"Det er åbenbart risikabelt for utilfredse medhjælpere at bede om ekstrabetaling for at medvirke til ejendomshandler, der foregår med systematisk svindel med både købs- og salgspriser." sagde Christian og betragtede aktiviteten på den del af havnen.
   "Det er jo næsten lige som narkohandel. Startede drabene med at det første offer opdagede hvilke gevinster Lindegård og Gunnar har medvirket til at skabe i flere år, for småpenge?"
   "Jeg håber det er det sidste drab i denne omgang" sagde Eigil. Han forlod dem og sluttede sig til sine kolleger. "Bliver i her, hvis vi får brug for en ekstra identifikation."
   Udenfor molerne var var vandet lige så blåt som himlen og den smule vind der var, føltes lige så behagelig som et varmt bad. Der dryppede stadig vand ud af bilen, der stod midt i en pøl et stykke fra kanten af kajen. Liget lå i bagagerummet og var kun dækket nødtørftigt over. En fod stak ud under sorte plaststykker.
   De nåede frem netop som Falcks folk blev færdige med at afmontere de sidste af de stropper, de havde brugt til at løfte bilen op af havnen med. Dykkerne var ved at tage deres ilttanke af for at lægge dem på plades i en pionervogn ved siden af.
   Svendsen og Eigil gik tøvende hen til bilen, løftede plaststykkerne væk og betragtede liget et par sekunder. Det dækkede de hurtigt til igen. Eigil gik over til en container og kastede op. Svendsen nøjedes med at støtte sig til en af politibilerne og trak vejret dybt, flere gange.
   "Den del af det her job vænner jeg mig aldrig til. Tak" sagde Eigil og skyllede mund med en vandflaske, Karsten havde i bilen.
   "Det er i hvertfald den russkindsjakke Gunnar havde på i forgårs. Ansigtet ser ud til at være ramt af det meste af en kraftig haglladning Der er ikke nogen grund til at bede dig om at bekræfte min identififikation af jakken" sagde han og så på Svendsen.
   Han nikkede indforstået.
   "Det er sikkert også kun en formalitet" medgav Christian og så på bilen. Flere ridser og rustpletter antydede svagt at 'Houmarks Ejendomshandel' som et par streamere reklamerede for, kunne være gået bedre.
   "Jeg kan se et par huller efter hagl i bagruden. Han blev sikkert kastet ind mod bilen af første skud. Haglene fra næste løb fik kun lidt mere afstand til at sprede sig. Det må jeres teknikere udtale sig om, når de er færdige."
   "Det skal du overlade til de professionelle, " hvæsede Frederiksen. Han kæmpede for at bevare den myndighed, han mente tilkom ham. "Nu er der ikke længere grund til i står i vejen for os og dem."
   Svendsen. afskar enhver diskussion om hvem der havde operativ kommando over et gerningssted.
   "Er du så venlig at afspærre området? Iøvrigt har begge de herrer et par nydelige ID kort, du ikke skal spilde tid på." beordrede han bestemt.
   Det forhindrede ikke Frederiksen i at blive mere fornærmet og forsøge at udvide sit ansvarsområde. Med høj stemme satte han betjentene til at udvide det område, de i forvejen var ved at afspærre med minestrimler.
   Det fik havnemesteren, stod der på hans jakke, til at protestere højlydt. Han og hans folk skulle helst have mulighed for at komme udenom og arbejde der.
   Svendsen trådte mæglende til netop som Falck og deres dykkere spurgte om der var flere opgaver til dem.
   "Man forstår bedre at sprutsalgene lukkes ved lov i flere stater USA, når der er valg" sagde Christian mens han lyttedede til de høje stemmer. "Det er nok for at hindre de mest fornuftige i at drikke sig stangberusede af melankoli over de tåbelige diskussioner de kan forvente i fremtiden."
   "Det indhenter de med garanti når de får valgt de mest underholdende. Som regel smutter der jo også et par fornuftige ind mellem dem og forhindrer dem i at fortsætte på samme vis, ligesom Svendsen gør nu" beroligede Karsten.
   "Det må man da håbe!" sagde Christian.
   Svendsen sendte dykkerne tilbage i vandet for søge efter et jagtgevær og fortsatte med havnemesteren og Frederiksen mens de andre politimænd afventede slutningen på de overordnede uoverensstemmelser. De talte med de forbipasserende, der havde samlet sig.
   "Dem i udkanten fordeler deres opfattelser i løs vægt mellem tilskuerene. De ved kun der ligger en til, der er skudt sønder og sammen i bilens bagagerum. Samtidig ved de alle, der er skudt to mere, på samme måde. Alle gætter på livet løs og utrygheden breder sig."
