En uge gik. Vietnameserne var ikke besværlige, men tilsyneladende afventende. Jeg vidste ikke på hvad.
   Jeg talte med Wang alene i en pause.
   Wang! Har der været ballade over mit sidste besøg?.."
   "Hvilket besøg, Jacos?.."
   Jeg nikkede.
   "Tak alligevel for din måde at være på, jeg sætter stor pris på dig, både som samarbejdspartner og ven."
   "Jacos, du nyder stor respekt her hos os, for det arbejde du allerede har gjort. Jeg er glad for du betragter mig som din ven, det vil jeg leve op til, det lover jeg dig. Så længe du og din familie er her, er i også mine personlige gæster. Jeres sikkerhed er mig meget magtpåliggende at sørge for. Hele din familie kan være trygge så længe jeg har noget at skulle have sagt. Vi passer på jer."

Min ven ministeren kom en morgen og fortalte mig der var en lejr, hvor der vist nok var tre Amerikanere.
   "Vi undersøger det til bunds," sagde han og så på mig.
   "Hr. Minister, hvad nummer har den lejr?.."
   Han fortalte mig det var nummer tyve, den lå i nærheden af et minerydningsholds arbejdsplads. Jeg vidste med det samme det var der John var.
   "Er det muligt at De og jeg kan besøge den lejr?"
   Han nikkede.
   "Jeg har selv tænkt over det. Det ville være godt hvis jeg selv tog med."
   Dagen efter tog vi ud til lejren. Der var tre, men kun de to var Amerikanere. Den tredje var fra Sydvietnam. Jeg havde et problem.
   "Hr. minister, hvad vil De sige til vi tager alle tre til vores samlingslejr?.."
   Han så på mig.
   "Hr. Jacos, jeg har desværre lige fået at vide den ene ikke er Amerikaner, så ham beholder vi."
   "Det var en skam. Vi har begge brug for en succes. Jeg mener De kan vise Deres velvilje ved at løslade ham, vi kan skaffe Dem af med ham, så han ikke er noget problem for dem længere. Hvad siger De til det?.."
   Han smilede.
   "Hr. Jacos. De er et godt menneske. Men vil De acceptere vi laver lidt reklame i forbindelse med frigivelsen af ham?.."
   "Hr. Minister. Fangen er Vietnameser, vi vil ikke røre en finger i den sag så længe De ikke overdriver. Mit problem er at få min regering til at give ham ophold i Amerika, asyl. Er vi enige om at fortsætte med dem alle tre samlede?.."
   Han nikkede.

Vi hilste på fangerne. Vore egne blev fløjet tilbage til Thailand under stor mediebevågenhed. Den sidste forhandlede John om, han meddelte mig de ville løslade ham om tre uger. Men først skulle han indrømme alle sine fejltagelser i fuld offentlighed. Jeg accepterede, showet kunne begynde.

Tre uger senere, under et interwiuv med den minister jeg arbejdede sammen med, sagde jeg:
   "Hr. minister. Vil det være muligt, på trods af deres store arbejde med identifikation af vore soldater, at der kunne være nogen der ikke så ud som hvide?.. Nogen fanger der faktisk er Amerikanere?.. Jeg mener: For eksempel en Creoler, Italiener, mulat, eller en anden der ikke er typisk Amerikansk?.."
   Han så nervøst på mig.
   "Tænker De på noget specielt?.."
   "Nej," sagde jeg smilende, "det gør jeg ikke. Jeg ved De, Deres regering og dens embedsmænd er grundige, men som vi har begået fejl ved at være i krig med Dem, kan jeg ikke udelukke den tanke, at der måske var et par eller tre der muligvis er blevet glemt?.."
   Han smilede, jeg havde givet en for ham sensationel indrømmelse.
   "Jeg er glad for De siger det var en fejl, Deres regering gjorde da den gik i krig mod os, og vores demokratiske regering. Hvis De har en mistanke til noget, vil jeg med glæde hjælpe Dem videre. Jeg kan forsikre Dem for vi har gjort vores yderste, for at finde Deres savnede landsmænd. Vietnamesere er et fredselskende folk, der ikke holder fanger for vores fornøjelses skyld."
   "Det ved jeg," sagde jeg og slog ud med armen for at vise jeg var sikker på han havde ret.
   "Men jeg kunne tænke mig, der kunne være noget at undersøge yderligere i det nordlige område. Der har jeg ikke været. Er der ikke to lejre i det område for kriminelle?.."
   Han nikkede.
   "Jo! no. tredive, og no. fyrre. De kan jo tage med mig derop. Vil De det hr. Jacos?.."
   Jeg nikkede og takkede.

