Det var endnu en eftermiddag, en af de sædvanlige.
   Igen det samme, eftermiddagskaffe. Det samme ritual hver dag.
   Men sandelig om det ikke ringede på døren. Det brød da lidt af monotonien. Nu var det Inger, der gik hen og lukkede op. Anita gav et ryk af forbavselse, da hun hørte den stemme, som hun kendte så godt gennem væggen, denne her mærkelige stemme, der tog sig nogle hop i diskanten, når han snakkede. Foreningens formand Morten Hansen på besøg, det havde hun ikke ventet. Han havde noget, som han gerne ville tale med dem om. Inger inviterede ham ind og tilbød ham kaffe, det sagde han ja til.
   Han og gav først Preben hånden og derefter Anita, hvorpå han satte sig ned.
   "Ser I, jeg har jo et projekt, som jeg gerne vil høre, om der er interesse for blandt beboerne. Det drejer sig om, at vi kan få lavet altaner meget billigt, og når vi har dem, så stiger vores bolig i salgspris."
   "Det var da ikke dårligt," sagde Preben med et smil, som Anita blev forbavset over, sådan så hun sjældent sin far.
   "Men skal det ikke godkendes på en ekstraordinær generalforsamling?" sagde Inger.
   "Jo, men jeg går rundt og snakker om det for at finde ud af, om der er interesse for det."
   "Det skulle man da tro," sagde Preben.
   "Der er bare nogen her i huset, som er imod alt hvad jeg gør, det er et mindretal, men de gør det besværligt ind imellem, de vil helt sikkert også gøre vrøvl på generalforsamlingen."
   "Jeg ved godt vi sjældent kommer," sagde Preben, "der er jo så meget, som man har at tage sig af."
   "Fuldt forståeligt, men jeg håber I måske kan få tid til dette, det er meget vigtigt for værdien af vores boliger."
   "Fair nok," sagde Preben, "vi skal tænke på det."
   Morten Hansen lagde nu et papir ud på bordet og gav sig til at forklare nøje, hvad det gik ud på og hvordan det skulle finansieres. Anita opgav at følge med og lod tankerne flyve. Men hun hørte alligevel hvad de sagde.
   "Ja, jeg har jo et ønske om at flytte tilbage til min hjemegn, det er ikke nogen hemmelighed," sagde Morten idet han var færdig med gennemgangen, "Men så er det jo vigtigt at man kan få en god pris for lejligheden, så man har råd til en ordentlig bolig."
   "Hvor kommer du fra?" spurgte Preben.
   "Fredericia, eller rettere, egnen omkring."
   "Næh dog, der kommer vi også fra," sagde Preben, "eller rettere fra Vejleegnen, men det er jo samme område."
   "Tænk, det var da hyggeligt," sagde Morten Hansen, "det er så sjældent man møder folk derfra."
   "Ja, jeg ville jo helst være blevet der, men så fik jeg muligheden for at skrive en Ph.d. og fik en stilling her, så var det jo lidt svært."
   "Hvad er det for et fag?"
   "Ernæring, ja, jeg har jo altid interesseret mig for mad."
   "Meget interessant," sagde formanden, "det må da være en herlig ting at arbejde med."
   "Jo, det er det, men sommetider bliver man lidt træt af alle de studenter, der er så kloge, at de kan undvære hovederne."
   "Det kan jeg tænke, det er hvad jeg også oplever her i huset, jeg er regnskabsuddannet og har fine diplomer inden for det felt, og så er der nogen her i huset, der tror de ved bedre end mig."
   "Man må jo sige, at du har en samfundsnyttig bestilling, men det er københavnersnobberne her i huset åbenbart ikke tilfredse med."
   "Nej, og de skulle bare vide, hvor meget tid jeg bruger om ugen på at være formand her."
   Preben sad og nikkede. Anita kiggede lige engang på sin mor, som syntes at se noget eftertænksom ud.
   "Men hvordan med bestyrelsen?"
   "Flertallet af bestyrelsen er heldigvis på min side," sagde Morten, "der er kun en, som altid er i opposition og vil bureaukratisere vores arbejde."
   Preben gned sin hage." Er det ham, der bor ovenover vores nabo?"
