Vores nye hjem den lille bungalow i Hvidovre lå tæt på "Lorteåen", som var grænsen til Valby. Min far havde længe drømt om mere lys og luft. Her kunne vi gå hele vejen rundt om huset og far gik straks i gang med at grave ud til køkkenhave og bygge et skur til kaniner og høns. Den pæne forhave kom lidt efter lidt.
   Min første venner blev vores kat og kaninerne. Jeg savnede mine gamle legekammerater fra Mulvad. Tit sad jeg og tænkte på dem mens jeg passede dyrene. Min tre år yngre bror Holger havde jeg en tid som den eneste ven. Storebror Steen fandt hurtigt nye kammerater på den anden side af "Lorteåen", så han var sjældent hjemme.
   Efter sommerferien skulle jeg begynde i 5. klasse på Risbjergskolen. Her skulle det snart vise sig, at et par drenge fra klassen havde brug for et mobbeoffer. Det blev mig den nye "Øffe". Dem der godt kunne lide mig, holdt op med at vise det, når de styrende drenge opdagede sympati mellem os. I stedet sloges jeg med lavt selvværd, en piftet cykel og skoletasken der havnede i krat og buske efter skoletid.


Henning blev min bedste og eneste ven i flere år. Vi mødtes foran købmanden en søndag morgen. Han gik med aviser og jeg tilbød at hjælpe ham uden betaling. Han blev kaldt Humberding og var godt tilfreds med det, sagde han. Jeg var ked af mit øgenavn Øffe, der med tilhørende gryntelyde fik hele klassen til at grine højt og længe. Humberding havde en far der var nattevægter og derfor skulle sove om dagen. Hans mor havde dårlige nerver ligesom min mor. Deres store schæfer gøede højt og længe, når jeg gik med ind. Det kunne hverken farens søvn eller morens nerver holde til. Min egen mor vidste jeg aldrig hvor jeg havde. Enten var hun skidesur og havde migræne eller helt opstemt og pinlig. Derfor holdt vi meget til nede ved kaninerne i min baghave og var næsten altid ude sammen.
   Humberding og jeg oprettede en hemmelig spionklub med eget røversprog, så min lillebror ikke fattede en skid, når han ofte rendte i røven på os. Engang legede vi skjul med ham. Da han skulle holde sig for øjnene og tælle til 100, stak vi af. Han ledte forgæves i flere timer og gik hjem og beklagede sig til mor.


Kun for sjov
   På 2. sal over købmanden boede Birgitte. Når Humberding og jeg rendte rundt og klovnede, stod hun gerne ude på altanen og fnisede mens hun viftede med sine to fletninger. Nede på gaden gjaldt det om at snuble og komme til at bumpe ind i hende. Vi skiftedes til at skubbe og for sjov hive lidt i fletningerne. Den sure mand på 1. sal kom ud og brølede "skrub hjem unger" når han syntes vi larmede for meget, hvilket vi næsten altid gjorde. En aften hvor vi rigtig gik til den, skulede vi flere gange op mod den sure mand. Der var helt mørkt og stille, så vi blev enige om at han nok ikke var hjemme. Som jeg stod der og råbte "farveller" til Humberding, der skulle hjem og lufte schæferen, blev jeg pludselig grebet i kraven og løftet op, så fødderne slap jorden. Den sure mand var kommet listende bagfra. Jeg blev så forskrækket, at jeg pissede i bukserne og løb alt hvad remmer og tøj kunne holde. Dagen efter fortalte jeg Steen hvad der var sket. Han lagde en arm om min skulder og fulgte mig hen til åstedet. Han piftede så højt og vedvarende, at manden kom ud på sin altan. Steen kaldte ham fedtklumpen og alt muligt, så han rødglødende af raseri buldrede ned ad trapperne og med knyttede næver styrede direkte hen mod Steen. Steen var en høj ranglet dreng med tynde arme, men skidestærk. Han gik lidt ned i knæ, greb den lavstammede mand under armene, bar ham over gaden og smed ham op i en ligusterhæk. "Hold dig fra min lillebror fremover" sagde han. Der kom ikke mere ud af den sag, men vi blev enige om at undgå ballade der henne foreløbig.