   "Netop" bekræftede Eigil, der igen kom hen til dem. "Vi vil helst undgå for mange rygter. Det er næsten sikkert Gunnar. Mon han også har forsøgt sig med afpresning på samme måde, som i tror de to andre drabsofre gjorde?" spurgte han og betragtede den fortsatte debat på sikker afstand.
   "Måske" svarede Christian. "Under alle omstændigheder har han enten gjort eller sagt noget, der fik en eller anden til at skaffe ham af vejen af den grund. Hvornår tror i han røg i vandet?"
   "Sikkert i nat engang. Det kan lægen og teknikerne tage stilling til. I mellemtiden skal jeg forklare vores familieskab for Svendsen så han kan afgøre om jeg er habil til at arbejde videre med den sag. Såvidt jeg kan regne ud var Gunnar kun kvartfætter til mig."
   "God fornøjelse" ønskede Christian. Han noterede at politimændene langt om længe begyndte at retablere den oprindelige afspærring med nye minestrimler.
   "Vi to har samme oldefar. Du og Gunnar deler den oldemor, der kom på afveje med ham i en høstak, under høstfesten i 1917. Der er ingen fællesnævner for os alle tre. Skal du bruge os til mere eller kan vi smutte?"
   "Gør bare det. Hvis fællesnævneren for drabsofrene, ud over haglgeværet er ejendomssvindel, må vi prøve at bevise det. Så kan følelserne af sikkerhed og lykke igen brede sig i de små hjem, med et par enkelte undtagelse." sukkede Eigil.
   Havnemesteren, Svendsen og Frederiksen justere afspærringen for sidste gang så den ophalerrampe, bilen givet var kørt i vandet af, til havnemesterens tydelige utilfredshed, stadig var forseglet. Hans havn kunne nu fungere udenom undersøgelserne. De var indtil videre resulteret i at dykkerne sendte et rustent cykelstel op. Det beviste dykkerne tog opgaven alvorligt og at der var god plads dernede.
   "Du har også tyve millioner kroner som fællesnævnere." mindede Christian Eigil om. "Dem er det indtil videre lykkedes at skjule for de medhjælpere, der blev utilfredse med de smuler de fik da det gik op for dem. De er sendt i skatteskjul gennem de skuffeselskaber i også kender. Nu har de skuffeselskaber købt byggegrunde som risikoen for fredning af, blev fjernet fra, med en smule håndarbejde og kontant betaling, som i også har fundet. De forventes at indbringe en gevinst på ti millioner, på en gang. Det første offer var så utilfreds med hans andel han begyndte at grave i resten, med Lindegårds hjælp." sammenfattede Christian.
   "Hold jer så meget på lovens grund, i kan i kan i fremtiden. Jeg ringer." lovede Eigil og vinkede dem ud af området.

"Mon han stadig misunder os vores frikort til udflugter udenfor lovens grund, når vi anser dem for nødvendige." grinede Karsten. "Høstfesterne må have været livlige i gamle dage her omkring."
   "Nok Ikke mere livlige end skolefesterne er i dag. Den almene viden om prævention er bare blevet bedre. Dominic har allerede hacket Gunnars telefon og kan fortælle mig hvem han har kontaktet de sidste par dage. Så længe de ikke har fundet haglgeværet og ham bag det holder jeg afstand til dem Gunnar kontaktede efter i fredags. "
   "Det lyder fornuftigt. Vi skal også porøve at få adgang til de fingeraftryk, der var på kontanterne for selv at komme videre. Hvor er vi egentlig på vej hen?"
   "Det må Cyrano klare. Lad os høre om Kurt har flere gode rygter end dem, han allerede har fortalt." afgjorde Christian og satte farten op.
   ***
   "Ser man det" udbrød Kurt overrasket. "Da Gunnar kørte ejendomshandlen sammen med hans x-kone var der tæt løb om, hvem af dem, der var bedst til det. Det var der bare ikke om, hvem af dem, der var bedst til sidespring. Det kunne en nærsynet tolvårig havde afgort. Gunnar lagde ikke mærke til noget som helst før hun stak af med den sidste. Han holdt vidst ikke ret længe."
   "Skidt med det" sagde Christian. "Har du givet ham den underskrevene salgsaftale af din forkøbsret og resten af forpagtningen?"
   "Ork ja." bekræftede Kurt. "Dem underskrev jeg i går morges, da jeg havde sovet på det en sidste gang. Jeg lovede ham at Tove smed dem ind til ham, når hun skulle til byen alligevel. Jeg fik dårligt nok lagt telefonen væk før Gunnar bremsede op ude i gården. Han påstod, han skulle den vej alligevel."
   "Han har dem altså nu?"
   "Det er jo det jeg siger. Jeg venter bare på betalingen. Aflysningen af notatet om forkøbsret må han selv klare. Hvorfor det?"
