Tre uger senere, nåede de overlevende en venlig stamme af deres egne slægtninge, fra det oprindelige folk. Ikke mindst Hjorteløber havde vist sig som en fremragende spejder, der kunne følge selv det mindste spor af frænderne i nord. Trods sine alvorlige sår, var han til stor nytte for den lille flygtende flok.
Alle i den venligsindede stamme, var bestyrtede over den ugerning der havde fundet sted, og lovede dem optagelse i deres familier, deres klan, samt at hjælpe dem når tid var, til at tage hævn over de hvide med de blå uniformer.
En ceremoni der varede i tre dage, fuldbyrdede optagelsen i den fremmede stamme.
Sorte Jærv havde ikke længere den tyngende pligt det var at være Høvding, men han var kendt for sit mod, sit lederskab, og for sin visdom som midlertidig leder. Den venligtsindede stammes høvding havde taget over, efter de var blevet optaget som lige mænd og kvinder i stammens klan.
Hjorteløber veg ikke fra Sorte Jærvs side, forsikrede ham om sit venskab. Med tiden ægtede han en kvinde af de fremmede søstre. Sammen fik de to børn, en dreng og en pige. Drengen hedder Lille mørke Jærv, og navnet ærer den "Høvding" der sparede hans fars liv.
Sorte Jærv og Lille Due, havde efterhånden selv fået tre børn. De to ældste var drenge.
Ofte var både Sorte Jærv og Hjorteløber væk i mange dage. At de jagede de forhadte blå, hvide, var ingen i tvivl om. Af og til kom der politisoldater til lejren for at finde Sorte Jærv, tale med ham, da han var set i nærheden af de hvides fort, der var sat i brand.
Hver gang kunne høvdingen berette for de hvide soldater, at han var på jagt med sin ven, Hjorteløber, langt mod syd for at skaffe føde til stammen, og at man ikke vidste hvornår han kom tilbage. Men i nærheden af de hvides fort, det var han helt sikkert ikke. De hvide politisoldater måtte gå med uforrettet sag.
En dag var det nær gået galt for de to enligt jagende indianere, der uden blusel slog de forhadte hvide i de blå uniformer ihjel, når de traf på dem på deres udflugter.
I et fort mod syd, var det lykkedes Sorte Jærv at komme inden for palisaderne, ved at udgive sig for en lokal spejder, der havde nyt om de rebelske Indianere. Han blev af portvagten vist og fortalt, hvor kommandantens kontor lå. Vagten havde ikke selv tid til at følge ham derhen.
Sorte Jærv havde nu frit spil, og arbejdede hurtigt. Netop som han ville sætte ild til et depot med rifler og ammunition, blev han opdaget. Der opstod stor tumult, med råb og skud, fra de frygtelige tordenvåben soldaterne var i besiddelse af. Sorte Jærv flygtede ind i et af husene. I huset befandt sig kommandantens hustru og lille datter. Uden at betænke sig, pegede han på barnet, tog det op, og førte det foran sig, sammen med den skrækslagne kvinde, hen til den halvåbne dør.
Øjeblikkelig stoppede al skydning og løben, da Sorte Jærv, med barnet højt løftet over sit hoved, langsomt trådte ud på verandaen foran huset. Alle veg tilbage, kun kommandanten blev stående nogle meter fra ham. Længe så de to mænd på hinanden. I deres øjne sås et så stort og indgroet had, at det løb de tilstedeværende koldt ned ad ryggen. Kommandanten løftede armen, og råbte så højt, at alle tydeligt kunne høre hvad han sagde:
"Dine frænder kalder dig Sorte Jærv, Indianermand. Det siges om dig, du er en tapper, frygtløs kriger, der kun jager hvide, blå soldater... Dræber dem... Det kan jeg acceptere og forstå!..." Hans øjne så endnu mere hadske på Sorte Jærv, da han fortsatte:
"Men jeg kan ikke acceptere, du tager uskyldige børn og kvinder som gidsler, det kan ikke tilgives. Det er kun feje hunde der gør det. De røde er feje hunde. Du er en fej, rød hund, det ses tydeligt..."
"Ti stille, Horace, jeg vil ikke miste vores datter, på grund af din misforståede stolthed." Kommandantens hustru var trådt hen foran Sorte Jærv. Nu vendte hun sig mod ham og sagde:
"Hvad forlanger du af mig, Indianer, for at lade mig få min datter?" Hun så ind i Sorte Jærvs øjne, der virkede forvirrede. Ingen af de omkringstående kunne vide, han ikke talte det sprog de hvide talte. Ikke forstod et ord af det der var blevet sagt.
