Endelig kom der en fridag, hvor hun var alene og med et tåleligt vejr. Nu ville hun tage turen til Greve og finde sin gamle adresse. Hun havde en fridag, som hun kunne bruge på det. Det var en tur ned ad den lange Nørrebrogade og over Dronning Louises Bro. Det var nu meget hyggeligt med søerne og alle svømmefuglene. Hun havde lyst til at sætte sig og kigge på dem, men nu var der noget andet, der trak.
   Det var først til Nørreport Station. Den kendte hun. Det var der de skulle stå på toget, når de besøgte familien i ferierne. Det var et af de få øjeblikke hun oplevede sin far være i godt humør og han snakkede altid om, at han ville nyde den dag han kunne rejse hjem permanent.
   Men i dag var det S-togsperronen hun skulle ned på og ikke den med fjerntog. Der stod hun så i en stor flok mennesker. Hun vidste, at hun skulle med et tog, der endte i Køge eller i Hundige, og nu kom der et, der stod Køge på. Hun valgte en stillekupé, hun ville have lidt ro til at tænke på turen. De første stationer kendte hun, Vesterport og Hovedbanen. Så gik det ellers ud i mere og mere grønne omgivelser, hvor hun kunne se høje betonbyggerier fra sit vindue. Hun havde godt hørt om forstæderne og betonslum, men hun havde aldrig rigtigt set det.
   Endelig var toget ved Greve. Hun steg af og følte sig lidt fortabt, det var jo ukendt område. Heldigvis vidste hun hvordan hun skulle bruge sin mobil til at finde vej, og det virkede som om hun godt kunne gå til familiens gamle adresse. Den viste sig bare at være lidt længere end hun troede, der var mange veje, der snoede sig. Hun så en del gangstier på vejen, men hun kendte området for dårligt til at vide, om de var en genvej.
   Endelig var hun ved adressen med rækkehuse, der havde små haver. De var bygget af mursten og var pæne i forhold til hvad hun forventede af rækkehuse, ligesom på billedet hun havde fundet på Nettet. Hun gik nærmere og fandt det husnummer, som hun havde boet på som helt lille med sine forældre. Det var en lille køn have. På en anden årstid havde det nok været mere bevokset med blomster, men vintergækkerne var begyndt at komme. Hun tog sin mobil op og tog et billede, forhåbentlig havde de nuværende beboere ikke noget imod det. Hun begyndte at daske hen ad vejen, hun ville snuse lidt til atmosfæren i området.
   Hun var knap nok kommet til nabohuset, da hun pludselig hørte en mandsstemme fra dets have.
   "Leder du efter noget?"
   Hun for sammen og kunne se ind i nabohusets have, at det var en ældre mand i en gammel grå sweater og en sort alpehue, der stod og arbejdede med sine bede.
   "Nej, jeg ville bare kigge lidt på området, jeg har boet her som helt lille og kan dårligt huske det."
   Manden kiggede på hende.
   "Er du Anita?"
   Hun gav et ryk og stod et øjeblik som naglet til jorden.
   "Jo," sagde hun tøvende, "sådan hedder jeg."
   "Ja, dig og dine forældre var jo vores naboer indtil for nogle år siden, du er sandelig blevet stor, men du kan sikkert ikke huske mig og min kone, du var jo lille dengang."
   "Ja, det var jeg vist, og jeg har endda også fundet ud af, at vi boede her før ved et rent tilfælde."
   "Dine forældre har ikke sagt det?"
   "Nej, men nu ville jeg se hvordan det så ud."
   "Ja, kend dine rødder, som man jo siger."
   "Jeg undrer mig lidt over, at mine forældre opgav et hus som dette her for en lejlighed i byen, godt nok en stor lejlighed, men alligevel..."
   "Ja, de flyttede lige pludselig i huj og hast, jeg har aldrig kunnet forstå det, de gav os ikke engang deres nye adresse, vi havde ellers et godt forhold til dem."
   "Fik vi nogle gange besøg her?"
   "Ja, dine onkler og tanter med børn kom da nogle gange i ferier, og din halvbror kom ofte på besøg, din far havde jo ret til samkvem med ham."
   Anita følte det som om hun var ramt i mellemgulvet. Hun var bange for, at hun så fåredum ud, det forekom hende også, at manden kiggede noget på hende. Det, som bare havde været en overvejelse, blev pludselig forvandlet til virkelighed.
   "Han var jo en del ældre end dig, ved du hvordan han har det?"
   "Det... ved jeg... ikke..."
   "Det er måske længe siden du har set ham?" Anita nikkede. "Ok, der er jo også slægtninge vi ikke har set i længere tid."
   Anita tøvede med det spørgsmål hun ville stille. Han ville helt sikkert undre sig over så lidt hun vidste. Hvis manden ikke ville tro på, at hun ikke kendte eksistensen af ham, så ville det ikke undre hende. Hun troede næsten heller ikke selv på det her, men hun var jo vågen. Hun syntes han kiggede udforskende på hende.