   "Fordi de er adgangskort til nye gevinster på ti millioner. Gunnar har nok krævet en solid ekstrakommission for at udlevere den kontrakt og samtidig antydet han kendte sammenhængen med de gamle svindelnumre. Det var måske grund nok til han blev skudt." sagde Karsten. "Hvis den kontrakt ikke er gået videret skal du nok ikke disponere over beløbet, før du har det."
   "Det må Eigil undersøge hurtigst muligt" afgjorde Christian og ringede ham op. "Har du et pengeskab til din genpart af kontrakten?"
   Han nåede lige at høre Kurt forsikre ham om at der lå den skam allerede inden Eigil tog telefonen.
   Eigil sagde at med mindre det var meget vigtigt, måtte det vente.
   Christian orienterede ham hurtigt om den afpresningsmulighed afleveringen af de kontrakter kunne bruges til. Han foreslog de burde se efter de papirer på Gunnars kombinerede kontor og bopæl.
   "Hvis gerningsmanden simpelthen tog dem og stoppede yderligere afpresning med haglgeværet, må du bevise det."
   "For en gangs skyld er vi foran dig." forsikrede Eigil. "Gunnar havde ingen nøgler på sig så Brix tog en låsesmed med, for en sikkerheds skyld. Han fandt et hus, der var rodet grundigt igennem. Når teknikerne er færdige med bilen fortsætter de der. Brix er startet på at gå fra hus til hus for at høre om der er nogen, der har bemærket noget. Retsmedicineren mener Gunnar fik tæv med geværkolben inden han blev skudt."
   "Hvis i starter med Hermes og Merkurs lokale repræsentant, har i jo allerede en stak penge med en af indehavernes fingeraftryk" mindede Christian ham om. Det firma har allerede sendt tyve millioner i skattely som Gunnar først for nyligt fik at vide, skjulte sig mellem Lindegårds tilstandsrapporter. Gunnar kan også have vidst at Lindegård modtog bestikkelse for at lave elendige eller gode rapporter afhængigt af om de ejendomme skulle købes eller sælges."

"Det lyder ret enkelt" mente Eigil efter et øjeblik. "Den stak fru Lindegård ikke kendte spor til, kan give underholdning til et par timer. Og Rasmussen havde tilfældigvis en lignende stak med samme fingeraftryk. Vi tales ved." sagde han og ringede af.
   "Du fortalte ikke hvad du fik ud af det hele. Er det hemmeligt?" spurgte Christian
   "Overhovedet ikke." forsikrede Kurt. "Vi endte med trehundredeog halvtres tusind. En af de ting vi var uenige om var et notat om mosebund og mulige piloteringer. Det var noget vrøvl! Du må gerne gætte på, hvem der var byggesagkyndig og hvem, der begrænsede det område, der kunne bygges på. Vi vidste godt at Kim Lindegård altid kunne overtales til at indflette noget, der kunne medføre omfattende, uforudsigelige udgifter, som han også skrev."
   "Lindegård og Rasmussen har sikkert arbejdet sammen i flere år om at mulige kondemnereringer. De blev til givtige renoveringer i stedet, når der kunne motiveres tilskud, af en eller anden art."
   "Hvor det ikke skadede Margrethe sad hvor hun gjorde i begyndelsen." mente Kurt. "Poul Erik og Martin fik kun den karussel til at hænge sammen på grund af Lindegårds tilstandsrqapporter og hendes tilskud. Han for resten fætter til Birgers kone og Marethe er hendes niece. Blod er formodentlig stadig bedre end vejledninger."
   "Så mangler i bare at få Gunnars kone med i den kreds" grinede Karsten. "Så hænger det netværk nydeligt sammen fra start."
   "Lad os spørge oraklet." mumlede Kurt og ringede sin kone op.
   "Når Tove ikke ødelægger mit BMI tal er hun jo lærer" forklarede han Karsten. "Hun vedligeholder som regel harmonien i de små hjem med de karakterapporter deres unger fortjener. Hun kender halvdelen af byens børn fra skolen."
   "Tove husker tydeligt dem begge" fortalte Kurt kort efter. "De var slyngveninder og blandt de mest energiske, uden for klasselokalerne. Der havde Tove og hendes kolleger blandede fornøjelser af dem. Det havde deltagerne i de fester de deltog ivrigt i, vidst også. I øjeblikket hænger byen sammen af flere rygter end normalt. De fordeler sig mellem de grupper, der prøver at overbevise hinanden om at Gunnar selv er kørt i havnen og det modsatte."
   "Det er stadig kun sikkert, det er hans bil" oplyste Christian. "Han fik en fuld ladning .20 dyrehagl lige i synet. Eigil kunne kun genkende hans jakke."
   "Fy for fanden" mente Kurt.