"Sorte Jærv! Lyt til mig... Jeg beder dig skåne barnet og kvinden. Jeg er amme for barnet." En indianerkvinde trådte hen til Sorte Jærv, så på ham med et fast blik.
"Kvinde! Hvad sker der? Hvad siger den blå soldat og den hvide kvinde? Jeg forlanger de skal lade mig få en hest, så jeg kan ride væk. Så får de deres barn uskadt tilbage. Det er mine betingelser... Fortæl dem, Sorte Jærv ikke slår børn og kvinder ihjel, men ønsker hævn, for alle de døde der er blandt mine. Derfor er jeg her." Han så på de omkringstående, holdt sin lange kniv truende op foran barnets hals. Indianerkvinden oversatte hvad kommandanten og hans hustru havde sagt. Sorte Jærvs øjne lynede, da han forstod Kommandanten hånede ham som en fej hund. Før han kunne svare, fortsatte indianerkvinden.
"Sorte Jærv. Jeg er Grønne vand, min mand er Stifinder-Ulv. Jeg forstår din vrede, men beder dig tage mig i stedet for et barn. Den hvide kvinde lider. Dræber du hendes eneste barn, vil hendes hævn over dig, være værre end ti soldaters grusomme pinsler i to dage. Kvinden og jeg vil følge dig bort fra fortet og soldaterne, i sikkerhed på sletten. Der får du en hest så du kan komme videre. Du kan stole på kvindens ord." Grønne Vand krydsede de knyttede hænder foran sig, for at vise hun talte sandt.
"Hvorfor tror du jeg vil stole på dit ord, kvinde?" Sorte Jærv var forvirret, selvom han kunne genkende kvinden som en af folket i nord.
"Fordi du ikke har andet valg! Sorte Jærv."
Hurtigt gennede den hvide kvinde og Grønne Vand, Sorte Jærv ind i huset igen. Kvinden bad sin mand sende soldaterne bort, og selv holde sig i baggrunden, mens hun forhandlede med Sorte Jærv.
Sorte Jærv vidste han behøvede tid til at tænke. Disse to kvinders beslutsomhed, mindede ham om hans egen Lille Due, da hun var yngre, og de var på flugt fra de forhadte blå, soldater. Grønne Vand sagde:
"Vi går ad bagdøren og gennem en låge i palisaden. Ingen vil gøre dig noget, det garanterer den hvide kvinde dig. Giv hende barnet. Vi vil følge dig sikkert ud i friheden."
Han rakte det grædende barn til sin mor. Tænkte på dengang han var ung, hvor børnenes gråd var det værste han mindedes. Deres sorg over de dræbte forældre, og kvindernes klagen over tabet af mand og børn. På sekunder så han igen sin landsby udslettes af de hvide, blå soldater. Sorte Jærv havde besluttet sig for at stole på kvinderne, og følge deres måde at gøre tingene på.
Grønne Vand talte kort med kommandanten, der ryddede området omkring huset for soldater. Den hvide kvinde, kommandantens hustru, tog sit barn i armene og vinkede ad Sorte Jærv. Sammen med Grønne Vand forlod de huset. Døren i palisaden var allerede åbnet. Grønne Vand gik igennem den, efterfulgt af Sorte Jærv og kommandantens hustru, der havde sit barn i armene. Da Sorte Jærv bukkede sig for at passere døren, trådte Kommandanten frem bag huset, pegede på Sorte Jærv med sit våben og trykkede på aftrækkeren. Sorte Jærv mærkede en skarp smerte i ryggen og stoppede op. Den hvinende smerte fortalte ham, han var ramt. Igen tog Kommandanten sigte. Da skuddet endelig faldt, var hans hustru, med barnet i armene, trådt ind mellem Sorte Jærv og kommandanten.
Et højt og overrasket råb undslap kommandantfruen, der besværligt støttede sig til palisaden. Hendes smukke hvide kjole farvedes langsomt rød af hendes blod. Hun tabte barnet og stønnede.
"Horace! Du dræbte mig og barnet for din forfængeligheds skyld!" Så sank hun langsomt sammen, med et ansigtsudtryk der var overrasket og vredt.
Kun få så den tomahawk, der på brøkdele af sekunder forlod Sorte Jærvs hånd, og kløvede Kommandantens hoved fra næsen og opefter. Så hastede han videre med smerterne siddende i sin forpinte krop. Smerten over den hvide Kommandant ikke kunne holde ord, og nu måske havde dræbt sin hustru og sit barn, nagede ham. Smerten over den hvide kvinde og barnet, der nu måtte betale for den blå soldats had til; Det oprindelige Folk, med deres liv, gav ham uanede kræfter til at fortsætte mod friheden.
