Jeg rettede automatisk på slipset og tjekkede at jakken var knappet, idet jeg trådte gennem døren på borgen. Borgen som i Christiansborg. Det ville være synd at sige, at jeg overrendte stedet. Sidst jeg havde været her, var for mere end 30 år siden. Også den gang havde det været for at besøge at en minister. Den gang havde det været forsvarsministeren, der bedt mig om at møde op. Nu var det udenrigsministeren, og lederen af det næststørste regeringsparti, jeg skulle til møde med. Utroligt som tiden dog var fløjet afsted. Men uanset hvor meget der var sket siden den gang, og så kørte tingene alligevel i ring. For lederens far, var den udenrigsminister jeg var mødtes med for længe siden.
Jeg prøvede at ryste fortiden af mig, og i stedet for at begynde mentalt at forberede mig på mødet. Jeg var i god tid, for jeg holdt af at være både punktlig og velforberedt. Jeg gennemgik sagen i tankerne endnu en gang. Trusselsbreve mod ministeren. Efter sigende var datteren mere strid end faderen. Hvis det var rigtigt, så var det slemt. For jeg havde på egen krop følte den gamles vrede. Og det havde ikke været særlig morsomt. Han havde sørget for, at jeg måtte finde en anden karrierevej, end det danske militær. Det havde ikke helt været ud på røv og albuer. Men udsigten til at sidde på et depot resten af min karriere, havde stort set været det samme. I panik havde det sendt mig det meste af verden rundt. Hele tiden på kanten af loven og med ballade i farvandet. Indtil jeg til sidste endte i Frankrig. Og i Fremmed Legionen. De havde kun stillet ganske få spørgsmål, primært omkring min militære baggrund. Til gengæld gav de mig et nyt navn, ny identitet. Og ikke mindst et hjem og en ny fremtid. Også her var jeg endt i Ex-Jugoslavien, så det var virkelig, som om begivenhederne var cirkulære. Jeg stoppede kort op, og tog en dyb indånding. Igen forsøgte jeg at få de gamle minder ud af hovedet. 'Sket er sket', tænkte jeg, og prøvede igen at fokusere på det kommende møde.
Normalt ville jeg have sagt nej tak til opgaven. Men jeg var blevet kontaktet af Finn, en mine gamle venner fra forsvaret, der nu arbejdede ved PET. Og jeg skyldte ham mere end én tjeneste. Udenrigsministeren havde modtaget en række anonyme breve, der truede hende med voldtægt og lemlæstelse. I den forbindelse havde Finn spurgt, om jeg kunne deltage i et møde, som uvildig sikkerhedskonsulent. Blot for at give min vurdering af situationen. De havde, som han selv havde udtrykt det, mere end rigeligt at gøre med den bandekriminalitet, det var i lys lue i Sverige og var faretruende tæt på også at komme til Danmark.
Ministeren havde besluttet sig for at tage rundt i Danmark. På en slags charmeoffensiv. Og efter den omtale hun havde fået i medierne i den seneste tid, var det åbenbart hårdt tiltrængt for at genvinde vælgernes opbakning. Hun blev beskyldt for stort set alt hvad man kunne tænke sig. Lige fra at være korrupt, magtsyg ja ligefrem diktatorisk, til at være ligeglad med danskerne, på nær de allerrigeste. Politiet havde frarådet hende at tage af sted, da truslen virkede meget reel. I modsat fald ville kræve 24-7 beskyttelse. De tog kort sagt truslerne meget alvorligt. Lederen ville dog ikke høre tale om at aflyse sin tur rundt i Danmark. Og nægtede kategorisk at blive 'pakket ind', som hun havde kaldt det. Hun havde overfor Finn påpeget, hendes turne netop var for at komme tæt på danskerne. Det skulle kun være hende, og nogle ganske få medarbejdere. En sværm af politi og sikkerhedsfolk ville ødelægge alt.
For mindre end et par måneder siden havde været hun på toppen. Partiet stod til at blive det største, og hun havde været en klar kandidat til statsministerposten ved efterårets valg. Hun havde gjort alle fordomme om, at man som partileder ikke samtidig kunne bestride posten som udenrigsminister, til skamme. Som rosinen i pølseenden havde Finn fortalt mig, at hun tog noget lettere på truslen end politiet; Hun havde modtaget trusler før og de stoppede før eller senere. Og den slags skulle ikke komme i vejen for hende.
Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Fra medierne forstod jeg, at hendes politiske fremtid afhang af denne tur. Genvandt hun ikke tilliden hos sit parti og ved vælgerne ville hun tabe næste valg. Og det stort. Dermed formodentligt også posten som leder af partiet. Noget af en rutsjetur. Oveni det hele var truslerne mod ministeren var ved, og var blevet at mere ondsindet og modbydelig karakter.
Derfor var jeg nu blevet bedt om at møde op i ministeriet. Finn havde insisteret på, at jeg personligt kom, selv om flere at mine folk ville være bedre til den slags, nu hvor ministeren modvilligt havde accepteret at høre på en uvildig ekspert. Hvilket var mig. En analyse af trusselsbrevene samt af sikkerheden på hendes turne. Jeg skulle dog kun stå for den sidste del, mens en psykolog ville stå for en præsentation af analysen af brevene.
Og nu stod jeg her så, for at gøre Finn en tjeneste. Nå ja, så var honoreret heller ikke helt uvæsentligt, selv om det nu generelt gik rigtig godt for det firma, jeg repræsenterede - og i øvrigt også var hovedindehaver af.
Selv om jeg ankom tyve minutter før det aftalt tidspunkt, blev jeg vist direkte ind i konferencelokalet. Finn var der allerede, og kom mig i møde og trykkede min hånd. Han præsenterede mig for de fire andre i lokalet, hans kollega Jens, sin assistent Linda, psykologen Viktor, samt til sidst Jette, der var sekretær for ministeren. Mens vi ventede, snakkede vi lidt om løst og fast. Jeg fornemmede spændingen og nervøsiteten, der lå lige under overfladen hos alle. Det var åbenbart ikke kun mig, der var påvirket af mødet med landets måske kommende statsminister.
Udenrigsministeren, Iben, kom præcis til tiden, fulgt af sin personlige assistent, Michael. Også de gav hånd hele vejen rundt, mens Finn præsenterede os. Hvor efter han meget professionelt og formelt redegjorde for målet med mødet. Iben nikkede samtykkende. Hendes fremtoning var meget forretningsmæssig og korrekt, og hun virkede en anelse kølig og reserveret. Men det jeg først og fremmest fornemmede var tristhed og håbløshed. Det kom slet ikke til mig fra hendes ydre, for hun var meget velplejet, og yderst velklædt i et par sorte bukser og en hvid skjorte. Det lange røde hår var nærmest som en løvemanke, og hun udstrålede stil og selvtillid. Men min intuition sagde noget andet. At alt dette var hendes facade, der kun blev holdt oppe af viljestyrke og stædighed. Under det hele var selvsikkerheden meget mindre og modløsheden bredte sig. Men som sagt, det var kun fra min intuition.
Finn trykkede på fjernbetjeningen til storskærmen, og det første af trusselsbrevene dukkede frem. Jeg havde fået tilsendt kopier af dem, og havde allerede studeret dem nøje, så jeg koncentrerede mig om psykologens fremlægning samt ministerens reaktion. Viktor beskrev afsenderen som en sindsforstyrret person med tvangstanker. Men også en med høj begavelse. Detaljerne i brevene var så nøjagtige, at det var tydeligt at personen havde været fysisk tæt på Iben ved tidligere lejligheder. Hvad der var mere foruroligende var forudsigelserne. I kæden af breve, på i alt fem, var der i brev en slags gåde eller forudsigelse. Den blev så afsløret i det efterfølgende brev, via et vedlagt billede af Iben, i den eller anden officiel anledning. Herunder en rød klud i et vindue, der hang bag ministeren og den japanske udenrigsminister, da denne havde fornyelig havde besøgt Danmark. Et faktum Iben tidligere var blevet præsenteret for, men som hun valgte at ignorere. Viktor sluttede at med sætningen, 'at alt tydede en meget kompetent og målrettet person, der allerede nu havde et indgående kendskab til Iben og Ibens kalender, og som planlagde flere træk frem'.
Den eneste reaktion der kom fra Iben, var et lille fnys, og tydelig irritation over tingene åbenbart blev gentaget.
