde, som Indianerne brugte det i gamle dage.
   Jeg flyttede forsigtigt Rhea længere ned i dalen, mod en elv hvor jeg ville vaske hende. Endnu en gang ville jeg undersøge hendes skader, og så se at komme videre mod den hjælp, jeg vidste hun havde behov for.
   Jeg var ikke i tvivl om, hun var alvorligt kvæstet, og at jeg behøvede hjælp så hurtigt som muligt, hvis jeg skulle redde hendes liv.
   Fra min tid i skoven, havde jeg små raketter og nødblus. De var en del af den udrustning vi altid havde på os, og den vane takkede jeg for, jeg havde beholdt. Så havde jeg da i det mindste en mulighed for at tilkalde hjælp, hvis der kom et lille fly forbi. Vi havde også små radioer i skoven, men deres rækkevidde var ikke til noget som helst, her på de kanter hvor Rhea og jeg, vi vandrede, og da slet ikke så langt mod nord. Derfor havde jeg ikke taget nogen med.
   Jeg skar tøjet af Rhea, badede hende, og rensede hendes sår, pudrede med penicillin pulver, og syede de værste flænger jeg kunne komme til, uden at bevæge hende for meget. Når jeg rørte hende, satte sårene sammen og syede, våndede hun sig, sagde uforståelige lyde.
   Endelig fik jeg hende meget forsigtigt og forsvarligt anbragt på slæden igen.
   Hesten Kini var død. Jeg havde husket at begrave dens hjerte, og havde bedt Ånderne hjælpe dens sjæl hjem. Jeg havde også bedt Ånderne om at hjælpe os, og beskytte os.
   På en mærkelig måde var jeg rolig, fortrøstningsfuld, og havde en underlig følelse af at Rhea sov, og healede sig selv ganske langsomt.
   Endelig var jeg klar til at fortsætte. Jeg måtte gå mange omveje for at lette transporten af Rhea, og for hun ikke skulle bumpe for meget.
   Jeg spejdede efter de små fly, jeg vidste fløj med forsyninger til øde steder, og som også medbragte turister, der ville på jagt i bjergene, eller fiske i de utallige elve og søer der var her mod nord, og som var fulde af fisk om sommeren. Af og til bildte jeg mig ind, at jeg kunne høre dem, men det var nok kun ren indbildning.

Hele dagen gik jeg ved siden af den lille hest, Kojo. Talte dæmpet til den, og bad den hjælpe mig, med at få Rhea helskindet til beboede områder, hvor hun kunne få den hjælp, hun havde behov for.
   Mange gange så jeg til hende, gav hende en fugtig klud i munden. På den måde fik hun lidt væde mellem sine læber. Blidt kyssede jeg hendes kind, og strøg hende over det sorte hår, der var klistret til med blod. Hendes blod.
   Rhea var bleg, og stadig uden bevidsthed da jeg gjorde holdt for natten. Jeg rejste et læsejl for at dække for den værste vind, jeg havde ikke taget teltet med. Kun det allermest nødvendige havde jeg pakket, efterladt resten i en lille hule og afmærket stedet, med besked om hvad der var sket, at jeg var fortsat, samt den rute jeg ville følge. Alt dette kun for en sikkerheds skyld, hvis der skulle komme nogen forbi, og finde vores udrustning.
   Jeg kogte vand, lavede te, vædede igen hendes læber, og hældte forsigtigt et par dråber te ned i hendes mund. Rhea gjorde en bevægelse med tunge og mund, jeg opfattede den som en synkebevægelse. Igen og igen kom jeg dråbevis lidt te ned i hendes mund, til hun hostede svagt. Så stoppede jeg, støttede hendes krop, og hviskede at jeg var her, at jeg elskede hende, og at vi var på vej til den hjælp, der ville gøre hende rask.
   Rhea pustede, stønnede svagt og var så rolig igen. Hendes øjne var hævede og stadig lukkede.
   Jeg takkede hendes Ånder for de havde vist mig, at Rhea levede og ville kæmpe. Sammen, vidste jeg, at vi var stærke, ville kunne nå frem til den hjælp vi behøvede. Men ville vi nå den hjælp i tide? Jeg var inderst inde meget bange for, vi ville komme for sent.