Han lovede sig selv, at fremover ville han aldrig skåne kujoner, skåne hvide der bar blå uniformer og våben. Om så det skulle koste ham livet.
Grønne Vand og to fremmede indianere hjalp ham ud på sletten, hvor to heste ventede på Sorte Jærv. På den anden hest sad spejderen, Stifinder-Ulv.
Før de hvide soldater havde samlet sig, efter opgøret med den dræbte kommandant og hans sårede hustru, var Sorte Jærv på vej i sikkerhed hos en venligtsindet stamme langt mod vest.
Sorte Jærv var hos den fremmede stamme i mange måneder. Den tid det tog ham at blive rask.
Han hørte fra den lokale medicinkvinde, at en meget viis medicinkvinde, Lille Due, havde helbredt den døde Kommandants hustru og barn, i det fort hvor Sorte Jærv var blevet såret.
Shamanen Lille Hare, havde overbevist de hvide om, medicinkvinden Lille Due var den dygtigste kvinde i det nordlige distrikt. Den nye Kommandant havde givet hende lov til at tilse og hjælpe fruen og barnet, der begge var alvorligt såret efter skuddet fra kommandantens våben. Under Lille Dues kyndige behandling, kom de sig hurtigt. Kommandantens hustru havde takket Lille Due, for hun havde reddet hendes og barnets liv. Lille Due havde svaret, at kun kvinder kunne slutte fred mellem de hvide og Det Oprindelige Folk. Det var deres lod, at græde og bære sorg over de hvide, blå, der kun ønskede at slå ihjel.
Måske en dag ville man forstå, at kun gennem kvinderne, skænkes livet til Moder Jord. Kun gennem kvindernes tårer, sones den uret mænd gør mod mænd, kvinder, og uskyldige børn.
Som årene gik, faldt Sorte Jærv lidt mere til ro. De blå, hvide, havde nok at gøre med at bekrige hinanden. Alle soldater blev trukket væk, for at kæmpe mod deres egne i syd, i den borgerkrig der var brudt ud mellem Nord- og Sydstaterne. Det passede Indianerne udmærket, de levede igen som i den tid, der snart ikke var mere.
Dagligdagen var atter optaget af gøremål der hvilede på de gamle traditioner.
Jagt, fiskeri, og indsamling af afgrøder, gav dem nok at beskæftige sig med i hverdagen.
Sønnerne af Sorte Jærv voksede til, og lærte af de ældre krigere kampens ædle kunst at kende.
Begge sønner var blevet optaget i de voksnes rækker, som rigtige mænd, og gode og tapre krigere.
Sorte Jærv var stolt af sine sønner, og berettede ofte for dem om sin flugt fra de hvide blåfrakker. Om de gange han havde sat sig op imod dem, og havde dræbt dem.
Det havde kostet deres mor mange søvnløse nætter, når blåfrakkerne havde jaget Sorte Jærv og Hjorteløber, med hvem han havde et varmt venskab.
Også Hjorteløber var nu til års, og blev ofte hjemme det meste af dagen, for at hjælpe til i lejren.
Blåfrakkerne havde rigeligt at se til i syd. Opsætsige Indianere, måtte politisoldater tage sig af. Men politisoldaterne var bange for Indianerne, og gik langt uden om deres lejre.
Politisoldaterne boede med deres familier i forter med dobbelte palisader omkring. Her var det kun få Indianere der havde tilladelse til at komme.
Et par af forterne havde Sorte Jærv været med til at brænde ned, da de var bygget på Indianernes områder og ødelagde deres jagt. Alle børn og kvinder var blevet skånet. Kun de politisoldater der havde våben i hånd, var blevet dræbt.
Høvdingen og rådet af ældre, havde stort besvær med at tøjle Sorte Jærvs had mod de hvide.
Mange konflikter opstod af bagateller, havde ofte en dødelig udgang for de hvide, når Sorte Jærv eller Hjorteløber havde været indblandet.
Ofte tænkte Sorte Jærv på sit løfte til Ånderne, om at dræbe de hvide, blå soldater, der nu blev kaldt Blåfrakker. Men hans kvinde, Lille Due, havde forbudt ham at opsøge skæbnen uden høvdingens og rådets godkendelse, det rettede han sig nølende efter.
Livet gik sin vante gang i Indianerlejrene.