Nud den Dore
   Ved siden af købmanden lå et mindre snedkerværksted. Om sommeren stod døren næsten altid åben. Lyden af høvl og sav blandet med duften af spåner og savsmuld var himmelsk. En dag hørte jeg høj musik fra en radio på værkstedet og udenfor stod en gammel Long John med en ny blank ringeklokke. Indenfor gik en mand rundt og fejede, som jeg ikke havde set før. Han overdøvede næsten radioen på nummeret "Lollipop", men det lød sært. "Færdig feje" snøvlede han og samlede bræddestumper sammen, som han bar ud på cyklen. Han var noget stor og klodset og tabte en del på vejen. Bagefter hentede han transistorradioen, hængte den på styret og cyklede afsted med fuld lydstyrke. "Hvem er han" spurgte jeg. "Knud" lød svaret. Knud havde det svært med mange ord og især dem med dobbelt konsonanter, så han svarede Nud Vendsen når han blev spurgt. Humberding og jeg kaldte ham Nud den Dore. Vi gik tit efter ham på fortovet, efterabede hans særlige gangart og lokkede ham til at stikke hovedet ind i en busk. Vi fortalte ham at der lå en pose slik, som han måtte få hvis han fandt den. Købmanden havde givet Knud en lille avisrute på 10 aviser og Humberding havde lovet at hjælpe ham lidt. Men når Humberding var færdig med sin optælling på 140 aviser, var Knud kommet til fem. En bil der kørte forbi distraherede Knud, så han måtte tælle forfra. Han insisterede på selv at tælle igen og igen og igen, så Humberding måtte væbne sig med stor tålmodighed.

Patrulje på vagt
   Den nye S-togbane mod Køge var ved at blive bygget på den anden side af Gl. Køge Landevej. Åmarken station henlå som et spøgelsesslot i rå beton. Ved et møde i spionklubben besluttede Humberding og jeg enstemmigt at oprette en vagtpatrulje oppe på banen. Vi havde allerede soldaterjakker og en luftpistol hver. Vi trænede skydning nede i min baghave. Mor og far havde givet lov til at vi måtte skyde efter tomme dåser. Når vi gik runder oppe på terrænet, anholdt vi nysgerrige unger. De blev afhørt og lidt efter bortvist. På en varm sommerdag fandt vi tre drenge i badebukser. De nægtede at forsvinde, så vi førte dem ned i den fjerneste del af stationen, hvor de fik gåsehud og begyndte at fryse. Desværre nåede den ene at stikke af. Derfor havde vi begge fuld opmærksomhed mod de to sidste. Vi stod længe og holdt dem op af betonvæggen med vores luftpistoler og hørte ikke at nogen nærmede sig oppe fra. Den undvegen fange havde hentet sin mor, der gav os en syngende lussing og konfiskerede pistolerne. Herefter nedlagde vi vagtpatruljen.

Ræs
   For lang tid uden spænding og ballade gik ikke. Jeg havde fået en udslidt knallert af far. Den kunne ikke køre mere, sagde han. Men Humberding og jeg fik den gamle Velo Solex, med tromletræk på fordækket, fikset. Da vi fik startet motoren, hældte vi en blanding af æter, benzin og en lille sjat olie på, der gav en topfart på 60 km. i timen. Efter 20 minutter gav den op og brændte sammen så vi måtte trække hjem fra Vigerslevparken. Senere fik jeg fars Mobylette med remtræk, som jeg holdt på de tilladte 30 i timen. Far tog det ikke så nøje, at jeg kun var 14½. Han havde selv købt en ny scoter Puch med kædetræk.