Efter udsendelsen der var direkte, så han på mig og sagde:
   "Hr. Jacos. Hvor ved De fra der er fanger i lejr fyrre?.."
   Jeg så troskyldig på ham og svarede:
   "Hr. minister. Det ved jeg heller ikke, men jeg havde en anelse, jeg ved min regering nu er rasende over jeg sagde, vi ikke skulle have gået ind i den for os begge så forbandede krig. Jeg har et problem, som jeg vil bede Dem hjælpe mig med, ved at udlevere mig de to fanger der er deroppe." Jeg smilede.
   "Der er ingen, ingen."
   "Hr. minister. De ved der er to. Jeg ved der er to. Vi har begge brug for hinanden. De må høre på mig når jeg beder Dem løslade dem så hurtigt som muligt. Vi er begge soldater, vi behøver ikke falde for hinandens strategi, men bør i stedet for hjælpe hinanden. Det vil begge vore lande være bedst tjent med. Er De ikke enig med mig i den betragtning?.."
   Han så på mig, mistroisk.
   "Hr. Jacos. Hvem har fortalt Dem om to mand i lejr fyrre?.."
   Jeg smilede..
   "Det har De!.. Ved Deres egen usikkerhed om der måske var noget. Husker De ikke vores tidligere samtale?.."
   "Jo, men det var om lejr tredive. Ikke lejr fyrre. Der er to i den lejr, men jeg kan ikke bare løslade dem, det håber jeg De forstår?.."
   Jeg nikkede.
   "Jo, det er fair nok. Bare vore læger får adgang til dem er jeg tilfreds. Jeg lover dem intet siver ud om deres tilstedeværelse, før De og Deres regering er klar til det. Jeg vil drøfte problemerne med Oberst Wang, ham har jeg tillid til. Han vil fortælle Dem hvad jeg når frem til. Er det en aftale?.."
   Han så på mig.
   "Hr. Jacos. De er sandelig godt underrettet. Har De mere?.."
   Jeg svarede at det havde jeg ikke.
   "Hr. minister. De ved jeg har den dybeste respekt for Dem som soldat, og som minister. Er det ikke nok for Dem jeg giver Dem mit æresord?.."
   Han nikkede.
   "De er ikke som de andre Amerikanere. Dem kan man stole på. Et ord fra Deres mund er et ord, det har De tidligere bevist. Jeg har tit ønsket De var en af os, som Deres smukke hustru. Jeg vil se hvad jeg kan gøre for Dem. Det har De mit ord på."
   Vi skiltes.

Jeg havde fanget ham på det forkerte ben. Det vidste han godt, bare ikke hvorfra jeg havde min viden. Hans ære stod nu på spil. Wang havde hørt vores samtale. Han havde klart indrømmet der var to i den lejr. Det ville være utænkeligt han ikke lod vores læger tilse dem. Jeg havde vundet et spil, men ikke krigen for de tilfangetagne amerikanere, der stadig var ukendte for os. At de eksisterede var denne sag et tydelig bevis på. Jeg havde givet en indrømmelse til dem, den ville rejse et stormvejr hvor jeg ville være i yderste fare for at blive taberen, frataget alle beføjelser, sendt hjem i unåde. Jeg satsede, også på at John ville hjælpe mig.
   Mit bagland var rasende. Vores udenrigsminister dementerede mine udtalelser, til det Vietnamesiske fjernsyn som egne vurderinger. Vietnameserne derimod var ellevilde. Deres udenrigsminister takkede mig, meddelte mig han havde en overraskelse til mig. Jeg så på min kollega Wang, han nikkede diskret.
   "Hr. Jacos," fortsatte udenrigsministeren. "De vil få begge fanger udleveret så snart de er raske nok til at vises frem i vores fjernsyn."
   Men der sagde jeg stop. Jeg forlangte de ikke blev interwieuvet, kun filmet når de blev løsladt. Jeg havde problemer nok. Det forstod han, accepterede mit krav.

