Det var ikke fordi de var særlige hårde i filten, eller var lavet af et særligt hårdt stof, de bar navnet: Stålsjakket. Det havde de ganske enkelt fået, fordi de fleste tidligere havde arbejdet på et stålværk, i Nordsjælland. Men lige nu var de et sammentømret sjak i entreprenørbranchen.
   Det egentlige sjak, bestod af 5 mand af forskellig herkomst. Derudover af en formand, der i daglig tale blev kaldt: Lange Nosser. Det navn havde han fået, fordi han altid, når han brokkede sig, startede med at sige:
   "Det er fandme til at få lange nosser af!" Hver gang der var noget der ikke gik som det skulle, eller der var noget der gik ham imod.

Sjakbajsen var Kroat, hed Djengis og var 48 år gammel. Rames på 44 år og Ivan på 45 år var Serbere. Kutjik og Lennart kom fra Bosnien, begge var de lige fyldt 46 år, og blev kaldt tvillingerne.
   De var ikke i familie med hinanden, men var altid sammen, også privat. Deres koner var søstre.
   Til sidst var der Lemmy, han sagde han kun var fyrre år gammel, men den købte de andre ikke. Alle mente han var ældre, selvom hans papirer viste noget andet. Lemmy var sort som natten, kom fra Somalia, og havde tygget Kat på sin første arbejdsdag, men det stank så frygteligt, at ville han arbejde med i sjakket, måtte han tygge det i sin fritid.
   Siden havde ingen set ham tygge det ildelugtende skidt, som Lange Nosser havde udtrykt det.

En broget skare, hvor de fleste kom fra Jugoslavien. Men de arbejdede godt sammen. Forstod hinanden. Det var før krigen splittede landet ad i flere små stater.
   Formanden, Lange Nosser, hægede om sit sjak, af forståelige og praktiske grunde. Alle i sjakket havde været beskæftiget i hjemlandet med jord og betonarbejde, før de i tresserne var kommet til Danmark som gæstearbejdere.
   Nå ja, der var lige Lemmy, den sorte Somalier, der var stærk som en okse, smidig som en kat, og altid smilende og glad.
   Han havde lært sproget på rekordtid, forstod sig på at læse tegninger, og skrive kunne han også. Han var flygtning påstod han, selvom ingen i sjakket troede på den historie, men god nok, hvis man spurgte sjakbajsen Djengis.

Lige nu var de beskæftiget med at lægge nye dræn, nye gennemløbs brønde og nye kloakrør på banelegemet, mellem Vesterport Station og Hovedbanegården. Arbejdet foregik om natten i tre til fire timer, hvor sporene var afspærret, så der ikke kørte tog.

Det var vinter og hundekoldt, 10 minusgrader. Sjakket var netop ankommet fra Frederiksværk, i den fælles nyindkøbte minibus, en Fiat Dukato.
   På vejen ind til byen, havde Djengis budt rundt af sin hjemmelavede Slipovich, og alle havde taget for sig af den liflige Jugoslaviske nationaldrik, undtagen Lemmy. Han havde bedyret han var muslim, og ikke drak spiritus, med mindre det var medicin. Tvillingerne havde prøvet at forklare ham, at det var medicin, den bedste til at forhindre snue, men Lemmy havde holdt på sit. Ingen spiritus til ham.

I skuret under Vester Port Station, klædte alle om, eller tog en overall på. En hue på hovedet og fandt deres grej frem. Nu ventede man kun på afspærringen skulle komme. Afspærringen, var personale fra DSB.
   Lemmy, der var tissetrængende, forlod skuret for at finde et sted, hvor han kunne lade sit kongelige vand i fred, som han ofte udtrykte det. Afspærringen var på vej, og han vidste fra tidligere, at der ikke kom flere tog, før engang i morgen tidlig.

