Han lukkede døren bag sig og lænede sig op af den. Hoffman var på orlov, så han havde rummet helt for sig selv. Han så sig om, men der var ikke et godt sted at gemme dokumentet. Sengen var for oplagt, skrivebordet for synligt og skabet var vel også et de første steder man ville lede. Desuden ville han gerne undgå at skulle flytte dokumentet igen, inden han tog af sted.
   Et køligt vindpust fik mørkelægningsgardinet til at klapre mod karmen og landkortene på skrivebordet til at rasle som tørre blade.
   Han så på sin flyverdragt. Den hang som en kastet ham, på siden af skabet. Derfra behøvede han ikke at flytte dokumentet. Han gik de tre skridt derhen og stak dokumentet ned i dragtens ene ben. Så var det af vejen. Han strøg dragtens ryg med fingerspidserne. Det grove stof føltes så stærkt og sikkert. Han sugede lugtene af sved, krudtrøg, metal og olie til sig.
   Klasseværelsets fire rækker af borde dukkede op for hans indre øje. Bag hvert bord stod en stol og på de fleste sad en elev. Råb og papirkugler, fra dem der løb rundt og legede tagfat, blandede sig med en summen af stemmer. Det var mandag og alle prøvede på en gang at fortælle hinanden, hvad de havde oplevet i weekenden. Han lænede sig ud mod Gustavs bord og fortalte om det biplan, der havde vippet med vingerne, da han vinkede til piloten.
   Gustav begyndte at fortælle om en fisketur med sin far og blev afbrudt, da Friedrich standsede foran dem.
   "Har I set, at Helmut ikke er her?" spurgte han og smilede smørret.
   Wulf vendte sig mod den bagerste række og det bord hvor Helmut Grünewald normalt sad. Der var intet spor af den stille, splejsede og mørke dreng. Stolen stod inde under bordet og selvom det kunne betyde at Helmut var syg, troede han ikke på det. Synet gjorde ham ubehageligt tilpas. Han havde været med til at gemme Helmuts ting og ødelægge hans opgaver, han havde hældt blæk i hans taske og han havde skaffet en død rotte der også blev blandet med skolebøgerne. Han havde skubbet ham og fået ham til at snuble utallige gange - ligesom alle de andre. Men gamle Mr. Grünewald - byens fotograf - delte han flyinteressen med. Grünewald var den første der havde vist ham en flyvemaskine og han havde lånt ham utallige bøger, blade og artikler.
   "Når vi får fri, vil I så med over og spille fodbold?" spurgte Friedrich.
   "Ja," sagde Gustav. "Må jeg være angriber?"
   "Vi får se," sagde Friedrich.
   "Jeg kan ikke," løj Wulf. "Jeg skal handle for min mor."
   Gustav vendte sig mod ham og åbnede munden. Uden Wulf ville han blive valgt til målmand.
   "Det kan du gøre bagefter," sagde Friedrich og satte sig på Gustavs bord. "Kom nu."
   Wulf rystede på hovedet. "Jeg har lovet -"
   Hr. Niemann trådte ind i klasseværelset og alle tav og fandt deres pladser. Timen begyndte og Helmuts fravær blev ikke nævnt.
   Selv på afstand havde det været tydeligt, at Grünewalds atelier var lukket - skiltet på fortovet manglede. Folk gik forbi butikken, men syntes ikke at bemærke den. De snakkede sammen og lo som normalt. Han blandede sig med trafikken og kiggede op mod vinduerne på første sal. Fru Grünewalds røde pelargonier stod stadig i fuldt flor. Han satte sig på en trappe og lod som om han læste lektier, mens han først sikrede sig at familien ikke var hjemme og bagefter ventede på at gaden skulle blive tom.
   På et tidspunkt standsede en flok børn foran den mørke rude. De skar ansigter af deres spejlbilleder, råbte "Jødetamp" og løb videre.