Om natten stønnede Rhea højlydt, hun bevægede sin raske arm, og hendes øjne var nu vidt åbne, nærmest opspilede. I ildens skær kunne jeg se, at hun stadig ikke var ved fuld bevidsthed. Jeg kunne ikke fange hendes blik, og hun kunne ikke svare mig. Hun havde ikke feber. Hendes krop føltes ikke varm, snarere lidt kold. Jeg fandt morfinen frem, hvis hun fik det værre med smerter, ville jeg dæmpe dem med den morfin, vi altid havde med, når vi var på rejse.
   Hen ad morgenen blev hun meget urolig, talte i vildelse, og det var nødvendigt at give hende en sprøjte morfin. Helt tydeligt klagede hun sig af smerter. Hendes bevægelser var stødvise, ukontrollerede og til tider lidt voldsomme. Langsomt faldt der ro over hende, og hun sov igen trygt og stille.
   Da solens første stråler viste sig over bjergene, pakkede jeg sammen, løftede hende forsigtigt op på den slæde jeg havde lavet, og gik mod syd, mod bjerge der ville blive svære at komme over.
   Hvis jeg ikke så et fly eller andre mennesker, før vi nåede bjergene, ville jeg have et meget stort problem. Chancen for at det ville ske, anså jeg for meget lille.
   Cirka en gang i timen stoppede jeg op, og vædede hendes læber med vand. Hun sov stadig, og virkede rolig. Jeg bad til, at smerterne ikke ville komme voldsomt igen.
   Midt på dagen var vi nået til foden af bjergene. Nu skulle det vise sig, om vi kunne finde en vej over, hvor det var muligt at transportere Rhea liggende på båren.
   Vi holdt et lille hvil, hvor jeg sørgede for hesten fik vand og noget at spise. Den havde været mig en god hjælp til nu. Jeg klappede den, og småsnakkede til den, mens den græssede på bredden af en mindre elv.
   Pludselig, som sendt fra himlen, så jeg den komme op over de lave bjerge. En lille vandflyver der havde kurs imod mig.
   Jeg flåede nødraketterne op af lommen, trak i en, og så en rød kugle stige til vejrs, lige foran snuden på det lille fly. Det jog hen over mig, piloten drejede maskinen og fløj så langsomt han kunne hen mod mig igen. Jeg vinkede af al magt, hujede og pegede på det sted hvor Rhea lå.
   Igen fløj han en runde, kom atter mod os, og hævede og sænkede gassen samtidig med han kippede med vingerne. Så forsvandt han mod Nord.
   Jeg løb tilbage til Rhea, fandt grene og tændte et større bål. Ved siden af det, havde jeg vådt græs liggende.
   En mindre plads gjorde jeg klar, for at markere hvor en helikopter kunne lande sikkert, det var små hundrede meter fra hvor Rhea lå.
   Mere brænde på bålet, mere vådt græs, og en våd klud på Rheas læber. Også hendes ansigt tørrede jeg med en kølig og våd klud. Hun virkede afslappet. Igen og igen hviskede jeg til hende, at redningen var på vej.
   Som tiden gik, blev jeg urolig. Havde han misforstået mine signaler? Havde han ikke kaldt hjælp til os?
   Jeg blev mismodig, så tæt på, og så var det hele måske ikke som jeg havde forventet?
   Jeg nussede Rhea, der atter var blevet meget urolig. Hun havde smerter, det kunne jeg tydeligt se. Hendes øjne flakkede rund, som var de søgende efter noget jeg ikke kunne se. Jeg fandt sprøjten med morfin, og gav hende en dosis. Lidt efter var hun atter rolig, sov igen tilsyneladende trygt.
   Jeg ventede, og endelig kunne jeg høre den karakteristiske lyd af rotorblade fra en stor helikopter. Den kom langsomt over bjergene mod syd.
   Jeg kastede masser af vådt græs på bålet, røgen væltede op fra det, og markerede hvor jeg var, samt vindretningen. Piloten tændte på lang afstand sine projektører, blinkede med dem, for at fortælle mig han havde set mit bål.
   Jeg løb hen til den plads jeg havde gjort klar som landingsplads, og vinkede.
   Langsomt kom den nærmere, stoppede op som for at orientere sig, og fortsatte så lige imod mig, landede og stoppede motoren.
   Ud kom tre personer med tasker og en båre imellem sig. Jeg gættede på det var læger og en sygeplejerske.
   Snart var vi henne ved Rhea. Hurtigt satte jeg dem ind i vores situation, jeg fortalte om hendes skader, samt hvornår og hvor meget morfin jeg havde givet hende. De nikkede tavse, undersøgte hende grundigt, gav hende et drop i den raske arm, og flyttede hende til den båre, de havde medbragt.
   Lægen vendte sig, og spurgte om jeg ville med, hvis ikke, om jeg så kunne klare mig.
   Jeg takkede, men jeg kunne ikke tage med, den lille hest skulle ikke efterlades i ødemarken, og blive jaget til døde af vilde dyr, som bjørn, ulv eller bjergløve.
   De fortalte mig hvor de transporterede hende hen, fortalte mig hvor jeg nøjagtigt var på kortet, og ønskede mig god tur gennem bjergene.
   Jeg oplyste dem ved samme lejlighed om, hvor jeg agtede mig hen, hvor vores lille hytte den lå, og hvor lang tid jeg vurderede det ville tage mig, før jeg var hjemme. Også den udrustning vi havde efterladt, fik de positionen på, så hvis nogen slog alarm, vidste de at det var os der havde efterladt den, og at alt nu var i orden.

Helikopteren, der var en af militærets store redningshelikoptere, startede sin motor, piloten vinkede til mig, lettede og fløj tilbage ad den vej, de var kommet.
   Jeg var lettet, vidste nu at Rhea var under kyndig lægebehandling, og at de ville gøre deres bedste, for hun hurtigt ville komme på højkant igen.
   Træt gik jeg hen til den lille hest, nussede den i manken, og fældede en tåre.
   Den aften var jeg meget træt, og sov næsten før jeg lagde mit hoved, på det skind Rhea havde ligget i.
   Før jeg faldt i søvn, takkede jeg hendes Ånder, for at have hørt mine bønner om hjælp.