Et blåt lys begyndte at blinke nederst på skærmen og Ask trykkede på det. Birks ansigt lagde sig ovenpå kortene og hans gennemgang af angrebsplanen.
   "Hvordan går planlægningen?" spurgte Birk.
   At senatoren tog kontakt så sent i processen, var et dårligt tegn. "Du siger ikke, at Karms folk har ombestemt sig og lukket korridoren?"
   "Nej, nej." Birk viste sit blanke emaljesmil. Hans sølvgrå hunhund rejste sig og stak snuden ind i billedet - stirrede på Ask med sine blå øjne og snusede. Birk skubbede hende til siden og kløede hende i den tykke pels omkring halsen. Hun svarede med en venlig knurren. "Kan man nu ikke kontakte en gammel ven for at ønske ham held og lykke, uden at der skal være noget i vejen?"
   Ask holdt sine tanker for sig selv.
   "Min kære gamle ven ..." Birk rynkede bekymret brynene. "Din omhyggelighed og omsorg for dine mænd er beundringsværdig - men du burde stole lidt mere på andre."
   "Hm."
   Birk lagde hovedet på skrå. "Du trænger til at slappe lidt af, general. Jeg kender dig - du har gjort alt så godt som det overhovedet er muligt."
   "Fik jeg de wireminer til Rorippapasset?"
   "General ..."
   Ask bandede indvendigt og vidste, at han måtte flytte sine kampvogne fra den dal og opstille antiluftskyts langs flankerne.
   "Ask," sagde Birk alvorligt, stemmen var tæt på at være kommanderende. "Læg nu den planlægning fra dig. Vi har været over det tusind gange - planen bliver ikke bedre. De grønnes fyrskib vil være i position ved grænsen, de vil camouflere jer som et fragtskib og de vil lede jer igennem til den anden side. De røde vil ikke se jer komme og I vil splitte dem ad. Bagefter vil fyrskibet lede jer hjem igen. Ind og ud - simpelt - I har gjort den slags masser af gange. Desuden ..." Han lænede sig konspirerende frem. "Får du besøg om lidt."
   "Jeg har ikke tid, Birk," sagde Ask og vidste, at senatoren ikke hørte efter.
   "Sludder, general. Det er for din egen skyld. Og en tjeneste for en særlig person ..."
   Tjenesten antydede, at Birk var i gang med at sikre ham længere tid i felten. "Godt, senator. Hvad er der med manden?"
   "Han har ambitionerne i orden, men mangler lidt erfaring. Du ved, hvad du skal gøre." Han blinkede med det ene øje. "Jeg har vedhæftet hans fil."
   "Hm." Filen lå ganske rigtigt i bunden af skærmen og ventede på at blive åbnet.
   "Jeg ved, du vil gøre min ven glad." Birk afbrød forbindelsen.
   Ask så på filen, der blinkede regelmæssigt, og gned skulderen. Arret, efter den laserkniv der engang havde skåret hans arm halvt af, kunne mærkes gennem dragtens stof. Ifølge lægen kunne stivheden fjernes, hvis han bare kunne trække en måned ud af kalenderen for at gennemgå en moderne operation og lidt genoptræning. Han havde sagt nej. Skaden generede ham ikke i kamp - og han holdt af den måde, den mindede ham om både livets sejhed og skrøbelighed.
   På det seneste havde arret imidlertid fået endnu en betydning. Han rullede med skulderen og hørte leddet knase.
   "Ved at blive gammel ..." sagde han til sig selv og masserede skulderen. Han burde være stolt - og han havde prøvet at vænne sig til tanken om de hormonindsprøjtninger, der ville forvandle ham fra kriger til det lettere arbejde som ceremonimester. Prøvede endda at sige til sig selv, at der var veteranjobs der tiltalte ham mindre. Plejerne - for et eksempel - der stod for plejen af babyerne og som futtede omkring mellem mødrene og talte til de ufødte ... Han sukkede. Glem det, sagde han til sig selv. Tænk på opgaven. Der er et år endnu - og hvis det lykkedes for Birk at samle nok tjenester, flere ...
   Han åbnede filen og blev mødt af en ung embedsmands smukke ansigt og målrettede blik. Fregner prikkede hans næse og kinder. Underskolekaraktererne fortalte om en dygtig elev med sans for strategi og retorik, lærerne skrev om generthed og evnen til alligevel at samle en gruppe omkring sig. Den fødte politiker, så det ud til ... Bortset fra genertheden.
   Han bladrede tilbage til billedet. Ved nærmere eftersyn var der generthed at spore i hovedets vinkel og forsigtigheden i smilet. Ifølge Birk var han god til de generte - men på den anden side var det ingen kunst at oplære de andre.