Jeg var nær sat fra bestillingen. Igen beviste min gode ven John, han kunne rage kastanierne ud af ilden for mig. John overbeviste dem om derhjemme, at det var en del af den aftale, der resulterede i der kom fem levende hjem til Amerika. Og at mine Vietnamesiske modstandere, var tilfredse med den pris jeg havde betalt, med mine udtalelser om vores fejl ved at gå med i krigen. Jeg havde jo frie hænder, argumenterede John.
   Man var tilfredse med mit arbejde, opgav kun nødtvungent jeg ikke fik alvorlige irettesættelser for min udtalelse, men garanterede mig også, at én gang mere på den måde, ville resultere i min øjeblikkelige hjemkaldelse og afskedigelse i unåde. Jeg viste naturligvis min Vietnamesiske modpart de betingelser jeg nu havde at forhandle under, han morede sig.
   "At være ærlig," sagde han leende, "det kan somme tider være dyrt. Jeg er glad for det blev Dem der skulle forhandle videre. De er utraditionel, tør sige sandheden. Det er vi Dem taknemmelige for."
   Jeg smilede og lod ham forstå det ikke ville gentage sig. En gang til med indrømmelser af den art, ville være én gang for meget. Det forstod han godt, men han morede sig over den måde min regering havde taklet sagen på.

Jeg var i fuld gang med at overvåge vore to fangers løsladelse, da den Vietnamesiske minister kom løbende hen til mig.
   "Hr. Jacos. Hr. Jacos. Deres hustru føder nu!"
   Han var forpustet. Det var direkte fjernsyn. Øjeblikkelig blev der vild opstandelse over hans pludselige tilstedeværelse. Jeg vendte mig roligt om, så ind i kameraet og sagde:
   "Hr. minister. Jeg er glad for De underretter mig om min hustru er ved at føde vort andet barn, men jeg har stor tiltro til deres læger. Jeg vil gøre mit arbejde her færdigt, så kommer jeg."
   Det tog to minutter, det hele var tilrettelagt mellem deres TV og vore folk i forvejen. Bannister tog over. Jeg løb til den ventende helikopter. Jeg vidste nu hele Vietnam var på, ville følge begivenhedernes gang direkte. Igen havde jeg scoret mange point hos dette venlige folk. Jeg havde fået sat fokus på amerikanske forhandlere, der havde tid til det hele. Det var af stor værdi for os og for løsningen af vores opgave, at vi var rolige og fattede. Jeg havde øje for den PR værdi der lå i min tilstedeværelse, sammen med min højgravide hustru.

Vi nåede frem i tide, det var muligt for mig at følge fødslen af mit andet barn. Det blev atter en pige.
   "Jeg håber ikke at du er skuffet?" sagde Susanne..
   "Nej," svarede jeg og smilede til hende.
   "Jeg er glad bare det er et sundt barn. Jeg er stolt af dig min elskede, og ikke spor skuffet. Tværtimod er jeg lykkelig, for du ikke senere skal være bange for det skulle blive en som mig. Det ville du aldrig kunne bære. Det har jeg tænkt på, jeg er lykkelig for endnu en datter."

Nettie kom med vore andre børn, de var stolte af den lille ny. Sarah holdt den lille og sagde hun nu var en rigtig storesøster, hun var glad for sin lille søster. Både Susanne og jeg smilede.
   "Tak min elskede datter," sagde jeg og gav hende et knus. Efter et par minutter spurgte jeg Susanne, om jeg måtte tage vores nyfødte med ud til de ventende journalister. Hun nikkede.
   "Kun i to minutter, ikke noget hurlumhej. Vil du love mig det?.."
   Jeg nikkede, tog vores datter og gik ud på gangen, hvor der ventede både reportere og TV kameraer.

Jeg viste min datter frem i mine arme og sagde:
   "Det blev en datter, det er jeg stolt af. Jeg takker de Vietnamesiske læger for deres hjælp ved vores datters fødsel. Jeg vil give hende et mellemnavn, et vietnamesisk, så hun altid vil huske det land og det folk hvor hun kom til verden!"
   Der var ikke et øje tørt. Jeg bukkede, takkede de fremmødte og gik tilbage til Susanne igen med vores datter, der ikke syntes det var spor morsomt, hun vrælede. Susanne smilede, tog barnet i armene og vuggede hende til hun faldt til ro igen.
   "Tak. Jeg kunne se det hele på det fjernsyn der er derhenne. Det var smukt af dig ikke at glemme folket her."
   Hun knugede mig ind til sig, fældede en tåre.