   "Ja, det er det, Jørgen hedder han, han tror han er så klog fordi han har studeret økonomi."
   "Men ja, der er jo lige netop en ting med ham, som jeg gerne vil klage over," sagde Preben og nu begyndte hans stemme at få det leje, som Anita var vant til at høre, "for nylig klagede jeg over musik fra mine overboer, altså, dem er bor til højre på hans etage, og så var han så uforskammet."
   "Det er jeg ked af at høre," svarede Morten, "jeg skal nok gøre noget ved det, det lover jeg."
   Preben takkede.
   "Man kan nu kun høre det ude på toilettet," sagde Inger.
   "Det er da ligegyldigt, man skal ikke finde sig i nabostøj."
   "Ja, de er jo brasilianere," sagde Morten, "det har jeg også mine betænkeligheder ved, men jeg lover, at jeg gør hvad jeg kan, flertallet i bestyrelsen er på min side, som jeg jo sagde."
   Preben takkede ham hjerteligt. "Jeg lover, at jeg nok skal støtte dit projekt."
   Morten Hansen takkede, rejste sig og sagde tak for kaffe og gik ud. Han havde flere han skulle snakke med.
   "Han virker som en fornuftig mand med benene på jorden," sagde Preben.
   "Men det altanprojekt," sagde Inger, "Har vi virkelig brug for det? Vi har jo en pæn stor gård med mange udendørs borde og stole, der kan vi jo altid sætte os ned."
   "Nej, der risikerer vi jo bare at skulle snakke med de andre beboere, som jeg ikke mener vi skal mænge os med, på en altan kan vi sidde og nyde det helt uden at skulle belemres med de andre her i huset, og så stiger vores lejlighed i værdi."
   "Ja, ja, det lyder meget godt, men vi har jo ikke planer om at flytte."
   "Nej, ikke lige foreløbig, men jeg håber det sker en dag, så vi ikke skal bo i denne her forbryderrede af en storby og med alle de fisefornemme snobber."
   Anita sad og tænkte. Hun brød sig ikke om Morten Hansen og tænkte på alle de gange hun hørte ham skændes med folk inde hos sig selv. Hun syntes nærmere, at der var mere brug for at forbedre isoleringen af væggene. Men hvad vidste hun? Hun var jo bare en teenager, der puklede i et kedeligt supermarked.
   Mens hendes far nu snakkede videre i en begejstret tone om besøget, som hun sjældent hørte fra hans side, gik hun ind til sig selv og fandt en bog.
   Det var også snart spisetid, og hun gik ud for at hjælpe med at sætte på bordet. Det kunne man gøre herhjemme uden kommandoer.
   De sad igen ved maden, samme tid hver dag, når hun ikke arbejdede sent. Hendes far snakkede om hvor godt der var en formand, der virkelig gjorde noget for at gavne foreningens økonomi.
   På et tidspunkt spurgte hendes mor til arbejdet.
   "Jeg ved ikke rigtig," svarede Anita, "nu er ham souschefen, der har været sygemeldt, vendt tilbage, og han er frygtelig, han kommanderer hele tiden."
   "Men du koncentrerer dig måske ikke rigtig om dit arbejde?" sagde Preben.
   "Jeg gør det så godt jeg kan, men han er straks over mig, hvis det går for langsomt."
   "Det er nu noget, som jeg har meget respekt for," sagde Preben, "han er åbenbart en type, som vil at der skal bestilles noget, jeg har jo ellers indtryk af, at det kører meget slapt andre steder, når jeg handler der hvor vi plejer, der er de så langsomme ved kasserne og jeg gør altså vrøvl, hvis de ikke kan få ekspederet køen noget hurtigere, de skal jo ikke tage folks tid."
   "De sidder jo og skal koncentrere sig om at gøre det rigtigt," sagde Anita, "og det er ikke altid så enkelt som det ser ud, du må da også tænke på, at de er mennesker."
   "Ja, ja, men mennesker skal altså bestille noget og gøre deres job, og du har åbenbart nu en chef, der også er af den mening, og det tager du heller ikke skade af, jeg har meget agtelse for det."
   Anita sukkede. "Hold så op med det sukkeri!" råbte Preben.