   Gaden blev tom og han smuttede over den og ind i baggården. Han følte sig frem til dørnøglen ovenpå den brede karm og lukkede sig ind. De velkendte lugte af fremkaldingsvæsker og lavendelperfume mødte ham. Der hang frakker på knagerne, en række af pæne sko stod under dem og paraplyerne stod i hjørnet. Men der kom ingen musik oppe fra trappen og ingen puslen fra døren ind til butikkens baglokale og mørkekammer. En kold fornemmelse af forladthed havde indfundet sig og de små knirkelyde fra træet, lød som suk.
   Inde i baglokalet hang den gamle frakke Mr Grünewald brugte i mørkekammeret stadig over ryggen på skrivebordsstolen. På bordet, hvor regnskabsbogen plejede at ligge, lå en stak bøger og blade. Stakken var omhyggeligt bundet sammen med sejlgarn. Den øverste bog var i en neutral sort indbinding, hjørnerne var forstærket med messingbeslag og siderne var af kraftigt flødehvidt papir. Indeni var Mr Grünewalds samlig af artikler; alle var omhyggeligt klæbet ind og ved enkelte havde Grünewald sat egne fotografier og håndskrevne noter ved. Han mærkede en klump i halsen og gik langsomt hen til bordet. Bøgerne om flyvning. Han strøg den sorte bog og pillede ved garnets knude. Bag bøgerne stod en samling indrammede fotografier af Helmut og hans mor - ingen af dem så ud til at være rørt. Han kom i tanke om at der også plejede at ligge et rejsekamera. Det var væk. Han smilede. Grünewald sagde altid, at han ikke rejste nogen steder uden det.
   Et klir fra glas lød fra butikken - lyden var lille og skør - og voksede, da flader af glas brasede sammen, til lyden af et glasvandfald. Han stirrede på døren ind til butikken. Forventede næsten at den også ville falde og afsløre ham. Et pust af frisk luft kom ind. En hujen lød fra gaden og slagord blandede sig i larmen. Han syntes, at han hørte Friedrichs stemme iblandt de andre.
   "Lad os gå ind og se om der er noget!" var der en der råbte og fødder knasede hen over glassplinterne. Han greb bøgerne og skyndte sig ud af bagdøren.
   Han løb gennem baggårde, gyder og stikveje - de fleste havde han ikke anet eksisterede - og kom ind på sin egen vej. Han hev efter vejret og havde sidesting, men synet af huset gav nye kræfter.
   "Hvor har du været?" spurgte hans mor, da han åbnede lejlighedens dør. Hun stod ved køkkenbordet, stadig i købmandens kittel og havde stadig håret samlet i en knold. Han kastede et blik rundt i rummet. Sofaen og lænestolen var tomme og på skænken lå strikketøjet ved siden af radioen. Bag spisebordet stod slagbænken og det eneste der var på den var hans sammenfoldede tæppe. Han lagde bøgerne fra sig på spisebordet. Mor rynkede bryn ved synet af dem.
   "Er de rejst?" spurgte hun og trak en pose med varer hen til sig.
   Han nikkede.
   "Var der nogen der så dig?" Hun satte varerne ud på køkkenbordet.
   Han stirrede på bøgerne og huskede lyden af glasset.
   Hun vendte sig mod ham og spurgte blødere end før: "Var der?"
   Han rystede på hovedet.
   "Godt." Hun trådte hen til ham og trak ham ind til sig og han slog armene om hende og trykkede sig ind til hende. Hun strøg ham over håret og ryggen.
   "Så, så," hviskede hun og det var som om de to ord fik en dæmning til at briste. Han tudede, ganske lydløst, der i deres lille køkken-og-stue-i-et og hun holdt ham til det lige så stille gik over igen.
   Hun tørrede hans kinder med kølige hænder. "Vi må passe på nu og holde mund - og samtidig ..." Hun så ham ind i øjnene. "Samtidig må vi holde dem på afstand. Forstår du?"