   Han studerede genertheden i den unge mands ansigt og tænkte på, om han mon vidste, at han kunne ende som kanonføde i en senators politiske spil. Om han vidste, at han var blevet sendt til oplæring. Ask fyldte lungerne og slap langsomt luften ud gennem næsen. Og hvorfor egentlig bekymre sig. Den unge mand var allerede politiker. Allerede en brik i spillet. Ligesom han selv var. En tjeneste for Birk, betød mulighed for mere tid i felten. Han gned øjnene og lænede sig tilbage i stolen. Desuden afhang meget af hvilken senator han havnede under - og en var, efter Birks ord at dømme, interesseret. Det behøvede ikke at blive slemt for ham, at blive kadet. Ikke alle kadetter levede så hårdt og udsat som dem under senatorer for hær, flåde og skygger ...
   Det bankede på døren og han lukkede filen ned og fandt kortet over fjendens stillinger frem igen.
   "Kom ind!" sagde han.
   Døren gled til side og den unge mand trådte ind. Han gik i stram retstilling og gjorde honnør. "Jeg skal melde fra senator Birk, at Deres rekvisition af wireminer er imødekommet."
   Den blå uniform klædte ham og de stålgrå striber, der løb op langs hans side, understregede kroppens kurver og fik ham til at se lige så hurtig ud, som hans opstigning mod magtens tinde ville blive.
   "Rør, embedsmand. Og tak for oplysningen." Han vendte sig mod skærmen og lod som om han var optaget af, at undersøge sletten foran fjendens kommandocentral. Den unge mand flyttede uroligt på fødderne. Første lektion var i gang. Han skulle lære at tage kontakt til højtrangerende.
   "General," sagde den unge mand og trådte usikkert hen mod ham. "Jeg ..." Han rødmede og bøjede hovedet.
   Sikken ordene svigtede ham.
   "Man har fortalt mig ..." fortsatte den unge mand og hans rødmen blev dybere. Han var ambitiøs - sigtede selv efter at blive kadet.
   Ask rejste sig og i en glidende bevægelse satte han foden bag den unge mands hæle, lagde hoften mod hans, greb fat i nakken af den blå dragt og trak den unge mand bagover. Den unge mand stivnede - fuldt bevidst om at det kun var Asks greb der holdt ham oppe. Halsen var krummet, pulsen trommede under skindet og han holdt vejret.
   "Slap af," sagde han og lynede den unge mands dragt op, lod hånden glide ind under stoffet og hen over den unge mands bryst. "Du er her for at lære."
   Han strøg den unge mands brystvorte og mærkede, at den unge mand slappede af i underkroppen. Det lovede godt for aftenens forløb.

Lyden af regn mod blade ...
   Ask rakte ned efter kommunikatoren, fandt den under køjen og slukkede for lyden. Han kastede et blik på kroppen ved siden af sig. Den unge mands brystkasse hævede og sænkede sig fredeligt i søvne. Havde han haft tid, ville han have taget ham en gang til. Birk havde haft ret. Han havde været ambitiøs nok til at gøre hvad som helst for at glæde ham og kreativ nok til at være interessant. Birk havde et godt blik for de politiske typer.
   Han skubbede til den unge mand og han rørte på sig.
   "Du må gå," sagde han.
   Den unge mand satte sig op og rakte ud efter sin uniform. Kommunikatoren begyndte at blinke blåt - sikkert Birk der ville høre, hvordan det var gået - og lyset omdannede den unge mands ryg til et bølgende landskab af blå og sorte felter.
   Den unge mand trak uniformen på og så sig over skulderen. Han satte sig på kanten af køjen og tog om hans hånd. "Tak," sagde han.
   Ask tog om hans hage og kyssede ham. Den unge mand lænede sig ind mod ham og kyssede blødt og begærligt, førte hans hånd op mod sit bryst ... Ask trak sig væk og kunne ikke lade være med at smile skævt.
   "Smut med dig," sagde han. "Med mindre du vil med i krig."
   Et sug kom fra døren og den unge mand trådte ud på gangen. Uniformen var ulastelig og en ny selvtillid havde tegnet sig i hans træk.
   Døren gik i og Ask trykkede på kommunikatoren. Et billede af Birk tonede frem over den.
   "God nat?" spurgte Birk med et smørret smil.
   "Jeg fik lært ham et sprog mere," sagde han. "Han kommer nok forbi og takker dig senere."
   Birks ørespidser blev røde og hans pupiller udvidede sig. "Altid en fornøjelse at beundrer dit arbejde."
   "Ja, ja." Han viftede komplimentet væk med hånden. "Tak for minerne."
   "Nu sårer du mig." Birk trak sig tilbage og løftede et øjenbryn. "Du ved da, at du kan stole på mig."
   "Jeg stoler præcis så meget på dig, som du giver mig grund til," sagde han.
   Birk smilede rovdyrsagtigt. "Dine talenter er spildt på hæren, min ven."
   Ask trak på skuldrene og vidste, at han ikke ville holde fem sekunder på senatets bonede gulve.
   "Pas nu godt på dig selv," sagde Birk. "Vi kommer til at savne dig." Han afbrød forbindelsen og rummet henlå i mørke.
   "Tænd lyset," sagde Ask og væggene sendte et tømmermandsvenligt lys ind i rummet, selvom han ikke havde drukket.