Finn overtog efter psykologen. Han gav en kort status på efterforskningen. Hans folk var i gang, men det tog tid. Dels at efterprøve de få konkrete spor fra brevene, dels eventuelle fjender ministeren måtte have fra fortiden. De koncentrerede sig om den periode, hvor udenrigsministeren havde været justitsminister. Den gang havde hun indført en række skrappe tiltag over bandemiljøet i særdeleshed, men også for kriminelle generelt. Finn forventede, at de havde været alle igennem i løbet af en måned, og dette måske kunne føre til et gennembrud. Men der var ingen garantier. Ind til videre havde de intet konkret motiv eller konkrete mistænkte at gå efter. Desuden havde afdelingen travlt med de øvrige sager om bande kriminalitet, og den beskyttelse de ydede Ministeren nu.
"Tak. Tak. Alt det har jeg hørt før." Kom det irriteret fra ministeren. Hun tog rømmede sig, inden hun forsatte.
"Så det I siger ud fra disse fem breve er, at der er en intelligent galning efter mig. Men I har ingen ide om hvem han er?" Og på baggrund af dette skal jeg aflyse min tur 'Bevar Danmark' rundt i landet. Jeg behøver vel ikke gøre nogen i lokalet opmærksom på, hvad det vil betyde?" Hendes stemme var hård og med en næsten umærkelig anelse af skingerhed, da hun forsatte.
"Den galning skal ikke vinde. Og jeg skal IKKE pakkes ind. Det vil sende det helt forkerte signal til danskerne."
Måske var det mig der tolkede det som skingerhed. Men det blev mere og mere tydeligt for mig, hvilket enormt pres hun var under. Både fra medierne og omverdenen, og ikke mindst fra hende selv.
"Alle er klar over, hvor vigtigt Deres kampagne er. Men Deres egen sikkerhed kommer i første række." Kom det fra Finn, der igen forsøgte at overbevise hende om alvoren i truslen.
"Hvad med at udsætte rejsen en måned eller to? Det vil give mine folk en meget større chance for at pågribe afsenderen." Foreslog han.
Men hun afviste det straks. "Det kommer ikke på tale med en udsættelse. Det skal være nu, inden folketinget åbner igen". Igen var hendes stemme hård.
Hun vendte sig direkte mod mig. "De er eksperten udefra. Lad os antage, at denne her galning her tager med landet rundt. Hvad er hans muligheder for at gøre alvor af hans trussel?".
Finn skyndte sig at svare. "Han har alle de muligheder han kunne ønske sig. Stort set alle møder på turen er planlagt, med tid og sted. Og med op til 3-4 forskellige steder om dagen, kan han frit vælge det sted der passer han bedst. Ministerens plan har været offentlig tilgængelig længe. Vi har ingen mulighed for at afsøge alle steder umiddelbart inden møderne. Medmindre vi afsætter en mindre hær af mænd til dette over kommende uger."
Hendes blik slap mig ikke, da hun koldt svarede Finn. "Det er jeg klar over De mener. Men nu vil jeg gerne høre en anden mening."
Jeg fastholdt hendes blik, da jeg svarede. "Jeg må give både Viktor og Finn ret. Hvis der er tale om en meget målrettet og intelligent person, så har vedkommende i øjeblikket har alle kort på hånden. Det vil kræve en talstærk politistyrke at holde Dem beskyttet 24 timer i døgnet."
Jeg holdt en pause, og afventede hendes protest, men til hendes ros forholdt hun sig tavs, parat til at høre forsættelsen.
"Afsenderen af brevene ønsker helt klart at gøre Dem fortræd. Men jeg tolker det som om, at det er vigtigt for personen at gøre det privat, så at sige. Det vil efter min bedste vurdering ikke ske offentligt ved et møde. Men højst sandsynligt et sted hvor De enten er alene, eller hvor der er få mennesker omkring Dem. Det kan enten være under transport eller et af de steder de overnatter."
Jeg tav og Ministeren kiggede på Finn og Viktor. "Kan I tilslutte jer denne tolkning?"
De nikkede begge som svar. Da hun igen kiggede på mig, forsatte jeg. "Overnatninger er vel allerede booket, hoteller går jeg ud fra? Og en af hvis standard. Og som samtidig ligger optimalt for møderne."
Hun kiggede på sin PA der nikkede, og svarede nervøst. "Ja, det er alt sammen planlagt og booket. Præcist som De ønskede det Minister."