   Han nikkede. Hun havde holdt ham væk fra kirken - så som næsten den eneste i klassen var han hverken døbt eller konfirmeret - og hun havde kaldt såvel kommunister som nazister for tomhjerner. Og hun havde grædt, da republikken gik under.
   "Du melder dig ind i Hitlerjugend," sagde hun. "Lær at flyve, som du har talt om. Lad dem lære dig det, men tro ikke på dem. De lyver, husk det. Din far blev reddet hele to gange af en jøde. En jøde der vandt fire udmærkelser for heltemod og blev oberst."
   Han nikkede. Hun havde fortalt historien utallige gange og han havde selv læst de breve obersten havde sendt. Et der fortalte, at hans far var omkommet og et par andre, efter krigen, der forsigtigt tilbød hjælp. Kendte han sin mor ret, havde hun ikke taget imod andet end ordene.
   Han kiggede på dragtens ryg og huskede listen af objekter. Alle havde været raske unge mænd, på hans egen alder.
   Han satte sig ved skrivebordet og trak kortet over Kanalområdet ud af stakken. På den engelske side var kystlinjen, terrænets højde, nogle få kystnære jagerbaser, floder, søer og byer det eneste, der var tegnet ind. Altså måtte han klare sig uden oplysninger om antiluftskyts, og jagerbasernes placering var sikkert for gammel. Han kiggede på området omkring Themsen - det var det bedste sted at sigte efter. Det var tættest på basen og, takket være floden, let at finde i mørket. Han så nærmere på landet på begge sider af floden og fandt de steder det skulle være muligt at lande. Især et stort fladt område syd for tre søer, virkede lovende - også fordi søerne var gode pejlemærker for fire andre mulige landingspladser. Søerne lå i en ligebenet trekant og tæt nok på hinanden til, at de ville være synlige samtidig, når han fløj hen over landskabet. Den største sø havde form som et hestehoved - et hestehoved med mulen vendt mod hans fortrukne landingsplads. Det var en invitation.
   Han flyttede langsomt blikket mod kysten. Han bemærkede flodens løb og afstanden til den, lod mærke til hvordan de større byer lå i landskabet - selvom han kun ville kunne se dem, hvis de brændte - og prøvede, at lade være med at tænke på ballonkabler, træer, telefonpæle, stengærde, nedhamrede metalpæle med tilhørende pigtråd, grøfter og sump. Hans øjne nåede kysten og han trak vejret lettere. Han indprintede sig mønstret af tanger og vige og fandt de bedste ruter til de udvalgte landingssteder.
   Nakken var stiv, da han rettede sig op og kiggede på mørklægningsgardinet. Luften fra vinduet var kold. Han lagde kortet tilbage midt i stakken og rullede gardinet op. Sollyset havde fået eftermiddagens let gyldne farve. Han skar ansigt. Hvis Bernhard fandt ud af at han var vågen endnu, ville han få sådan et møgfald - og måske ville han ikke få lov til at flyve.

Fremmede mennesker fyldte hans drømme. De sneg sig omkring, listede efter ham og smuttede væk, når han ville konfrontere dem. De talte lavt sammen og uanset hvor meget han anstrengte sig, kunne han ikke forstå, hvad de sagde. De rodede i hans ting og gang på gang var han sikker på, at de havde fundet filen. Dragten stillede sig foran ham - oplyst af en gylden projektør. Deres projektør. Han så dem dukke frem bag lyset. Deres smil var det eneste tydelige i ansigterne. De rakte ud efter dragten. Rakte ud efter ham.
   Han satte sig op og kom på benene, løb hen til dragten og stak hånden ned i det ene ben. Chartekkets hjørne prikkede ham i håndfladen. Han sukkede dybt og satte sig på gulvet, lænede sig opad skabet. Luften lugtede af dugvådt græs og rummet var fyldt af gyldent lys, der fik væggen til at se ud som om den glødede. En skygge lå hen over ham og dragten.