Han løftede forsigtigt hendes forpinte og snavsede krop, efter at have rettet på hendes lasede klæder. Trykkede hende varsomt ind til sig, og bar hende ned til den lille jolle for at sejle hende ud til Skonnerten, der lå for anker lidt ude fra bredden. På Skonnerten, lagde han hende forsigtigt og varsomt ned i sin kahyt. Han smilede ømt til hende, og foldede et gammelt tæppe omkring hendes smertende krop. Hun smilede tilbage, sukkede og lukkede sine øjne. Et øjeblik efter mærkede hun at skibet sejlede. Ganske stille bevægede det sig ned ad floden med strømmen, endnu et lille smil kom frem på hendes læber.
   Pigen vendte sig om på siden og faldt et øjeblik efter i dyb søvn.
   Rejsen væk fra øen, fra den grove, grimme og onde ægtemand, Flodguden, var begyndt.

Flodguden havde hentet hende for år tilbage. Fra det hjem der var hendes barndoms trygge vugge, og fra den unge mand hun i drømme, havde besluttet skulle være den mand hun ville give sin kærlighed til.
   Med krav var han kommet, Flodguden. Havde fortalt hendes far, der var en fattig fisker, at han havde lovet ham sin datter, som betaling for han havde reddet faderens liv, fra den rivende flods malmstrøm. Nu var han kommet for at få sin betaling, og tage hende med hjem til sin hytte, der lå ude midt i den store og mørke flod. På en ø midt i den rivende strøm. Der skulle hun være, og føde ham mange børn.
   Faderen havde set tavst til, da han slæbte af med hende, havde taget en tår fra den flaske, der efterhånden var en del af hans dagligdag. Moderen havde sagt til afsked, at hun kunne blive lykkelig, hvis hun føjede Flodguden.
   I drømme gennemlevede hun igen og igen den dag, da hun mod sin vilje var blevet berøvet alt. Hendes sjæl havde siden grædt, været kold.
   Flodguden havde raset over hendes afvisning af ham. Havde tryglet om hendes kærlighed, og havde tilbudt hende al havets og flodens rigdom, dersom hun ville elske ham. Pigen havde siden sit nej, tilbragt årene i søle og mudder ved floden, havde aldrig fået ro eller fred til sig selv, var altid blevet plaget med bønner, lokket og truet. Men hun var stejl, havde nægtet at føje ham, nægtet at give op. Men hun kæmpede alene.
   Ofte havde hun stået på bredden, og råbt efter den elskede hun havde mistet, aldrig var der kommet svar på hendes kalden.
   Fiskerne kendte hende, hendes skæbne, men frygtede Flodgudens vrede og forbandelser.
   Ofte lo de af hendes sære udgydelser, hendes håb om et bedre liv.

Den unge sømand der boede ved havet, havde hørt hendes bønner, havde prøvet at hjælpe, men var blevet kastet i floden fra sin båd, hver gang han var kommet hende nær. I timer havde han kæmpet for sit liv i de lumske strømme, man aldrig vidste hvornår kom.
   Han havde lovet hende, at en dag ville han komme tilbage, og udfordre Flodguden og hans rige. Den dag var nu kommet.
   Skjult af mørket, var skonnerten gledet fra havet og op ad floden, de tyste kommandoer om bord var kun rettet mod besætningen. Ingen vidste hvem Kaptajnen var, havde aldrig set Skonnerten. Smuk var hun, og et stærkt skib.
   Da ankeret hen af morgenen gik, rebedes alle sejl. Hun var klar til afgang, så snart lasten var sikkert om bord. Den lille skibsjolle havde lagt fra, og var tyst gledet ind til bredden af øen. Her havde den lagt til ved den faldefærdige bro.
   Kaptajnen var gået til den lille og faldefærdige hytte, havde taget kvinden i sine arme, og båret hende til jollen. Stille gled den mod Skonnerten, der lettede anker og langsomt og tyst gled mod havet.

Skonnerten drev med strømmen, for rebede sejl, selvom vandet var blankt som et spejl. Kun Kaptajnen var på dæk, havde et fast tag om rattet. Han vidste at det nu kun var et spørgsmål om tid, før det ville blive opdaget, hvem han havde som passager i sin kahyt.