Jeg gav hende min ærlige vurdering, samtidig med jeg pludselig forstod, hvorfor Finn havde insisteret på, at det var mig der personligt kom til mødet. Han var et af de ganske få mennesker, der kendte alle detaljer fra min fortid. Og dette her handlede om mere end blot en tjeneste med en analyse. Meget mere.
"Ok. Det betyder at personen blot behøver at ringe rundt for at skaffe sig oplysninger om hvor ministeren og Deres følge overnatter. Dette er muligvis allerede gjort. Så vedkommende vil have rige muligheder for at ligge i baghold. Og det igen og igen. Lige indtil det rigtige øjeblik kommer, og De er alene. Og det tidspunkt vil komme, spørgsmålet er blot hvornår."
Jeg stoppede, og lod hende tænke over oplysningerne. Det var som om hun faldt mentalt sammen, og skuldrene sank en smule. Hendes stemme var næsten uhørlig, og kun jeg var tæt nok på til at høre at hun sagde, "Det De beder mig om, er at opgive min politiske karriere, det er jeg ikke klar til."
Så sagde hun højt. "Der må da være noget der kan gøres. "Nogen ideer?" Mens hun kiggede rundt i lokalet.
Men alle kiggede ned i det store konferencebord, og undgik hendes blik. jeg smilede indvendigt. Så spændende eller pænt var det bord nu heller ikke. Jeg vekslede et kort blik med Finn, der straks havde kigget over på mig. På trods af, det var mange år siden vi havde arbejdet sammen, og vi efterhånden sjældent havde kontakt, var blikket nok til at vi forstod hinanden, og var enige om en mulig løsning.
Ministeren iagttog os, og jeg kunne pludselig ane, en gnist blive tændt i hendes blik. Hun rømmede sig, og takkede for vores præsentation og bekymring. Hun ville gerne sove på det, for det var en stor beslutning. Hun havde resten af dagen fri for aftaler, så faktisk ville hun starte med det samme. Vi gav alle hånd og sagde farvel. Men lige da de øvrige deltagere var på vej ud ad døren, og bad hun henslængt Finn og jeg om lige at blive, hun havde lige et enkelt spørgsmål omkring den nuværende ordning med livvagter.
Døren var kun lige lukket bag de øvrige mødedeltagere, før hun ivrigt udbrød, med en gejst i hendes blik. "Ok, ud med sproget - hvad er jeres forslag?"
Jeg kiggede på Finn, der gav igen mig det spørgende blik og jeg nikkede kort. Han havde været verdens bedste næstkommanderende. Så forklarede han hende, hvad vi tænkte på.
"Hvis De insisterer på at gennemføre turen vil jeg anbefale, at De laver vise ændringer."
Han tav, og Iben kiggede utålmodigt på ham. Men det var mig der svarede.
"Punkt et: De finder andre steder at overnatte. Sommerhuse, ferieboliger eller lignende - og det skal bookes i nogle dage, så det ikke stemmer overens med Deres møder. Og gerne placering væk fra den naturlige rute. Det vil gerne gøre det sværere at finde Dem, og lægge sig i baghold så at sige. Og lad ikke nogen fra kontoret gøre det - overlad det til en de stoler 100% på, uden for borgen. Eller gør det selv. Hver gang i et nyt navn og med ny betaler."
Hun nikkede. Og jeg forsatte.
"Punkt to: Nogle af møderne forsøger De at ændre, nyt stedet eller tidspunktet. Eller måske begge dele. Lad være med at køre 100% efter den plan der er lagt nu. Forsøg at ændre så meget ved den, som er praktisk muligt."
Hun nikkede igen ivrigt, som hun var med på tankegangen bag vores plan; at gøre det så svært for personen som muligt at ligge i baghold, og i det hele taget komme i nærheden af hende.
Finn tilføjede det sidste punkt, mens jeg i mit stille sukkede. "Punkt tre: De finder en bodyguard, der kan være hos dem døgnet rundt."
Iben kiggede kort på os begge, som for at sikre sig, at vi var færdige. Da vi intet tilføjede, kom det knivskarpt fra hende.
"Punkt to kan jeg få min sekretær til, punkt et gør jeg selv - medmindre jeg kan få Dem til det? Men hvor finder jeg en bodyguard? Og hvordan skal én mand kunne gøre det ud for en hel skare af politifolk? Sådan som De sagde før."