   "Ja," indskød Inger, "sådan en som din chef har jo et ansvar for, at det kører, det må du tænke på og have lidt forståelse for."
   Nu kom der et billede op i Anitas sind fra skoletiden, da mobningen havde taget fart. Hun hørte dem råbe afskyelige Nita og hvordan de spærrede vejen for hende, når hun skulle hjem. Hun hørte sin far sige, at de jo var i København og der var folk sådan, hun måtte lære at klare sig selv. Hun hørte ham sidde og sige, at han var glad for, at hun ikke havde nogen omgang med klassekammeraterne, så kom hun da ikke ud i noget skidt.
   Der var en klump i hendes hals, der synes at vokse, men hun ville ikke græde, hun kæmpede for at holde det tilbage.
   " Din fætter Bent er meget foretagsom på sin læreplads, det kunne du lære af," sagde hendes far. Anita var på nippet til at skrige, men holdt sig. Hun slugte resten af maden og forlod bordet. Bent mig her og Bent mig der. Superidealet!
   Hun trak sig til sit værelse, da hun fik muligheden.

---

Jens gik rundt i gården med Bongo, der løb snusede en del til de steder, hvor der var lidt beplantning. Han havde bemærket, at formanden gik rundt i opgangene. Hvad havde han mon gang i? Der var et eller andet, som han åbenbart ville have beboerne med på.
   Nu var han ovre ved baghuset. Jens gik derhen og hilste på ham.
   "Er der noget, som du vil snakke med os om?"
   "Åh, I er ikke hjemme?"
   "Jeg er ikke, men hvad drejer det sig om?"
   "Jeg har et supergodt projekt, der vil kunne få vores lejligheder op i værdi, det drejer sig om altaner, dem vil jeg kunne få lavet hvor hver enkelt måtte ønske dem."
   Jens grinede. "Du burde da kunne sige dig selv, at det er vi ikke interesseret i, når vi bor helt nede på niveau med gården."
   "Nåh nej, det kan jeg godt se, men ok, måske er der andre ting, du kunne få lavet?"
   "Det tror jeg ikke, og helt ærligt, vi har jo en stor gård med flere muligheder for at sidde udenfor og spise, så hvad skal vi egentlig med altaner?"
   "Den har jeg hørt nogle stykker sige til mig, men helt ærligt, vores lejligheder stiger jo i værdi ved det, vil du ikke være glad for at kunne få en klækkelig sum, hvis du pludselig må flytte?"
   "Joh, men vores lejligheder ligger jo allerede højt i værdi, og helt ærligt, der er flere vaskemaskiner i vaskekælderen, der er i udu, og flere af de beboere, der bor højt oppe siger, at deres fjernvarme ikke fungerer helt godt, de har flere rum, der er kolde om vinteren, var det ikke vigtigere?"
   "Folk er bare så utilfredse, de må købe deres egen vaskemaskine og en ovn."
   "Her i baghuset har vi ikke plads til vaskemaskine, og det kan ikke være meningen folk skal købe en ovn, når vi har fjernvarme."
   "Så må de flytte, det kunne være rart med lidt mindre utilfredshed her i huset."
   "Ja, ja, men dem der bor højere her i baghuset, er måske interesserede i altaner, så du skal vel ind og spørge dem."
   "Din overbo vil helt sikkert være med på den."
   "Sikkert."
   De gik ind og Jens låste sig ind i sin lejlighed, hvor Marianne sad med pigerne på skødet og fortalte dem en historie. Da hun var færdig med historien, henvendte hun sig til sin mand. "Hvad var det du snakkede med formanden om?"
   Jens forklarede om det. "Ja, jeg vil i hvert fald heller ikke hoppe på hans mærkelige luftkasteller," sagde hun, "hvor mange tror du hopper på den ide?"
   "Der skal nok være flere der er skeptiske, vi er jo fyrre husstande i foreningen, så de kan jo ikke være lige naive alle sammen."
   Marianne nikkede, hun strammede læberne lidt. Jens gik hen imod køkkenet. "Det er jo min tur i dag," sagde han, han klappede lige pigerne på hovedet, da han gik forbi dem og gik så ud og tog en gryde ud af skabet.