Pludseligt rettedes alles opmærksomhed mod mørket i tunnellen. Der lød en tydelig, ophidset og skinger stemme, et sted derude fra:
   "Det er fandme til at få lange nosser af, og så midt i arbejdstiden! Hvad ind i helvede bilder du dig ind?"
   Alle grinede, Vidste det var deres formand, der gav undervisning i sprogets mindre almindeligt brugte gloser.
   Tvillingerne efterlignede deres formands så velkendte gloser, og alle morede sig højlydt, ville nødig være i den formasteliges bukser lige nu. Når Lange Nosser råbte højt som nu, var der helt sikkert ugler i mosen, og det kunne tage tid for ham, at komme ned på jorden igen. Derfor gik alle ind i skuret igen, for at vente.

Efter nogle minutter, blev døren nærmest flået af sine hængsler. Ind kom formanden. Han var gasblå i hovet af raseri. Lige i hælene på ham var Lemmy, der havde blottet sine tænder i et forsigtigt, men tavst grin bag formandens ryg. Lange Nosser brølede:
   "Djengis, for helvede, det er sgu ikke nogen horekasse det her. Jeg vil ikke se den skiderik til Lemmy stå med bukserne nede om haserne, og bolle en narkoluder inde i tunnellen. Det er sgu til at få lange nosser af. Enten stopper den liderlige buk sine bollerier, eller også fyrer jeg ham!"
   Jo, formanden var gal, det var der ikke nogen der var i tvivl om. Alle skævede i smug til hinanden, men de kunne ikke skjule, de fandt situationen komisk.
   Djengis og formanden forlod skuret, mens formandens banden over Lemmys eskapader, langsomt døde bort i den mørke tunnel.

Alle ville vide hvad der var sket, og Lemmy fortalte beredvilligt, at han var blevet taget med bukserne nede, på både den ene og den anden måde.
   Nu var det normalt, at luderne tog deres kunder med ned under stationen om natten, hvor der ikke kørte tog, og ordnede forretningerne der. Lemmy, der var tisse trængende, troede han havde fundet sig et godt og sikkert skjul i mørket.

Bedst som han var ved at lade sit vand, havde han pludseligt mærket en varm hånd på sit lem, havde set den tilhørte en ung pige, der smilede indbydende og sødt til ham. Hun havde tilbudt sig for hundrede kroner, og havde hjulpet med at ryste tisseren, på en så blid og følsom måde, at han havde fået lyster. Lemmy havde slået til, det var en fair pris. Et hurtigt knald var vel ikke af vejen, for det var efterhånden længe siden, han havde haft en kvinde.

Bedst som de var i gang, var den forbandede formand kommet brasende. Han havde set det hele, og havde råbt op.
   Luderen havde givet formanden igen, og råbt at det sikkert var fordi, han var for grim og dum til det med kvinder, når han sådan tog på vej. At han enten måtte være underernæret eller bøsse, og derfor misundelig. Hun havde råbt meget højt, også at han var racist, og at hans tissemand var et lille vedhæng, han helt sikkert ikke kunne bruge til andet end tisse med.

Joh, luderen havde taget på vej, forsvaret sin kunde, forsvaret Lemmy, mens han skyndsomt havde trukket bukserne op på plads. Det hele var endt med, at luderen bandende forsvandt op på perronen, med bemærkninger om, at det snart var umuligt at drive en fornuftig forretning i København.
   Lange Nosser havde til gengæld, da han havde fundet mælet igen efter den svada, læst og påskrevet overfor Lemmy, at det ville han ikke finde sig i, og da slet ikke i arbejdstiden.

Inde i skuret, havde Lemmy brokket sig til arbejdskammeraterne. Han havde ikke fået fuld valuta for pengene.
   Alle havde grinet, og da afspærringen endelig ankom, var det med at komme i gang med arbejdet med det samme. Alle vidste hvad der skulle laves, så de gik stille og roligt ud for at begynde nattens dont.

I mellemtiden havde Djengis raget Lemmys kastanier ud af ilden for ham. Men han havde måttet love formanden højt og helligt, at det ikke skete igen.

På trods af den lille forsinkelse, den lille batalje, klarede sjakket den opgave de havde fået, inden for den tid der var afsat. Og tilbage i skuret, havde de drøftet nattens hændelser. Lemmy måtte fremover finde sig i, at han fra den dag af, fik øgenavnet: Luderen.