   Hun besluttede sig til at fortsætte. "Ok, jeg må videre."
   "Tak for snakken, hils dine forældre fra Hans Ole."
   Det sidste vidste hun ikke om hun ville gøre, hun ville ikke røbe for meget om det her. Hun gik mere raskt hen ad vejen end hun havde tænkt sig.
   Drengen på billedet måtte være hendes halvbror, hvem skulle det ellers være. Hun havde jo flere gange kunnet se, at det var et gruppebillede af børnebørnene..
   Hun satte kurs mod stationen, det var lettere end turen den modsatte vej, da der var skiltning der viste til stationen. Da hun var inde i Greve centrum besluttede hun sig for en latte på en café. Hun måtte sidde roligt ned og tænke i ro og fred.
   Hun gik ind i en, hvor der ikke sad mange mennesker og ellers så stille og rolig ud. Det var ikke nogen særlig prangende café, betonvægge uden udsmykning. Hun bestilte en latte, mens hun sad og tænkte. Det ene spørgsmål tog det andet.
   Her havde hun gået og troet hun var enebarn. Hvorfor var han holdt hemmelig for hende? Hvor var han i dag? Hun kunne ikke få nogen mening ud af den historie. Hun havde nu set det sted, som de boede før, og endda snakket med en tidligere nabo. Han kunne heller ikke forstå, at flytningen var sket pludselig og i sådan en hast. Men nu vidste hun da så meget, at drengen var hendes halvbror. Hun havde ikke ventet at få noget at vide på denne her tur, hun ville bare prøve at se området. Men hun havde ikke fået alt at vide.
   Havde de to mysterier, den pludselige flytning og hendes hemmeligholdte halvbror noget med hinanden at gøre? Det var ikke en selvfølge, men hun hældte til at tro, at det havde de.
   Hun vendte og drejede forskellige muligheder. Var han blevet forstødt af sin far? Hun havde svært ved at tro det, så ville farfar og farmor vel have nævnt ham, det var jo deres barnebarn, og hendes faster og onkel, det var jo deres nevø.
   Hun havde godt nok læst historier om forældre, der havde forstødt deres børn i ældre romaner, men kunne det ske i virkeligheden? Ja, måske i gamle dage, sådan var det jo i de historier hun havde læst, men i dag? Hun kunne ikke tro det. Selvom han måske var familiens sorte får, så... nej, hun havde svært ved at tro det.
   Det kunne selvfølgelig forklare den hastige flytning fra Greve, de ville ikke have, at han skulle kunne finde frem til dem. Men alligevel, hun troede ikke helt på det.
   Hendes kusine og fætter havde aldrig nævnt ham, men de var også små, dengang det mystiske foto blev taget.
   Nu gik det op for hende, hvorfor hendes mor havde fortalt sig og røbet, at hun godt var klar over, at Preben kunne få børn. Han havde jo et barn fra tidligere ægteskab. Men hvorfor var hun blevet forlegen, da Anita påtalte det? Det var altså noget, der skulle være hemmeligt ligesom flytningen.
   Den næste løsning hun tænkte på at hendes halvbror var blevet gal på sin far, og at han så ikke ville se ham mere. Det kunne Anita identificere sig med. Det var hun selv blevet mange gange og flov over ham. Hun forestillede sig, at hvis hendes far snakkede lige så grimt om sin eks, når deres søn var til stede, som hun ofte havde hørt ham gøre, så kunne han være blevet godt gal i skralden og skredet. Hvis hendes egen far og mor var skilt, og han snakkede om hendes mor på den måde som han snakkede om sin eks, så kunne det måske også være endt med, at Anita skred. Så hun tyggede noget på den forklaring. Men nej, hvorfor skulle han kappe båndet til hele familien af den grund? Han ville formodentlig holde lidt kontakt til dem, som han godt kunne lide i familien.
   Til mig, for eksempel? Men det havde hendes far måske sat sig imod? Det kunne ligne ham.
   Eller han havde måske mistet livet? En dødelig sygdom? Han var godt nok en teenager, men det skete jo at børn og unge fik dødelige sygdomme.
   En ulykke? Eller måske selvmord?
   Det kunne forklare tavsheden omkring ham på den måde, at faren ikke kunne lide at snakke om det, det havde taget for hårdt på ham. Hans bitterhed mod Lene skyldtes måske så, at han anså hende for ansvarlig for hans død?
   Hun kom til at tænke på Jeanne, der havde oplevet en sådan tragedie.
   Men hvorfor denne flytning? Måske for at slippe for minderne om ham? Det var bare det, at han havde boet hos sin mor og dennes nye mand, hvis hun havde fået sig en ny mand. Så var minderne om sønnen i Greve-huset jo begrænsede.
   Ligegyldigt hvilken forklaring hun overvejede, havde hun indvendinger.