Hun kiggede skeptisk først på mig så på Finn, der svarede hende. "Jeg vil foreslå, at de overlader de to punkter til Tor". Han kiggede atter spørgende på mig, og jeg nikkede igen - jeg vidst hvad der kom som det næste.
Hun kiggede uforstående og spørgende på os. Igen var Finn der tog ordet først. Det var nu den sværeste del at det hele kom.
"Jeg kender Tor fra forsvaret. Inden han startede sin sikkerhedsvirksomhed. Vi har været udsendt i, æh, urolige områder sammen. Her viste han gentagne gange sine specielle evner. Evner der vil være uvurderlige i en sag som denne. Og som kan gøre det ud for en skare af politifolk. Men det kan han nok bedre selv forklare."
Hendes blik gik fra Finn tilbage til mig, hun lagde ligesom hovedet lidt på skrå, og sagde så "Lad mig høre - hvad er Deres 'specielle' evne?". Hendes stemme var fyldt med mistro.
Jeg valgte den hudløs ærlige version, i stedet for at pakke tingene ind, og komme med lange forklaringer. Min erfaring fra de få gange, hvor jeg havde forsøgt bare at forklare tingene, var at folk havde sagt ja og nikket. Men inderste inde havde de rystet på hovedet, og ikke troet på et ord af det jeg fortalte. Så jeg tog mit slips af og rakte hende det.
"Jeg foretrækker at lave en lille demonstration i stedet for, men det kræver Deres hjælp - De ville alligevel næppe tro mig på mit ord. Prøv at binde det om hovedet og for øjnene, for at kontrollere om De kan se igennem det?"
Hun tog tøvende imod slipset, men både Finn og jeg nikkede opmuntrende, så hun bandt det om hovedet, så det dækkede hendes øjne.
"Nej", svarede hun. "Jeg kan intet se."
Så tog hun det hurtigt af og rakte det tilbage til mig. En helt igennem normal reaktion, tænkte jeg. Ingen bryder sig om ikke at kunne se. Jeg tog imod slipset og lagde det på bordet.
"Jeg vil gerne vise Dem, at den 6. sans eller intuition findes og den kan bruges aktivt. Men jeg får brug Deres hjælp. Hvis De være så venlig at stille Dem over for mig."
Jeg var endelig tilbage i mit rette element. Tilbage til tusindvis af træningstimer i enten Dojo'en eller træningssalen med våbenbrødre. Steder hvor de traditionelle normer og former var smidt væk, og et helt andet kodeks og kammeratskab rådede.
Hun gjorde som jeg bad om. Så jeg forsatte. "Nu slå mig med et knytnæveslag, De skal forsøg at ramme min hage, mund eller næse".
Hun tøvede, men gjorde atter som jeg sagde. Men hun stoppede mindst ti centimeter før hun ramte mig. Jeg tog hendes udstrakte arm og trak hende tættere på, så hendes knoer rørte min hage, mens jeg forklarede. "De skal tættere på. Så tæt at De faktisk rammer mig. Prøv igen".
Hun gjorde igen et par forsøg, men tøvede hver gang hendes knytnæve kom tæt på mit ansigt.
"Det var vel meget fint, af en kvinde." Provokerede jeg hende. "Men De skal virkelig mene det. Og så skal De ramme. De kan ikke blæse mig omkuld. Jeg er trods alt lidt større end en flue."
Der kom et vredt blik i hendes øjne og hun slog igen, denne gang lidt hårdere, men stoppede slaget fuldstændigt da hun rørte min hage med næven. Det var mere som et kærtegn end et slag.
"Slå igen" sagde jeg til hende. "forestil Dem, at jeg sender Dem trusselsbreve og er den der vil voldtage Dem". Jeg provokerede hende igen med vilje - Det var vigtigt at hun virkelig prøvede, for at testen virkede.
Hun slog igen, og jeg trak hovedet en smule tilbage, så hun stadig ramte mig let på hagen.
"Godt, sådan skal det være" roste jeg hende. "Men lad være med at stoppe slaget - før det helt igennem, så Deres næve ender i mit ansigt. Prøv igen Minister."