Anholdt
   Humberding lærte mig at tilberede en chillum og ryge hash. Vores gamle spionklub skiftede igen navn og formål. Der skulle skaffes penge til hash og andre fornøjelser. Vores lommepenge rakte som en skrædder i helvede. Vi fik et tredje medlem i banden, som vores nye planer krævede. Konceptet var enkelt. I flere sportshaller gik to af os ind i omklædningsrummet og tømte alle lommer og tasker for tegnebøger. Den tredje holdt vagt udenfor og piftede hvis der nærmede sig nogen. En aften hvor vagten var min, blev jeg overrasket af en tennisspiller i fuld fart. Forskrækket prøvede jeg at pifte ekstra højt med det resultat, at der kun kom luft og spyt ud af munden. Ikke en lyd. De to andre blev taget med "fingrene i kagedåsen" og tilbageholdt. Jeg overvejede at stikke af, men manden havde jo set mig og jeg kunne jo heller ikke svigte min bedste og eneste ven. Så snart der stødte flere til, gik en over til telefonboksen og ringede til politiet. Vi blev kropsvisiteret og kørt hjem til vores forældre. Straks blev jeg gennet ind på mit værelse, mens far og mor talte dæmpet med politimanden inde i stuen.
   Efter han var kørt, blev der meget stille meget længe før far kom ind til mig. For første gang i mit liv så jeg far fortvivlet med våde øjne. Jeg havde forventet en kæmpe skideballe. Det ramte mig dybt at se hans ansigt fyldt med både skrøbelighed, sorg og kærlighed på samme tid. Jeg fik en uges stuearrest og forbud mod at Humberding satte sin fod hos os fremover. Far var klog nok til at indse det umulige i at forbyde os i at mødes andre steder. Han havde dog opdaget det med hashen, som han ikke ville have inden for sin havelåge mere. Vi måtte bare vente. Vente på at blive afhørt af politiet.

I dag tænker jeg på, hvor stort et chok og pres, det var for mine forældre og især mors dårlige nerver og migræne. På den anden side havde mor altid fået mange pille af lægen, så længe jeg kan huske. Al den ballade med knallerter, luftpistoler og Steen der slog på voksne mænd, må have været et mareridt. Senere var Steen blevet indlagt på psykiatrisk afd., diagnosticeret og anbragt på et par institutioner.

Dagen kom hvor vi skulle afhøres af politiet. Hver for sig blev vi lukket ind. På forhånd havde vi nået at afstemme vores forklaringer og sagde at det kun var den ene gang vi havde prøvet at stjæle. Der sad to betjente i forhørslokalet. Den ene skrev alt ned med to fingre på skrivemaskinen, så det klaprede hver gang jeg åbnede munden. Henne ved døren sad en dame med korslagte ben, briller og skriveblok. Hun var fra børneværnet. Vi var alle under 15 år.
   Mens vi ventede på den endelige dom fra børneværnet, skulle jeg på en ny skole. I 7. klasse mente lærerne, at jeg var særdeles godt begavet i regning og matematik, hvorimod mine kundskaber i sprog var mere middelmådige. Derfor rakte mine evner ikke til en realeksamen. Vi var 19 drenge og en pige, der blev samlet fra kommunens øvrige 7 skoler for Teknisk Forberedelseseksamen.
   Hjemme i bungalowen holdt vi vejret og var spændt på brevet fra børneværnet. Da det dumpede ind ad brevsprækken, stod mor og jeg parat. Mor åbnede det straks. Jeg bed negle og spiste en bussemand. Mor lagde brevet på fars skrivebord og sagde at han måtte se på det, når han kom hjem. Flere timer senere læste far det højt:
   Forældrene til barnet N.N. er vurderet med henblik på evnen til at varetage og udøve forældremyndigheden, som hermed kan meddeles at nævnet finder egnede." Og så en hel masse § dit og dat. Jeg var stadig et stort spørgsmålstegn. Men far forklarede at jeg hverken kom på børnehjem eller i fængsel.