   Hun havde på et tidspunkt læst nogle Sherlock Holmes-noveller, og hun kunne huske han engang havde sagt, at når man havde elimineret de umulige forklaringer, så var det den, der var tilbage, der var den rigtige. Hvilke af hendes tre udtænkte forklaringer var den mest sandsynlige? Den med dødsfaldet, mente hun, for selv om der også var noget ved den hun ikke forstod, så forekom den alligevel mere troværdig end de to andre. Hun havde indvendinger mod alle forklaringer, men den med dødsfaldet forekom hende dog at skabe færre indvendinger.
   Men hvorfor havde den flinke mand hun lige havde snakket med ikke sagt noget om det? Han vidste det måske ikke? Det kunne vel tænkes, når hendes halvbror boede hos sin mor i Jylland. Endnu engang måtte hun sige til sig selv, at det ikke var sikkert de to mysterier havde en forbindelse.
   Hun blev grebet af en sorg, der pludselig greb fat i hende. Hun havde mistet en bror, som måske kunne have været en støtte for hende i den vanskelige skoletid. Hun følte det næsten som det lige var sket.
   Hun havde ellers besluttet at spørge sin onkel Leo i sommerferien, men nu ville hun ringe til ham på et gunstigt tidspunkt. Ham turde hun godt spørge. Hun var kommet til bunden af sin latte mens hun vejede mulighederne og rejste sig for at tage næste tog til Nørreport.
   På vej tilbage tænkte hun ikke meget over det hun så udenfor vinduerne. Hendes tanker fortsatte med at arbejde. Hvis hendes halvbror virkelig var gået bort i en alt for tidlig alder, så måtte han vel være begravet i Jylland, nærmere bestemt Vejleegnen. Så hun kunne først besøge hans grav i en ferie.
   Skulle hun alligevel have spurgt deres gamle nabo om hans navn? Hun havde vist alligevel ikke kunnet skjule sin overraskelse. Han havde også set noget undrende ud. Hun kunne lige høre ham sidde og fortælle sin kone om det. "Datteren til vores gamle naboer var forbi i dag, hun virkede overrasket da jeg nævnte hendes halvbror. Hun virkede i det hele taget forvirret."
   Men det var for sent nu. Siden hendes forældre bare var flyttet næsten uden at sige et ord kunne han jo nok ikke fortælle hende så meget alligevel, undtagen lige hans navn. Det kunne godt ærgre hende, at hun ikke havde fået det at vide.
   Nu var toget ved Sydhavn. Hun kunne høre hendes far snakke om den kriminalitet, der var der.
   Hun faldt lidt hen igen og tænkte på, hvordan hun ville spørge sin onkel om det. Det blev ikke i dag, for hendes forældre ville komme fra arbejde nogenlunde samtidig med at hun kom hjem. Hun ville være sikker på de ikke hørte noget.
   Hun havde altid holdt meget af sin onkel. Den sommerferie, hvor mobningen i skoleåret før virkelig havde slået rekord, var hun kommet til at fortælle ham om det foranlediget af, at han spurgte til, hvordan det var i skolen. Hun var begyndt at græde, og hun ville aldrig glemme, hvordan han havde lagt en arm om hende og trykket hende ind til sig. Da hun endelig havde grædt ud, havde han sagt, at alt det de sagde viste mere om dem end om den, som de sagde det til, men han vidste godt det gjorde ondt alligevel. Hun ville ønske, at hendes forældre havde taget det på samme måde.
   Nu var hun ved Nørreport og skulle af, og så var det gåturen tilbage til Nørrebro og Griffenfeldsgade. Egentlig var den meget hyggelig, men hun havde hovedet for fuldt i dag.
   Da hun kom hjem så hun, at hun alligevel var kommet først. Heldigvis, så kunne hun lige trække vejret.
   Efter en tid kom hendes forældre hjem, og så stod den på eftermiddagskaffe. Det var en af de dage, hvor hun ikke havde meget at fortælle dem, de ville jo næsten kun høre om hendes arbejde.
   Men da hendes far begyndte at snakke om sin eks, gav det et ryk hende. Hun havde hørt ham skælde ud over hende mange gange før, men efter det hun havde fundet ud af, hørte hun det på en anden måde. Hun hæftede sig især ved, at han sagde, at hun var en dårlig mor for sine børn. Det havde han muligvis sagt om hende før, men nu lagde hun rigtigt mærke til det. Gjaldt det også det barn, som hun havde med ham? Anså han hende for at være skyld i hans død, hvis han var død? Hvis der så var en anden forklaring, hvor passede den så ind i hendes fars opfattelse af hende?
   Hun var på nippet til at slynge sine mange spørgsmål ud, men hun ville ikke risikere noget. Hun holdt fast ved at ville spørge sin onkel. Hun begyndte at planlægge et gunstigt tidspunkt at ringe til ham, og hun var så optaget af det, at hun ikke bemærkede meget af hendes forældres samtale. Hun fandt det bedste tidspunkt var næste gang hun havde en fridag på en hverdag og var alene og så på et tidspunkt af dagen, hvor hendes onkel havde fyraften, så hun ikke forstyrrede ham.
   Med den plan i hovedet faldt hun til ro indeni.