Med en voldsom styrke slog stormen, Flodguden til, på sekunder var den rolige flod ændret til et frådende skumpisket inferno. Vinden rev i de rebede sejl, truede med at flå dem til laser. Kun med sine stærke kræfter, kunne Kaptajnen holde den rette kurs mod det frelsende hav. Skonnertens hastighed øgedes, den rasede til sidst af sted med en fart, der truede med at forlise skibet. Voldsomme bølger slog om Skonnerten, ville rive den i stykker, som var den lavet af tændstikker. Igen og igen hamrede bølgerne ind over Skonnerten, truede med at rive alt med sig i den frådende og grumsede flod. Vandet drev fra Kaptajnens tøj, bølgerne der væltede ind over dækket, truede med at rive ham med i den malmstrøm der voldsomt og frådende ville ødelægge både ham og skibet.
   Hans knoer var hvide af det pres, de var udsatte for, men han smilede, så op mod de drivende mørke skyer, og råbte:
   "Aldrig mere, skal du berøve os vores kærlighed, aldrig mere skal du skille os ad. Jeg vil kæmpe for os begge. Giv op, Flodmand, lad os nå havet. Jeg er den stærkeste nu."
   I et sidste forsøg på at forhindre Skonnerten i at nå havet, kastede Flodguden skibet mod de forræderiske klipper, bad vinden blæse sejlene til laser. Men Kaptajnen vidste at skibet ville holde, ville klare vinden, og ville stryge så tæt forbi klipperne, at han kunne mærke tilbageslaget fra de frådende bølger der ubønhørligt hamrede mod dem.
   En kæmpebølge, der skulle knuse skibet og Kaptajnen, løftede dem højt i vejret, så højt, at de ved det rette øjeblik, på Kaptajnens drej på det store rat, bar Skonnerten over revet, og kastede den mod flodmundingen. Flodguden var rasende, brølede sin vrede over floden og havet, der tog imod Skonnerten. For sent så han, at skibet havde nået havet. Der ville det kunne ride stormen af, ville være i sikkerhed. Det var fri af flodens grumsede, mørke og vilde vande.
   Med en kraftanstrengelse rettede Kaptajnen Skonnerten op, og for rebede sejl, jog den ud på det frelsende hav, væk fra malmstrømmen og Flodgudens rige.

Under dæk, i Kaptajnens kahyt, rejste pigen sig fra den køje, hun var blevet anbragt i, rettede på sit snavsede tøj, og gik op på dækket. Smerterne efter båndene om hendes krop, fik hende til at krympe sig sammen et øjeblik, så så hun frem for sig, fast besluttet på at møde sin Kaptajn. Selvom hun havde svært ved at stå fast, stilede hun mod sin redningsmand. Vinden tog i hendes lange hår, det flagrede omkring hendes slanke krop. Hun gik de sidste meter hen mod rattet, holdt om Kaptajnens hænder og smilede til ham. Stillede sig foran rattet, og så på ham med øjne der var ømme, kærlige.
   "Tak min ven, fordi du hentede mig, det vil du aldrig fortryde."
   Så satte hun sig ved hans fødder, græd sine tårer der var salte som havet. Længe lå hun bare og så op på hans blide ansigt, smilede til ham, og glædede sig over at den mand hun elskede dybt i sit hjerte, endelig var nået frem, endelig havde hentet hende. I mange år, havde hun følt han tænkte på hende, elskede hende. I mange år havde hun kun ventet på ham, kun ventet på at komme ud af sit fængsel.
   Da stormen lagde sig, sov hun trygt i hans favn, hvilede sin forpinte krop mod hans. Sammen lå de til de første stråler af solen nåede dem, varmede dem. Det surrede rat gav sig i de tovværksender der holdt det. Men kursen var sat, kun tiden var omkring dem. Trygheden følte de begge.
   Floden ville de aldrig vende tilbage til, kun det uendelige hav, deres kærlighed, betød noget i den verden der nu var deres. Endelig havde de begge følt den frihed kun ægte kærlighed giver. Sammen var de lykkelige. Havet og skibet, bragte dem mod lyset, mod varmen, mod den sikre havn, fremtidens havn.