Hendes øjnene glimtede, og hun slog igen, denne gang med den gejst jeg efterlyste, jeg gled svagt til siden og frem mod hende, så hendes slag missede, og vi stod ansigt til ansigt. Jeg bemærkede for første gang, at hendes parfume var sødlig og hendes øjne blågrå.
"Flot, en gang til." Insisterede jeg.
Hun slog igen, og jeg undveg til den anden side. "det er vel ok for en minister at være", drillede jeg.
Hun slog atter, denne gang med betydelig mere kraft og fart, tydeligt irriteret over at skulle blive ved. Men hun var stadig meget anspændt, så det var let for mig at nå at undvige bagud.
"Endnu bedre. Det var faktisk rigtig godt, denne gang."
Hun kiggede forvirret og temmelig skeptisk på mig. Og så slap hendes tålmodighed op, og hun udbrød irriteret. "Men hvad skal alt det fører til? Er det bare boksetræning? Så kunne jeg lige så..."
Jeg tog igen slipset fra bordet, mens afbrød hendes protester. "Bind det for mine øjne, så jeg ikke kan se."
Hun tøvede, og prøvede igen at protestere. "Hvordan i alverden...?" hun lod det halve spørgsmål hænge i luften.
"Det er nu den virkelige test kommer". Svarede jeg hurtigt. Hun bandt tøvende slipset omkring mit hoved, og stillede sig igen foran mig.
"Nu prøver vi det samme igen," forklarede jeg. "De slår bare når De er klar. Forestil dig, at jeg er den person der ligger og lurer efter Dem. Nu har De chancen for at slå igen."
Jeg tav, og forsøgte bare at fornemme hendes energi. To gange forsøgte hun. men hun kunne ikke få sig selv til at slå, fordi jeg havde bind for øjnene.
"Det er jo latterligt, vil De virkelig have at jeg slår Dem? De vil jo blive ramt og sikkert komme til skade." Protesterede hun igen.
Endnu en gang måtte jeg provokere hende, og denne gang lagde jeg ikke fingre imellem.
"Det er mig der ligger på lur. Mig der venter på at binde dig og voldtage dig. Jeg vil kneppe dig sønder og sammen som den tæve du er. Så slå mig dog hvis du har det der skal til, din billige luder".
Jeg brugte med vilje nogle af ordene fra trusselsbrevene. Og det gjorde udslaget, meget resolut kom der ikke ét men to slag fra hende, og det med en indestængt vrede, der virkelig gav hende kraft. Men det forstærkede hendes hensigt, hendes energi ramte mig som bølger, jeg undveg det første slag, parerede det sidste, og gik igen helt ind til hende for at forhindre hende i at slå igen. Det sidste kom som en ren refleks, i stedet for bare at flytte baglæns og der med give hende mulighed for at følge op med flere slag.
"Sådan, De kan jo sagtens slå. Det bliver ikke nødvendigt med boksetræning". Drillede jeg hende mildt, og tog slipset fra øjnene.
Hun rødmede kraftigt. Hun var tydeligt overrasket over sin egen reaktion, men sikkert også over blive kaldt luder. Hun gik over til et vindue og kiggede lidt forlegen væk. Der gik lidt tid før hendes kølige og velkontrollerede ydre atter var under kontrol, og hun kom tilbage til Finn og mig.
Imens ventede jeg tålmodigt på spørgsmålet, jeg vidste ville komme.
"Hvordan kan De vide hvornår jeg vil slå?" Der var et nysgerrigt blik de blågrå øjnene, da hun stillede spørgsmålet.
"Der er ikke noget helt let svar på det, men det er resultatet af mange års træning. Man kan sige at det er Deres energi, den vrede, eller det had De udsender, som jeg har lært at opfange og kan reagere på. En form for intuition." Svarede jeg ærligt.
"Intuition."
Hun sagde ordet, som noget hun smagte på. Som noget hun havde glemt, men nu genkaldte sig fornemmelsen af. Hun kiggede nysgerrigt på mig og så på Finn.
"De sagde at han havde bevist sine evner da I var i militæret. Var den her slags? Eller hvad mente De præcis med det?"
Finn kiggede igen kort på mig, og igen gav jeg ham stiltiende accept til at forsætte. Det var som om jeg stadig var hans overordnede. Trods de mange år.