Fjorten dage senere var de igen i fjernsynet. De var taget ned til den landsby hvor hendes tidligere familie havde levet. I det lokale tempel blev der holdt en lille ceremoni for de døde, og for vores datter, der skulle navngives på traditionel vis. Vores datter fik navnet efter den gamle svigermor, der var omkommet ved eksplosionen så grusomt tidligere. Susannes tidligere svigermor ville, hvis hun havde levet, været stolt af det. Det hele blev, med Susannes tilladelse, vist i det vietnamesiske fjernsyn.
   Også der viste hun, hun mestrede at være os en stor hjælp gennem sine handlinger. Hun overdrev ikke hvad hun gjorde for at hjælpe os. Jeg var overbevist om hun mente hvad hun gjorde. Hun havde trods alt opholdt sig i dette smukke land i mange år, været gift med en vietnameser, kendte deres traditioner og levevis.
   Susanne gjorde alt det hun ville uden at spørge mig, hun var spontan. Jeg vidste det var en del af hende, jeg måtte tage det med hvis jeg ville have hende. Min vietnamesiske kollega Wang grinede, sagde til mig jeg havde en ustyrlig kvinde, men også at han havde den dybeste respekt for hende.
   Ved en tidligere lejlighed, havde han overhørt en samtale mellem os på engelsk, der var lidet flatterende for mig. Jeg ikke ville som hende, fik en regulær balle af hende. Han havde spontant kommenteret det til min fordel, men måtte retirere omgående, da hun så på ham med iskolde øjne og hvislede:
   "Bland dig udenom og pas dit eget Oberst Wang. Hvad min mand og jeg taler om kommer ikke dig ved. Har du ingen opdragelse?.."
   Jeg var kommet til at grine, fik de øjne fra Susanne der sagde jeg skulle tie, det gjorde jeg. Da hun var gået sagde Wang til mig, jeg ikke havde det bedre end godt.
   "Jeg blev bange for hun ville give mig en svada på mit eget sprog."
   Jo, han havde respekt for hende og hendes temperament.

Tilbage i hovedstaden fik vores datter også navnet Alexia efter min mor. Det var vi begge enige om. Vi holdt ceremonier for vores datters navne, med vore venner Nettie og John. Også vores modpart fra Vietnam var til stede, både ministeren og min ven Oberst Wang samt dennes hustru. Ved samme lejlighed fik vores datter overrakt et vietnamesisk statsborgerskab, da hun nu var født i deres land. Det sidste var en gestus til Susanne, for hendes store humanitære arbejde for det vietnamesiske folk. Det hele blev vist på TV. Vi var populære hos dem.

For mig var det igen hverdag. Der var masser at gøre med de døde Amerikanere, det var et hårdt arbejde at identificere dem alle. De to fanger i lejr fyrre var tidligere under stor omtale blevet frigivet. Deres hustruer og børn, var inviteret af den Vietnamesiske regering for at hente dem hjem. Det var det helt store show i TV, både her og hjemme i Amerika.

Efter yderligere tre måneder var vi så langt fremme, at vi kunne afløses af andre hjemmefra. Susanne havde presset på for vi skulle slutte nu.
   "Vi har gjort vores," sagde hun til mig i de vietnamesiske værters påhør, og på deres sprog. Så nu kendte de til hendes ønske om at stoppe eller holde en pause, for at give vores ægteskab lidt fred. Vi havde ikke set så meget til hinanden i den tid vi havde været her, det ville hun nu råde bod på, sagde hun.
   "Vore børn trænger til ro sammen med os, Jacos."
   Hun havde set kærligt på mig, alle dem der var omkring os havde smilet.

Vore resultater var bedre ende nogen havde forventet, også hjemme var man tilfredse med resultaterne, bortset fra den lille fadæse jeg havde lavet, med at udtale mig negativt om vores medvirken i krigen. Vi var trætte, ville gerne afløses, der ikke var de store problemer tilbage. Gruppen af eksperter blev mindre, arbejdet krævede ikke så mange hænder mere. Det der var tilbage var besværligt og tog lang tid. Der var ikke længere brug for alle, og det gik langsommere med at finde de sidste af de savnede. Genopbygningen og rydningen af ammunition skred også fremad. Der var blevet lavet en aftale mellem vore stater til alles tilfredshed.
   Jeg var blevet kendt i Vietnam. Ikke for min tid som soldat, men for den måde jeg havde grebet det hele an på. Ved en afskedsparade tildelte de mig en medalje, for god indsats for det Vietnamesiske folk, og for forståelsen imellem vore lande. Jeg takkede og sagde jeg håbede vore folk en dag, kunne rejse frit hos hinanden, og at tiden ville læge de sår der var hos begge folk.
   Pigerne var rejst dagen i forvejen. John, Bannister og jeg, ville komme så snart vi havde overdraget det sidste til vore afløsere.