Gungehusskolen
   I min nye 8. klasse trådte vores klasselærer ind i dobbeltradet blå blazer, sagde sit navn Elof Nielsen og skrev det på tavlen med stor flot skråskrift. Efter et par uger var vi nået til side 32 i "Skriv Rigtigt". Hans timer gik med at vi på skift læste højt og fik nye sider for til næste gang. Hr. Nielsen kom altid punktlig og havde en dyb ensformig stemme. Vi var faldet i søvn, hvis der ikke havde været to spradebasser, som ikke havde lært at sidde stille. Papirkugler skudt af med elastikker ramte Nielsen i nakken, når han vendte ryggen til. Det greb om sig med viskelæder og andet småt kasteskyts. Snart var alle vi medløbere også i gang, så Nielsen barrikaderede sig bag katederet, hvor han sad med blikket stift rettet ud over klassen og plirrede med øjnene bag sine mørke tunge briller. Ved den mindste uro tog han svederblokken frem. Uro stoppede. Ved næste uro kom fyldepennen op af skuffen. Uro stop. Dernæst dato. Uro stop. Så underskrift. Nu manglede bare navnet på den elev der skulle sidde efter, men så ringede det ud og samme ritual gentog sig i hans næste time. En dag mistede vi kontrollen og Nielsen fik udpeget en synder, som slukøret måtte modtage en sveder. Vores anfører forlangte svedere til alle eller ingen, da han gik op foran synderen og stod en meter foran Nielsen. Med svedperler på panden rev han svederen over og med løftet pegefinger lod os forstå, at det her så var sidste gang for ellers ...
   I hans gymnastiktimer gik vi helt amok. Gamle håndklæder og store mængder sure gymnastiksko fløj overalt, så han en dag flygtede med begge arme over hovedet. Lidt efter kom skolens bulldog, en karseklippet sløjdlærer. Efter oprydning var der march rundt og rundt. Han udvalgte enkelt til en kindhest og sveder. Han overtog gymnastikken og senere kom der vikarer i dansk, før vi fik en ny yngre dynamisk klasselærer. Nielsen var sygemeldt og vendte ikke tilbage.
   I vores hovedfag matematik havde vi skolens dygtigste lærer, som vi alle kunne lide og havde respekt for. Han formåede at skabe arbejdsglæde, lyst og energi. Han var årsag til at jeg fik afsluttet 9. klasse med et pænt eksamensbevis. På trods af skoletræthed og et tiltagende indtag af hash, holdt jeg ud.

Lidt værre stod det til med inspektøren, skulle det vise sig. En aften efter middagsmaden, spurgte far hvad der var galt. Jeg havde en sveder med hjem fra inspektøren, men det var ikke det der nagede mig. Dem fik jeg jo en del af og far skældte aldrig ud over det, men skrev blot under. "De passer deres og vi passer vort" plejede han at sige. Jeg forklarede at min engelsklærer havde sendt mig ned på inspektørens kontor på grund af meget uartig opførsel. Han var meget venlig og bad mig sidde ned og fortælle om min dårlige opførsel. Herefter rystede han sløvt på hovedet og sukkede dybt. Mens han skrev svederen, mumlede han stille, at man vel heller ikke kunne forvente andet af en dreng med den sociale baggrund han havde med sig. Det sårede mig dybt at den arrogante skaldepande sad der på sin fede røv og nedgjorde min mor og far. Mine forældre satte normalt aldrig deres fødder på skolen, men her blev far fortørnet. Dagen efter gik han direkte ind på kontoret uden at banke på. Han forlangte at inspektøren gav hans søn en uforbeholden undskyldning i klassens påhør. Da inspektøren ville slå det hen som en bagatel, truede min far med at bruge sin advokat, gå til skolenævnet og den lokale avis. Den hoppede fjolset på og jeg godkendte hans undskyldning. "Så er den sag ude af verden", sagde far.