"Vi har, som jeg nævnte været udsendt sammen flere gange. Og Tors 'evne' reddede os ved flere lejligheder fra at komme i baghold, eller på anden måde rende ind i fjenden. Vi undgik adskillige fælder, der var sat for os. Som vejside bomber og andet grimt stads. Tor ledte os altid uden om." Forklarede han ultrakort, uden at gå i detaljer, hvilket jeg satte stor pris på.
Hun kiggede på mig, mens Finn talte. Da han stoppede, kiggede hun lidt, inden hun mistroisk stillede det spørgsmål der jo også måtte komme.
"Jamen, hvordan kan De fornemme en bombe? Jeg kan forstå hvis et menneske eller en person udseender en form for energi, men en død ting?"
Jeg trak vejret dybt, og pustede ud inden jeg svarede. "Jeg kan desværre ikke give Dem en logisk eller videnskabelig forklaring. Og tro mig, jeg har spurgt mange igennem årene, og selv stillet mig det samme spørgsmål utallige gange. Uden nogensinde at være kommet i nærheden af noget, der kunne være en videnskabelig eller plausibel forklaring."
Jeg holdt en lille pause inden jeg forsatte.
"Og nej. Jeg kan ikke se ind i fremtiden og give Dem weekendens lottotal, eller forudsige hvad der sker som det næste. Men jeg kan fornemme farer, mod mig eller dem der er tæt på mig."
Jeg kunne se hun igen overvejede det, hun lige havde set og hørt. Men det tog ikke lang tid, så udbrød hun.
"De er hyret. Min turne i Danmark starter om to uger. Kan De være klar?"
Der var åbenbart ikke langt fra tanke til handling hos hende. Finn skulle til at svare, men jeg kom ham i forkøbet.
"Inden de tilbyder mig jobbet, synes jeg De skal tale med Deres far. Han..."
Hun kiggede vredt på mig og afbrød mig aggressivt. "Hvad mener De? Jeg er fuldstændig i stand til at træffe mine egne beslutninger."
Der kom små røde pletter på hendes hals, som jeg tolkede som vrede. Vrede der var rettet mere mod hendes far, end mod mig. Hvilket kom som en stor overraskelse, for mit team havde fortalt, at hun var tæt knyttet til hendes far, som i høj grad havde præget hendes politiske karriere og stadig fungerede som hendes mentor.
Jeg svarede roligt. "Jeg kender Deres far fra tidligere. Og han kender mig. Så jeg tænkte De måske gerne ville høre hans mening, og hans erfaring med mig, idet han vil nok fraråde Dem at vælge mig."
Hendes øjne blev igen store, og hun spurgte nærmest måbende. "Hvorfra kender De min far, og hvorfor i alverden skulle han ikke anbefale Dem?"
Jeg holdt min stemme neutral, selv om det boblede inden i mig, da jeg så høfligt som muligt svarede.
"Det må De hellere spørge Deres far om. Det ville være indiskret og forkert af mig at fortælle noget, inden De har haft mulighed for at tale med Deres far. Jeg vil bare gerne have rene linjer fra starten. Hvis De skulle beslutte Dem for at sige ja tak min assistance."
Min intuition bad mig indtrængende om at sige nej tak til denne opgave. Det ville være nærmest masochistisk at skulle arbejde for eller med denne familie igen. Desuden ville det rippe op i fortiden, og dermed gamle minder og gamle sår.
Men jeg vidste inderst inde, at nej ikke længere var en mulighed, selv om alle alarmklokker ringede lige nu. Jeg kunne ikke sige fra, nu hvor vi var kommet så langt. Jeg havde rakt hånden ud, og nu var det op til Iben, om hun ville tage imod den. Et kort øjeblik bandede jeg indvendigt af Finn, for ikke at have advaret mig om hans virkelige hensigt. Men jeg blev klar over, at i virkeligheden var det mig selv jeg skulle bande af. Jeg kunne have signaleret til Finn, at vi IKKE skulle ned ad denne vej.
Nu lå beslutningen ved Iben, så muligheden for at jeg slap, var stadig til stede. Hun skulle bare lave en opringning til hendes far.
Hun stod tavs og tænkte sig om. Men igen kun ganske kort. Før hun muntert udbrød. "Det har godt nok været et anderledes møde. Meget anderledes end det jeg forventede og frygtede."
Så smilede hun til mig.
"De er hyret. Hvornår kan De være klar?"