Denne dag var der et opslag i baglokalet. Førstehjælpskursus for alle de ansatte i supermarkedet med fuld løn mens det stod på. Hun besluttede straks at skrive sig op til det. Det ville betyde tre ugers fri fra arbejdet og den skrækkelige souschef.
   Hun havde haft lidt, da hun gik til svømning. Hende, der altid var genstand for latter i gymnastiktimerne, kunne klare at svømme, det havde de også undret sig over. Her havde hun lært om livredning, hvordan man svømmede med en, der skulle reddes, og hun havde lært kunstigt åndedræt. Det sidste ville hun nok få repeteret på kurset, men så ville der også være om andre ting.
   Hun fik sig skrevet op, og så var det bare at håbe, at der var plads nok.
   Efter at have skrevet sig op gik hun videre med arbejdet og kom til at gå og synge.
   "Koncentrer dig nu om jobbet i stedet for at synge!"
   Hun for sammen. Han var der straks. Kunne han dog ikke lade hende være i fred.
   Det var i det hele taget svært, efter at hun havde fået hørt noget af de brasilianske overboers musik og søgt mere på YouTube, kunne hun ikke lade være med at gå og nynne og småsynge. Kom hun til det derhjemme, så spurgte hendes far straks med meget alvorlig mine hvordan det gik på arbejdet.
   Men nu kæmpede hun for ikke at komme til at nynne. Det var svært, når man havde en melodi siddende i hovedet.
   Dagen gik til ende, og hun gik hjem. Endnu en kedelig dag, men hun håbede på at få plads på kurset.
   Der var nu kun en dag til hendes far kom hjem, så da Anita nu sad med sin mor til eftermiddagskaffe, følte hun ligesom dagen før trang til at ville spørge om de ting, hun ikke turde spørge far om.
   "Har jeg forstået det rigtigt, at far egentlig er sosuhjælper ligesom dig?"
   "Ja, det er rigtigt, men han fik så den ide at studere ernæring, det var nok under indflydelse af at være opvokset på et landbrug."
   "Kunne han komme ind på det med sosu?"
   "Ikke alene, men han kunne tage enkeltfag på HF, som sammen med det gav adgang."
   "Så forstår jeg bedre han kan sidde og skælde ud over arrogante studenter, han er jo ikke selv en af dem."
   "Nej, ikke hundrede procent."
   "Har jeg også forstået det rigtigt, at han så boede på kollegie her i København og læste ernæring?"
   "Ja, og i den tid så han kun sin daværende hustru i ferierne, det overlevede deres ægteskab på, men så snart han var færdig og flyttede permanent hjem, så røg det... ja, jeg formulerer det så neutralt som muligt, din fars fremstilling kender vi."
   "Mon ikke, det var derfor jeg ville finde ud af, om jeg havde forstået det rigtigt, altså, bare de tørre facts."
   "Ja, men jeg undrer mig over, hvorfor du vil vide det."
   "Det er bare nogen ting jeg har undret mig over, men hans eks hed Lene, ikke? Hvad hed hun mere end det?"
   "Det kan jeg slet ikke huske, min pige."
   Anita var lige ved at spørge, om der var børn i det ægteskab, men hun valgte at lade være. Hun ville jo ellers prøve at søge Lene i området omkring Vejle på Nettet, men det var lidt svært med så almindeligt et navn.
   "Men det undrer mig, at far kom til København igen, han kunne jo ikke lide at være her og kan stadigvæk ikke."
   "Han skrev jo en afhandling, som han fik meget ros for, ja, han fik jo også tårnhøje karakterer i sin afsluttende eksamen, i det hele taget regnes han for meget dygtig, og så fik han tilbudt en stilling på Professionshøjskolen, den var svær at sige nej til, han kunne ikke rigtig klare at undervise folkeskolebørn i hjemmekundskab, som han gjorde de første år."
   "Det var der du mødte ham, ikke?"
   "Ja, vi boede i samme hus den gang, det var på Amager, og mødte hinanden i vaskeriet. Han var vældig glad fordi jeg kom fra samme egn af landet som ham, godt nok Horsens, men det er stadig i området, og at jeg så ikke var en af disse københavnersnuder, som han ikke kunne fordrage."
   "Så blev I gift?"
   "Ja, og vi købte så rækkehuset i Greve på et banklån."
   "Fik I mange penge for det, da vi flyttede?"
   "Ja, tilstrækkeligt til at vi havde nok på bankkontoen, da huset her blev andelsforening, ja, det er jo nok ingen hemmelighed, at din far håber meget på at kunne flytte tilbage til Vejleegnen."
   "Det lægger han ikke ligefrem skjul på."
   "Jeg ville heller ikke have noget imod det."
   Anita tænkte lidt. "Jeg ved ikke rigtig... "
   "Nej, du er jo vant til det her."
   Anita sad et øjeblik og funderede over, om hun lige skulle vise sin mor det foto hun havde fundet og spørge, hvem den ukendte dreng var, men hun holdt fast ved at liste et svar ud af sin faster og onkel.
   Hun måtte også se i øjnene, at i morgen var det forbi med freden. Hun var glad for de oplysninger hun havde fået af sin mor, men der var stadig meget, der manglede.